Udbredelsen af megalitgrave hvori der senere, i enkeltgravstiden blev foretaget begravelser.

.

Udbredelsen af grave med de ældste typer af stridsøkser.

.

I gravene fra enkeltgravstiden er de dødes knogler sjældent bevaret. Et mørkt, fedtet lag kan imidlertid, som her i en grav fra Mølgård i Nordvestjylland, angive, hvordan den døde lå på siden med bøjede ben. Foran hans ansigt var anbragt en flintøkse.

.

Idealiseret snit gennem en gravhøj med grave fra enkeltgravstidens tre afsnit: undergravstid, bundgravstid og overgravstid.

.

Plan over en cirkelgrav udgravet ved Sjørup mellem Viborg og Holstebro. Øverst et rekonstrueret snit gennem graven og den formodede gravbygning. Den gravhøj, som til sidst dækkede hus og grav, er endnu ikke blevet opført.

.

Grav fra enkeltgravstiden udgravet ved Sarup på Sydvestfyn. Omkring graven stod et hegn af tætstillede stolper.

.

Rekonstruktion af barkæske og træfad fra en meget velbevaret grav i Kobberup nær Skive.

.

Rekonstruktion af kammergrav fra enkeltgravstiden ved Vroue i Nordjylland. Muligvis har der været en form for udfyldning i mellemrummet mellem kammer og gang, måske en tørvemur.

.

Grundplan af den kraftige gravbygning omkring en plankekiste ved Hjordkær by i Sønderjylland. Kisten rummede to mandspersoner, bisat med hver sin stridsøkse, en flintøkse og et antal lerkar. De 8 store, dybe, stenforede huller, som angiver gravbygningen, viser, at graven har været anbragt i en solid, firkantet bygning henved seks meter på hver led.

.

Udbredelsen af de store, nordjyske gravkister med indgang, de såkaldte Bøstrup-kister.

.

Men lad os igen vende tilbage til de steder i indlandet, hvor bønderne boede, og hvor de anlagde deres grave. Det er gennem gravene, vi bedst kan tegne et billede af deres identitet. For i oldtidens samfund viste gravene noget væsentligt både om de døde og om de levende. Gennem døderitualerne, gravgaverne og selve gravens indretning kunne man udtrykke noget om den dødes alder, køn, samfundsmæssige status og måske også etniske tilhørsforhold. Sagt lidt indviklet, var gravskikkene en del af den kulturelle kommunikation imellem forskellige grupper i samfundet. Begravelser er ofte begivenheder, hvor menneskene markerer deres sociale roller. For en begravelse vedrører ikke blot den døde, men også hele gruppen af mennesker omkring ham eller hende. Også de går igennem en forvandling, f.eks. fra ægtefælle til enke, fra søn/datter til familieoverhoved osv. En begravelse er således en social begivenhed, hvor de sociale forhold bekræftes og eventuelt reguleres, og hvor de etniske tilhørsforhold eventuelt markeres.74 Det gør en begravelse endnu den dag i dag.

Når vi taler om oldtidsmenneskenes etniske tilhørsforhold har det intet som helst med race eller sprog at gøre. Etnicitet er et begreb, man skal anvende med den yderste forsigtighed, og vi skal senere vende tilbage dertil. Etnicitet er en menneskelig opfindelse. Det er, hvad man kan kalde en social konstruktion, som er baseret på forestillingen om de andre og os; den er med til at regulere forholdet mellem grupper i samfundet. I denne forbindelse bruger vi det kun, fordi gravskikkene og døderitualerne i det 3. årtusinde f.Kr. måske markerede nogle etniske forskelle mellem de mennesker, som beboede det danske område.

Selv om tiden fra ca. 2800-2400 f.Kr. kaldes enkeltgravstiden, betyder det ikke, at man i hele landet brugte enkeltmandsbegravelser. Tværtimod, den eneste gravform, som blev brugt overalt i Danmark, var efterbegravelser i de gamle dysser og jættestuer. Og navnlig i Østdanmark holdt bønderne fast ved denne gamle gravform, som i mere end et halvt årtusinde havde anskueliggjort ættens og forfædrenes betydning for de levende. Østdanmark var den del af landet, hvor der i sin tid var opført flest af de store stengrave. Og stadigvæk var henved halvdelen af dem i brug.

Denne stærke betoning af sammenhængen med fortiden mærker man f.eks. tydeligt på øerne syd for Fyn. Her viste en optælling for nogle år siden, at der var fundet i alt 46 begravelser fra enkeltgravstiden.75 Af dem var det kun 7, som ikke havde forbindelse til de store stengrave. Det understreger sammenhængen bagud i tiden.

Også i Jylland blev begravelser stadig foretaget i storstensgravene. Navnlig i Nordjylland fastholdt man de gamle gravskikke.76 Men det var på hele den jyske halvø kun ca. en fjerdedel af dysserne og jættestuerne, der fortsat var i brug.77 Her var nye gravskikke ved at udvikle sig.

Nok var begravelser i de store, gamle stengrave meget almindelige i Østdanmark. Men det var dog ikke den eneste gravform, der var i brug. Man brugte også selvstændige grave i form af stenkister, muligvis under lave høje. Men netop de lave høje var stærkt udsat for at blive pløjet væk ved senere tiders dyrkning af marken. Det var formentlig sket ved Knardrup i Nordsjælland, hvor man fandt en stenkiste, der nok engang havde været dækket af en sådan høj.78 Det stenomsatte gravrum havde været ca. 3 m langt og havde efter alt at dømme rummet to personer. Deres gravgaver bestod af fire små lerkar, tre ravskiver, en hulsleben flintøkse og et antal pilespidser.

Fra Østdanmark kendes også trapezformede stenkister af en form, som tillige optræder i Sønderjylland og i Holsten,79 men antallet af disse kister er ganske lille. På Bornholm brugte man på denne tid mandslange steneller trækister.80 Man nedlagde de døde i dem i udstrakt stilling, og gravgaverne var stridsøkser, flintøkser og lerkar.81

Det var imidlertid navnlig i Jylland, at man så nye gravformer komme i brug, bl.a. de gravhøje med enkeltmandsbegravelser, som har givet navn til hele perioden.82 Omkring 2800 f.Kr. blev de meget almindelige i Midtog Vestjylland, i områder hvor jordene er lette og sandede, og hvor der i øvrigt var ret få storstensgrave.83 Gravhøjene var ganske lave, de lå tit i grupper på 10-20 stykker sammen, og de var gerne placeret på lavt terræn langs vandløb, søer og vådområder. I begyndelsen synede de ikke af meget. Monumentaliteten kom først efterhånden, når flere grave blev tilføjet og højen gjort større. I løbet af enkeltgravstiden spredte gravhøjene sig mod nord og øst på halvøen, og blev lejlighedsvis også brugt på Fyn.

Hvor mange af de jyske gravhøje, der er fra enkeltgravstiden, er umuligt at sige. Men det er mange, og vi må regne med, at en stor del af befolkningen blev begravet i disse grave. Alligevel har det næppe været alle, for der er f.eks. flere mandsgrave end kvindegrave, og der er påfaldende få barnegrave. De sidste har dog måske været anlagt for sig. Det antyder en gravhøj, man udgravede i Nordjylland, og som rummede i alt 21 grave, der formentlig alle var barnegrave.84

Når en enkeltmandsbegravelse fandt sted, byggede man som regel i en grube i jorden en kiste af løst sammenstillede planker til den døde. Man sved plankernes overflade over ilden, for at træet skulle holde længere i jorden. Kisten var mandslang, og som regel vendt i retningen øst-vest. Ydersiderne var støttet af sten, det kunne være alt fra en kraftig stenvold til enkelte spredte støttesten. Den døde blev nu lagt i kisten med let optrukne ben og ansigtet mod syd. Det var fast skik, at mændene havde hovedet i vestenden, mens kvinderne havde hovedet i øst. Men den dødes ansigt vendte altid mod syd. Det forekom ret ofte, at to lig blev lagt i samme grav. Så blev de døde anbragt med hovederne i hver sin retning. Man kender eksempler på, at to mænd blev begravet sammen, og man kender grave, hvor en kvinde og mand blev gravlagt sammen.

Gravgaverne var forskellige for de to køn. Manden kunne få med sig sin stridsøkse af sten, sin bue og pile og sit værktøj, økse, mejsel, kniv af flint – og endelig et lerkar. Som regel var det dog kun et udvalg af disse genstande, der kom med i graven. På hans dragt, formentlig i bæltet, kunne sidde et par store, gennemborede ravskiver. Kvinden kunne få en kniv og et lerkar med, men fik derudover ofte et antal ravperler med. De kunne sidde i hendes hår, de kunne sidde som halskæder eller brystsmykker, eller de kunne ligge samlet foran hendes ansigt.

Når man i dag udgraver disse grave, er hverken kister eller skeletter bevaret. Det skyldes de dårlige bevaringsforhold i den sandede vestjyske jord. Men ikke sjældent kan man i jorden se mørke spor, der fortæller om gravens oprindelige indretning. Man kan f.eks. se, at der undertiden har brændt bål på gravens bund, inden liget blev anbragt.85 I nogle grave finder man også bevaret sammenhængende, oftest ganske tynde trækulslag fra kistens sider, låg eller bund. Af den døde selv, kan man også undertiden finde spor i form af et mørkt, måske lidt fedtet jordlag. Som en skygge ligger den døde i graven på siden med optrukne ben, som om han sov.

Når gravceremonierne var afsluttet, byggede man en lav høj over graven. Skulle der senere anlægges en grav, gravede man sig ned fra toppen af højen, anlagde den nye grav og føjede så ny jord ovenpå. Blev en gravhøj benyttet gennem længere tid, kunne den på den måde komme til at indeholde grave i flere niveauer. Man taler derfor om undergrave, bundgrave og overgrave, alt efter hvor i højen graven befandt sig. Undergravene var naturligvis de ældste, overgravene de yngste.

I Midt- og Vestjylland byggede man undertiden graven som en såkaldt cirkelgrav.86 En sådan grav bestod af en cirkelrund til oval nedgravning med lodrette sider. Gravgruben kunne være 3-4 m i diameter og over en meter dyb. Midt i nedgravningen stod plankekisten. En sådan grav fandt man f.eks. under en høj i Sjørup Plantage mellem Viborg og Holstebro.87 Højen var 8 m i tværmål og dækkede over en cirkelrund nedgravning, der var mere end 4 m i tværmål. Nedgravningen havde næsten lodrette sider og flad tragtformet bund. Midt i nedgravningen havde stået en plankekiste, man kunne endnu ane skeletsporene som en gråsort skygge i sandjorden. Langs med nedgravningens vægge var der gravet en kredsrund grøft af 20 cm's dybde, hvori der havde stået en væg af lodrette stolper, formentlig fra en gravbygning. På et tidspunkt var bygningen blevet brændt af. Ilden har flammet omkring graven, inden nedgravningen blev opfyldt og højen bygget.

Der kunne også stå et stolpehegn omkring graven oppe på overjorden. Det tegner sig ved de arkæologiske udgravninger som en ringformet grøft, hvis størrelse kan variere meget.88 Som regel måler den mellem 3 og 5 m i tværmål, men den kan også nå op på en snes meter. Ringgrøfternes dybde viser, at stolpehegnene må have været af en vis højde, formentlig omkring 2 m. Det passer med, at der ved en ringgrøft i Skarrild ved Herning lå rester af en mindst 2 m lang, forkullet planke.89

Hvor længe disse stolpehegn har stået omkring gravene, ved man ikke. Men på et tidspunkt er de blevet fjernet, formentlig i forbindelse med, at man byggede en høj over graven.90 I tidens løb spredte stolpehegnsskikken sig også uden for det midt- og vestjyske område. Ved Sarup på Sydvestfyn fandt man således en ikke-højdækket, øst-vestvendt kvindegrav, der havde været omgivet af et hegn af tætstillede stolper, formentlig ca. 2 m høje og med en diameter på 7 m.91 På et tidspunkt, hvor dette hegn var bortrådnet, blev en sekundær ringgrøft placeret lidt inden for hegnet. Først da synes højen over graven at være blevet opført.

Noget lignende må være sket ved en lille gravhøj med en plankekiste ved Foulum mellem Viborg og Randers.92 Kisten var omgivet af en lille ringgrøft, 2,6 m i diameter. I tre fjerdedele af grøften stod tætstillede planker. Ved tilkastningen af graven var både planker og stolper blevet trukket op, og hele anlægget omhyggeligt jævnet, inden højen blev opført. Rundt om højens fod var der desuden en stolpekreds med en diameter på 16 m. Fra den udgik en 43 m lang stolperække bestående af 10 kraftige stolper i retningen vnv-øsø, dvs. med samme retning som graven. Et imponerende anlæg var det, men dets mening kender vi ikke.

I de nordlige egne af Jylland udviklede bondebefolkningen i løbet af enkeltgravstiden en lang række forskellige gravformer, bl.a. stenbyggede kister. Nogle kunne være mandslange, andre var betydelig mindre og var ikke beregnet til gentagne begravelser. De små stenkister kendes først og fremmest i Himmerland og egnen omkring Randers.93 De små stenkister er anlagt sekundært og ofte tangentielt i periferien af ældre høje94 og er ofte uden gravgods.

De større gravkister havde alle en indgang i den ene ende, eller de var eventuelt forsynet med en gang. Kisterne kunne både være bygget af sten og træ eller i en kombination af begge materialer. Mange af dem havde en pæreformet grundplan og var orienteret nord-syd.95 De store stenkister lignede meget megalitgravene fra tidligere tider, navnlig stordysserne. I de sidstnævnte skete adgangen imidlertid fra en gang, mens enkeltgravstidens gravkister kun havde et kort indgangsparti, og adgangen til kammeret skete oppefra. Man gravede sig ned gennem højen til indgangspartiet og derfra ind i kammeret. Stenkisterne blev især opført i Himmerland, til trods for at der i forvejen var mange megalitgrave i netop det område, og ligesom dem blev de bygget til gentagne begravelser. Kisterne bestod af store flade sten, der dannede sider og loft. Den pæreformede grundplan gjorde, at der var en bred nordlig ende og et indgangsparti i syd.96 I alt kendes 65 store stenkister.97

En helt enestående velbevaret gravkiste af den slags blev i 1966 udgravet i Kobberup ved Skive. Den stod inde i en gravhøj, som var bygget af lyngtørv. Her havde der hersket særligt gode bevaringsforhold, indholdet af graven var meget velbevaret, måske på samme måde som bronzealderens egekister.98 Selve gravhøjen var ganske vist ret ødelagt, men den indeholdt et 4 m langt, fuldstændig uforstyrret stenkammer. I dette var der bygget en plankekiste, som indeholdt den døde. Kisten må være opført på stedet, den var ca. 1,30 m lang og 1 m bred, og højden har ikke været over 30 cm. Den inderste del af kisten, hvor liget lå, var dækket af brædder, mens derimod den forreste del var udækket.

I den forreste del af stenkisten var bunden dækket af et fint og let støvlag, hvori der hverken sås spor af træ eller oldsager. Men længst inde, hvor kammeret videde sig noget ud, var al plads optaget af en opdækning. Forrest lå et par planker på tværs af kisten. På dem stod frit og udækket to bægre af birkebark. Det ene, der var ca. 15 cm højt, var tilsyneladende tomt, mens det andet, noget lavere bæger indeholdt en gullig substans. Længere tilbage i kammeret stod et fad af træ, som desværre var noget defekt. Fadet stod på et trælag ligesom bægrene, men lidt højere, muligvis på kistens låg. Desuden lå der en stridsøkse, en arbejdsøkse af flint og en del perler og hængesmykker af rav. Stridsøksen var ikke skæftet, den må have været demonteret før nedlæggelsen, og nedlagt ved den dødes midje. Ravperlerne lå spredt i området omkring skelettet, så hvis de ikke har været drysset planløst ud over den døde, har de formentlig været fastsyet på tøjet.

Den døde må have ligget på tværs i kisten i retningen øst-vest og i sammenbøjet stilling, ganske som det var tidens skik. Over de sparsomme skeletrester lå der et mosagtigt lag, som indeholdt strå og dyrehår. Måske den døde havde hvilet på en dyrehud, ligesom de døde senere gjorde det i bronzealderens egekistegrave. Også i en stenkiste, fundet ved Blære nær Års i Himmerland, var der spor af, at de døde havde været svøbt i dyrehuder.99 Selv om der var tale om en kollektivgrav, blev de døde altså placeret hver for sig inde i kisten. Men beregnet til gentagne begravelser var kisterne, en af dem, udgravet ved Gjerrild nord for Grenå,100 indeholdt således 10 individer, seks voksne, et ungt menneske og tre børn.

Sten var ikke det eneste materiale, man brugte til byggeriet af gravene. Også mange træbyggede grave blev opført i enkeltgravstidens Jylland, specielt i de nordlige egne. I Dalbyneder ved Randers fandt man f.eks. et 3,4 x 4 m stort gravkammer med en fundamentgrøft, hvori der havde stået lodrette planker. Gravkammeret havde indgang mod syd og rummede fire begravelser.101

Et lige så imponerende træbygget gravanlæg fandt man ved Vroue i Nordjylland.102 Det lå i en gravhøj, og man troede, at højen rummede en jættestue, fordi gravens grundplan havde en påfaldende lighed med en sådan. Men det var et gravkammer af træ, bygget af lodretstillede planker mellem fire kraftige hjørnestolper. Plankerne stod i en fundamentgrøft, som var 1 m bred, og kammerets vægge var på ydersiden støttet af sten. Alt træværket var svedet på overfladen for at modvirke forrådnelse. Gravkammeret var dækket af seks loftsplanker, og over det hele, både loft og vægge, var lagt et 10-20 cm tykt lerlag. I kammerets østlige langside var der en åbning, og derfra udgik en gang. Den var bygget uden stenmure og havde ikke noget dækkende lerlag. Ved udgravningen viste den sig kun som to parallelle væggrøfter med stolpespor for enderne.

Kammeret indeholdt kun én person. Den døde havde ligget udstrakt på ryggen med bøjede arme. Af gravudstyr fandt man kun en enkelt ravperle og en stridsøkse af sten, begge lå på den dødes bryst. Øksen fortæller, at den døde var en mand, formentlig havde han holdt øksen i hånden. For denne ene mands skyld var det store gravanlæg skabt. Imponerende har det været: mere end 50.000 græs- eller lyngtørv var gået med til opførelsen af gravhøjen.

Man kender henved en snes af disse gravkister af træ.103 Deres grundplan svarer ret nøje til de stenbyggede gravkister, som vi allerede har hørt om. Men i modsætning til de stenbyggede grave har de træbyggede kun kunnet anvendes til genbegravelser i en begrænset tid, højst nogle få årtier.104

Går man uden for det nordjyske område, kan man også finde gravanlæg bygget af lodretstillede planker ganske som de nordjyske, men uden indgang. De er derfor næppe bygget til successive begravelser. Et sådant gravkammer blev i 1987 undersøgt i Gårslev ved Vejle Fjord.105 Det var et velbevaret trækammer med to begravelser.106 Det 2,5 m lange kammer var opført på daværende jordoverflade og havde en rektangulær grundplan. Væggene var bygget af lodretstillede planker og stødte op til fire store hjørnestolper. Plankerne var tætstillede, 6-7 cm tykke og 30-40 cm brede. Gulv og loft var ligeledes lavet af brede planker. I gravkammeret var ingen knogler bevaret, men der lå to sæt gravgods, som viste, at der dels havde ligget liget af en mand på langs i midten af gravkammeret med hovedet mod syd, dels havde ligget en anden mand langs kammerets vestside. De to døde må være gravlagt på samme tid, da der ikke var åbninger i væggene ind til gravkammeret. Hvor længe huset har stået, inden det blev dækket af gravhøjen, ved vi ikke, muligvis er det blevet dækket med det samme.

Men der hørte mere til gravmonumentet. Lige uden for højens østlige side var der et lille firkantet hus, som havde haft en 40 cm bred åbning mod øst. Det lille hus var rektangulært og målte 1,3 x 1,0. Væggene var bygget af lodretstillede planker, som stod i en fundamentgrøft. Formentlig har huset været brugt til ceremonier i forbindelse med gravlæggelserne i det store gravkammer.

De arkæologiske udgravninger afslører stadig nye former for træbyggede gravanlæg fra enkeltgravstiden. En hidtil ukendt form blev i 1980 udgravet ved Hjordkær nær Åbenrå. Graven var en cirkelgrav, som var omgivet af 8 kraftige stolpehuller fra en bygning på 6 x 5 m.107 Den kraftige fundamentering og tømmerets kraftige dimensioner viste, at der over graven kan have stået en tårnagtig bygning, som må have markeret sig stærkt i landskabet. Mere beskedne var de stolpespor, man fandt omkring grave i Gantrup ved Horsens108 og Stendis ved Holstebro.109 De var formentlig spor efter teltformede dødehuse, bygget af runde rafter, som havde stået over plankekister. Siderne af dødehusene var formentlig oprindelig beklædt med strå, måtter eller lignende.

I gravene fra enkeltgravstiden er skeletter sjældent bevaret.110 Til gengæld finder man undertiden tandemalje fra den døde eller farvespor af skeletter. Der er normalt én person i graven, men man kender en del eksempler på dobbeltgrave.111 I de store gravkister kan der være rester af flere personer, men på grund af de ringe bevaringsforhold for knoglerne har det kun i få tilfælde været muligt at gøre antropologiske iagttagelser.112

Det var en meget stor og næsten uoverskuelig variation af gravformer, bondesamfundene skabte i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Men bag dem aner man to forskellige grundholdninger. I det vestlige og centrale Jylland brugte man enkeltmandsbegravelser, der i sagens natur lagde hovedvægten på enkeltindividet, den døde selv. Det var en gravform, hvis første spinkle begyndelse man allerede havde set århundreder tidligere med de såkaldte stendyngegrave. Uden for enkeltgravenes område, i Nordjylland og i Østdanmark, kom en anden grundholdning til udtryk i gravlæggelserne. I disse egne understregede begravelserne i de gamle slægtsgrave snarere det kollektive. Her må det have været individets tilhørsforhold til gruppen, der var det afgørende.113

De to grundholdninger var så forskellige, at de meget vel kan have haft betydning for, hvordan de to befolkningsgrupper opfattede hinanden, måske som etnisk forskellige grupper. Først flere hundrede år senere, i bondestenalderens slutning, begyndte der igen at opstå et vist enhedspræg over bondekulturen i Danmark. Det skete med dolktidens begyndelse, da flintdolken blev optaget som udtryk for mandlig status over hele landet. Men selv da, og endnu et stykke ind i det 2. årtusinde f.Kr. var der fortsat store forskelle imellem de to regioner i landet.

I enkeltgravstiden opstod også andre særtræk, der fik konsekvenser for udviklingen fremover. Hen imod midten af det 3. årtusinde udviklede der sig i Nordjylland en mangfoldighed af gravformer, som gav egnene omkring Limfjorden, og specielt Himmerland, et særligt præg. Mange gravtyper fandt udelukkende deres anvendelse her: de træbyggede kamre, som var beregnet på gentagne begravelser, de små stenkister, der nedsattes i ældre gravhøje, og de store stenkister med indgang. Typiske enkeltgrave anvendtes også i stort tal og ældre megalitgrave blev ligeledes brugt som gravsted. Der var også særlige former for keramik, der næsten udelukkende fandt anvendelse i disse grave.114 Området indtog en slags mellemposition mellem de egne, der næsten udelukkende benyttede sig af enkeltbegravelser under høj, og Østdanmark, hvor gentagne begravelser i gamle storstensgrave var mest almindelige. Det var en udvikling, der helt klart foregreb den særstilling, som Limfjordsegnene skulle få ved bondestenalderens slutning – da de blev det sted, hvor metalkulturen første gang fik fodfæste i Danmark.115

Noter

74: C. Damm 1991.

75: J. Skaarup 1985, s. 383 ff.

76: De kendes bl.a. fra jættestuerne Sødalshøj og Åkærslund og Bregninggård-dyssen, se K. Ebbesen 1978a, s. 114 ff.

77: M. Hansen & H. Rostholm 1993.

78: S.A. Sørensen 2000.

79: J. Brøndsted 1957, s. 316, 319; C.J. Becker 1936, s. 227; A.H. Andersen 1986.

80: M.P. Malmer 1975, s. 49; C.J. Becker 1986.

81: Se f.eks. fund fra Limensgård på Sydbornholm, F. O. Nielsen & P. O. Nielsen 1986.

82: P.V. Glob 1945.

83: Se kort ibid. fig. 113.

84: J. Simonsen 2000.

85: Christiansen & Skelmose 1969; P. Eriksen 1979; M. Lauenborg 1980.

86: E. Jørgensen 1981; M. Lauenborg 1980; H.J. Madsen 1971; H. Rostholm 1982a; K. Ebbesen 1997a.

87: E. Jørgensen 1981.

88: H.H. Andersen 1961; N.H. Andersen 1979; L. Jørgensen 1984; M. Lauenborg 1980; H. Rostholm 1982a; P. Siemen 1980; H. Thrane 1967.

89: H. Rostholm 1982a.

90: I et anlæg ved Skarrild Overby kunne man se, at hegnet havde stået i nogen tid, idet gravkisten i den tid var blevet fyldt med flyvesand, se H. Rostholm 1977b.

91: N.H. Andersen 1979.

92: L. Jørgensen 1984.

93: Tidligere benævnte man dem Oderkister. Gravtypen har imidlertid ikke nogen forbindelse til Oder-området. Ofte ligger de mange små stenkister på samme lokalitet, f.eks. ved Malle nær Løgstør (B. Jensen & J. Vellev 1971) og ved Skringstrup nord for Viborg (J. Vellev 1971, 1972, 1973, 1975).

94: N. Sterum 1974, se også J. Simonsen 2000.

95: K. Ebbesen 1983b.

96: Ibid.

97: De store stenkister har været anvendt både i enkeltgravstiden, senneolitisk tid og bronzealderen. De blev opført i yngre bundgravstid og overgravstid. Muligvis begyndte de allerede i ældre bundgravstid.

98: P. Kjærum 1967b.

99: C. Fabech 1988.

100: K. Ebbesen 1983b.

101: Graven stammede fra bundgravstid, se B. Madsen & A.B. Nielsen 1987.

102: E. Jørgensen 1985a.

103: Bl.a. fra Hals syd for Viborg (P. Noe 1971) og ved Års i Himmerland (M. Hansen 1980). Andre fund blev gjort ved Vesthimmerlands Flyveplads. Af disse kunne en grav dateres til yngre bundgravstid og en anden til tidlig senneolitisk tid, SN A (M. Hansen 1982).

104: Derfor kan inventaret bruges til en præcis datering af gravanlægget. Det har desuden vist sig muligt at opdele både de stenbyggede og de træbyggede gravkister i typer, der er kronologisk betingede og strækker sig fra yngre undergravstid og frem til tidlig senneolitikum, se M. Hansen 1982, 1996.

105: L. Hvass 1989; L. & S. Hvass 1990.

106: Begge begravelser stammede fra bundgravstid.

107: E. Jørgensen 1981. Graven var fra bundgravstid.

108: O. Madsen 1990a.

109: L.H. Olesen 1988.

110: E. Johansen 1977.

111: C.H. Christiansen & Skelmose 1969; H.J. Madsen 1971; M.R. Madsen & N. Thomsen 1972; J.Vellev 1973.

112: E. Johansen 1977; H. Rostholm 1977b; Bech & Olsen 1985.

113: C. Damm 1993.

114: Visse bægertyper koncentrerer sig f.eks. i området, især Globs type I, men også bægre af typerne L-P findes her i betydelige mængder.

115: H. Vandkilde 1996.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Gravene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig