Pladefibula fra en rigt udstyret kvindegrav på Sejlflod-gravpladsen i Nordjylland. Den døde kvinde bar endvidere på sin dragt tre korsformede fibler, et bæltespænde samt to nåle og et hængesmykke. Ca. 2:3.

.

Bæremåden for kvindesmykker i henholdsvis yngre romersk jernalder (tv.) og ældre germansk jernalder (th.). Rekonstrueret ud fra grave på gravpladsen ved Sejlflod i Nordjylland.

.

Korsformet fibula, fundet på gravpladsen Hjemsted i Sydjylland.

.

Men lad os nu vende os til de mennesker, som boede i den ældre germanske jernalders landsbyer, men som vi i dag først og fremmest træffer på deres sidste hvilested – i gravene. Lad os begynde i Nordjylland, på den gravplads som hørte til vandrelandsbyen Sejlflod. Vi har hørt om den tidligere (se Et landsbysamfund i forvandling), om landsbyens vandringer gennem et helt årtusinde inden for et og samme område. Til landsbyen hørte i perioden 300-500 e.Kr. to store gravpladser. Godt 300 grave er blevet undersøgt. De var altså i brug i den yngre romerske jernalder og den ældre germanske jernalder.153

I 300-årene havde gravskikken ændret sig. Tidligere havde gravene ligget i små klynger, men de var nu blevet afløst af en større gravplads, der var fælles for hele landsbyen. Ja, egentlig var der to store gravpladser, for en ny var efter nogle år blevet anlagt syd for den første. Gravformen havde også ændret sig. Man praktiserede ikke længere ligbrænding. Alle de døde blev begravet ubrændt. Man lagde dem i kister, der var bygget af sammenstillede egeplanker, holdt på plads af den omgivende jord, nogle tværgående bjælker samt nogle udvendige støttesten. For at gøre kisternes træ modstandsdygtigt mod råd, sved man det på overfladen.

De døde blev lagt i kisten fuldt påklædt, eventuelt svøbt i et stykke tøj eller skind. Hovedet vendte man mod vest. Kvinderne lå på siden med optrukne ben, mændene på ryggen. Gravgaverne bestod af smykker og dragttilbehør, ofte korsformede fibler, samt nogle få personlige genstande. Det kunne være en benkam eller en kniv, men det kunne også være pilespidser, økser, rageknive, sakse, tenvægte, nøgler, spillebrikker og drikkeglas. Desuden satte man gerne et par lerkar med madvarer i graven.

For arkæologerne spiller lerkarrene en rolle, for ved hjælp af dem kunne man følge gravene i forhold til tidens gang. De viste, at gravlægningerne var begyndt mod nord, i nærheden af en gammel gravhøj. Herfra bredte de sig i tidens løb mod syd for derefter at vandre over på den anden plads. På denne lå de ældste grave i midten, og udbredelsen foregik til begge sider. Omkring 500 e.Kr. må man være flyttet til en ny gravplads. Men hvor den lå, ved vi ikke. Det betyder, at vi ikke kender gravene fra de sidste 500 år af bopladsens levetid.

Antallet af grave på de to gravpladser kan bruges til en beregning af, hvor mange mennesker, der levede i den nærliggende landsby. Her ser det ud til, at i de to århundreder, hvor gravpladserne var i brug, har indbyggertallet i landsbyen været på omkring 60-100 mennesker. Det svarer formentlig til mellem fem og ni store gårde, dvs. at der har levet lidt flere mennesker i landsbyen end i den foregående periode.

Besøgte man gravpladsen engang i det 5. århundrede e.Kr. ville man have set, at den delvis dækkede det område, hvor den allerældste landsby havde ligget for flere hundrede år siden. Men gravene smøg sig så at sige uden om de gamle hustomter, som endnu må have ligget synlige i terrænet og stadig var omgivet med en vis respekt: her havde forfædrene boet. På samme måde undgik man også omhyggeligt at anlægge nye grave oven i de ældre. Deres gravtuer var ganske vist jævnet ud i tidens løb, men man kunne udpege, hvor de gamle gravsteder lå. Forfædrene var på den måde altid nærværende. De optrådte jo også i de talrige sagn og familiesagaer, i de sange og kvad, som blev overleveret mundtligt fra generation til generation.

Men gravpladserne var også for de levende – de sørgede for, at de døde blev begravet, der hvor de hørte til. Rige folks grave lå ind mod midten, de fattiges ude i periferien. Det var i øvrigt et forhold, der blev forstærket hen imod slutningen af gravpladsens brugstid. Også andre ting spillede ind ved gravlægningerne, bl.a. den dødes køn. Der var en tydelig tendens til, at kvinder blev gravlagt gruppevis for sig, mænd ligeledes samlet i klynger. Her blev fordelingen dog mere ligelig i løbet af 400-årene. Barnegravene lå på samme måde i klynger.

Selv om børnedødeligheden var stor i et landsbysamfund som Sejlflod, så var kun ca. en fjerdedel af gravene barnegrave. Her ville man have ventet en større procentdel. På gravpladsen ved Sejlflod lå barnegravene imidlertid ofte nær de rigt udstyrede voksengrave – som om de hørte sammen med dem. Måske det ikke var enhver beskåret at få sit afkom begravet på den fælles plads. Det døde barns alder kunne dog muligvis også spille en rolle. I samfund som jernalderens er det ikke ualmindeligt, at børnene skal overleve de første kritiske år for at regnes som fuldgyldige medborgere. Det er måske forklaringen på nogle fund, som man gjorde uden for gravpladserne. I de gamle hustomter fandt man nemlig nogle grave for helt små børn, under ét år, i alt otte sådanne grave var der, men kun to af dem indeholdt gravgods. Deres tidsfæstelse er derfor ikke helt sikker. Det var imidlertid tydeligt, at gravene var anlagt, efter at husene var forsvundet – og i nogle tilfælde kunne man slutte, at gravene var anlagt i 400-årene, dvs. at de var samtidige med de yngre grave på pladserne. Sådan har man altså i nogle tilfælde behandlet samfundets alleryngste, når døden hentede dem.

Ud fra gravgavernes placering og ud fra nogle ganske små bevarede tøjstykker kan man danne sig et ganske vist svagt billede af, hvordan disse mennesker gik klædt. Tøjet var altid vævet af uld. I nogle tilfælde kunne man endog konstatere, at det havde været farvet rødt. Til kantninger af dragten brugte man brikvævede borter. Af mandsdragten var det ikke muligt at få et klart billede. Kvindedragten bestod derimod af en langærmet kjole, som var lukket over skuldrene med et par dragtnåle. Ved håndleddene sad ofte et sæt hægter. Uden på kjolen bar kvinderne et sjal eller en kappe, som hos velstillede blev holdt sammen med et par særligt fornemme smykkenåle. Det er muligt, at kvinderne yderst har båret endnu en dragtdel. Af dens udseende har man dog endnu ikke noget klart billede154.

Helt nede i den anden ende af den jyske halvø, ved Hjemsted ikke langt fra Skærbæk, har man udgravet endnu en gravplads, beslægtet med Sejlflod-gravpladsen155. På Hjemsted Banke lå en landsby, som i 500-tallet bestod af 6 store, indhegnede gårde, og til dem hørte en gravplads, der dels rummede grave fra ældre tider, men også et par snese grave fra den ældre germanske jernalder. Det var jordfæstegrave, hvori de døde var lagt sammen med et eller flere lerkar samt forskelligt dragtudstyr og enkelte perlesmykker. Særligt karakteristisk for dragtudstyret var de korsformede fibler, som havde holdt dragten sammen.156 De korsformede fibler adskiller et antal af gravene fra de ældre gravlæggelser, som er karakteriseret af såkaldte Nydamfibler, Haraldstedfibler, små ligearmede fibler, femarmede hagekorsfibler og blikfibler.

Både Sejlflod- og Hjemsted-gravpladserne ophører noget før 500 e.Kr. – og hvad der derefter sker med gravlæggelserne er uvist. I det hele taget er gravfund fra 5. til 8. århundrede påfaldende sjældne i Danmark, modsat f.eks. Norge, hvor fundene er talrige fra Agder i syd og op langs vestkysten helt op til Nord-Troms.157 Går vi østpå, finder vi dem også på Bornholm. Men i hele det centrale danske område svigter fundene næsten totalt. På Fyn kan man på det store gravfelt på Møllegårdsmarken (se Gudme, Gudernes hjem) nok finde enkelte grave, der rækker ind i det 5. århundrede. Og ved Norup på Nordfyn har man fundet en ganske lille gravplads med 5 jordfæstegrave fra det 6. århundrede.158 Den samme sparsomhed på fund gælder på Sjælland. Også her er der enkelte fund, hvor gravpladser fra det 3.4. århundrede fortsætter lidt ind i 400-tallet, hvorpå gravlæggelserne ophører. Det gælder f.eks. i Vindinge ved Roskilde.159

Først når man kommer så langt østpå som Bornholm, finder man grave fra 4-500-tallet, men særligt talrige er de ikke.160 Man støder på dem på gravpladser ved Melsted i Østerlarsker, Kobbeå i Østerlarsker, Saltuna i Østermarie og St. Kannikegård i Bodelsker, hvor man bl.a. finder fornemme relieffibler i rigt udstyrede kvindegrave161. Det er et tydeligt lagdelt samfund, man aner bag disse grave, som omfatter en lille gruppe rige jordfæstegrave og en stor gruppe fattige urnegrave. Først i 600-tallet finder man igen på Bornholm fuldt bevæbnede mænd i gravene samt kvindegrave med mængder af ædelmetal.

Noter

153: J.N. Nielsen 1987; 2000.

154: U. Mannering 1999.

155: P. Ethelberg 1986.

156: De korsformede fibler adskiller et antal af gravene fra de ældre gravlæggelser, som er karakteriseret af såkaldte Nydamfibler, Haraldstedfibler, små ligearmede fibler, femarmede hagekorsfibler og blikfibler af type 2.

157: B. Solberg 2000, s. 135 f.

158: E. Albrectsen 1950.

159: T. Ramskou 1974; T. Christensen 1982.

160: O. Klindt-Jensen 1957, s. 64 ff.

161: O. Klindt-Jensen 1957, s. 92.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De levende og de døde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig