Statussymboler og redskaber

Noget af det mest iøjnefaldende ved de nye enkeltmandsbegravelser i Jylland var brugen af stridsøksen som gravgave. De var små mesterværker af omhu og præcision, fremstillet af meget finkornede bjergarter som diabas og diorit. Man kan ordne stridsøkserne i en rækkefølge efter deres alder.¹¹⁶

De ældste havde alle en konveks overside og konkav underside. De blev fremstillet i to udformninger. Den ene med en ret dybt nedtrukken æg og en mere eller mindre knapformet nakke. Også nakken var nedtrukken, og der var ofte en længdesøm langs oversidens midte.¹¹⁷ Den anden type var slank og fintformet.¹¹⁸ Den havde knap så stærkt nedtrukken æg. Ud for skafthullet sad en vertikal liste, og der var gerne langs nakkekanten en smal kam. Disse økser kendes fra den tidligste del af enkeltgravstiden i Jylland i henved 100 enkeltmandsbegravelser.¹¹⁹ I henved en tredjedel af gravene var stridsøksen den eneste gravgave.

Med tiden udviklede man nye stridsøkseformer. De lidt yngre former kunne have omtrent plan over- og underside,¹²⁰ eller de kunne have en let konkav overside og en stærkt tilbagetrukket, buet æg.¹²¹ Endelig kunne de være helt symmetriske med omtrent ensdannet, konkav over- og underside,¹²² og de var ofte prydet med lister og indridsede linjer.¹²³

Endelig førte udviklingen hen imod slutningen af enkeltgravstiden frem til typer, der generelt var mindre end før og noget blødere i linjerne. Den symmetriske form fastholdt man endnu i nogen tid.¹²⁴ Men efterhånden rykkede skafthullet nærmere nakken, der som regel var sammentrykt eller indkneben.¹²⁵ Øksen var ofte kortere end tidligere, men man lavede også lange, slanke og meget spinkle eksemplarer, hvis funktion som rangstegn var helt tydelig.

Kun i et eneste tilfælde har man fundet en stridsøkse med rester af skaftet bevaret. Det var i det ovenfor omtalte store trækammer ved Vroue i Nordjylland.¹²⁶ Her havde øksen ligget på den dødes bryst. Men i andre grave finder man den ofte foran ansigtet eller ved livet. I øvrigt er det tvivlsomt, om stridsøksen var et særlig effektivt våben. Dens skafthul var for lille til at muliggøre en solid skæftning, og skaftet må have været overordentlig udsat for brud, dersom øksen blev anvendt til hug.

I alt har man fundet henved 2500 af disse stridsøkser i Danmark. Hvad kan vi læse ude af det store antal? Formentlig at stridsøksen mindre var et våben end et symbol. Som sådan var den formentlig med til at understrege den enkelte families øgede status, dvs. at der var større lighed mellem de enkelte familier. I tidligere århundreder havde man også brugt stridsøkser. Også de må have været statussymboler og har på en eller anden måde formentlig signaleret bærerens rang som kriger. Krigeriske konflikter var i hvert fald et almindeligt fænomen i de tidlige bondesamfund; det tyder bl.a. de mange trepanerede kranier i storstensgravene på, som vi allerede har hørt det. Men samtidig har økserne formentlig også signaleret en eller anden form for lederrolle i familier med særlig høj status.

Med begyndelsen af enkeltgravstiden blev stridsøksen en langt mere almindelig gravgave end tidligere, i hvert fald i de vestlige dele af landet, hvor enkeltmandsbegravelser dominerede. Måske stridsøksen ikke længere var symbolet på ledere i et ættesamfund. Måske den snarere symboliserede rollen som familieoverhoved i et samfund, hvor den enkelte familie havde fået en mere uafhængig status. Det øgede antal økser kan evt. have været med til at markere en større social kappestrid mellem de enkelte familier. I hvert fald var det nu en betydelig større del af befolkningen end før, der fik en særlig fornem begravelse. Øksen blev derved endnu et tegn på det nybrud, der skete ved enkeltgravstidens begyndelse.

Endnu brugte man ikke metalsager som gravgods for at markere enkeltindividers særlige rolle. Helt uden kendskab til metalsager var man dog næppe.¹²⁷ I Sverige forekommer der på den tid i nogle få tilfælde ganske små kobbersager som gravgods.¹²⁸ Også på kontinentet mod syd kunne man finde på at lægge kobbergenstande i gravene. Men generelt må tiden have været ganske metalfattig.

Rav blev derimod ofte lagt i enkeltmandsbegravelserne i Vestdanmark.¹²⁹ I de ældste mandsgrave var det ofte store ravskiver, mens mindre ravperler især var almindelige i kvindegrave. Her kunne antallet ofte være ganske stort, ikke sjældent over 100 ravperler i en enkelt grav. En grav fra Tarp i Ribe amt indeholdt 375 ravperler i én hob.¹³⁰ En anden grav fra Ottinggård i Ringkøbing amt rummede 428 ravperler.¹³¹ Og i en grav fra Fly nær Skive fandtes over 500 perler. Undertiden findes ravperlerne på en måde, som viser, at de indgik i komplicerede, sammensatte smykker.¹³²

Hvad man lagde i gravene i Østdanmark er mere uklart.¹³³ Her var genbegravelser i ældre tiders megalitgrave den almindeligste gravform. Det er imidlertid svært at skille de enkelte begravelser ud fra hinanden. Dog er det klart, at stridsøkser var en meget sjælden gravgave, navnlig i de første århundreder af perioden.¹³⁴ Nogle få såkaldte tap-stridsøkser stammer formentlig fra den tidlige del af enkeltgravstiden, men kan slet ikke måle sig i antal med fundene fra Vestdanmark.¹³⁵ Derimod var flintøkser og flintmejsler meget almindelige gravgaver.

Flinten til disse fint forarbejdede redskaber skaffede man sig som før i de områder, hvor skrivekridtet nåede op i dagens lys. Man kender dog kun et enkelt flintbrud fra det tidlige 3. årtusinde f.Kr. Det blev fundet ret sydligt i Østjylland, i Blegvad ved Kousted Å nord for Randers.¹³⁶ I den tidlige enkeltgravstid havde man her, i kanten af en lille ådal, gravet flint ud af skrivekridtet. Der lå større værkstedsområder omkring gruberne, og de viser, at flintfolket her især fremstillede små økseplanker.

Enkeltgravstidens flintøkser kan være svære at adskille fra de økser, der havde været i brug i de forudgående århundreder.¹³⁷ Der findes dog en særdeles talrig variant, som især forekommer på Sjælland, Lolland-Falster og Møn samt på Bornholm og i Skåne, og som har været en af de foretrukne gravgaver i enkeltgravstiden i storstensgravene i Østdanmark. Denne sene øksetype adskiller sig tilsyneladende fra de ældre flintøkser ved en anderledes skæftning.¹³⁸ Også hvad angår slibningen er der forskelle mellem de tidlige og de sene økser. Det ser ud til, at de tidlige økser havde mindre slibning på smalsiderne end økserne fra enkeltgravstiden.¹³⁹

Ved Føllenslev i Nordvestsjælland fandt man en tyknakket, skæftet flintøkse fra enkeltgravstiden.¹⁴⁰ Skaftet, der var lidt over 24 cm langt, var lavet af en gren eller en tynd stamme af asketræ, hvis marv var bevaret. Forneden afsluttedes skaftet af en ejendommelig flad tap. Den var skråt afskåret mod den øvrige del af skaftet, men der var ikke tale om et brud fra ældre eller nyere tid. Skaftet har ikke været længere. Øksebladet var 20,5 cm langt og en retøkse af tyknakket type med slibning alene på bredsiderne nærmest æggen. Nakken af flintbladet flugtede med bagsiden af skaftet. Et offerfund var det formentlig, det slutter man af, at der i nærheden var bygget en lille platform af grene, kviste og spidse pæle. Tæt ved øksen lå i øvrigt en stammebåd.¹⁴¹

På Lindholm, en lille ø ca. 2 km fra Lollands nordkyst, fandt man yderligere en skæftet flintøkse.¹⁴² Også her var anvendt en askegren, hvis marv var bevaret i skaftets midte, og som var ganske enkelt tildannet omkring øksehovedet. Dette udgjordes af en svær, tyknakket flintøkse, eller rettere kun nakken af den, for hele den forreste part var slået bort. Nakken ragede også her kun ubetydeligt bagud af hullet.

Ud over retøkserne brugte man også huløkser som gravgave, specielt i den senere del af enkeltgravstiden.¹⁴³ Det var tyknakkede, firesidede økser, hvor bladets største tykkelse lå et stykke fra nakken. De er fundet i en halv snes jyske enkeltgrave, men kendes fra talrige megalitgrave, depoter og enkeltfund i den østlige del af Danmark. Fra Sydskandinavien blev typen i stort tal spredt langs de østsvenske kyster, og højt oppe i den Botniske Bugt findes den i meget store depoter.¹⁴⁴

De lerkar, man satte i gravene til de døde, viser ligesom de andre gravgaver, at der på overgangen til enkeltgravstiden var sket meget nyt. Selve pottemagerteknikken blev forandret, man begyndte at magre leret med chamotte, dvs. knuste lerkarskår. Også brændingsteknikken blev forbedret.¹⁴⁵ I tidligere århundreder havde lerkarrene været lavet af groft ler, magret med brændte granitkorn og brændt under meget iltrige forhold. Med enkeltgravstidens begyndelse blev lerkarrene generelt mere tyndvæggede, og karrene blev brændt under iltfattige forhold. Formentlig blev de brændt i ildgrave på samme måde, som man senere brændte jydepotter. Hvor hurtigt denne nye pottemagerteknik slog igennem, er dog ikke helt klart. Nogle undersøgelser tyder på, at det skete langsomt og gradvist.¹⁴⁶ Det tog også nogen tid, før lerkar reglmæssigt blev lagt i gravene som gravgods.¹⁴⁷ De tidligste gravkar var bægre med svajet profil og en vandret snoreornamentik, som med tiden udviklede sig til et sildebensmønster.¹⁴⁸

Som vi så i den udsædvanligt velbevarede Kobberup-kiste, klarede man sig langt hen ad vejen med trækar. Formgivningen af lerkarrene, specielt bægrene var ens over meget store områder, ikke blot i Jylland, men også i Nordvesttykland og Holland.¹⁴⁹ Det gjaldt i øvrigt hele enkeltgravstiden igennem, at lerkarrene afspejlede bønderens kontakter med nabofolkene i lavlandsområderne mod syd og sydvest. De svajede bægre forblev i brug ganske længe,¹⁵⁰ udelukkende svajede østlige bægertyper meget varierende i form og ornamentik. De har gerne en svajet profil og kan have en konveks overdel. Nogle af dem er dekoreret med kamdekoration eller horisontale vinkelbånd. Nogle af de sene bægre er dekoreret med horisontale bånd adskilt afblanke felter,¹⁵¹ men afløstes efterhånden af mere eller mindre retvæggede bægre, som kunne være dekoreret med alle mulige stregmønstre. Navnlig ét motiv vandt stor udbredelse, vinkelbånd med vandrette bånd ved randen udført med tandstok. Blandt de retvæggede bægre har nogle hul krave,¹⁵² mens andre, de almindeligste, har en helt ret side.¹⁵³ Disse motiver kan man finde i mange variationer, og tit klumper ens dekorerede lerkar sig sammen i små områder. Det kan betyde, at karrene blev lavet af den samme pottemager, eller at de enkelte familier hver havde deres bestemte motivkombinationer.

Gravkarrene var i øvrigt kun et lille udvalg af de lerkar, man brugte på bopladserne. Mange forskellige former var i brug: ud over bægrene også skåle, globulære kar og store forrådskar.¹⁵⁴ Skålene, som undertiden kom med i gravene, kunne have vorteformede fødder eller en lav, indkneben fod. Det var former, som var dukket op forholdsvis tidligt i enkeltgravstiden,¹⁵⁵ og de kan meget vel tænkes at have været brugt til mælkeprodukter. Vi skal senere vende tilbage dertil.

Store, globulære kar var også forholdsvis almindelige i bøndernes husholdninger. Det var kar med en kort, snæver hals og ører på bugen.¹⁵⁶ Også de lignede de kar, man kunne finde længere sydpå, på kontinentet.¹⁵⁷ Endelig var der de store forrådskar, som hørte til enhver husholdning.¹⁵⁸ De havde ofte en pålagt bølgeliste eller en liste med fingerindtryk under mundingen.¹⁵⁹