Klingende flint

Endnu i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var behovet for kvalitetsflint usvækket. Stadig foretog man minedrift efter det eftertragtede råstof, dels i de flintrige egne omkring Stevns og Møn, dels i de nordjyske kridtaflejringer. Man har bl.a. fundet sporene efter en omfattende minedrift fra stenalderens sidste århundreder på Skovbakken ved Aalborg, hvor vældige kridtmasser inde i bakkerne også dengang tegnede stedets topografi.²⁵ På dette sted kunne man i nordøst se Limfjorden ligge som en bred, rummelig flodseng, mens den i nordvest gik over i et mærkeligt fladvand opfyldt af store sten, skove af star og siv og mængder af græsholme. Oppe i bakkelandet lå flintminerne, og nogle få hundrede meter fra dem lå et lille bondesamfund bestående af nogle få gårde. I disse gårde, der var bygget som midtsulehuse, og som var blevet fornyet gang på gang, boede de mennesker, der udnyttede flintforekomsterne i undergrunden. De arbejdede i flintminerne, men de var også bønder i helt traditionel forstand. Det viser fund af forkullede frø og korn, kværnsten og pløjespor fra bopladsen. Inde i husene har de formentlig oplagret de afgrøder, de høstede på markerne, og på de omkringliggende marker har kvæget græsset.²⁶

Det var ikke fordi, stedet var særlig ideelt til minedrift. Den nordjyske flint kan være ganske sparsom i kridtlagene. Når man i nutiden graver 1020 m dybt ned i kridtet, finder man ofte kun en enkelt stribe af flintknolde, og de er tit ret små. På Skovbakken havde flintfolket fundet og udnyttet en sådan forekomst. Den lå så højt, at den var let at få øje på i den dækkende muldjord. Men striben af flintknolde lå ikke parallelt med markoverfladen, den skrånede. Derfor måtte man grave stadigt dybere, hver gang man anlagde en ny mineskakt.

Det var en velkendt teknik, flintfolket anvendte på Skovbakken. Som regel startede de med at grave en grube, der var mellem 1,5 og 2 m i diameter, og som stod med skrånende vægge. Når de så var nået ned til det helt faste kridt, fortsatte de i en smal skakt med lodrette vægge, indtil de stødte på laget af flintknolde. Det var en fremgangsmåde, flintfolket havde anvendt, lige siden de i det 4. årtusinde f.Kr. var begyndt af lave bjergværksdrift efter flint i landets undergrund. Her på Skovbakken kunne de nå flintknoldene i forskellig dybde, gerne en 3-4 meter nede. På grund af faren for sammenstyrtning turde de ikke gå mere end ca. 5 meter ned i undergrunden.

Når de så var nået frem til flintlaget, gravede de stoller ud til siderne for at få fat i så mange flintknolde som muligt. Sidegangene var dog sjældent ret lange. I stedet anlagde man en ny skakt ganske tæt ved den første. Og sådan blev man ved, skakt efter skakt. Lige så langt som flintlagets leje i kridtet tillod det. Man lod ingen uudnyttede områder stå. Selv ikke på de steder hvor flinten var vanskelig tilgængelig. Alt blev taget med over et 60 m bredt bælte, der strakte sig mindst 100 m langs med Skovbakkens sydskråning.

Nede under jordens overflade brød grubearbejderne flinten siddende på hug, så længe stollens højde tillod det. Men når de var ude i den yderste ende af en stolle, måtte arbejdet udføres liggende. Det foregik med redskaber af hjortetak, hakker og spader bl.a., ganske som man havde gjort det i snart tusinde år. Straks efter brydningen blev det meste af kridtskorpen på flintknolden fjernet ved skrabning med en flintspån. Så „svarede“ blokken nemlig med en karakteristisk lyd, når man slog på den for at bedømme kvaliteten. Var den ikke tilfredsstillende, blev stykket straks kasseret og smidt til side i en tømt stolle. I stollerne efterlod man også det løsthakkede kridt fra nye stoller, så længe pladsen tillod det. Nyåbnede skakters fyld blev også lempet over i de tømte grubers skakter.

Oppe i dagslyset, nær ved skaktåbningen og i læ af kridtdyngerne, sad flinthuggeren og gav flinten en første bearbejdning, straks den kom op. Så var flintblokken nemlig fugtig og nemmest at bearbejde. Fik den lov til at tørre blot et døgn, var arbejdet straks mere besværligt. Så var det, som om spånerne ikke tog den rigtige retning efter slagene.

Da arkæologerne i 1950'erne udgravede flintminerne ved Skovbakken, fandt de i fylden utallige forarbejder til det våben, som her i slutningen af stenalderen frem for noget var blevet et symbol på mandens status: dolken. Desuden fandt man talrige slagsten, som havde været brugt til at tilhugge forarbejderne til dolkene. Man fandt også en del flintstykker, som formentlig var forarbejder til halvrunde flintsegle og dertil en enkelt rektangulær flintplanke, der skulle have været brugt til at fremstille en økse. Det var alt. Den omfattende minedrift havde i øvrigt kun kunnet levere råmateriale til dolke på 20 højst 25 centimeters længde. Det var, efter datidens standard temmelig små stykker. Men i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. fremstillede man i Nordjylland ofte flintdolke, der var indtil 45 cm lange. Man må altså have kendt til miner, der kunne frembringe endnu bedre råmaterialer end dem, man fik fra Skovbakkens kridtlag. Hvor disse miner lå, ved vi dog endnu ikke.

En del af produktionen fra Skovbakke-minerne blev formentlig færdigbearbejdet på stedet. I hvert fald fandt man i en af minerne en samling af 19 næsten færdige dolke. En produktion af færdige produkter kender man også fra flintminer i Skåne.²⁷ Men formentlig er størsteparten af råemnerne blevet distribueret til andre værksteder, der dog ikke behøver at have ligget særlig langt fra grubeområdet. Her fandt så den endelige tilhugning sted.