Det fund, der i 1888 blev gjort i Nydam Mose, omfattede næsten 100 sølvbeslag, hvoraf mange var fornemt forgyldt og prydet med støbte karvsnitmønstre. Sølvet var lagt i mosen i tidlig folkevandringstid. Ca 1:2.

.

I det seneste våbenoffer fra Nydam Mose havde de fleste spydskafter indskårne båndmønstre i Kragehulstil. Samme dekoration finder man også på nogle af knivskafterne. 2:5.

.

Et af de prægtigste fund fra et af de sene våbenofre i Nydam Mose på Als er en hel, intakt sølvbeslået sværdskede.

.

Den største lanse i det seneste våbenofferfund fra Nydam Mose har på bladet indlagt et guldbil lede af et halsende dyr -formentlig Fenrisulven. Ca. 2:1.

.

Fra det seneste våbenoffer i Ejsbøl Mose ved Haderslev. Ca 1:2.

.

Sværdskedebeslag fra det seneste våbenoffer i Ejsbøl Mose ved Haderslev. Ca. 1:2.

.

Det 3. og 4. århundrede e.Kr. havde været en tid fuld af krigerisk uro. Truslen om krig var blevet til noget hverdagsagtigt, for gang på gang hændte det, at mange våbenføre mænd måtte af hus for at deltage i de krigeriske konfrontationer. De håndgribelige spor efter de voldsomme begivenheder kender vi fra jernalderens store våbenofre i mange af landets moser (se Urotider. 200-400 e.Kr. ff.).

Men uroen svandt ikke med de nye tider, man gik ind i med den germanske jernalders begyndelse, dvs. i tiden efter år 400. Fortsat fandt der militære konfrontationer sted, og endnu var erindringen levende om de skatte, som man generationer tidligere havde sænket ned i det sorte mosevand. I mange af de gamle, hellige moseområder modtog guderne fortsat de sejrendes takofre.

Nydam Engmose på Sundeved i Sønderjylland var en af de moser, hvor store offerhandlinger tidligere havde udspillet sig. Flere store nedlægninger af våbenudstyr – og både – var sket i 200- og 300-tallet (se Våbenofferet i Nydam Engmose)1, og ofringerne af nedkæmpede fjenders våbenudstyr fortsatte i det 5. århundrede, også selv om søen nu var så tilgroet, at der ikke længere stod åbent vand i området.

Disse sene nedlæggelser fik arkæologerne allerede tidligt færten af. For så tidligt som i 1800-tallet havde man i Nydam Mose fundet et udvalg på næsten 100 afrevne, men prægtige sølvbeslag fra sværdskeder og remme,2 meget lig nogle af de fund som senere blev gjort i Ejsbøl Mose. Den smukke ornamentik på genstandene fra dette sene Nydamfund med deres karakteristiske dekoration af karvsnitornamentik og dyr langs randen har man givet navnet Nydamstilen (se Den første dyreornamentik).

Men ved de nyere undersøgelser i Nydam Mose i 1980'erne og 1990'erne fandt man yderligere et udvalg af våbenudstyr, som formentlig hørte sammen med de allerede nævnte pragtgenstande fra begyndelsen af det 5. århundrede. Det var bl.a. en intakt, sølvdekoreret sværdskede, udsmykket i den såkaldte Sösdalastil samt en række andre udskårne sværdskeder, sværdknapper af bjergkrystal og sølv samt et usædvanligt bæltegarniture,3 en meget fornem ofring, som var nedlagt på et tidspunkt, hvor jernaldersøen var groet til og forandret til en mere eller mindre gangbar moseflade. Rundt om på denne flade havde man nedlagt et antal „pletofre“, dvs. sorteret våbenudstyr.4

På grund af de usædvanligt gode bevaringsforhold kunne man på mange af træstagerne til lanserne i Nydamfundet se de fineste båndflettede mønstre, som ellers kun er bevaret på metaller. De var en påmindelse om, at der har været udsmykning alle vegne på de ting, som mennesker omgav sig med, specielt på våbenudstyret. Ornamenterne og dyrebillederne var dog næppe til pynt alene. De må også have haft en dybere symbolsk betydning som hjælp til at værne og beskytte ejeren i kamp. Til denne udsmykning skal vi senere vende tilbage.

Samtidigt med dette prægtige våbenoffer blev der formentlig også nedlagt andet våbenudstyr.5 Ved de nyere arkæologiske undersøgelser kunne man i et og samme moselag iagttage mindst ni afgrænsede våbenkoncentrationer, der adskilte sig fra hinanden i deponeringsmåde og typesammensætning. Der var tale om sværd, knive, spyd- og lansespidser, skjoldbuler og adskillige træsager, bl.a. lanseskafter, buer og pile. I lanseskafterne var ofte indskåret fletbånd, tovslyng, sprang- og kædemønstre. Alle gængse våbentyper var repræsenteret, men der var foretaget en sortering af våben og personligt udstyr inden deponeringen. Noget tyder på, at det først fundne, prægtige våbenudstyr tilhørte de officerer, som havde ført kommandoen over de krigere, hvis udstyr lå samlet i de ni mindre koncentrationer.

I sidste halvdel af det 5. århundrede fulgte så en sidste våbenofring i Nydam Engmose.6 Den bestod af mere end 1000 enkeltdele, som muligvis havde været byltet sammen i læder eller klæde, og i en krans omkring denne dynge var nedstukket 36 sværd foruden en stor lansespids. Et af sværdene havde en stor forgyldt fæsteknap af sølv dekoreret med nielloindlægninger og støbt dyreornamentik i den såkaldte stil I. Foruden våben indeholdt dyngen også en række genstande af personlig art, repræsenterende mindst to fornemme krigeres dragter og bælteudstyr. Nogle af stykkerne hører til de fineste eksempler på sølvsmedekunst fra den senere del af 400-tallet. Nedlæggelsen er dermed det yngst kendte eksempel på en våbenofring fra hele Skandinavien.

Våbenofringer fra den ældre germanske jernalder fandt også sted i Illerup Ådal, der ligger i det østjyske bakkelandskab nær ved Skanderborg.7 I det, der engang havde været en dyb sø, fandt man ved de arkæologiske udgravninger våben og krigerudstyr især fra den yngre romerske jernalder over et meget stort område. I øst-vestlig retning var der op til 400 meter mellem de indbyrdes fjernest beliggende oldsager, og i retning nord-syd mere end 200 meter.

Man kunne konstatere tre grupperinger af våbenudstyr, som ikke havde indbyrdes forbindelse. Den ældste (Plads A) bestod af et stort antal fundkoncentrationer fordelt over hele det udgravede areal. Yngre var en gruppering (Plads B), som lå på et afgrænset område ved jernaldersøens sydbred, og yngre igen var en gruppering (Plads C) lidt øst herfor. De tre nedlæggelser adskilte sig bl.a. ved den bevidste ødelæggelse, der havde fundet sted før deponeringen.8 Af de tre ofringer var den sidste sket i slutningen af 300-tallet.

Men der havde fundet endnu en ofring sted (Plads D) i 400-tallet. Den omfattede kun en halv snes genstande, og var foregået i søens østlige ende langt fra de tidligere pladser.9 Altså igen et udtryk for, at krigsbytteofringerne fortsatte ind i den ældre germanske jernalder.

Det samme gjorde de i Ejsbøl Mose ved Haderslev, ligesom Nydam Mose, en tidligere jernaldersø. Som vi allerede har hørt, var der omkring år 300 foretaget en meget stor våbenofring (se Våbenofferet i Ejsbøl Mose). Men helt nye undersøgelser har vist, at mosen første gang blev brugt som offersted allerede i tiden kort før og omkring Kr.f.10 Så fulgte omkring år 300 den store våbennedlæggelse af udstyret fra en hær på omkring 200 mand bevæbnet med spyd, lanser og skjolde, og hvis befalingsmænd bar et mere eksklusivt udstyr.11 Et egentligt hærlederudstyr manglede dog. Det har man muligvis nu fundet i form af et meget eksklusivt sværdbælte og noget brudguld i en lille isoleret ofring på vestsiden af det indre mosebassin.12 Ved de nyere undersøgelser er yderligere fundet to våbenofringer i den sydlige kant af mosen. Også de skal formentlig knyttes til den store nedlæggelse fra omkring år 300.13 Altså er der formentlig ligesom i Nydam tale om „pletofre“, dvs. mere eller mindre sorteret våbenudstyr.

Med disse våbenofre er nedlæggelserne fra den ældre jernalder i Ejsbøl Mose udtømte. Men endnu i tiden omkring 400, dvs. i begyndelsen af den tidlige germanske jernalder foregik der fortsat ofringer, og muligvis også af sorteret våbenudstyr.14 De kendes fra to steder i mosen. Det ene sted blev der fundet en halv snes førsteklasses sæt af sværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembeslag. Alt af en høj kunstnerisk kvalitet. Det andet sted blev der blot fundet et enkelt remspænde af sølv med nielloindlægning. Men formentlig ligger dele af våbenofringen fra den tidlige germanske jernalder endnu tilbage i jorden i Ejsbøl Mose.

Til disse tre store våbenofferfund kommer yderligere et, fra den lille Dallerup Sø ganske få km fra Horsens Fjord.15 Her blev i 1800-tallet fundet sværdklinger, lanse- og spydspidser, hesteudstyr, dele af sværdgreb og sværdskedebeslag. I alt ca. 40 stykker våbenudrustning, hvoraf mange havde været udsat for bevidst ødelæggelse. Genstandene var dog tilsyneladende ikke brændt inden deponeringen. En af de fundne spydspidser var af en type fra tiden kort før 400,16 mens resten af genstandene var fra den ældre germanske jernalder. Altså endnu en af de sene våbenofringer fra det 5. århundrede.

De fyrstelige våbensæt fra offermoserne illustrerer den koncentration af rigdom og magt, som også ses andre steder i samfundet i tiden efter år 400. Det er et udstyr, der er fremstillet herhjemme i et miljø, som rådede over de bedste kunsthåndværkere, og hvor man i stort omfang havde adgang til ædelmetaller. De er dog sjældne, disse fund, sikkert fordi det kun var en ganske lille gruppe af fyrstefamilier forundt at lade dem fremstille. Men deres ejere led samme skæbne som de mere almindelige krigere. Ved at ofre deres våbenudstyr overgav man symbolsk hele den nedkæmpede hær til guderne. Men skikken varede ikke ved. I slutningen af 400-tallet mistede alle de sydskandinaviske moser deres betydning som centrale helligsteder. Våbenofringernes tid var ude.

Noter

1: For den seneste tolkning af rækkefølgen af ofringerne se Jørgensen & Petersen 2003.

2: S. Wiell 1997, 2000, s. 47.

3: Jørgensen & Petersen 2003, s. 274.

4: Tidligere mente man, at der var tale om pars pro toto ofringer, dvs. fragmenter af større helheder. Denne opfattelse kan i dag afvises på grund af fundforholdene i Nydam.

5: Betegnet Nydam III, Jørgensen & Petersen 2003, s. 276 ff.

6: Betegnet Nydam IV.

7: Se bind 3, side 511 ff. For en seneste oversigt over samtlige mosefund se J.Ilkjær 2003.

8: Plads A og formentlig også plads B var ubrændt i modsætning til plads C.

9: J. Ilkjær 1990, s. 257. Dateringen af dette sene fund er en sen del af fase D1.

10: Nedlæggelserne A og B, se H.C.H. Andersen 2003.

11: Den såkaldte nedlæggelse C, hidtil betegnet Ejsbøl Nord.

12: H.C.H. Andersen 2003, s. 255.

13: Kompleks D og E. Fundet af tøjlekædebeslag i den ene af de nye nedlæggelser udvider det hidtil kendte antal hesteudstyr fra 9 til 12, se Våbenofferet i Ejsbøl Mose.

14: De to nedlæggelser fra omkring år 400 betegnes Ejsbøl Syd, se Våbenofferet i Ejsbøl Mose, eller Ejsbøl E og F.

15: Stedet har været kendt som arkæologisk lokalitet siden 1849, da en fisker fandt sværd og andet hærudstyr i kanten af søen. Ved en undersøgelse i forbindelse med anlægsarbejder i 1986 fandtes intet, der kunne høre sammen med de allerede kendte fund. Se endvidere J. Ilkjær 2003, s. 51.

16: En spydspids af Sättratype, se J. Ilkjær 1990, s. 240.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De sidste våbenofre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig