De første langhøje

Ved Dragsholm i Nordvestsjælland, på en lille holm, der engang lå i en fjordarm, som i stenalderen strakte sig ind i det nuværende Odsherred, ligger der rester af en køkkenmødding. Engang lå her en fangstplads, beskyttet af fjorden, men med adgang til det åbne hav. Her var der gode livsbetingelser for menneskene. Både i det 5. og 4. årtusinde f.Kr. havde man kendt til den lille holm og brugt den til ophold under jagtekspeditioner. De første, som kom her, var jægere og fiskere. Senere kom der mennesker fra de små bondesamfund, derinde i skovlandet, men også de kom for at jage og fiske.

Det hændte, at nogle af de besøgende døde under opholdet derude ved fjorden.²⁰ Engang var det en 18-årig og en midaldrende kvinde. Hvad de døde af, ved vi ikke, men de blev lagt i en og samme grav. En anden gang var det en mand, der døde derude på den lille holm. Han kom fra et af bondesamfundene inde i skoven, og hans frænder lagde ham i graven sammen med hans jagtbue og pile. Ved hans arm anbragte de en stridsøkse af sten, og ved hovedet stillede de et lille drikkebæger.²¹ Ved gravlæggelsen var den døde iført sin dragt, på den var syet adskillige små ravstykker.

Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor tidsforskellen er mellem de to grave.²² Men i dem begge lå de døde udstrakt på ryggen, og gravene var gravet ned under jordoverfladen, uden at der blev bygget en jordhøj til at markere gravstedet på monumental vis. De lignede kort sagt de grave, som jæger-fiskerfolket anlagde i Ertebølletiden, også selv om udstyret i mandens grav klart viste, at han kom fra et af de tidlige bondesamfund.

Den slags enkle grave blev landets bondebefolkning ved med at anvende i endnu et årtusinde.²³ Men det må ikke skjule, at med bondestenalderens begyndelse skete der dybtgående ændringer i de levendes forhold til de døde. Nye forestillinger om tilværelsens yderpunkter, fødsel og død, voksede frem som følge af den nye livsform. Slægten og dens ret til jorden, som igen byggede på forfædrenes ret til jorden, kom til at spille en dominerende rolle i de levendes dagligdag. Ja, man kan hos disse tidlige bønder næsten tale om en besættelse af forestillingen om forfædrene og om den død, som jo ikke blot var en trussel mod den enkelte, men også mod samfundet selv. Og for at imødegå den trussel, udviklede man omfattende og komplicerede ritualer. Ja, der kom tider, hvor næsten alt, hvad der ikke gik til at klare dagen og vejen, blev investeret i at opretholde disse ritualer og skabe rammerne for dem ved et kolossalt byggeri af gravmonumenter.

Det begyndte tidligt i det 4. årtusinde f.Kr. med opførelsen af store, aflange gravhøje, hvis komplicerede opbygning afspejler, at man i forbindelse med byggeriet og de senere gravlæggelser gennemførte omfattende ritualer. For første gang i oldtiden begyndte man nu at bygge store, synlige gravminder af jord, sten og træ. De første langhøje blev opført på de steder i landskabet, hvor bønderne tidligere havde ryddet skov for at dyrke jorden. I langhøjene blev et eller flere mennesker begravet. Disse gravmonumenter fandtes i talrige variationer, både hvad angik konstruktionen og størrelsen. Men set under ét havde de alligevel en lang række fællestræk. F.eks var der ofte i østenden af højen en facade bygget af svært tømmer, hvor man foretog ofringer af lerkar. Højen kunne også være indrammet af en rektangulær eller trapezoid palisade, og endelig var grundplanen tit opdelt på tværs med rækker af nedrammede stave.

For blot nogle få generationer siden mente man, at de første bønders grave alle var som de simple anlæg, vi hørte om fra Dragsholm i Odsherred. Men efterhånden har det vist sig, at der til mange af den tidlige bondestenalders grave knytter sig store og komplicerede højanlæg af samme art, som man kender dem fra lavlandsområderne syd for Østersøen. I dag kender man fra Danmark et par snese af disse mærkelige langhøje, der er bygget enten af træ og jord eller i en kombination af jord, træ og sten.²⁴ De er først og fremmest fundet i de vestlige dele af landet. De kendes dog også fra Østdanmark, hvor de imidlertid har været mere udsatte for ødelæggelse ved senere tiders landbrug.

Men først til selve de grave, som de døde blev jordfæstet i. De kunne antage mange forskellige former. En særlig karakteristisk gravtype fandt man i den såkaldte Konens Høj, der lå ved Stubbe Sø på det sydlige Djursland.²⁵ For hver ende af gravlejet var der dybe fundamentgruber, som havde holdt gavlene for et trækammer bygget over gravlejet.²⁶ Dette trækammer kan eventuelt have været teltformet, men mere sandsynligt er det, at det var et kistelignende kammer med sider og loft af vandret liggende, udkløvede planker, som rakte fra gavl til gavl.²⁷ Man kender denne gravtype fra bl.a. de langhøje i Barkær på Djursland, som vi senere skal høre nærmere om,²⁸ og vi kender dem fra Salten Langhøj i Midtjylland²⁹ og Lindebjerg på Sjælland.³⁰

En anden slags gravbygning fandt man i en langhøj, den såkaldte Skibshøj, syd for Skive.³¹ Højen var 70 m lang og rummede et ødelagt dyssekammer af en senere dato end den oprindelige grav. Denne bestod af et rektangulært kammer, der var åbent i den ene ende. De tre lukkede sider var bygget af opstablede sten. Loftet var lagt af kløvede planker. Foran kammerets åbne ende lå en brolægning, en slags forgård. Formentlig havde både den og det bagvedliggende gravkammer været dækket af plankeloftet. Inde i selve gravkammeret hvilede fem døde mennesker på et leje af grene og kviste. De lå skulder ved skulder og med fødderne vendt imod indgangen. Den ældste var mellem 20 og 30 år. De øvrige var børn på ca. elleve, halvandet og to år gamle, foruden en nyfødt. Der var ikke meget gravgods i graven, kun nogle stumper af en ildsprængt flintøkse, som lå på brystet af et af børnene, samt nogle små ravstykker. Men mellem de dødes hoveder og endevæggen var der et tomt areal, hvor der måske havde stået gravgaver. De var nu helt formuldede. Efter gravlæggelsen var hele kammeret forsætligt afbrændt.

Ud over disse to slags gravkamre kendes der også grave, der må have bestået af en plankekiste.³² Ved udgravningen tegner graven sig dog sommetider kun som en stenramme omkring gravlejet. Formentlig har stenrammen støttet en gravkiste af træ, men sporene heraf er fuldstændig forsvundet. Man kender den slags grave fra bl.a. langhøjen på Bygholm Nørremark i Østjylland, som vi skal høre nærmere om nedenfor.³³ Og man kender dem fra Stengade på Langeland³⁴ og Ravning Mark i Østjylland.³⁵

Det er imidlertid ikke blot gravene selv, men også de anlæg, der blev bygget over dem, som viser, at begravelsesritualerne nu havde fået helt nye former. Størsteparten af de træbyggede gravkamre fra den første bondekulturs tid lå, som nævnt, i langhøje. Men helt så enkelt er det alligevel ikke, for i flere tilfælde har gravkamrene blot ligget inde bag en langagtig palisadeindhegning med grundform som en langhøj. En egentlig jordhøj synes der ikke altid at have været på stedet.³⁶ På den anden side behøver arkæologernes registrering af en manglende høj ikke altid at betyde, at en høj aldrig har eksisteret. Den kan være blevet pløjet væk i senere tider.

Hvorom alting er, man kender i dag i Danmark omkring 40 langhøje med træbyggede grave fra den tidligste bondekulturs tid. I mange tilfælde er højene trapezformede, og de er næsten altid orienteret øst-vest. I en del tilfælde har der været rejst en palisade omkring højene, men det synes ikke altid at have været hovedregelen. Er der derimod en kæde af store sten omkring foden af højen, synes det næsten altid at være en senere tilføjelse, når man genanvendte højen til byggeriet af en storstensgrav. Til gengæld kan man undertiden se nedgravede grøfter, der flankerer højsiden.

Et af de mest imponerende gravanlæg af den art lå ved Barkær på et lille sandet næs, der skød sig ud i den nu udtørrede Korup Sø i det sydlige Djursland.³⁷ Her lå to langhøje, 85-90 meter lange, parallelt med hinanden og orienteret øst-vest. Højene havde en let trapezformet grundplan med den bredeste ende mod øst.³⁸ De to anlæg havde fra først af været noget kortere, men de var tydeligvis blevet forlænget mod øst. I hver aflanghøjene fandtes to grave. I begge højes østende havde der været en facade af kraftigt tømmer anbragt i en dyb grøft, hvor der var foregået omfattende ofringer af lerkar.

Begge de to høje i Barkær var opdelt i talrige små „båse“ af tværgående rækker af nedstukne pinde. I hver bås var jorden en anelse forskellig fra nabobåsen. Da man må opfatte højene i Barkær som resultatet af mange menneskers arbejdsindsats, har man ment, at hver af højens „båse“ tilhørte forskellige arbejdshold, måske forskellige familier fra bygden, og at pindevæggene markerede arbejdsområderne for de forskellige hold eller familier.³⁹ Den slags ruminddelinger kender man i flere langhøje fra bondekulturens første tid.

Et andet imponerende anlæg fandt man på Bygholm Nørremark tæt ved Horsens.⁴⁰ Også det havde en trapezformet grundplan, 60 m lang og 13 m bred i den bredeste ende, der vendte mod øst. Hele anlægget var omgivet af et gærde af pæle, der var sat i en grøft. Indhegningen var opdelt i fire sektioner af tværgående pælerækker, på samme måde som man også havde set det i langhøjene fra Barkær. Inden for indhegningen havde der i den østlige ende ligget et hus med oval grundplan af ganske samme form som de beboelseshuse, der stod på bøndernes bopladser. Om huset oprindelig havde været et sådant, var ikke sikkert. I hvert fald var det blevet nedrevet i forbindelse med en gravlægning af et ungt menneske, formentlig kun 13-15 år gammel, at dømme efter de bevarede spor af tandemalje. Den døde var blevet lagt direkte på gulvet af hustomten, formentlig i en trækiste, der var støttet af mindre sten. Umiddelbart øst for hustomten og graven blev der derefter opført en lille bygning, et hus med oval grundplan, åbent i den side, der vendte ud mod graven.

Hvor lang tid, der derefter forløb, ved man ikke, men formentlig efter kun kort tid blev der anlagt endnu en grav inden for gærdet. Den var bygget af planker og nedgravet i undergrunden lidt vest for midten af anlægget. I graven lå fire fuldvoksne personer, som var anbragt parvis, to med hovederne mod øst, to mod vest. Vest for denne grav var der endelig opført endnu en lille bygning, mindre end de to foregående og med en åbning, der vendte mod syd.

Da alt dette var sket, blev pladsen ryddet for hegn og huse, så højbyggerne kunne rejse gravhøjen inden for det indhegnede område. Dette store gravmonument var så mange generationer senere blevet udbygget yderligere, idet højen var blevet udvidet, og der var blevet bygget en stordysse af sten omtrent på det sted, hvor den første grav havde ligget.

I flere af disse tidlige gravanlæg havde der været en kraftig facade af tømmer, der ofte stod i højenes brede, østlige ende. Ved de arkæologiske udgravninger tegner de sig for det meste som en dyb fundamentgrøft på tværs af højen med spor af meget tykke stammer anbragt side om side. I nogle tilfælde har stammerne været kløvet i halve dele, som så blev placeret med den flade side ind mod højen.⁴¹ Ved en af langhøjene var et område foran facaden indhegnet med et flettet hegn,⁴² og også ved den ovenfor nævnte langhøj på Bygholm Nørremark var der stolpesætninger i tilknytning til facaden.⁴³ Det var ved disse facader, at man foretog nogle af de vigtigste ritualer i forbindelse med begravelserne. Det kunne f.eks. være ofringer af op til en halv snes lerkar.

De træbyggede grave er meget ofte placeret centralt inde i langhøjene og har samme længderetning som disse. De kan dog også være anbragt på tværs i højene med den åbne ende ud mod højkanten. Langhøjene kan være ganske komplekse, sammensatte anlæg, som kan være ombygget og udbygget, dels ved at man har lavet en overbygning med nye grave, dels ved at man har føjet nye grave til enden af det eksisterende anlæg.

På grund af den ofte kalkfattige jord, som langhøjene ligger på, er skeletter sjældent bevaret i gravene. Vi har dog et par heldige fund, bl.a. de ovenfor nævnte grave fra Skibshøj og Bygholm Nørremark, hvor der fandtes henholdsvis fem og fire personer i gravene. De træbyggede grave fra den tidligste bondestenalder blev altså ikke altid bygget alene til én person.

Udgravningerne af langhøjene fortæller os således om komplicerede ceremonier i forbindelse med byggeriet. De dødes afsked med denne verden foregik over et langvarigt forløb. Formentlig var det udtryk for forestillinger om, at døden først rigtig trådte i kraft, efter at visse ritualer var gennemført. Og hvad der er lige så bemærkelsesværdigt, efter gravlæggelsen fulgte ofte en systematisk ødelæggelse af både trækamre og facader. Man satte ild til anlæggene og nedbrændte dem, inden man tildækkede dem. Det er helt åbenbart, at begravelsesceremonierne foregik i flere stadier, der var adskilt i tid. Og afslutningen markeredes næsten altid med en „lukning“ af begravelsesområdet i form af afbrænding og tildækning.

Man må antage, at disse komplicerede ritualer havde et formål, som lige så meget angik de levende som de døde. Nemlig at markere deltagernes identitet og tilhørsforhold til gruppen.⁴⁴ Meget peger i den retning, bl.a. de rituelle handlinger, som fandt sted ved højenes østende – og det forhold, at mange af højene var opdelt i sektioner, før gravene blev anbragt i dem. Denne opdeling kan naturligvis have haft et rent teknisk formål. Men den kan også have været en socialt baseret opdeling, som afspejlede deltagelsen af de forskellige grupper inden for bygden, som deltog i højens konstruktion.