En nordisk Guldalder

Da det østromerske rige i 443 e.Kr. for første gang sluttede fred med hunnerne, måtte kejser Theodosius 2. betale angriberne hen ved to tons guld. Ved den næste fredsslutning få år efter var betalingen steget til tre tons guld samt en forpligtelse til en årlig ydelse på 2100 pund guld. Det viser lidt om, hvilke enorme mængder ædelmetal der var i omløb i folkevandringstidens Europa.

Også til Nordeuropa flød guldet rigeligt i disse tider. Så rigeligt, at man heroppe i nord har betegnet tiden omkring 500 e.Kr. som en guldalder. Hen ved 50 kg guld har man fundet fra den tid i Danmark – og nye fund kommer stadig til. En af de koder, der bandt den nye krigerelite sammen over store områder, var netop at omgive sig med fornemt forarbejdede guldgenstande som tegn på, at man var en del af et vidtrækkende socialt og politisk netværk. Især guldringe og gyldent våbenudstyr var symboler på høj social status. Man fornemmer tydeligt fascinationen af det gyldne metal i det engelske heltekvad Bjovulf, der for en del handler om danske forhold (se Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny). Berømte navngivne sværd og guldringe spiller en stor rolle i disse fortællinger.

I Saxo Grammaticus' beretning om den danske sagnkonge Frode og i den nordiske skjaldedigtning, i sagnene om Vølsungerne, hvortil hører historierne om Sigurd Fafnersbane, eksisterer ligeledes en erindring om en fortidig guldalder. Det er historier om prægtige ringe af guld, kostbare våben med magiske egenskaber og skatte, som heltene er villige til at sætte livet på spil for. „En gang skal jo alle dø, og indtil da vil enhver eje guld“, siger Sigurd, da han dræber dragen. Nok er handling og motiver i denne sagnverden af en dunkel oprindelse. Men i den form, hvori digtene er overleveret, angiver navnestoffet, at vi befinder os i folkevandringstiden, det vil sige i det 5.-6. århundrede e.Kr.³⁷

Den overdådige rigdom på guld afspejler sig også i de arkæologiske fund, så for arkæologerne er guldalderen noget ganske håndgribeligt. Guldet kom til landet sydfra, blandt andet i form af mønter, der af datidens smede blev omsmeltet og formet til våbenbeslag og kunstfærdige smykker. I perioden, før guldet begyndte at strømme så rigeligt, i den sene romerske jernalder, 3. og 4. århundrede e.Kr., var det sølv i store mængder, der kom til landet. Det fremgår bl.a. af de mange fund af romerske sølvmønter fra denne tid (se Nedgravede skatte og klingende mønt).

Den efterfølgende folkevandringstid med sine mange guldfund er en af de mest markante epoker i den nordiske oldtid.³⁸ I løbet af ganske få generationer blev guldet lagt i jorden i eller i nærheden af landsbyerne, gravet ned under gulvet i gårdene eller ved de hegn, som indrammede gårdspladserne. Ofte er guldet dog fundet i nuværende eller tidligere moseområder. Eller det kan være nedgravet på marker, hvor vi ikke i dag ser spor af datidens gårde. Måske det er blevet nedlagt ved foden af træer, som i dag er borte. Formentlig skete det alt sammen som led i den kult, krigeraristokratiet udøvede.

En tolkning af de mange guldfund er dog ikke helt ligetil. Vi bruger derfor den forholdsvis neutrale betegnelse skattefund om de mange fund, som i den ældre germanske jernalder ikke blot er præget af guld – de består næsten ikke af andet. Hvad man finder, er kunstfærdigt udformede arm- og halsringe, det er simple og grove betalingsringe af massive guldstænger, ofte med facetteret tværsnit, og det er mundingsbeslag til sværdskeder. Hertil kommer helt enestående genstande som guldhornene fra Gallehus, eller de svenske guldhalskraver. Endelig rummer fundene talrige af de billedrige brakteater (se Asetroens billeder), kunstfærdigt forarbejdede pragtfibler samt senromerske eller byzantinske mønter. Flere tusinde fund kender man. Tilsammen udgør de den største gruppe guldfund fra en enkelt periode af fortiden.

Hvilke tanker der lå bag de enkelte nedlæggelser, har vi svært ved at nå frem til.³⁹ Men at de allerfleste har været en slags investeringer af symbolsk karakter foretaget af samfundets elite, står formentlig fast. Det gjaldt også de mange offernedlæggelser af kostbare bronzegenstande, som bronzealderens høvdingeslægter foretog mere end tusinde år tidligere (se Rige ofre). Og i lighed med bronzealderen har jernalderens nedlæggelser heller ikke været noget, der var konstant over tid. Der var korte perioder med mange nedlæggelser, og der var lange perioder med få. Det har man fortolket sådan, at samfundets elite gennemgik hurtige etableringsfaser afløst af langvarige konsolideringsperioder. Da netop den ældre germanske jernalder var en periode med store sociale og politiske forandringer, ledsaget af en ændret ideologi, kan det ikke undre, at perioden i høj grad var karakteriseret af omfattende rituelle investeringer, som kommer til udtryk i de rige guldfund.

Af det samlede antal fund kan man lave en grov opdeling i to grupper. Dels de såkaldte krigerskatte, der består af bl.a. halsringe og sværdskedebeslag, og som formodes nedlagt af mænd. Dels kvindeskattene, som gerne består af en kombination af dragtfibler og brakteater. I flere af disse fund indgår desuden glasperler i varierende antal. Vigtige kvindeskatte er f.eks. fundene fra Gummersmark på Stevns,⁴⁰ Agerskov i Vestjylland⁴¹ og Skodborg i Sønderjylland.⁴² Dem skal vi alle høre nærmere om nedenfor.

Men først krigerskattene. At det var mænd, der bar halsringene, ser vi bl.a. på en lille guldstatuette i et skattefund fra Slipshavn Skov på Fyn.⁴³ Det blev fundet i 1981 ved hjælp af metaldetektorer og rummede bl.a. en romersk guldmønt, et hængesmykke, en filigrandekoreret dragthægte, to guldbarrer, små stykker af guldbrakteater og andre smykker, et par spiralguldringe, mange små stykker brudguld og guldsmeltedråber. Mest interessant var dog den lille, 6,7 cm høje guldfigur af en nøgen mand, som bærer en halsring, der minder om mange af de kraftige guldhalsringe fra skattefundene. Vi kunne kalde ham „ringenes herre“.

Samme navn kunne vi også give en forunderlig træskulptur fundet i tørven i Rude Eskildstrup Mose ved Munke Bjergby på Sjælland.⁴⁴ Figuren forestiller en siddende, skægget mand klædt i lang kjortel. Over brystet ser man svage spor af krydsbånd, hænderne hviler i skødet og omfatter en ubestemmelig pudelignende genstand. Manden har knebelsbart og hageskæg, og han bærer om halsen en tredelt, riflet halsring. Efter alt at dømme er den af samme art som nogle helt enestående svenske halssmykker af guld, og som dateres til ca. 500 e.Kr.⁴⁵

Noget kunne altså tyde på, at skattefund med ringsmykker hører hjemme i den mandlige sfære.⁴⁶ Vi kender fra hele Danmark hen ved 60 guldfund med hals- og armringe. Mange af disse kan meget vel være kongelige gaver. Specielt i området ved Gudme og Lundeborg på Fyn er der, som vi har set, en stærk koncentration af kostbare skatte, hvor flere genstande vidner om tilstedeværelsen af højtrangerende krigere.

Disse halsringe kunne være rene pragtstykker. Den vel nok mest prangende og overdådige udformning fik de i de ringe, der består af glatte, hule rør, hvorpå der blev påloddet en helt fladedækkende dekoration i meget fin filigran. Herhjemme kendes to pragthalsringe, en fra Hjallese på Fyn og en fra Hannenov på Falster. I samme udførelse som ringen fra Hjallelse kender man to armringe fra Svindinge på Fyn med en samlet vægt på 254 g.⁴⁷

Hannenov-ringen er det mest udsøgte stykke.⁴⁸ Den måler ca. 25 cm i diameter og er fremstillet af et halvt kg guld. To glatte guldrør er tæt besat med påloddede ringe og forbundet ved et hængsel. Overfladen er dækket af den fineste filigranornamentik, der danner cirkler, s-formede figurer, fletværk og enkelte dyrefigurer. Den blev fremstillet mod slutningen af 400-tallet og fundet ganske tæt under overfladen af en tidligere kedelmose. Kedeligt at vi ikke kender ringens navn, for et sådant har den givetvis haft i oldtiden.

Hovedparten af guldringene fra den tid har imidlertid et andet udseende. De er enklere og har gerne fortykkede ender. Det rigeste fund af den type ringe, bortset fra Broholm-skatten (se Magtens holdepunkter), blev gjort i 1869 på Fræer Nordmark ved Ålborg. Hele fem ensdannede halsringe fandt man, deres samlede vægt var 1862 g. Så meget guld var der, at finderen i danefægodtgørelse fik 1581 rigsdaler, det var mere end han kunne tjene på 4-5 år.⁴⁹

Lignende halsringe er fundet i Tåstrup nær Århus.⁵⁰ Her blev to ringe fundet på samme mark. Den største vejede 447 g og den mindste 300 g. Fra Støttrupgård mose, i Vesthimmerland stammer yderligere et eksemplar.⁵¹ Og af næsten samme type er en halsring fundet ved Sparregård kun få hundrede meter fra Støttrupgård, i et tilgrænsende moseområde.⁵²

Endelig kan nævnes fund fra Øland i Limfjorden,⁵³ fra Vejleby Skov på Lolland,⁵⁴ Sønder Lydum i Sydjylland⁵⁵ og Sallinglunde på Fyn.⁵⁶

I krigerskattene indgår undertiden også nogle ødselt udsmykkede guldmundblik til sværdskeder.⁵⁷ De er dels fundet i Gudme, Væth ved Randers og Hov på Langeland. Mundblikkene består af en underplade af guld, hvorpå er loddet dyrerelieffer i tyndt, opdrevet guldblik. Dyreornamenterne er yderligere fremhævet ved pålægning af filigrantråde og granulation. Langs beslagenes kanter er påloddet kraftigere perletråde. Mundblikket fra Hov er i en klasse for sig, det vejer 90,2 g. Mundblikket fra Gudme har en sofistikeret komposition: To dyrehoveder mødes midt på beslaget, og tilsammen danner de en menneskemaske. En tilsvarende dekoration kan man også møde på særligt fornemme sværdknapper.⁵⁸

Særlig interessante er de ringknopper af massivt guld, som også forekommer i det rige krigerudstyr. Vi har tidligere hørt om fund af dem fra Gudme (se Magtens holdepunkter), hvor de blev tillagt en symbolsk værdi, nemlig som udtryk for båndet mellem hirdmanden og hans konge. Selve ringknoppen kan være aftagelig, og der er tilfælde, hvor der blot er gjort plads til en ringknop på sværdfæsteknappen.⁵⁹ I deres ældste form kendes de massive ringknopper fra frankiske gravfund i første halvdel af 500-tallet. De kendes også i Sydskandinavien, men i en meget begrænset region, der knytter sig til Danmark og til de norske og svenske Kattegatområder.

Når magthaverne i Skandinavien optog disse symbolske elementer fra merovingerriget i tiden omkring 500 e.Kr., må det skyldes Clodevigs militære succes med at danne det merovingiske rige (se De store vandringer). Det var hans hurtige erobringer, der forenede riget, og det var gennem hans sønners erobringer, at det nåede sin største udbredelse omkring 565 e.Kr. Det må have sendt chokbølger gennem store dele af Europa, men vi ved også, at der på den tid var kontakt mellem Danmark og Frankerriget. For af de skrevne kilder erfarer vi, at danerkongen Chochilaicus i 515 e.Kr. angreb Frankerriget med en søbåren styrke.

Magthaverne i Sydskandinavien har på den tid haft et indgående kendskab til den merovingiske militære udrustning, og man optog dele af den i sin egen udrustning. Vi erfarer det mest gennem skattefundene, for våbengrave var herhjemme ikke generel praksis i denne periode.⁶⁰ Men der er næppe tvivl om, at optagelsen af de fremmede symboler var udtryk for, at Sydskandinavien allerede var en magtfuld region i det 5. og tidlige 6. århundrede.

Også i de skattefund, som indeholdt kvindesager, kan man finde pragtstykker, hvor guldet må have haft en symbolsk funktion, der vidnede om kontakter langt ud over Europa. Det gælder f.eks. det rige Kitnæsfund, som indeholdt en stor guldfibula og tyve hængesmykker, såkaldte brakteater. Fundet er omtalt nærmere nedenfor (se Asetroens billeder).

Af lige så høj kvalitet er skattefundet fra Gummersmark på Stevns (se Asetroens billeder). I det indgår det ubestridte pragtstykke blandt relieffiblerne fra omkring 500 e.Kr.⁶¹ Fiblen er 15 cm lang og fremstillet af forgyldt sølv, dekoreret med spiraler i karvsnit og menneske- og dyrefigurer. Sammen med den blev fundet 8 guldbrakteater og 10 glas- og ravperler.

En typisk kvindeskat er også den, som blev fundet ved Agerskovgård i Vestjylland.⁶² Den indeholdt en sølvrelieffibula, 8 guldbrakteater og 32 glasperler. Kombinationen fibula og brakteater finder man også i skatten fra Skodborg i Sønderjylland, som foruden en cloisonné-dekoreret pragtfibula indeholdt 4 brakteater og 5 glasperler.⁶³

Et rigt fund gjorde man desuden tæt uden for en af hustomterne på Dalshøj (se Magtens holdepunkter), der udgør en del af den store bosættelse Sorte Muld på Bornholm.⁶⁴ Nedstukket under græstørvdækket lå en forgyldt relieffibula sammen med 17 romerske guldmønter, en lille guldskive, to guldringe og en afhugget guldringstump af samme vægt som en romersk solidus, dvs. 4,5 g. Skatten er formentlig nedgravet mellem 530-40 e.Kr.

Endelig skal nævnes skatten fra Skerne på Falster (se I håndværkernes værksteder),⁶⁵ som blev fundet få kilometer nord for den mose, hvor den prægtige Hannenov-ring kom for dagen. Her lå sammen to sølvfibler og et bæltespænde. Den store sølvfibel var 17 cm lang og vejede over 400 g. Den anden fibel var forgyldt og belagt med guldblik, smykket med filigran, stempel- og karvsnitornamentik samt indlagte røde sten.

Rigdommen på guld må have været meget stor i de aristokratiske kredse i Sydskandinavien, som brugte det som tegn på høj social rang. Også det østlige Sverige, navnlig Bohuslän, Västergötland, var meget rigt på guld. Det største svenske guldfund vejer således over 7 kg. Det er fundet ved Timbolholm uden for Skövde i Västergötland.⁶⁶

Hvor alt det guld kom fra, er ikke til at sige med sikkerhed. Men de aristokratiske slægter i Sydskandinavien, kongeslægterne har vi måske nu lov til at sige, har åbenbart været så magtfulde, at de indgik i politiske alliancer eller optrådte som handelspartnere med kontinentale folkeslag under den merovingiske ekspansion i 500-tallet. Men de kontinentale skriftlige kilder er ikke meget meddelsomme på den tid. Som allerede omtalt nævner de kun, at danerkongen Chochilaicus i 515 angreb Frankerriget.

Det var sikkert i form af øst- og vestromerske guldmønter, solidi, at guldet blev importeret til Norden (se Nedgravede skatte og klingende mønt). De holdt igennem flere hundrede år en konstant vægt på 4,55 g og en lødighed på 24 karat. Skulle man anvende guldet til støbning, måtte det imidlertid legeres med sølv eller kobber, så det fik den rette hårdhed. Også legeringsmetallerne kom til landet udefra. Vi kender dem fra flere store metaldepoter, der indeholdt sønderklippede romerske genstande, fade, skåle, kopper, og småfigurer. Det er depoterne fra Høstentorp i Midtsjælland,⁶⁷ fra Hardenberg på Lolland, Simmersted i Sønderjylland⁶⁸ og Stenhøjgård ved Gudme.⁶⁹ Alle indeholder de brudsølv, ituklippet og sønderbanket sølvmateriale, såvel hjemligt som fremmed, stumper af ringe, kar, plader, smykker, beslag og lignende, alt af sølv.

I dag, halvandet årtusinde senere, er det meget svært at få et indtryk af den kult, som alle de fornemme guldgenstande indgik i.⁷⁰ En stor del af det indgik formentlig i de ritualer, der som hovedfigur havde den største af de nordiske guder, asernes konge, Odin. Men som vi senere skal se, har vi kun et meget lille indblik i den kosmologi, hvormed datidens mennesker forklarede verdens indretning.