Forenklet plan af skibsgraven ved Ladby på Fyn.

.

Ladbygraven. Kopi af det forgyldte bronzebeslag, dekoreret i Jellingstil, som hørte til seletøjet til et hundekoppel.

.

Skematiseret snit af bådkammergraven ved Hedeby.

.

Sværdet fra bådkammergraven ved Hedeby.

.

Gravpladser med vognfadingsgrave i det gammeldanske område.

.

Mankestol fra Møllemosegård på Fyn. Ca. 1:3.

.

Sådan kan mankestolen fra Møllemosegård have hvilet på hestens ryg.

.

Mankestole fra Søllested på Fyn. Ca. 1:3.

.

Detaljer af udsmykningen på mankestole fra henholdsvis Søllested (a), Møllemosegård (b) og Mammen (c).

.

Der er gode grunde til at antage, at der er en nær forbindelse mellem ryttergravene og vikingetidens kongemagt.108 Men der er også grave, der hører til endnu højere oppe i samfundspyramiden. Ja, som måske har rummet mænd, der var bærere af titlen „konge“. Det gælder den fornemme skibsgrav fra Ladby på Fyn, og det gælder en lige så fornem skibskammergrav fra Hedeby. De to grave er de fineste eksempler på denne form for hedensk jordfæstelse i det gammeldanske område.

Oppe i det nordfynske landskab, mellem Kertinge Nor og Kerteminde Fjord ligger Ladby, i et landskab omringet af fjord, bælt og hav.109 Fra hver en bakketop ser man vandene blinke bag de hældende marker. Og kommer man højt nok op, kan blikket vandre vidt til alle sider: til Sjælland med Asnæs og Røsnæs, Samsø fra Lushage til Vesborgs gule klint, Jyllands kyst med Bjerre herreds bakkeland, og over Odense Fjord og hele Nordfyns kyst helt til Agernæs. Herude farer der altid en frisk vind over en mangfoldighed af vilde blomster: blåmunke, snerre, løvetand og store violette tidsler.

Ladbygraven ligger direkte ud til sejlløbet i Kerteminde Fjord. Graven blev undersøgt i 1934-37.110 I modsætning til de norske skibsgrave fra Gokstad og Oseberg var kun meget lidt af skibet bevaret, blot formuldede trærester og korroderet jern. Den centrale del af graven var tilmed plyndret, og gravgaverne såvel som resterne af den døde var ødelagt eller helt fjernet. Alligevel kan man få et godt indblik i den prægtige grav, som blev anlagt her tidligt i 900-tallet, en eller to generationer før Bjerringhøjgraven.

Ved begravelsen af den døde stormand eller konge havde man slæbt det over 20 m lange skib på land. Ankeret var trukket indenbords, og skibet fremstod så at sige sejlklart. Formentlig var der, ligesom i Sutton Hoo, Oseberg og Gokstad, bagest i skibet en kammeragtig opbygning med teltformet tag, hvori den døde blev lagt. I forskibet anbragte man kadaverne af 11 ofrede heste og mindst 4 hunde.

Den døde var som nævnt blevet plyndret eller fjernet. Det var næppe sket længe efter gravlæggelsen. Man kunne dog fastslå, at han havde været klædt i meget kostbare klæder. Bl.a. hørte dertil et fornemt gammelt bæltespænde af sølv med akantusornamentik af frankisk oprindelse samt broderier og possementarbejder af guld- og sølvtråd. Disse guld- og sølvarbejder var ikke blot rent dekorative, de var også rangbetegnende elementer,111 hvis forbilleder man både skal søge i det frankisk-karolingiske kulturområde og mod sydøst, i Kiev-Byzans.

Våbenudstyret i Ladbygraven var kun delvist bevaret. Det frankiske sølvbæltespænde, som var fremstillet i midten af det 9. århundrede, havde formentlig hørt til et sværdbælte. Men af sværdet var ingen spor. Det var der derimod af resterne af et skjold, bundter af pile med lancetformede spidser og en lille økse. Den sidste var måske brugt til at slagte offerdyrene i forskibet. Til hundene hørte et samleled af forgyldt bronze, dekoreret i Jellingstil, til en firdelt hundeline.

Endelig blev der fundet rester af mindst fem rytterudstyr og dele af et bordservice, bl.a. en delvis forgyldt sølvtallerken, mindst to træspande og en bronzeskål samt nogle knive. Dertil kom resterne af et spillebræt.

Efter alt at dømme drejede det sig om en kongelig begravelse.112 Formentlig ikke længe efter, at den havde fundet sted, var man brudt ind i graven, muligvis for at flytte liget til en kirke, som det tilsyneladende også var tilfældet i Nordhøjen i Jelling (se En konges eftermæle). En del af gravudstyret blev samtidig fjernet eller tilintetgjort, men det, som blev tilbage, viser, at det må have været en grav for en person med stor rigdom og meget høj social status.113

Samme høje standard når også den anden formodede kongegrav, den noget ældre skibskammergrav fra Hedeby. Dens monumentalitet kunne man beundre, når man i vikingetiden sydfra nærmede sig Hedeby. Lige inden man skulle passere den gravplads, som lå uden for byvoldens sydport, kunne man på højre side af vejen se den fornemme bådkammergrav fra midten af det 9. århundrede.114

Også her havde man slæbt et 17-20 m langt vikingeskib på land og anbragt det over et 4,5 x 2,5 m stort, tømret gravkammer opdelt i to kamre af forskellig størrelse. Tre små ofrede heste var gravet ned i en separat grube under skibet. I det mindste af kamrene lå den døde stormand eller konge med et af de kostbareste sværd, man kender fra tiden, et karolingisk sværd med sølvindlægning, dekoreret med kristne motiver, samt et fyrsteligt udstyr bestående af drikkekar, stigbøjler, sporer og seletøj til hest. I det største af kamrene lå to mænd, ligeledes med kostbare våben og seletøjsudstyr. En fyrste, måske en konge og hans følge (den ledsagende dobbeltbegravelse), var det efter alt at dømme, gravsat i en hedensk grav og udstyret med alt det, som hørte til rejsen til Valhal.115 De gravgaver man fandt i graven, stammede fra 1. halvdel af 800-tallet, formentlig var gravlæggelsen sket ca. 830-50. Den blev afsluttet ved at man opbyggede en jordhøj, ca. 40 m i diameter over graven.

Om dette fornemme gravmonument har man foreslået, at det var bygget over den danske kongesøn Harald Klak, som må være død ca. 840-50.116 Harald Klak var fordrevet af kong Horik og hans brødre og kæmpede imod dem. I 826 lod han sig, som vi allerede har hørt, døbe på foranledning af den frankiske kejser Ludvig den Fromme og aflagde ved samme lejlighed ed som kejserens vasal. Harald Klak havde ikke held med sine forsøg på at vinde den danske trone, og man skal ikke undre sig over, at han eventuelt blev begravet hedensk. Dåben i Mainz havde først og fremmest været en handling, der skulle redde hans danske kongeværdighed.

De grave, vi hidtil har omtalt, har alle været mandsgrave. Men hvordan indgik elitens kvinder i den hedenske gravkult? Det har vi allerede kort berørt, da vi besøgte gravpladsen på Fyrkat, hvor to af de døde kvinder var begravet i vognfadinger, en gravform vi kender fra alle de gammeldanske provinser bortset fra Fyn, Lolland-Falster, Sjælland, Halland og Blekinge samt Bornholm. Hvor de fornemme mænd åbenbart red til hest til Valhal, der rejste højættede kvinder tilsyneladende i vogne.117

Den fornemste af de kendte vognfadingsgrave er formentlig også en af de sidst anlagte. Det er den grav, man udgravede under kirken i Hørning mellem Århus og Skanderborg.118 Under den middelalderlige kirke fandt man sporene af den oprindelige trækirke opført kort efter 1060 (se Den gamle tro). Trækirkens stolper var gravet ned gennem den opkastede fyld fra en kammergrav fra vikingetiden, dækket af en gravhøj, som senere var blevet jævnet ved kirkens opførelse.

Kammergraven var bygget af lodret stillede planker på samme måde som Bjerringhøjgraven. Højen, som havde været ca. 20 m i diameter, lå på en lille gravplads med øst-vest orienterede jordfæstegrave, alle uden gravgods. Den døde i kammergraven, en kvinde, var bisat på en vognfading. Hun havde ligget på ryggen iført en kjole eller bluse med halvlange ærmer afsluttet af sølvindvirkede borter.119 En lignende bort har sandsynligvis kantet halsudskæringen. Et ca. 5 cm bredt og 2,5 m langt, sølvindvirket bånd strakte sig fra den gravlagtes pande og ned til knæene på hver side af kroppen, sikkert borten på en kappe eller et langt hovedlin.120 Muligvis foreligger der her en påvirkning fra frankisk dragtskik. Af smykker bar Hørning-kvinden fem glasperler på brystet, og ved hendes knæ lå en lille kniv med sølvindvirket skaft og to små hvæssesten, velsagtens til synåle. Som gravgods havde kvinden bl.a. fået med sig et glasbæger, et lille skrin, et trækar, en træbøtte, et lerkar samt et bord af træ, hvorpå der havde stået et vaskefad.

Det kan ikke udelukkes, at denne fornemme kvinde har været kristen, men hun var begravet på hedensk vis. Var hun en hedning, kan kristne efterkommere eventuelt have søgt at kristne hende ved at bringe graven under kirkens tag.

Bisat på en vognfading fandt man også en fornem kvinde i gravhøjen Hvilehøj ved Randers.121 Hendes gravgaver bestod bl.a. af saks og jernknive, et træskrin og en træspand med metalbeslag. Men hvad der var særlig udsøgt, var hendes klæder. Man fandt bl.a. et fragment af et tøjstykke, der på to sider var forsynet med en guld- og sølvindvirket silkebort og kantet med bæverskind. Formentlig har vi her et hjørne af kvindens kappe. Desuden fandt man rester af forskellige uldtøjer i toskaft- og treskaft-vævning. Tøjet i toskaft-vævning havde indvævede mønstre. Rester af noget blåt uldtøj antyder, at hun havde båret en dragt bestående af en over- og underkjole. En brikvævet bort, der er bredere end kappen, havde muligvis prydet kjolen, ligesom det kendes fra Oseberg-kvindens silkeapplikationer.

Vognfadingsgrave er endnu ikke fundet hverken på Fyn eller Sjælland. Det beror formentlig på tilfældigheder, for man kender dem så langt østpå som i Skåne, i hvert fald i 2. halvdel af 900-tallet.122 Deres forekomst her, i øvrigt sammen med våbengrave med økse alene, kan muligvis ses som en indikation på, at det egentlige Skåne tidligst under Harald Blåtand og senest under Sven Tveskæg blev en fuldt integreret del af riget.123

Men lad os vende tilbage til nogle af de rige grave, hvor temaet kørsel med vogn og heste må have spillet en stor rolle i gravkulten. Det er f.eks. tilfældet i en grav fra Møllemosegård ved Hillerslev mellem Odense og Fåborg, hvis indhold desværre er vanskeligt at fortolke. Fundet blev gjort i en gravhøj for knap to hundrede år siden, og oplysningerne om gravens karakter er ganske usikre.124 Ved at søge grus til vejfyld stødte man i 1826 på en kammergrav, hvorfra man bjergede to dyrehoveder af bronze og „en bøjle med tvende svaner“, to lerurner, benraden af en hest, og ved siden deraf et menneskeskelet. Desuden mange forrustede jernsager, heriblandt to fuldstændige bidsler, hvis stænger havde været belagt med tynde sølvplader, en skjoldbule og en dolk, en træspand og et bronzekar, hvori der lå et vokslys.

Det er ikke muligt at danne sig et billede af, hvordan gravkammeret i Møllemosegårdgraven så ud – alt træværk må have været bortrådnet. Men skal vi dømme ud fra andre, samtidige grave, var det et træbygget gravkammer, og det var formentlig omkring midten af 900-tallet blevet opført i en ældre høj.

Dyrehovederne og bøjlen med „svanerne“ m å have siddet på en mankestol, der som en del af seletøjet har ligget over ryggen af en hest – vel at mærke en kørehest forspændt en vogn. At dømme efter bidslerne har der været to heste i forspandet. Meget kan være gået tabt ved den hårdhændede udgravning, og vi kan intet sikkert sige om den gravlagtes køn. Dolken og skjoldbulen peger på, at det var en mand, men mankestolene og bidslerne kunne lige så vel tilhøre en kvinde.

Lysestumpen af bivoks er naturligvis interessant. Graven fra Møllemosegård må være anlagt i årene omkring trosskiftet, så lyset kunne være et kristent symbol. Vokslys spillede jo en væsentlig rolle i den kristne liturgi. Men vi kender også vokslys fra en række andre danske, efter alt at dømme hedenske vikingetidsgrave.125

Spørgsmålet om den dødes køn i Møllemosegård-graven må stå åbent, det gør det i øvrigt også i en anden og samtidig fynsk grav, Søllested-graven. Den blev udgravet i 1861, også usagkyndigt, og om størrelsen af højen forlyder intet.126 Gravkammeret var ca. 4-5 m langt, og det var gravet 2,6 m ned i undergrunden. I kammeret lå et fad af tinbronze, formentlig et vaskefad, to spande, den ene af bronze, den anden af træ med jernbånd, forskellige spænder, en haspe udsmykket med et dyrehoved, der har hørt til et skrin, nogle jernnagler og et antal sølvbelagte prydknapper samt et vokslys. Endvidere var der hestetøj: to bidsler af jern med sølvbelægning, to jernkæder, som endte i bøjler til en vognstang, to mankestole af træ med lueforgyldte, pragtfuldt formede beslag fra et sæt pragtseletøj til to køreheste. Hestetøjet må stamme fra et af landets fornemste værksteder, udført omkring midten af 900-tallet.127 Også her er det uklart, om der var tale om en mands- eller kvindegrav.

Hvis vi skal sammenfatte det noget flimrende billede af gravskikkene i vikingetiden, kan vi konstatere, at jævne, våbenføre mænd gennem hele vikingetiden blev gravlagt med sparsomt udstyr. Øksen var det almindeligste symbol på den dødes rang af kriger. Derimod blev socialt fremstående mænd fra slutningen af 800-tallet gravlagt med rigt kriger/rytterudstyr. I anden halvdel af 900-tallet blev begge grupper af krigere gravlagt med en økse som eneste våben. Men fornemme, sølvindlagte økser udskiller nu en lille gruppe fremstående krigere, som socialt set må have befundet sig lige under fyrsten.128

For kvindernes vedkommende er billedet lidt mere uklart. En gruppe socialt fremstående kvinder udskiller sig dog i 900-tallet ved at være begravet i vognfadinger. Som allerede bemærket synes elitens kvinder at have kørt til Valhal, medens mændene red dertil. Det kan tages som udtryk for, at tidens gravskikke havde deres oprindelse i Odinkult og Valhalforestillinger, i hvert fald fra slutningen af 800-tallet.129

Da disse trosforestillinger imidlertid havde rødder betydeligt længere tilbage i tiden, har man spurgt, hvorfor denne gravkult fik så markant et udtryk i århundredet lige inden kristendommens indførelse.130 Her har man peget på muligheden af, at det var det dynastiske skift sidst i 800-årene, der udløste den ny gravskik. Ved dette skift, som fandt sted, efter at det foregående dynasti var blevet udryddet i det katastrofale slag ved Löwen i 891, blev det kongerne Olaf, Gyrd, Gnupa og Sigtryg, der kom til at styre Danmark.131

Forklaringen lyder da videre, at det nye styre havde brug for Odinkulten og Valhalforestillingerne for at legitimere sig.132 For at styrke sin adkomst til tronen havde man brug for at fremhæve kongeættens afstamning fra Odin, for at styrke danernes selvfølelse efter nederlaget og give dem kraft til at modstå det ydre pres på riget. Med forbillede i kongeættens grave tillagde stormænd landet over sig den overdådige ryttergravsskik. Og måske viser det ringe antal typiske kriger/ryttergrave i Skåne, at denne østlige landsdel endnu kun var løst tilknyttet riget, og at de skånske stormænd endnu ikke stod i et direkte afhængighedsforhold til kongen.133

Da så et nyt kongehus tog magten i den anden fjerdedel af 900-tallet, fortsatte det forgængernes traditioner. I Gorms og Haralds Jellingmonumenter, som vi snart skal høre om, var der således intet afgørende nyt. De var blot større og mægtigere, end hvad man hidtil havde set.134

Men hvem var de da, de stormænd og krigere som vi finder begravet i ryttergravene og de rige grave, hvor alene en fornem økse udgjorde våbenudstyret? Vi har hidtil omtalt dem som tilhørende vikingetidens elite. Men der er også gode grunde til at antage, at de tilhørte den gruppe af mænd, som på runestenene betegnes thegner eller drenge.135 Danske konger må siden 700-tallet, ja, måske endnu tidligere, have haft deres egen hird, deres eget lid. Det bestod af krigere, der var knyttet sammen i en fælles troskabsed over for deres herre. En del af disse krigere må have været rekrutteret fra familier, der lokalt var meget indflydelsesrige.136Drenge var sandsynligvis unge krigere, mens thegner var ældre, og nogle af dem synes at have tilhørt de samme familier som drengene. Thegn og dreng er altså socialt højt placerede individer fra samme samfundsniveau – alderen afgør titlen. Dog skal vi ikke tage for givet, at alle thegner, som forekommer i runeindskrifterne, var kongens mænd. Nogle af dem kan have gjort tjeneste i et andet lid eller har måske slet ikke tjent andre.137 Alligevel er det sandsynligt, at de fornemste mænd i de rige grave138 har været kongens fogeder eller ombudsmænd, i hvert fald må de have været medlemmer af hans hird, om end nogle af dem kan have stået i opposition til hans politik.

Noter

108: E. Roesdahl 1983 og 2001.

109: Navnet Ladby betyder byen ved ladepladsen.

110: J. Brøndsted 1936, s. 141, nr. 76; K. Thorvildsen 1957; C. Madsen & H. Thrane 1985; nypubliceret ved A.C. Sørensen 2001.

111: I. Hägg 1991b.

112: H. Hellmuth Andersen 1986a.

113: P. Sawyer 2002, s. 140.

114: Udgravet 1908, se M. Müller-Wille 1976; E. Wamers 1994.

115: H. Hellmuth Andersen 1986a; M. Müller-Wille 1991.

116: E. Warmers 1994. Tolkningen står dog ikke uimodsagt, se bl.a. P. Sawyer 2002, s. 74.

117: Vognfadingsgrave er en sent identificeret gravform. Mange blev formentlig ødelagt under højsløjfningerne i 1800-tallet. De er repræsenteret i alle tre danske koncentrationer af ryttergrave, således gennem nyfund fra Langeland også i Storebæltsområdet. Forskellen i antallet af ryttergrave i forhold til vognfadingsgrave synes ikke at kunne bære afgørende samfundsmæssige konklusioner. Det er særlig vigtigt, at de nu er fundet i Skåne og nord for Limfjorden, hvor flere andre af dansk vikingetids almindelige gravformer ellers savnes.

118: Krogh & Voss 1961; K. Randsborg 1980, s. 125, se også O.Voss 1991.

119: E. Munksgaard 1974, s. 175.

120: Båndet kan stamme fra en kantning til en palla, som i europæiske sammenhænge kendetegner den kristne kvindes dragt, se A. Hedeager Krag 1999b.

121: J. Engelhardt 1881; J. Brøndsted 1936, nr. 32; E. Munksgaard 1974, s. 175; E. Roesdahl 1977, 1978b; A. Hedeager Krag 2003.

122: L. Larsson 1981.

123: En dansk magtforskydning fra vest mod øst i 900-tallets 2. del antydes også af andre kilder, se P. Sawyer 1988, s. 219 ff., 231 ff.; I. Skovgaard-Petersen 1991.

124: A. Pedersen 1996, 1997c, 1999a; H.Andersen 1999.

125: Vokslys er fundet i Jelling-, Søllested-, Mammen- og Brandstrupgravene. Alle lysene er af meget forskellig størrelse. Det største er det fra Mammen, som nærmest ligner et alterlys. Placeringen i gravene synes at have vekslet: Brandstruplyset lå på bunden af gravkammeret, Jellinglyset lå på de bjælker, der dannede loft over det, og også det store lys fra Mammen synes at have ligget over tagdækket. De danske lysgrave er formentlig hedenske, de er lagt under høj og indeholder jordisk gods til brug for den døde i det hinsidige. Alligevel er det, som om man har villet række den nye lære en lillefinger. Den kristne kirke indtog på den tid en overvejende liberal holdning i den slags anliggender. F.eks. brugte man primsigning, en slags indvielse til kristenlivet, men endnu uden dåb. Det benyttede mange sig af, som oftest vel af praktiske grunde. Måske de døde i de danske lysgrave var primsignede, dvs. at de ikke endeligt havde afskrevet deres hedenske tro, men stillet i udsigt, at de ville gøre det, se B. Leth-Larsen 1991 og Iversen & Nielsen 1995.

126: Fornyet undersøgelse i 1987, H. Hellmuth Andersen 1987b; A. Pedersen 1996, 1997b-c.

127: S.H. Fuglesang 1991, s. 92.

128: U. Nasman 1991a, s. 171.

129: E Roesdahl 1983. Her fremhæves også stednavneforskningens konklusion, at Odinskulten var samfundsbærende i Danmark og nært knyttet til kongen.

130: U. Nasman 1991a.

131: A.E. Christensen 1969, s. 197 ff.; Skovgaard-Petersen 1977, s. 161 ff.; H.H.Andersen 1986.

132: U. Nasman 1991a, s. 171.

133: P. Sawyer 1988, s. 40 ff.

134: H.H. Andersen 1986, s. 28.

135: Om thegner og drenge se K.M. Nielsen 1945; A.E. Christensen 1969, s. 218 ff; P. Sawyer 1988, s. 171 ff., 303, 354.

136: Andre i direkte afhængighedsforhold til lederen kaldtes huskarle (hemthægi) og må vel betragtes som menige professionelle krigere.

137: De fleste runeindskrifter, som nævner thegner, findes i Danmark og Västergötland. Formentlig var de fleste folk, som anerkendte kongens overherredømme og tjente som hans lokale repræsentanter, efter at have gjort tjeneste i kongens lid.

138: Som foreslået af I. Skovgaard Petersen (1991).

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Konger - og kvinder af fornem byrd.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig