Konger, høvdinge, krigere og trælle (800-1050 e.Kr.)

Vikingetiden er den epoke, hvor vi omsider kan måle det fulde omfang af de samfundsforandringer, der var sket igennem den yngre jernalder. Først og fremmest kan vi iagttage det ved de arkæologiske udgravninger af tidens grave. Her kan man studere hele samfundspyramiden fra dens bund til dens top, fra de anonyme trællegrave i bunden, over landbefolkningens ganske beskedne grave til aristokratiets rigt udstyrede kammergrave – og helt i toppen finder man de kongelige gravmonumenter, som vi kender dem fra Jelling i Jylland.

Bag gravskikkene mærker man, hvordan den nye tro, kristendommen, efterhånden begyndte at sætte sit præg på dødekulten -dog er det ofte svært at afgøre, om begravelserne er hedenske eller kristne. Kristen er dog med sikkerhed den store sten, som Harald Blåtand satte ved sine forældres grave i Jelling.

Harald Blåtand var ikke den første, som bar en kongetitel i Danmark. Før ham var der andre konger, men vi kender ikke omfanget af deres riger. Nogle herskede formentlig kun over mere begrænsede dele af landet. Man kan tænke sig, at det er en sådan „småkonge“, der ligger begravet i den fornemt udstyrede skibsgrav ved Ladby på Fyn.

Kong Haralds dåb fandt sted i en tid, hvor der var latente spændinger mellem Danmark og Det tyske Rige. Det var i disse spændingsfyldte år, at Jellingmonumentet blev opført. Og det var i de samme år, at kongen eller hans søn, Sven Tveskæg, lod opføre de store ringborge, Trelleborg, Aggersborg, Fyrkat og Nonnebakken. Det var i sandhed kongeligt prestigebyggeri, som i øvrigt fandt sted samtidig med en række andre store anlægsarbejder, en gennemgribende fornyelse af befæstningsanlægget ved Danevirke og det vældige brobyggeri over Vejleådalen ved Ravning. Alt sammen var det led i den militarisering af landet, som spændingerne i forhold til naboerne i syd afstedkom.

Afsnittet Konger, høvdinge, krigere og trælle (800-1050 e.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet