På langfart

En af de første gange en skriftlig kilde beretter om en af vikingernes maritime operationer uden for Skandinavien er i året 793, da klosteret Lindisfarne ud for Northumbrias kyst i England blev angrebet. „I det år kom hedningerne fra de nordlige egne med krigsskibe til Britannien som stikkende hvepse. De løb landet over ende i alle retninger som rovgriske ulve og plyndrede og sønderrev og dræbte ikke blot får og okser, men også præster og leviter og forsamlinger af munke og nonner. De kom til kirken på Lindisfarne og anrettede frygtelige ødelæggelser, besudlede de hellige steder med gudløse fødder, gravede altrene op og bortførte alle den hellige kirkes skatte,“ hedder det i den Angelsaksiske Krønike, Historia Regum.⁶⁰ Og meget ofte hændte det i det kommende århundrede, at skriverne i klosterkrøniker og rigsannaler, måtte nedfælde grufulde beretninger om vikingernes angreb.

Angrebet på Lindisfarne kom ikke ud af den blå luft. Allerede i årene før 800 var vikingerne begyndt at hærge dele af England og Frankerriget.⁶¹ Lindisfarne-klosteret blev som nævnt angrebet i 793. Et par år senere, i 795, fulgte angrebet på det lige så berømte kloster på Iona. Samme år blev de fjerntboende samfund på øerne Inisbofin og Inismurray ud for den irske vestkyst angrebet, og kirken på øen Lambay ud for Dublin blev brændt. Og endelig skete, ifølge den Angelsaksiske Krønike, det første angreb på Wessex i kong Brihtrics regeringstid, dvs. mellem 786 og 802.

I disse tidlige angreb deltog både danskere og nordmænd. Ofrene havde tydeligvis svært ved at skelne imellem de to folkeslag, og de angribende hære var da også ofte blandede. Men der var forskelle mellem dansk og norsk. Nordmændene koncentrerede sig hovedsagelig om de nordlige og vestlige dele af De britiske Øer samt de vestligste dele af Franker riget. Danskerne tog sig derimod af områderne ved den sydlige Nordsø og Kanalkysterne. Sådan tegnede billedet sig i hvert fald i den første halvdel af 800-tallet.

Vi ved også, at det var den danske kong Godfred, der i året 810 angreb det frankisk kontrollerede Frisland med en flåde på 200 skibe.⁶² Og at der i 817 foregik et flådetogt, ledet af medlemmer af den danske kongeslægt, op ad Elben til det frankiske fort Esesfeld. Endelig fortæller de skriftlige kilder om, hvordan den danske kongesøn Harald Klak en dag i året 826 kom sejlende med en flåde på hen ved 100 skibe op ad Rhinen til det frankiske kejserpalads ved Ingelheim. Han kom nu ikke for at plyndre. Den frankiske kejser, Ludvig den Fromme (778-840), havde, som vi tidligere har hørt, overtalt den landflygtige Harald til at lade sig døbe og til at aflægge ed som kejserens vasal.

Men ud over disse begivenheder foregik der en mængde mere eller mindre omfattende flådetogter vestover fra de danske kyster, alt sammen betinget af udviklingen af skibstyper, som muliggjorde angreb på de fremmede kyster og samtidig tillod bevægelser over store afstande på kort tid.⁶³ Også i selve Skandinavien spillede den nye form for krigsførelse en afgørende rolle i den politiske historie. Næsten alle militære konfrontationer fandt sted i form af maritime ekspeditioner, og i så at sige alle de afgørende slag brugte man enten skibe, eller der var slag til søs.⁶⁴

De første angreb i vest synes mange steder at være blevet mødt med et ganske effektivt forsvar.⁶⁵ Men da der i 830'erne opstod stridigheder om delingen af Frankerriget, blev situationen en anden. Det frankiske forsvar blev svækket, og da kejser Ludvig den Fromme i 933 midlertidigt blev afsat af sine sønner, greb vikingerne hurtigt chancen, en ny fase af angreb satte ind. Året efter blev Dorestad ved Rhinmundingen angrebet for første gang. Og i 835 vendte vikingerne tilbage til Dorestad, samtidig med at også øen Sheppey i Themsmundingen blev angrebet. Det følgende år blev Dorestad plyndret for tredje gang. Formentlig var det som svar på disse angreb, at en række frankiske, cirkulære kystforter nu blev bygget i områderne ud mod Nordsøen.

Plyndringerne af Dorestad blev indledningen til, at også de øvrige vestlige handelscentre blev inddraget som mål for togterne. Mellem 840 og 842 var det Quentovic (ved Boulogne), London og Hamwith (ved Southampton), det gik ud over. På samme tid foretog vikingerne angreb flere steder i Kent, East Anglia og Lindsey. Og i 841, året efter Ludvig den Frommes død, sejlede en stor vikingeflåde op ad Seinen, plyndrede flere klostre og til slut byen Rouen. Ja, påskesøndag, den 28. marts 845 blev selveste Paris og byens befæstning på Ile Cité erobret og plyndret. Og angriberne tog sig godt betalt for at trække sig tilbage – 7000 pund sølv var prisen.

Det var nok den erfaring, at klostre og byer var parate til at betale for at slippe for overfaldene, der førte til, at vikingeflåder i de følgende år trængte frem ad alle de større floder i det vestlige Frankerrige. Klostre og kirker langs floderne Somme, Seine, Loire og Garonne, ja, endog Rhône blev overfaldet, og fra 853 var der stationeret vikingeflåder på både Seinen og Loire, hvor de effektivt kontrollerede sejladsen. Også Rhinen måtte tage sin del af angrebene, i 863 blev Xantern plyndret, og angriberne nåede helt frem til Neuss, 30 km nede ad floden fra Köln, inden de blev overtalt til at trække sig tilbage.

Ude ved flodmundingsområderne var situationen lidt mere rolig. Efter Ludvig den Frommes død i 840 var Frankerriget blevet kastet ud i arvestridigheder, der førte til, at riget i 843, som vi allerede har hørt, blev delt mellem kongens tre sønner. Det mellemste af disse kongeriger tilfaldt Lothar 1. (840-55), som synes at have accepteret vikingernes tilstedeværelse permanent i de nordligste områder, der vendte ud mod Nordsøen. Allerede i 841 havde Lothar givet øen Walcheren i Schelde-mundingen til den danske vikingeleder Harald, nevø af Harald Klak – og ni år senere gjorde han det samme med Haralds bror, Rorik.⁶⁶ Rorik fik en stor del af den frisiske kyst i len og kontrollerede dette område til sin død i midten af 870'erne bortset fra de perioder, hvor han uden held prøvede at vinde magten i Danmark.

På De Britiske Øer kom plyndringerne ved Themsens munding i 835 til at indlede to hundrede års dansk aktivitet i øriget. I begyndelsen gik det efter det velkendte mønster med strandhugst, plyndringer og bortkøbelse, for landet var svagt og uden samlet ledelse. I 851 fik Wessex' konge dog samlet en hær med krigere fra alle dele af riget, og med den overvandt han en stor vikingestyrke. Men sejren fik ingen større betydning. Og som for at spotte Wessexkongen overvintrede vikingerne samme år på øen Thanet i Themsmundingen ud for kongens kyst.

I årene efter 865 skete der imidlertid en betydningsfuld ændring i togternes karakter. Igennem en halv snes år herefter førte man en regulær erobringskrig, som afsluttedes med de første danske bosættelser i England. Udgangspunktet var en sammenlægning af flere vikingeflåder, som dannede, hvad samtiden kaldte „den store hær“, hvis samlede styrker dog næppe oversteg 5000 mand. Med dem erobrede man to af de angelsaksiske kongeriger, Northumbria med hovedstaden York og East Anglia samt dele af et tredje, Mercia. Derimod mislykkedes et angreb på Wessex i 869, hvis forsvar blev ledet af Alfred, som siden fik tilnavnet den Store (871-99). Han var en handlekraftig og effektiv leder, som vikingerne heller ikke siden formåede at overvinde.

I 874 delte den store hær sig. Den havde før opereret som en helhed, men nu drog en del af den under ledelse af kong Halvdan til Northumbria. Og for året 876 blev der i den Angelsaksiske Krønike nedskrevet, at „dette år delte Halvdan northumbrernes land ud, og de gav sig til at pløje og skaffe sig et udkomme“. Efter års omflakken og erobring af tre af de fire angelsaksiske kongedømmer slog en del af vikingerne sig nu ned, delte jorden og begyndte at dyrke den – de var blevet kolonister. Dermed var grundlaget for Danelagen, dvs. området under dansk lov, blevet skabt (se videre herom s. 518).

I 877 skete det samme i det erobrede Mercia.⁶⁷ Året efter gjorde danskerne under deres leder Guthrum endnu et forsøg på at erobre Wessex. Kong Alfred måtte flygte, men det lykkedes ham alligevel at få samlet en hær og med den at besejre danskerne. Ved den lejlighed lod Guthrum sig døbe sammen med en del af sit følge.

De slagne danskere drog nu til East Anglia, som de erobrede endeligt i 880, og en del af dem bosatte sig der med Guthrum (880-90) som konge. Resten af hæren sejlede sydover, til Frankerriget, hvor man gjorde sig forhåbninger om rigt bytte. Den hær skulle herefter hærge næsten frit i den nordlige del af de frankiske lande – mellem Seinen og Rhinen – i områder, som stort set havde været fri for vikingeangreb de foregående femten år.

Man kan let følge hærens fremfærd. I juli 879 landede den på kysten mellem Calais og Boulogne. Ved slutningen af måneden havde den plyndret Thérouanne og Saint Bertin-klosteret. Så rykkede man hærgende frem i Yser-, Lys- og Schelde-dalene for endelig at overvintre i Ghent. Tidligt i 880 drog man videre og angreb Tournai, Condé, Valenciennes og endda Reims, før man igen vendte tilbage til Ghent. Næste vinter foregik overvintringen i Courtrai, hvorfra Arras, Cambrai og Péronne blev angrebet. Derpå gik det igen ud over Thérouanne, kystegnen mellem Boulogne og Saint Valéry samt Somme-dalen inklusive Amiens og Corbie før man vendte tilbage til Courtrai. I 881-82 fortsatte hæren på Meuse og angreb Tongres, Liège og Maastricht. På Rhinen angreb den Køln, Bonn og Koblenz, og på Mosel angreb den Trier, Metz og Remich. Sammensætningen af styrken skiftede, alt efter om nye kom til eller forlod den. F.eks. hører vi, at i 882 vendte i alt 200 skibe hjem lastet med fanger og bytte,⁶⁸ i øvrigt en sjælden begivenhed. Tilsyneladende var det forholdsvis få daner, der vendte hjem fra vikingetogterne. De fleste synes at have foretrukket at slå sig ned i de områder i det fremmede, som de havde været med til at erobre.⁶⁹

En af de vigtigste begivenheder under de mange års hærgen var belejringen af Paris, som fandt sted i over otte måneder fra 885 til 886. På den tid var Paris blot en af mange små byer ved Seinen, men dens placering, hvor Marne og Seine mødtes, gav den dog en vis betydning. Belejringen af Ile Cité lykkedes ikke, den danske hær måtte give op og vende om med uforrettet sag.⁷⁰ Nyheden herom havde budskab til både ven og fjende. Og dertil kom, at de indbringende år omsider var ved at være forbi. Fæstninger var blevet bygget for at forhindre vikingernes angreb, byer og klostre lå ikke længere ubeskyttet hen, flodvejene var blokeret af befæstede broer, og forsvaret var i det hele taget blevet bedre organiseret. Fra nu af var mulighederne for vikingerne i Frankerriget stærkt forringede.

De mange operationer i vest i 800-tallet var af meget skiftende karakter, men at nogle af dem var af en betydelig størrelsesorden, kan der ikke herske tvivl om. Ganske vist har historikerne tit kastet tvivl over størrelsen af de flåder, som nævnes i de skriftlige kilder. Her tales der ofte om flåder på over hundrede skibe, men tallene varierer stærkt. F.eks, nævnes tallet 200 skibe i forbindelse med kong Godfreds angreb i 810 på det frankisk kontrollerede Frisland. I 820 tales der om, at 13 skibe deltager i et angreb på de vestfrankiske kyster. I 840 angribes Hamwith med 33 skibe, og i 843 hører vi om 67 skibe, der angriber Nantes, i 845 om 120 skibe på Seinen i forbindelse med angrebet på Paris. Og endelig er der beretningen om Harald Klaks besøg i kejserpaladset i Ingelheim i 826, hvortil han ifølge en samtidig kilde kom sejlende med en flåde på hen ved 100 skibe.

Der er altså tale om meget vekslende flådestørrelser. Og naturligvis kan der her og der være tale om overdrivelser, men som helhed er tallene nok ganske realistiske. Er tallene store, må man huske, at ikke alle skibe i en flåde var fuldt bemandede krigsskibe. Nogle må have været forsyningsskibe eller mindre både.⁷¹

Hvor slagkraftige styrker, der trods alt har været tale om, får man et indtryk af ved at betragte det enkelte skib. F.eks. kunne Gokstadskibet rumme mindst 68 mænd, og af disse må de 64 have været erfarne krigere.⁷² Hvis man går ud fra et lille togt på kun 10 skibe, er der tale om en bemanding på 6-700 våbenføre mænd. Til disse skulle der skaffes forsyninger og andet til et togt, som varede flere måneder, for ikke at nævne skibe, våben og betaling. Og hertil kom endelig den forudsætning, at disse mænd ikke behøvedes hjemme for at holde gang i landbruget. Alt sammen har det krævet et meget højt niveau for organiseringen af de økonomiske og menneskelige ressourcer.

Naturligvis har der ikke stået kongemagt bag alle togterne, men alligevel aner man den kongelige hånd bag f.eks. mange af angrebene på frankisk område. De er da også tit blevet set som en dansk reaktion på Saksens indlemmelse i det karolingiske rige i slutningen af 700-tallet, en begivenhed som må have virket som en alvorlig trussel på danskerne. Det er baggrunden for den magtkamp, der udspillede sig i begyndelsen af 800-tallet i grænseområdet mellem frankisk, dansk og slavisk territorium. Den kom til udtryk i Karl den Stores angreb over Elben og hans alliance med de slaviske abodriter – en alliance, som var direkte rettet mod danerne. Men den kom også til udtryk gennem byggearbejderne ved Danevirke, der må være planlagt og udført af en central dansk kongemagt.

Meget tyder således på, at på trods af de forskellige tronprætendenters kamp om den danske trone, og på trods af de talrige større eller mindre individuelle fjendtlige angreb på Karolingerriget, så stod det danske monarki formentlig bag en del af de maritime togter i 800-tallet.⁷³ De frankiske kilder synes at understøtte dette, eftersom de nævner medlemmer af den udvidede kongelige familie som ledere af disse togter. Afhængig af størrelsen af styrken bliver de kommanderende refereret til som rex, dvs. som „konge“⁷⁴ – eller som dux, dvs. som „hertug“. Sådanne personer adskilles fra ledere af lavere rang såsom principes og comes.

Men hvordan skal vi da forestille os, at disse militære ledere tilvejebragte de ressourcer, som krigsførelsen krævede? Fra senere tider kender man det såkaldte ledingsvæsen, en flådeorganisation som første gang omtales i 1085. Detaljerede beskrivelser af systemet foreligger dog først fra 1200-årene.⁷⁵ Grundlaget for ledingsvæsenet var herredsinddelingen, der dog var ældre end ledingen. Hvert herred var opdelt i et antal „skibener“ og hvert skiben havde pligt til under ledelse af en styresmand at udruste og bemande et ledingsskib samt afholde alle omkostninger i forbindelse dermed. De enkelte skibener var igen delt i mindre enheder, der hver skulle stille med en roer med proviant og våben. Det var kongen der opbød ledingsflåden og havde kommandoen over den.⁷⁶

Fra historisk side har man ment, at ledingssystemet først indførtes i Danmark i middelalderen.⁷⁷ Fra arkæologisk side har man imidlertid peget på, at et sådant system af forpligtelser meget vel kunne have eksisteret allerede i vikingetiden, hvis ikke tidligere, forbundet med den fremvoksende centralmagt.⁷⁸ Også fra anden side har man fremført beslægtede synspunkter,⁷⁹ som støtter antagelsen af, at en tidlig form for leding dukkede op allerede i vikingetiden som en del af de offentlige forpligtelser over for kongen og hans lokale repræsentanter, noget som også afspejles i byggeriet af de store jordvolde og broer i vikingetiden.⁸⁰

Vi må altså konkludere, at mange af de maritime operationer, som i adskillige årtier gik vestover, var af en så stor størrelsesorden, at der bag dem må have været en politisk-militær plan, som sigtede mod særlige mål. De individuelle togter ville næppe have været mulige uden en centraliseret organisation og koordination. Selv om de skriftlige kilder også nævner hærgende bander af sørøvere, er der gode grunde til at tro, at lederne og arrangørerne af vikingetogterne tilhørte aristokratiet i de forskellige dele af Skandinavien.

Der er også gode grunde til at tro, at i hvert fald danerne meget tidligt forsøgte at oprette et overherredømme baseret på maritim krigsførelse. F.eks. taler de frankiske annaler tidligt i 800-tallet om Vestfold i Norge som et dansk territorium.⁸¹ Man må også forestille sig, at det var de samme bestræbelser, der bragte store dele af den svenske Kattegatkyst under dansk overherredømme. I Ottars beretning fra 880'erne (se Danernes rige) betegnes hele kystregionen af, hvad der i dag er svensk Halland og Blekinge, som dansk. Forudsætningen for dette „Kattegatimperium“ var den maritime krigsførelse, som foregik, også selv om de forskellige ledende familier indbyrdes kæmpede om overherredømmet over Danmark selv.⁸²

Maritim krigsførelse, og maritim erobring af oversøiske kolonier var centrale for udvidelsen og opretholdelsen af magten. 800-årene var formentlig et stadium i udviklingen af det danske rige, hvor bitre kampe om overherredømmet mellem forskellige dynastier i Danmark udspillede sig. Først efter midten af 900-tallet fik denne proces tilsyneladende en midlertidig afslutning under Harald Blåtands regering.⁸³ Han, som vandt sig hele Danmark og Norge“, som han lod det skrive på Jellingstenen omkring 965.