Ofre af rav og flint

Vådområderne var ikke blot rammen om de hellige måltider. Det var også her, man nedlagde store kostbarheder – af rav og flint f.eks. Et af de største fund af rav fra bondestenalderen blev gjort i Nordjylland ved Mollerup. På den tid skød der sig en smal, lille fjord ind i det vestlige Salling – der hvor nu Mollerup Sø ligger. Jo længere man kom ind i fjorden, des mere lavvandet blev den, og inderst inde forvandledes den til sump og tæt elle-bevoksning. Her groede stjernemos og engkost, og her kunne man inde i bevoksningen på de lidt højereliggende bredder støde på græssende kreaturer, som viste, at der boede mennesker i nærheden.

Ude i den fugtige ellesump, på sumpens smalleste sted, stillede bønderne engang i det 4. årtusinde f.Kr. et lerkar med en vældig skat: 12.849 ravperler, mange af dem nyligt fremstillede.²⁶ I perlernes overflade kunne man nemlig se små, fine ridser fra slibningen. Sådanne tilvirkningsspor ville hurtigt forsvinde, dersom perlerne havde været i brug i blot kort tid. Kun en enkelt af perlerne målte henved 8 cm, nogle få var et par cm store, resten var ganske små, som regel mindre end en cm.

Da lerkarret først var sat ud i sumpen, rørte ingen det mere. Mosen groede efterhånden op omkring det og skjulte det. De sure, iltfattige jordbundsforhold gjorde, at ravstykkerne ikke forvitrede. De mørknede i farven, men bevarede deres oprindelige overflade årtusinderne igennem, indtil den hele skat i året 1940 igen kom for dagen ved tørvegravning. Ravfundet fra Mollerup er et af de største fund af rav fra bondestenalderen – men da perlerne er ganske små, kommer den samlede vægt ikke op over 4 kg.

Skatten fra Mollerup er ikke den eneste af sin art.²⁷ Mange af den slags fund er bragt ind til museerne gennem de sidste 200 år.²⁸ I 1837 fandt man ved gravning i et fugtigt engområde ved Læsten mellem Viborg og Randers henved 4000 ravperler, de fleste af dem betydeligt større end perlerne i Mollerup-fundet.²⁹ Alt ravet lå samlet på ét sted og vejede i alt 8 kg. De er efter vægten den største ravskat, man kender fra bondestenalderen i Danmark. Et andet sted, ved Nørkær i Viborg amt, var knap 2000 stykker rav lagt ned i et lerkar, der blev fundet i et fugtigt område.³⁰

I en mose ved Stagsted i Nordjylland var ligeledes nedsat et lerkar med 2675 hele perler og ca. 100 stumper af perler.³¹ Ligeledes i et lerkar fandt man i en mose ved Torslev i Nordjylland 4250 små perler, ca. 150 store perler og henved 100 stykker ubearbejdet rav.³² Et tilsvarende fund blev gjort ved Hvilshøj, også i Nordjylland.³³ Her lå ca. 3600 ravperler sammen i et lerkar. I Sortekær i Vestjylland, fandt man 1548 rørformede perler foruden andre typer af perler i et øskenbæger.³⁴ Endelig fandt man ved Lille Ajstrup i Himmerland 8092 perler, som tilsammen vejede 3,8 kg.³⁵

Der kunne nævnes adskillige flere fund fra de nordjyske moser, dog kun med et par tusinde perler. Alle de rige ravfund er gjort i Nordjylland. I alt kender man et halvt hundrede rige rav-deponeringer fra det 4. årtusinde f.Kr. Langt hovedparten stammer fra vådområder. De synes i stenalderen ikke at være blevet kastet ud på åbent vand, men blev snarere henlagt på fugtig bund, hvor man trods alt kunne færdes.

Undertiden blev rav-skattene nedlagt i et forrådskar, f.eks. i en øsken-krukke. Det var sjældent, at indholdet bestod af andet end rav. I et enkelt tilfælde blev ravet dog lagt ud sammen med tre slebne flintøkser,³⁶ og i et fund fra Sejerslev Kær i nærheden af Thisted fandt man ravperlerne sammen med mindst 60 hundetænder, der var skåret over ved roden.³⁷ Endelig er der et fund fra Årupgård ved Horsens, hvor man foruden talrige ravperler også fandt kobbersmykker.³⁸ Men det fund skal vi senere vende tilbage til.

Langt de fleste af fundene synes at være nedlagt omkring midten af det 4. årtusinde f.Kr. og i århundrederne derefter. Kort før 3000 f.Kr. holder man næsten helt op med disse ofringer, og fra enkeltgravstiden i det 3. årtusinde f.Kr. kender vi dem så at sige ikke. Dvs. at ofringerne af rav er samtidige med de meget omfattende offerritualer foran de store stengrave. Udbredelsen af ravdepoterne er begrænset til Danmark, hvor de naturlige forekomster af det eftertragtede materiale da også er størst; fra Sverige kender man kun et par tilsvarende fund.

På samme tid, som man ofrede de store mængder af rav, blev også tyndnakkede flintøkser i stort tal lagt ud i landets vådområder.³⁹ Det var en skik, som var almindelig over hele Sydskandinavien,⁴⁰ men jo længere man kom mod syd i lavlandsområderne på den anden side af Østersøen, des sjældnere blev skikken.⁴¹

I mange tilfælde var det kun en enkelt økse, man ofrede. Vi ved ikke, om økserne var skæftede ved nedlæggelsen. Var de det, ville skaftet være rådnet bort i tidens løb. Vi har dog allerede hørt om enkelte heldige fund, hvor skaftet var bevaret. Antallet af disse enkeltfundne, slebne flintøkser når op på det uendelige, men alt taler for, at de ligesom depoterne med flere økser skal betragtes som forsætligt nedlagte ofringer.

Offernedlæggelser med fra to til flere tyndnakkede flintøkser findes også i stort tal.⁴² Af de tidlige typer kender man henved 75 fund fra Østdanmark og Skåne. Et stort fund fra Hagelbjerggård ved Ringsted rummede 15 prægtige eksemplarer.⁴³ Økserne, der alle var ubrugte og uden slidspor, var fremstillet af lysegrå sjællandsk flint. Økserne var i bondestenalderen blevet nedlagt tæt sammen, alle med æggen pegende i den samme retning. Den længste økse målte 41 cm, og fundet er det hidtil største af sin art i Danmark. Depoter med økser af de lidt senere typer kendes fra henved 100 fund i Danmark. Som regel var det økser af én og samme type, der blev nedlagt sammen.⁴⁴ I alt har man kendskab til ca. 250 depoter med tyndnakkede flintøkser fra Danmark, Skåne og de tilgrænsende dele af Slesvig-Holsten.⁴⁵

Da de tyndnakkede økser gik ud af brug omkring slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. og erstattedes af de tyknakkede økser,⁴⁶ skete en nedgang i offernedlæggelserne.⁴⁷ Hen imod slutningen af den ældre bondestenalder skete der dog igen en opblomstring af offerskikken. Den største nedlæggelse af flintøkser overhovedet i Danmark er fundet ved Knud nord for Haderslev Fjord.⁴⁸ I et lille vandhul var der i tiden omkring 2800 f.Kr. med ganske korte mellemrum tre gange nedlagt i alt 99 tyknakkede økser, tyndbladede økser og nogle enkelte huløkser. De lå pænt stablet i bunker.

Også andre redskabstyper end flintøkser kunne indgå i fundene, f.eks. flintflækker.⁴⁹ Et depot fra Høng i Finderup sogn på Sjælland indeholdt f.eks. 23 flækker og to afslag, alt sammen af god sjællandsk Senonflint. Der var ikke brugsspor på nogen af flækkerne, formentlig var de nedlagt umiddelbart efter afhugningen fra flækkeblokken. Der kendes noget over en halv snes sådanne flække-depoter fra Danmark. Der er også eksempler på, at man har hugget en hel flintknold op, blot for at nedlægge flækkerne som offer.⁵⁰ Hyppigt nedlægges også to eller flere økseforarbejder i depotfundene. Mejsler forekommer også.⁵¹ Flest fund er der i de dele af landet, hvor der var let adgang til undergrundens naturlige flintforekomster. Depoter med flintplanker, forarbejder til økser, kendes naturligt nok fra netop disse egne.⁵²

Det er ikke ofte, at fundomstændighederne kan fortælle noget om, hvorfor flintsagerne blev nedlagt.⁵³ Det hænder dog, at tingene var arrangeret på en ganske bestemt måde ved nedlæggelsen.⁵⁴ Det tyder på, at der var tale om ceremonielle nedlæggelser. Flintøksebladene kunne f.eks. ligge som egerne i et hjul. Der forekommer også økser, som stod lodret, som lå parallelt med æggen i samme retning, som lå i korsform eller var stablet over hinanden. I et enkelt tilfælde var tre uslebne flintøkser stillet op mod hinanden, og i det rum, de dannede, lå der henved et kg uforarbejdet rav.⁵⁵ Det var meget sjældent, at tingene blev udsat for destruktion under ceremonierne.

At der var tale om ceremonielle nedlæggelser, ser man også af, at nogle af genstandene, f.eks. de overdimensionerede flintøkser i Hagelbjerggård-depotet, må være fremstillet alene til ceremonielt brug. Den slags pragtøkser kunne være op til 40 cm lange. De lignede de almindelige arbejdsøkser, men var helt uden praktisk værdi som redskaber.

Vi skal senere se på den rolle, disse ceremonielle nedlæggelser af værdigenstande spillede i bondesamfundene – ikke blot i den ældre bondestenalder, men også langt senere hen i oldtiden. Her skal vi blot nævne, at værdigenstandene næppe var enkeltpersoners ejendom. Formentlig var det bondestenalderens slægtskabsgrupper, der var ejere af velstanden. Skeler vi til etnografernes beretninger om samfund, der ligesom bondestenalderens var gennemsyret af forestillinger om, at slægten og gruppen var en udelelig helhed, ser vi ofte, at de enkelte individer godt kunne betragte sig selv som ejere af visse personlige værdier.⁵⁶ Men vigtige ejendomme, såsom jord, huse og særligt betydningsfulde værdigenstande betragtedes næsten altid som gruppeejede. Selv de værdier, som ejedes af enkeltindivider, kunne gruppen trække på, hvis det var nødvendigt. Det er normer, som ligger fjernt fra de kulturelle værdier, vi lever med i dag. Men det er kun ved at anlægge en sådan antropologisk synsvinkel, at vi kan gøre os håb om at forstå blot en brøkdel af oldtidsmenneskenes handlemåde.