Det første metal

Rav var ikke det eneste eksotiske materiale, der var efterspurgt blandt de tidlige bondesamfund i Nordeuropa. Også kobber var et eftertragtet bytteobjekt på linje med rav. Det får man et håndgribeligt indtryk af i et fund, der fremkom ved grusgravning i 1958 ved Årupgård i Østjylland.⁶⁹ Det var ikke noget tilfældigt sted, for ved Årupgård lå et af bondestenalderens store samlingsanlæg.⁷⁰ I en sandbanke var nedgravet en stor øsken-krukke fra tiden omkring 3500 f.Kr. Lerkarret lå med bunden i vejret, og inde i det var der både kobber og rav: mere end 300 ravperler og otte smykker af kobbertråd og -blik. Ravperlerne havde siddet i en eller to trestrengede halskæder, kobbersagerne var fingerringe, spiraler og blikrør, der formentlig havde siddet på en snor eller været syet på en dragt.

Kun 4 km fra Årupgård, ved Bygholm, havde man allerede tidligere fundet et andet offerfund med genstande af kobber.⁷¹ Det omfattede en lille, fragmenteret, asymmetrisk dolkklinge med midtribbe, formentlig bladet til en dolkstav. Desuden indeholdt det fire flade økseblade med udsvajede æghjørner og tre spiralarmringe. Kobbertingene fandtes nedlagt i et tragtbæger, som var udført i den såkaldte Fuchsberg-stil,⁷² dvs. at det må stamme fra tiden omkring 3400 f.Kr. Den fragmenterede dolkstav er således samtidig med en del af de dolkstave af flint, der kendes fra samme tid, og som må henregnes til gruppen af ceremonivåben.⁷³

Det er nok så overraskende, at man i fund fra stenalderen kan støde på genstande af metal. Ikke desto mindre sker det ikke sjældent i bondestenalderens grave, navnlig i Jylland. I den ene af de tidlige langhøje fra Barkær på Djursland, som vi allerede har hørt om, fandt man f.eks. i to af gravene små stykker kobber.⁷⁴ I den ene grav lå et ganske lille stykke kobber, der indesluttede noget ubestemmeligt, organisk materiale. Og i en grube under den anden grav lå to små stykker kobberspiral. Alt sammen har det formentlig været smykker eller amuletter, som de døde havde båret på sig ved gravlæggelsen. Kulstof 14-dateringer af graven har vist, at den blev anlagt tidligt i det 4. årtusinde f.Kr.,⁷⁵ så tidligt dukker altså det første metal op i Danmark.

I Rude nær Odder fandt man i en stenkiste, muligvis en dysse, et skelet, til hvis håndled en lille rund, let hvælvet kobberplade var fæstnet med en kobbertråd.⁷⁶ Pladen vejede bare 5,1 gram og var 4,6 cm i diameter. Den var dekoreret med små bukler langs kanten og radiært ud fra midten. Metallet var rent kobber med et ganske lille indhold af arsen. For denne grav var kulstof 14-dateringen 3700-3600 f.Kr.⁷⁷

Fragmenter af en beslægtet plade med bukler langs kanten og radiært ud fra midten fandt man i en jordgrav ved Salten nær Ry i Midtjylland.⁷⁸ Pladens diameter var ca. 7 cm, den var næsten flad og bestod af rent kobber med en ringe mængde arsen, nikkel og sølv. Den dødes gravgods omfattede desuden ravperler, flintøkser og tværpile.

Endelig fandt man i Konens høj ved Egens, ikke så langt fra Barkær på Djursland, et fragment af en lille udekoreret kobberplade og en lille kobberspiralring.⁷⁹ Graven lå i en langhøj og rummede en øskenflaske samt nogle ravperler. Pladen lå ved den gravlagtes underarmsknogle og har formentlig været båret som kobberskiven fra Rude. En kulstof 14-analyse gav en datering til omkring 3650 f.Kr.⁸⁰

Disse små amuletlignende smykker, fundet i grave, fortæller os altså, at metal blev indført til den tidlige bondestenalders Danmark allerede tidligt i det 4. årtusinde f.Kr., dvs. 2000 år før vi kan tale om en bronzealder. Og det var ikke blot ganske små genstande, men også solide, flade økser af kobber, som vi så det i fundet fra Bygholm. De flade kobberøkser kender man i et antal af ca. 100 fra Danmark.⁸¹ De er næsten alle fundet alene, og det er derfor ganske svært at datere dem med nogenlunde sikkerhed. Ser man på deres praktiske anvendelighed, er en kobberøkse ikke bedre end en flintøkse. Der må have været andre grunde til, at kobberøkserne blev så efterspurgte. Forklaringen er nok, som vi allerede har hørt, at de blev brugt som bytteobjekter i en omsætning, der omfattede mange andre værdigenstande, og som havde en dyb social betydning for bondesamfundene. Man kan forestille sig at udvekslingen fandt sted ved, at stenalderbefolkningen sejlede på Østersøen og i de indre danske farvande. Stammebåde kan sagtens klare den form for transport. Det betyder, at alle overfarter vest for Rygen og til de dansk-skånske områder kunne gennemføres på en enkelt dag.

Men tilsynekomsten af de flade kobberøkser, og metal i det hele taget, i bondestenalderens Danmark rejser naturligvis spørgsmålet om, hvor dette metal kom fra. Hvor i Europa opstod den første forarbejdning af metal? Anvendelsen af kobber havde allerede været kendt i Mellemøsten og i Anatolien fra begyndelsen af det 7. årtusinde f.Kr. Men det ser ud til, at metalteknologien derefter udviklede sig forholdsvis uafhængigt flere steder i Den gamle Verden. I Europa viste de første spor sig i det nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Jugoslavien i det 5. årtusinde f.Kr. Denne udvikling kan endda være sket uden nævneværdige påvirkninger fra Mellemøsten.

Det første stadium i Balkanfolkenes brug af metal bestod i anvendelsen af frit kobber, dvs. næsten rent kobber, som det findes i naturen. Man fandt dog snart ud af, at frit kobber ikke blot lod sig koldhamre, dvs. bearbejde uden opvarmning, men også lod sig hærde i åben ild. Herved undgik man en af de ulemper, som gentagen hamring af kobberet medførte, nemlig at metallet blev skørt. Koldhamring blev dog fortsat anvendt til at give genstandene deres hårde, skærende ægge.

Allerede omkring 4500 f.Kr. var man på Balkanhalvøen nået frem til at kunne udsmelte metal af kobbermalm. Fra dette tidspunkt stammer da også de ældst kendte spor efter kobberminedrift i Europa, nemlig fra Rudna Glava nær Bor i det nordøstlige Serbien⁸² og Aibunar i Bulgarien. Kobberminerne i Aibunar forsynede et større område af Nord- og Sydbulgarien samt Ukraine. I de samme områder begyndte man i øvrigt også på samme tid en første bearbejdning af guld.⁸³

Forudsætningen for udvindingen af malm og senere formningen af kobberet i støbeforme var en udviklet brændingsteknik, der i ovnene kunne nå de 700 grader, som var nødvendige for at udvinde kobber af malmen – eller hvor det drejede sig om støbning af kobberet, til de 1083 grader, som er kobbers smeltepunkt. Netop en sådan brændingsteknik havde lange traditioner i Sydøsteuropa, hvor man allerede i århundreder havde brugt keramikovne, der kunne nå 7-800 varmegrader, og hvor man magtede at regulere lufttilførslen til ovnene. Man kunne derfor udvikle metalteknologien uden nævneværdige påvirkninger udefra.

Eksistensen af en tidlig kobbermetallurgi i områderne længere mod nord, i Karpaterbækkenet, er dokumenteret ved produktionen af kobber- og guldsmykker og massive redskaber. Herfra spredte metalsager sig i det 4. årtusinde f.Kr. til bondesamfundene over hele det nordeuropæiske lavlandsområde, om end i forholdsvis små og vekslende mængder.⁸⁴ Det var fortrinsvis smykker og økser, genstande som næsten alle sammen havde en symbolsk betydning. I Sydskandinavien og Polen blev man bl.a. forsynet med flade kobberøkser; dem var der til gengæld færre af i andre områder.

I Sydskandinavien er kobberøkserne især fundet i kystegnene. Der er mange i Østjylland og på Østfyn, det samme gælder i Østskåne, mens man i Nordjylland og på den sjællandske øgruppe har mere spredte forekomster og gennemgående mindre eksemplarer. De fleste af økserne er brede og flade og har ofte lidt udsvajede æghjørner. Andre er mere afrundede og tungeformede og vejer noget mindre. Endelig er der et lille antal økser, som er fundet spredt ved Østersøen, og som er mejselformede og ret tykke.

Alle disse øksetyper er kendt i Sydøsteuropa, men hernede finder man også andre former, som enten slet ikke eller kun i meget begrænset omfang nåede frem til områderne ved Østersøen.⁸⁵

Som allerede nævnt har man fundet henved 100 af de flade kobberøkser i Danmark. De fleste af dem er enkeltfund, formentlig nedlagt som offergaver i lighed med flintøkserne. At de har haft en symbolsk funktion, viser en efterligning af de flade kobberøkser, udført i stenarten diabas, fundet i en grav fra den ældre bondestenalder ved Bjørnsholm i Nordjylland.⁸⁶ Den havde i øvrigt ingen skærende æg, hvad der understreger dens brug som ceremoniel økse.

De flade kobberøkser er som helhed vanskelige at tidsfæste med sikkerhed. Det ser imidlertid ud til, at de økser, der blev importeret til Danmark i det 4. årtusinde f.Kr., havde en karakteristisk metalsammensætning. Metalanalyser har nemlig vist, at kobberet har et indhold af arsen, indtil 1,2% og ganske små mængder sølv, antimon og nikkel.⁸⁷ Henved halvdelen af de 100 flade kobberøkser er lavet af arsenkobber. Det samme gælder økserne i Bygholm-depotet og i et depot fra Søby Hede ved Viborg,⁸⁸ kobberskiven fra Salten og et af kobberstykkerne fra Barkær. Alle disse kobbersager skulle altså være nået til Sydskandinavien i løbet af det 4. årtusinde f.Kr.

Tidligere har man ment, at importen foregik inden for et snævert tidsrum omkring det 4. årtusindes midte. Derefter skulle der være en pause indtil slutningen af bondestenalderen, hvor metalsager igen importeredes i stigende mængde.⁸⁹ Man pegede i den forbindelse på, at kobber også er ret sjældent i Østeuropa i det 3. årtusinde f.Kr. Ser man imidlertid på de europæiske flade kobberøkser som helhed, og navnlig de vesteuropæiske, så synes de at være fremstillet kontinuerligt igennem hele årtusindet indtil dets slutning, hvor der sker en kraftig stigning i produktionen.⁹⁰ Der kan meget vel også være foregået en mere eller mindre vedvarende import til Danmark igennem det 4. og 3. årtusinde f.Kr. frem til slutningen af bondestenalderen, hvor importen så pludselig stiger kraftigt.

Hvor kom de sydskandinaviske kobbersager da fra? Sporene peger mod Odermundingsområdet – og videre mod sydøst. Økser som de sydskandinaviske, fremstillet af arsenkobber, findes langs Oder med retning mod det centrale og sydlige Polen og Sachsen-Thüringen.⁹¹ Støbningen kan være sket i begge disse områder.⁹² Den tidligste metalforarbejdning i Polen finder sted allerede i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr.⁹³ Her brugte man såvel arsenholdigt som ikke-arsenholdigt kobber. Noget af det kom formentlig fra Karpaterområdet, mens andet, det arsenholdige, måske kom fra Slovakiet. Produktionen var imidlertid endnu af ganske ringe omfang. Lidt senere, fra omkring 3800 f.Kr. finder man metalforarbejdning i Schlesien og Bøhmen, hvor man brugte arsenholdigt kobber, som muligvis kom fra de østalpine egne, og rent kobber, som man måske fik fra Karpaterområdet. Endelig er en produktion i Sachsen-Thüringen også en mulighed.⁹⁴ Metalstøbeteknikken var altså kendt ret tidligt i den sydlige del af det nordeuropæiske lavlandsområde, og det er formentlig her, de ældste, sydskandinaviske metalgenstande blev fremstillet.

Ser man på sammensætningen af metallet i kobbergenstandene fra Nordvesttyskland og Holland, viser det sig, at de stort set er lavet af ikke-arsenholdigt kobber.⁹⁵ Det betyder formentlig, at bondesamfundene i Polen og Sydskandinavien fik deres kobber i form af færdigvarer fra en anden kilde end de vestlige dele af det nordeuropæiske lavlandsområde. Vi ved endnu ikke, hvor de miner lå, som forsynede metalstøberne længere mod nord. Men hvad angår den arsenholdige kobber, så lå minerne nok et sted i det østalpine område.

Metalanalyser er altså en vej til at spore oprindelsen af kobbersagerne. En anden mulighed er at søge efter paralleller i udenlandske fund. Den kobberplade, man fandt i graven fra Salten, ligner f.eks. meget en 9 cm stor kobberplade, som blev fundet i Brzesc Kujawski i Polen.⁹⁶ Sporene peger altså igen mod sydøst. Skiven fra Brzesc Kujawski var beregnet til at blive båret om halsen. Dekorationen bestod af en række mindre bukler langs kanten og tre store bukler i midterpartiet. Brzesc Kujawski-pladen har ligheder med en gruppe guldskiver, som er fundet i Ungarn og med nogle kobberplader fra det østlige Rumænien og Bessarabien. Lægger man disse fund ind på et kort,⁹⁷ får man et billede af, hvilke veje disse fremmede indflydelser kan have fulgt på deres vej til Norden.⁹⁸

De små kobberskiver blev i øvrigt også eftergjort i rav, hvilket understreger deres symbolsk-magiske betydning. I en dysse ved Boel i Nordjylland fandt man en kraftig, skiveformet ravperle med flad overside. Den var gennemboret i midten og var dekoreret med små gruber, som løb fra randen ind mod midten. Langs randen sås en række større gruber. Mønsteret er derved en slags parallel til kobberskiven fra Rude.

Kobbergenstandene var formentlig først og fremmest velstandsobjekter og statussymboler. De var vigtige bytteobjekter i udvekslingen mellem bondesamfundene. Men det var kun sjældent, og kun i små mængder, at kobber blev brugt som personlige statussymboler i form af smykker. Mere vægtige var de kobbergenstande, der var formet som økser. De blev ikke lagt i gravene som gravgaver, men først og fremmest nedlagt som offergaver i vådområderne i lighed med talrige andre værdigenstande som f.eks. stenøkser og ravsmykker.