Vorbasse-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i det 5. århundrede e.Kr.

.

Nørre Snede-landsbyen, med mørk tone er angivet bebyggelsens udstrækning i det 5. århundrede e.Kr.

.

Drengsted-landsbyen i slutningen af det 5. århundrede e.Kr.

.

Enkeltgård fra Mørup vest for Vejle med sadeltagsoverdækkede hegn.

.

Overtsigtsplan over det i 1965-70 udgravede areal ved Dankirke syd for Ribe. Stormandsgården er den største af bygningerne i den vestlige del af bebyggelsen.

.

Frankisk glas fra stormandsgården i Dankirke. Ca. 1:2.

.

Kort over den formodede handelsrute fra Rhinmundingen via Dankirke og Dejbjerg til Norge.

.

Eksempler på de typer af glas, som blev fundet i stormandsgården i Dejbjerg, Vestjylland.

.

Den udgravede tomt af en af gårdene i Torstorp Nørreby, vest for København, dateret ca. 550 e.Kr. To tværvægge midt i bygningen fraskiller en lille forstue. Herfra førte en dør, husets eneste, mod nord ud i det fri.

.

Rekonstruktion af gård fra germansk jernalder med hegn, porte og udhus, udgravet ved Litauen Allé Øst i Høje Tåstrup ved København.

.

Heroppe i nord lå landet ved indgangen til den yngre jernalder, som det igennem årtusinderne var blevet formet af naturens kræfter og af menneskenes slidsomme arbejde på markerne. På sin vis uforanderligt. Hvert forår hang lærken højt deroppe over de sollyse marker. Ved gårdenes møddinger lyste hylden hvidt i juninætterne, og på lette og luftige sommerdage kunne man se et flor af bølgende skærmplanter på bakker og i lavninger. Om efteråret trak store mængder af trækfugle sydover, som de havde gjort det i årtusinder, og mod slutningen af hvert år lukkede landet sig til i de store, sorte tågevintre, som knugede markerne og skovene igennem mange måneder. Hvis da ikke landet lå hen under et snedække, som kunne vare ved til ind i marts og april.

Så man ud over det danske landskab i 400- og 500-årene e.Kr. ville man næppe have bemærket radikale forandringer i forhold til de forudgående århundreder, som til gengæld var den tid, hvor meget store skred var sket. Dengang, i det 3. og 4. århundrede e.Kr., var de mange små landsbyer blevet erstattet af færre, men større enheder. Nu lå landsbyernes gårde omgivet af vældige hegn og med store stalde og lader. Og omkring landsbyerne lå vangene med de indhegnede agre og overdrevsjorden med skov og eng, hvor kvæget færdedes.

At vi overhovedet ved noget om menneskenes liv i disse århundreder er noget forholdsvis nyt. For ikke så længe siden mente man, at landet havde oplevet en markant befolkningsnedgang og en alvorlig økonomisk krise i det 5. og 6. århundrede e.Kr.48 Det skyldtes imidlertid store mangler i det arkæologiske kildemateriale. I dag må vi konstatere, at de senere års omfattende landsbyudgravninger som f.eks. ved Vorbasse og Nørre Snede i det sydlige Midtjylland (se nedenfor), ikke har underbygget billedet af et landbrug i krise.

Fra landsbyen Vorbasse (se Et landsbysamfund i forvandling), som fortsat blomstrede i denne tid, har man f.eks. et pollendiagram, der viser, hvordan landskabet omkring landsbyen så ud i den yngre jernalder frem til vikingetidens afslutning.49 Det viser, at der vedvarende foregik korndyrkning igennem hele perioden. Landsbyen lå midt i et åbent landskab, og der var langt til de nærmeste skovområder.

Et sådant åbent landskab synes at have domineret i både Øst- og Vestdanmark i den germanske jernalders begyndelse. Men set i et længere tidsperspektiv nåede denne landskabstype nok sin største udbredelse netop ved indgangen til den yngre jernalder. Herefter groede mange overdrev og agre atter til i skov – nu fortrinsvis bøgeskov, som kunne udnyttes af bl.a. svinene. Denne udvikling af vegetationen fandt først og fremmest sted på den frugtbare jord i de østlige dele af landet, hvor udbyttet af indmarkerne var størst, og hvor agerbruget formentlig har haft en større betydning. Mod vest derimod voksede de åbne arealer fortsat igennem hele den yngre jernalder. Kvægholdet blev efter alt at dømme mere omfattende – ikke mindst på de vidtstrakte engområder langs de jyske åer, langs Limfjorden og i marskområderne. Også lyngheden vandt stadig større udbredelse derude i vest.

Nærmere kan vi endnu ikke beskrive landskabets udseende i tiden omkring det 1. årtusindes midte. Der er dog tegn på, at bebyggelsesmønstret i disse århundreder begyndte at få en betydelig kompleksitet. Det omfattede nu ikke blot de traditionelle landbrugsenheder som storgårde, mellemstore gårde og smågårde. Det begyndte nu også at omfatte bosættelser, hvis udformning var præget af handelen og håndværksproduktionen, og som formentlig stod under krigerelitens beskyttelse og samtidig spillede en rolle i kulten. Kort sagt: bosættelsesmønstret begyndte i det 5. og 6. århundrede at blive præget af en øget hierarkisering, hvis baggrund var fremvæksten af nye magtstrukturer i samfundet. Men lad os først se på landsbybebyggelsen, hvor det, vi kalder primærproduktionen, foregik.

Her var det store spring i udviklingen sket i det 3. og 4. århundrede e.Kr.

Gårdanlæggene var vokset betydeligt, både beboelsesdelen og stalddelen var blevet meget længere, landsbyernes fælles indhegning var blevet opgivet til fordel for en indhegning af de store, individuelle gårdenheder -samtidig med at arealet af de indhegnede gårdtofter blev øget betydeligt. Det er en udvikling, man især har kunnet følge i de to store landsbykomplekser i det sydlige Midtjylland, Vorbasse og Nørre Snede, og som der blev givet en indgående beskrivelse af i forrige bind (se Et landsbysamfund i forvandling).

I Vorbasse, der lå inde i det midtjyske landskab, lige vest for Hærvejen, dækkede den samlede bebyggelse i det 3. til 6./7. århundrede i alt 350.000 m2. Det omfattede dog også store fundtomme områder, så de udgravede bebyggelser udgjorde i alt 260.000 m2. Den nye gårdstruktur var begyndt i det 3. århundrede, hvor Vorbasse var en regulær landsby med flere samtidige gårde i den sydøstlige del af det samlede bebyggelseskompleks.50 I det 4. århundrede var denne landsby flyttet et par hundrede meter mod vest og dannede her igen en klar landsbyplan, hvor man mod vest fandt gårdene på en lang række, medens de mod øst lå omkring et mindre, åbent område.

I begyndelsen af den ældre germanske jernalder, i det 5. århundrede, var der i Vorbasse tale om en direkte fortsættelse af landsbyformen fra de to tidligere århundreder. Den vestlige række af gårde var nu rykket en anelse mod øst, medens den østlige del af bebyggelsen samlede sig omkring et større ubebygget område. Ud for de enkelte gårde, ind mod det ubebyggede midterområde, blev nu opført et antal arbejdsbygninger, såkaldte grubehuse – et eller flere til hver enkelt gård. Kontinuiteten i forhold til tidligere tider ses af, at landsbyens største gård blev opført på det sted, hvor også den største gård havde ligget i det 4. århundrede. Det vil sige, at den samme stormandsgård kan følges på samme sted gennem det 3., 4. og 5. århundrede, fra yngre romersk jernalder og ind i den ældre germanske jernalder.

Uden for denne landsby, blot en 100-200 m borte, lå der i øvrigt tre adskilte gårde, som også eksisterede igennem det 4. og 5. århundrede, dvs. at der uden for den sluttede landsby har ligget samtidige, men enkeltliggende gårde.

Sidst i det 5. århundrede skete så en radikal ændring af bebyggelsens placering. Hele landsbyen flyttedes et par hundrede meter mod nord, hvor der blev bygget en helt ny landsby. Den omfattede i hvert fald 10 samtidige gårde, som blev liggende på det nye sted igennem det 6. og ind i det 7. århundrede, dvs. ind i yngre germansk jernalder.51 Fortsat bestod landsbyen dog af selvstændigt indhegnede gårde, som lå tæt sammen på en omtrent 400 m lang række.

Den samme ubrudte udvikling kan man også følge i landsbyen ved Nørre Snede, som lå nogle få kilometer nord for den smalle passage mellem udspringet af halvøens to største vandløb, Gudenåen og Skjernåen (se Et landsbysamfund i forvandling)52. Her lå bebyggelsen på kanten af et engområde, hvor den strakte sig over ca. 550 m. I det 3. århundrede lå her ca. 10 gårde af forskellig størrelse. I det 4. århundrede flyttede gårdene noget mod vest, og deres antal indskrænkedes til 7-8 stykker, som lå omkring en mindre, åben plads. Med begyndelsen af den ældre germanske jernalder, dvs. i det 5. århundrede, flyttede landsbyen lidt mod nord, men beholdt den samme grundplan som tidligere. Gårdene var fortsat af ret forskellige størrelser, og mange af dem blev med tiden fornyet inden for gårdtoften. I yngre germansk jernalder, dvs. i det 6. og 7. århundrede, finder man landsbyen længst mod nord. Den har nu nået sin maksimale størrelse, men følger stort set den samme landsbyplan som tidligere. Også her er der tale om tydelig kontinuitet. Det er den samme type gårdanlæg, som er i brug fra det 3. og frem til det 7. århundrede.

Første gang man udgravede en landsby af samme slags som Vorbasse og Nørre Snede var ved Drengsted mellem Ribe og Tønder. Den lå ud til den græsdækkede marsk i tiden fra omkring år 400 til midten af det 6. århundrede.53 I begyndelsen bestod landsbyen af 11 gårde, der lå i to rækker med hovedhus og udhuse anbragt sådan, at de dannede gårdtofter af omkring 35 x 45 m's størrelse.54 I midten af 400-tallet rykkede landsbyen en smule mod vest, men havde dog stadig samme struktur som tidligere. I tiden omkring 500 blev strukturen imidlertid mere åben, den stramme organisering af gårdene i to rækker blev nu opgivet, men hustyperne var fortsat de samme som tidligere. Til dem hørte der desuden halvtagsbygninger, udhuse med afrundede ender, grubehuse og staklader samt diverse brønde.

Der var foregået en omfattende jernproduktion i Drengsted. I alt er der fundet 224 jernudvindingsovne, såkaldte slaggegrubeovne (se bd. 3, side 415). Det var dog i hovedsagen kun en enkelt gård i landsbyen, der havde stået for jernudvindingen, som efter alt at dømme foregik hvert år i højsommeren i tiden op imod høst. Smedning af jernet havde også hørt med i produktionsprocessen. I alt var der skønsmæssigt produceret 4.500 kg jernbarre i de ca. 150 år produktionen havde stået på. Det svarer til omtrent 30 kg pr. år – ikke meget, alligevel var det formentlig mere, end man selv anvendte i landsbyen.55

Gårdene i Drengsted var ikke omgivet med hegn. Hvorfor det var tilfældet, ved vi ikke. Men også i en anden samtidig bebyggelse mangler hegn omkring gårdene: i landsbyen Stavad i Store Vildmose, hvor der formentlig var tale om 8 gårdanlæg, liggende langs et engområde over en strækning på ca. 300 m. Her havde grøfter formentlig gjort det ud for hegn.56

At man med disse landsbyer har fat i den typiske jyske bosættelsesform fra ældre germansk jernalder, viser de udgravninger af identiske eller meget beslægtede landsbykomplekser, som er foretaget i overvældende mængde i de seneste år. Det er ikke mange årtier siden, at bopladser fra den tid så at sige var ukendte for dansk arkæologi. Nu påvises de og udgraves delvis i snesevis hvert år. Som eksempler skal kun nævnes nogle enkelte: Foulum i Nordjylland57 samt Østergård,58 Skonager,59 og Hjemsted i Sydjylland.60 I den sidstnævnte kan man følge bebyggelsen udvikle sig fra en enkeltgård i slutningen af det 2. århundrede e.Kr. frem til landsby lidt før 300 e.Kr. I sin sidste fase, i det 5. århundrede e.Kr., bestod landsbyen af seks store indhegnede gårde.

Vi kan således begynde at følge udviklingen af landsbysamfundene igennem det 5. og 6. århundrede e.Kr. I landsbyerne var de enkelte gårde fortsat indhegnede, men det hændte ofte, at hegnene ikke stødte direkte op til hinanden. Det betød, at nogle gårde nærmest kom til at ligge som små indhegnede øer. Størrelsen på gårdene varierede meget. Nogle gårde antog størrelser, som var hidtil usete. Et lille gårdanlæg kunne være på omkring 800 m2, men de største var helt op mod 3.500 m2.

Sideløbende hermed blev husenes længde øget. Almindeligvis lå den på 40-45 m. De længste huse kunne dog være helt op mod 60 m lange. Det betød en betragtelig forøgelse af bl.a. staldarealet. Antallet af småhuse, der indgik i gårdanlæggene, voksede også. Det samme gjorde de øvrige områder, som var under tag, bl.a. de lange skure, som strakte sig langs gårdenes yderhegn, og som vi senere skal høre nærmere om.

Al bebyggelsen var dog ikke samlet i landsbyer. Omkring de mere eller mindre stationære landsbyer lå som satellitter enkeltgårde, hvis levetid kunne være ret begrænset. En sådan enkeltgård lå f.eks. ved Mørup midtvejs mellem Vorbasse og Nr. Snede i Midtjylland.61 Gården bestod i det 5. århundrede af et 44 m langt hus med beboelse i øst, stald i midten samt et vestligt rum, hvis funktion ikke kan afgøres. To steder havde dette langhus indgange over for hinanden i begge langsider. Den indhegnede gårdtoft var 44 x 59 m stor.

Syd for langhuset var der et hegn med dobbelte stolper til et sadeltagshegn, dvs. en åben bygning med sadeltag, som fulgte hegnets forløb. Nord for langhuset var der et lignende tagdækket hegn samt et 13 m langt hus med indgang i begge sider samt et mindre hus på 8 m's længde med en åben gavl. Nogle mindre huse, som blev udgravet øst for dette gårdanlæg, skal muligvis opfattes som yngre tilføjelser. Det østligste af disse huse havde let buede langvægge og rette gavle. Gårdanlægget fra Mørup havde kun eksisteret i en enkelt fase, formentlig en generation eller to, modsat de fleste af husene i de hidtil udgravede landsbyer, som gang på gang var blevet ombygget og fornyet.

Det er sjældent, at der ved de arkæologiske udgravninger af gårdanlæggene gøres mange fund af det inventar, der havde udgjort beboernes ejendom, da gårdene var i brug. Undtagelser forekommer dog, f.eks. da man udgravede en rig handelsmands hus ved Dankirke i det sydvestlige Jylland. Det lå i en bebyggelse i de lave landskaber syd for Ribe, i et område, hvor stormmåger og strandskader færdedes i hundredevis, og hvor viber i mængder fløj over strandengene og over marsken. Gården lå på et sted, hvor gesten nåede næsten helt ud til Vadehavet, og hvor horisonten hele vejen rundt lå som en ubrudt, skarp linje.

Bebyggelsen ved Dankirke var grundlagt så tidligt som i den keltiske jernalder (se Et landsbysamfund i forvandling). Den var allerede dengang en rig boplads. Men i tiden efter 400 e.Kr. oparbejdede en af gårdene stor velstand på grund af sin placering nær marsken og den korte afstand til de frankiske og angelsaksiske områder.62

Kun et meget begrænset område af bopladsen er udgravet, man kender ikke dens fulde udstrækning. Men bortset fra den ene rige gård er der intet der tyder på, at bebyggelsen skal sidestilles med de rigdomscentre fra den germanske jernalder, som vi senere skal høre nærmere om. Den ene rige gård i Dankirke var formentlig „blot“ en handelsgård eller høvdingegård placeret i en tæt og velfunderet landbrugsbebyggelse.63 Men gården var enestående. Den var en stor hallignende bygning, som nedbrændt omkring 500 e.Kr.

Huset havde gennemgået flere byggefaser, og det var på et tidspunkt flyttet lidt mod nord og gjort længere end sin forgænger. I sin ældste udgave havde huset været ca. 15 m langt, i den yngste ca. 22 m langt og 7 m bredt. I alle byggefaserne havde taget været båret af kun tre sæt stolper, nedgravningerne til disse var usædvanligt dybe og brede. Indvendigt i huset kunne der ikke iagttages båseskillerum eller andre spor af stald, og det er et spørgsmål, om huset nogensinde har rummet en sådan.

Inde i huset fandt man ikke færre end 1000 glasperler og 1300 skår af frankiske glas. Mange af dem var dekoreret med pålagte tråde, de fleste i forskellige grønlige nuancer. Man fandt også enkelte større stykker glas med indslibninger, såvel som dele af snabelbægre udført i brunt glas. Glassene var knust i meget små stykker. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre, hvor mange hele glas, der havde været til stede, eller hvilke typer de repræsenterede. Det ser dog ud til, at der både var tale om spidsbægre, fodbægre, såkaldte Snartemobægre, koniske bægre, klokkebægre, skåle, flasker eller kander samt muligvis tumlere.64 Det er helt klart, at der ikke er foregået glasfremstilling på stedet. Glassene er derimod et sikkert tegn på handelskontakt til de frankiske områder, og det er med til at datere husets slutfase til en sen del af ældre germansk jernalder.

Noget taler for, at Dankirkehuset var den fritliggende hal til en stormandsgård, men det betyder ikke nødvendigvis, at huset har været en festhal. Snarere har det været en høvdings eller en storbondes kombination af privat og officielt rum, adskilt fra gårdens selvforsyningsøkonomi.65

Der må have været en stormandsgård i Dankirke helt ind i 700-tallet. For spredt over det store bopladsområde fandt man et antal mønter, såkaldte sceattae, fra den tid.66 Sammen med enkelte andre fund tyder de på, at bosættelsen eksisterede helt op til den tid, da handelspladsen Ribe blev grundlagt (se Porten mod vest). Oprettelsen af markedspladsen ved Ribe må have medført en stor omvæltning for Dankirke, idet handelen nu koncentreredes ét sted. Dankirke skal dog næppe betragtes som en forløber for Ribe, men snarere som en repræsentant for det høvdingesamfund, der gik forud for den nye markedsplads.67

Stormandsgårde med rige importfund har man også fundet andre steder på den jyske halvø. Drog man fra de lave sydvestjyske områder ved Ribe mod nord, nåede man ind i landskaber af en helt anden karakter. Heroppe mødte man de milevide engflader, hvorigennem Skjernåen med dens mange arme løb i brede, sølvhvide bælter ud mod Vesterhavet. Længere oppe i nord kunne man se et vældigt bakkedrag hæve sig. Det var Skovbjerg bakkeøs høje banker. Herfra havde man den prægtigste udsigt. Mod vest ud over den tindrende Ringkøbing Fjord til Holmsland Klit. Mod syd ud over Vognbjerg Hede og Kvembjerg Bakker til Skjern Å-deltaet. Og mod øst, langt inde i landet, anede man de fjerne højder ved Øster Nykirke og Nørre Snede.

På kanten af Skovbjerg bakkeø, lidt inde bag Ringkøbing Fjord, lå en jernalderbosættelse ved Dejbjerg, godt og vel en dagsrejse fra Dankirke.68 Landtangen, der i dag afskærer fjorden fra havet, eksisterede ikke dengang. Den er i virkeligheden ikke mange hundrede år gammel, så Vesterhavskysten lå i jernalderen i bunden af Ringkøbing Fjord. Fra bosættelsen kunne man se ud over havets lysende flade.

Bosættelsen var hjemsted for en høvdingefamilie, som tog del i handelen med luksusvarer fra Frankerriget i sydvest. Ved de arkæologiske udgravninger fandt man spor af en vedvarende bosættelse gennem de sidste 1000 år af oldtiden.69 Allerede tidligt må stedet have huset en stormandsfamilie. Det var jo her, at man i tiden kort før Kr.f. ofrede to pragtvogne af keltisk oprindelse i den nærliggende Præstegårdsmose. Ja, måske det endda er vognenes ejer, man har fundet i en stormandsgrav ikke langt derfra (se Den hellige mose). Nu, 4-500 år senere, husede landsbyen fortsat en stormandsfamilie med internationale kontakter langt mod syd.

Ved udgravningerne i Dejbjerg blev der afdækket et par tomter af langhuse fra tiden omkring Kr.f. Men der var også en tredje, fra tidlig germansk jernalder. Huset havde været 16,5 m langt og indtil 6 m bredt med rette gavle og let buede langvægge funderet i en væggrøft, fem sæt stolper havde båret taget. I grøften havde stået to parallelle rækker tætstillede træplanker. Det var en vægkonstruktion, som adskilte sig fra den samtidige, almindelige jyske byggeskik for langhuse med bolig og stald. Hustypen kunne man datere til det 5.-6. århundrede, der har sikkert været en eller flere forgængere på samme sted, men afslutningen var brat, en voldsom brand ødelagde alt.

I tomten lå talrige glasskår, godt 160 stykker i alt, fra i hvert fald 10 forskellige glaskar, og sandsynligvis flere. De har stået på hylder i husets østlige og centrale del. Der var fodbægre, skåle og spidsbægre med pålagte tråde, samt en flaske og et enkelt glashorn. Glassene var fra det 5. eller første halvdel af det 6. århundrede, og de fleste var fremstillet i Frankerriget.70

Fundet leder tankerne hen på stormandsgården i Dankirke. Og interessant er det, at begge huses grundplaner afviger fra tidens almindelige, store landbrugsbygninger med deres opdeling i bolig og stald, som vi kender fra f.eks. Vorbasse og Nørre Snede. I Dankirke og Dejbjerg er der måske snarere, som ovenfor foreslået, tale om en høvdings eller en storbondes kombination af privat og officielt rum, adskilt fra gårdens selvforsyningsøkonomi.71

Som hustype er husene i Dankirke og Dejbjerg beslægtet med andre skandinaviske stormandshuse fra samme tid. Der er da heller ikke noget mærkeligt i, at overklassen i Sydskandinavien og langs Nordskandinaviens kyster omkring 500 e.Kr. havde samme arkitektoniske grundopfattelse af samfundets repræsentationsbygninger.72 Beslægtede huse er fundet på Helgö og i Uppåkra i Skåne, sidstnævnte sted blev der i en hustomt fundet skår af frankiske glas samt foreløbig mere end 40 guldgubber (se Magtens boliger). Der var så meget andet, der forenede dem. Formentlig lå stormandsgårde og centralpladser som et netværk over alle de beboede egne af Sydskandinavien og dannede tilsammen, hvad man har kaldt „magtens landskab“, på samme måde som kirker, hovedgårde og kongsgårde gjorde det i middelalderen.73

Glassene i Dankirke og Dejbjerg er formentlig kommet til Vestjylland ad vandvejen direkte fra produktionsområdet i Frankerriget. Man kan forestille sig, at ruten er gået fra den nedre Rhin, via de Frisiske Øer og videre langs den jyske vestkyst. I Dejbjerg, der ligger højt på kanten af Skovbjerg bakkeø og med en storslået udsigt over Ringkøbing Fjord, har der måske ligget en ladeplads nede ved Fjorden. Og herfra gik ruten videre nordover for til sidst at krydse Skagerrak og ende i de høvdinge- eller småkongedømmer, som lå tæt i Sør- og Vestlandet i Norge.74

I Østdanmark er bebyggelsesmønstret endnu ikke helt så klart som i Jylland, selv om der i de seneste år er udgravet en del bosættelser fra den yngre jernalder. Formentlig har der dog også her eksisteret den samme vekselvirkning mellem landsbybebyggelse og enkeltgårdsbebyggelse som i Jylland. Det er dog muligt, at bebyggelsesmønstret ligesom i tidligere århundreder (se oversigtsplan over bopladser ved Køge i Et landsbysamfund i forvandling) især var præget af enkeltliggende gårde eller bebyggelser med 2-3 gårde.

En enkeltliggende gård fandt man f.eks. ved Torstorp Nørreby nær Tåstrup uden for København75. Inden for et område på ca. 400 x 400 m udgravede man tomterne af i alt otte spredtliggende gårdanlæg. De var imidlertid af vidt forskellig alder, formentlig var der tale om forskellige udviklingsstadier af den samme gård, dvs. en og samme gård på vandring igennem hen ved 700 år. Den ældste gård var fra keltisk jernalder, den yngste, som havde svagt buede vægge og stolperækker, var fra tiden omkring 550 e.Kr.

Tilsvarende enkeltgårde omgivet af hegn, langs hvilke der ganske som i Jylland var bygget lange læskure, kender man også fra andre fund i samme område, bl.a. ved Litauen Allé også nær Høje Tåstrup.76

I sjældne tilfælde har man dog også på Sjælland kunnet påvise landsbybebyggelser, som kan sammenlignes med de jyske. Bebyggelsen ved Bellingegård ved Køge Bugt har vi allerede tidligere hørt om (se Et landsbysamfund i forvandling).77 Den ældste bebyggelse hørte efter alt at dømme hjemme i yngre romersk jernalder, men man blev på stedet til helt op i det 7. århundrede. Da omfattede bebyggelsen fem til syv gårde, der formentlig har været separat indhegnede ganske som i samtidige jyske bebyggelser. De yngste af husene havde tilsyneladende haft let krummede vægge. Bebyggelsens grundplan kan nærmest beskrives som en klump af gårde, ikke meget forskellig fra jyske bebyggelser som f.eks. Nr. Snede i Midtjylland, om end i mindre udgave. Bellingegård lå, ganske som de ovenfor omtalte enkeltgårde, på en isoleret bakke omgivet af engområder. Det samlede areal var på ca. 12 ha, dvs. ca. 1,7 ha pr. gård, hvis der var syv samtidige gårde.

Noter

48: U. Näsman 1988b.

49: B. Brorson Christensen 1981.

50: S. Hvass 1979, 1986, 1988.

51: Se planen S. Hvass 1988, s. 78.

52: T. Egebjerg Hansen 1980; S. Hvass 1988, s. 79 ff. Se også Hoops Reallexikon, bd. 21 (Nørre Snede).

53: O. Voss 1976; Mikkelsen & Nørbach 2003.

54: Alle gårdene var dog ikke samtidige, kun en enkelt af dem eksisterede gennem alle landsbyens faser.

55: Andre samtidige jyske landsbyer med jernproduktion er f.eks. Mølleparken (Andersen & Rieck 1984), Skonager (P. Siemen 1985), Snorup (O. Voss 1995; L.C. Nørbach 1999) og Holing (H. Rostholm 1997).

56: T. Dehn 1982.

57: Jensen & Willemoes 1981.

58: P. Ethelberg 2003, s. 306 ff.

59: P. Siemen 1985.

60: P. Ethelberg 1986, 1988, 1999, 2003, s. 225 ff.; P. Ethelberg et al. 1995.

61: S. Hvass 1988; P. Ethelberg 2003, s. 236.

62: E. Thorvildsen 1972; H. Jarl Hansen 1984, 1989, 1991.

63: S. Jensen 1991.

64: U. Lund Hansen 1983.

65: Se diskussionen herom i P. Ethelberg 2003, s. 230 og 324.

66: K. Bendixen 1972.

67: Der er endda dem, der har set grundlæggelsen af Ribe som et tidligt eksempel på den nyopståede kongemagts politiske kamp mod stormændene, her i form af et angreb på deres hævdvundne rolle i varedistributionen, se A. Andrén 1983.

68: T. Egebjerg Hansen 1996.

69: I Dejbjerg blev også gjort et betydeligt værktøjsfund fra vikingetiden, se Skalk 1992:3.

70: Dvs. i områderne vest for den mellemste Rhin i det nuværende Tyskland, Belgien og det nordlige Frankrig, se U. Nasman 1984, s. 110.

71: Beslægtede huse kendes også fra Hjemsted ved Skærbæk i Sydjylland, se P. Ethelberg 2003, s. 230.

72: Beslægtede huse er fundet på Helgö (F. Herschend 1995) og i Uppåkra i Skåne, sidstnævnte sted blev der i en hustomt fundet skår af frankiske glas samt foreløbig mere end 40 guldgubber (se Magtens holdepunkter).

73: C. Fabech 1997.

74: B. Solberg 2000.

75: P. Rønne 1986.

76: AUD 2001, nr. 54.

77: S.Å. Tornbjerg 1985.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Landsbyer og gårde.

Kommentarer (2)

skrev ole hjordt-vetlesen

Hvor kan jeg finde bibliografiske oplysninger om de værker, der nævnes i noterne ?
Venlig hilsen
Ole H-V

svarede Adam Hyllested

Kære Ole
Hele litteraturlisten til bind 4 om yngre jernalder står her:
https://danmarksoldtid.lex.dk/Litteratur_-_Bind_4_Yngre_jernalder
Du kan også finde den ved at gå øverst op i denne artikel. I hierarkiet lige under opslagsordet kan man klikke på "Yngre jernalder" og derefter på "Litteratur – Bind 4: Yngre jernalder" - så kommer listen frem.
Med venlig hilsen fra redaktionen
Med

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig