Forfædrenes boliger (4.000-2.800 f.Kr.)

„I gamle Dage maa Danmark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man se paa de uhyre store Stene over Grav-Kjældrene og Jette-Stuerne“, skrev vor første historieskriver, Saxo Grammaticus, i sin fortale til Danmarks Riges Krønike.¹ Og han fortsætter med at undre sig over, hvem der dog kan have bygget de store stengrave, der ligger overalt derude i det danske landskab.

Saxo Grammaticus er ikke den eneste, der i tidens løb har undret sig over, hvordan bondestenalderens store gravmonumenter blev bygget. De er udtryk for en næsten ufattelig arbejdsindsats, og samtidig er de nogle af de mest markante historiske monumenter, ikke blot i Danmark, men over store dele af det nord- og vesteuropæiske område. De stenbyggede grave, megalitgravene som man også kalder dem (græsk: mega = stor, lithos = sten), var det første, varige præg, menneskene satte på det skovklædte landskab, der omgav deres bosættelser.

Men bondestenalderens gravmonumenter var også udtryk for en forfædrekult, der udsprang af menneskenes stadige optagethed af tilknytningen til jorden og slægtens videreførelse. Den afspejlede en opfattelse af tilværelsen, hvor døden repræsenterede en uorden, som til stadighed skulle modvirkes gennem en enorm arbejdsindsats og strenge ritualer. For døden var en trussel, ikke blot mod det enkelte menneske, men også mod samfundet selv.

Igennem bondesamfundets første årtusinde kan vi følge, hvordan denne opfattelse af tilværelsen udviklede sig i gravkulten. Hvordan menneskene lagde stadig mere arbejde i at bygge varige gravmonumenter for forfædrene. Og hvordan de samtidig skabte stadig mere indviklede offerritualer for at opretholde forbindelsen mellem de levende og de døde. For i stenaldermenneskenes verden var forfædrene og de levende uløseligt forbundne, og båndene mellem dem rakte ud over tidens og rummets grænser.