Landet militariseres

Opførelsen af ringborgene var langtfra de eneste store militære anlægsarbejder, som blev iværksat af den danske konge på netop denne tid. Befæstningsarbejderne ved rigets sydgrænse, ved Danevirke, hører også med i billedet af den militarisering, landet blev genstand for sidst i 900-tallet.

Oldtidens Danevirke manifesterer sig i Hovedvolden, Krumvolden og Nordvolden og er, som vi tidligere har set, et stærkt vidnesbyrd om et dansk riges eksistens, længe før den historiske overlevering sætter ind. Allerede i begyndelsen af 700-tallet havde den danske konge ladet udføre kolossale jordarbejder her, formentlig for at beskytte riget mod sydfra kommende farer. På kong Godfreds tid i begyndelsen af 800-tallet havde der igen været byggeaktivitet. Det ved vi fra de frankiske annaler, der fortæller, at Godfred „besluttede at befæste sit riges grænse mod Saksen med en vold, således at dette fæstningsværk dækkede hele Ejderflodens nordbred fra den havbugt, som de (danerne) kalder Ostarsalt, til det vestlige hav. Kun af en enkelt port skulle den afbrydes, hvorigennem vogne og ryttere kunne komme ud og ind“.¹⁸⁵

Det er imidlertid uvist, hvilken del af Danevirke, det drejede sig om. Intet voldforløb og ingen byggefase er hidtil dateret til Godfreds tid. Måske hans byggeri i virkeligheden var en reparation og klargøring af de ældre volde.¹⁸⁶

Herefter synes der at være gået hen ved halvandet hundrede år, før der igen var store byggearbejder ved Danevirke. Store reparationer og udbygninger blev ifølge dendrodateringerne foretaget omkring 968, altså i Harald Blåtands regeringstid. Måske er det hans indsats, eftertiden har overført til moderen, Tyre, til hvem voldene i en senere tid blev tilskrevet.¹⁸⁷ Lad os besøge det Danevirke, som kong Harald overtog, da han blev konge. Det vældige voldanlæg strakte sig over 15 kilometer fra Sliens inderste vig ned mod de sumpede områder langs Rheide Å og videre langs disse til vådområderne i nærheden af Hollingsted. Det var tydeligt, at man tidligere ved valget af voldens linjeføring havde taget terrænforholdene i betragtning. Et sted havde man således ladet en sø, Danevirkesøen, indgå i voldforløbet. Den adskilte den såkaldte Nordvold fra Hovedvolden, der igen fortsatte i Krumvolden.

Hele dette voldsystem var imidlertid på Haralds tid gammelt og forfaldent. Der var ydermere sket det, at syd for volden var den store handelsstad Hedeby vokset frem (se De første handelsbyer). Den var ikke beskyttet af Danevirke. For at kunne forsvare byen i en nødsituation havde man lagt en halvkredsvold omkring bebyggelsen, som dog stadig var sårbar, fordi en fjende let kunne afskære den fra livsnødvendige forsyninger.¹⁸⁸

Den mangel rådede kong Harald bod på ved i slutningen af 960'erne at anlægge en vold fra Danevirkesøen til Hedebys halvkredsvold. Forbindelsesvolden kalder man den.¹⁸⁹ Derved mistede Nordvolden sin betydning, Hedeby fik til gengæld uhindret adgang til områderne nord for voldene. Formentlig blev også Hovedvolden repareret i samme forbindelse.¹⁹⁰

Efter alt at dømme forestod Harald lidt senere også opførelsen af den vold, som kaldes Kovirke, og som lå to-tre kilometer syd for Forbindelsesvolden.¹⁹¹ Den nye vold udgik fra bunden af Selk Nor, Sliens sydligste punkt, og løb så i en fuldstændig lige linje med retning mod knækket, hvor Hovedvolden mødte Krumvolden. Formålet med dens opførelse var sandsynligvis at forkorte frontlinjen, for volden er anlagt, hvor afstanden mellem vandlejerne, Selk Nor og Rheide Ådal, er kortest.

Dateringen af Kovirke er endnu lidt uvis, for træ anvendeligt til årringtælling er ikke fundet. En kulstof 14-datering henviser dog volden til 900-årene. Selv om dateringer af denne art ikke kan angive præcise årstal, virker tidsfæstelsen ikke på nogen måde urimelig. Hertil kommer, at selve voldkonstruktionen og den geometriske udlægning i landskabet minder så meget om Trelleborg og de andre danske ringborge, at man tør regne med en samtidighed med disse, det vil sige til omkring år 980, og altså stadig i Harald Blåtands tid. Det kan eventuelt være efter generobringen af Hedeby i 983, at Kovirke blev opført – byen havde jo i en kortere årrække været på tyske hænder under stridighederne mellem kong Harald og det tyske riges mægtige kejser, Otto den Store.

Kovirke var en ca. 7 km lang forsvarsvold, om hvilken man har sagt, at den bærer Trelleborgs ingeniørofficerers stempel. Det ser man f.eks. i den port, som indgik i voldens konstruktion.¹⁹² Ved de arkæologiske udgravninger kunne man konstatere, at voldgraven manglede over en længde af 10 m. Midt for dette stykke var der en 4 m bred afbrydelse af volden. For at holde på jordvolden var der i hver side af voldåbningen en godt 4 m lang række tætstillede, lodrette træstolper på tværs af volden. De stammer utvivlsomt fra en overbygget portkonstruktion af ganske samme art, som vi kender fra samtidens ringborge. Trafikken oppe på volden har således kunnet foregå uhindret hen over porten. Eller måske der har været et tårn, der kunne give mulighed for en god oversigt over volden og forterrænet. I forbindelse med portåbningen fandt man i øvrigt hjulspor efter den gennemkørende trafik. Det kunne være selve Hærvejen, der gik igennem her.¹⁹³

Den lange, snorlige vold har vist sig at være en jordvold med træpalisade i fronten og en spidsbundet grav foran. Voldgraven var 4 m bred og 3 m dyb. Et stykke bag ved denne var der en 3 m høj plankevæg med en jordvold bagved. Der har kun været bygget på den én gang, og efter voldens forfald er den blevet opgivet.

Udgravningerne af Kovirke har gjort det muligt skønsmæssigt at beregne omfanget af arbejdsindsatsen ved voldens opførelse.¹⁹⁴ Bl.a. kan man beregne, at der er flyttet næsten 40.000 kubikmeter grus med en samlet vægt på omkring 100.000 tons fra voldgraven og op i volden. Hvis vi antager, at et menneske ved at bære jorden i kurve kan flytte ca. 1 kubikmeter pr. dag, svarer arbejdet med at flytte de 40.000 kubikmeter til omkring 1000 mands arbejde i 40 dage.

Træforbruget ved opførelsen af volden har ligeledes været enormt. Man skulle bruge omkring 3500 af de lodrette palisadestolper, der var 4 m lange og op til 50 cm i diameter. Desuden hen ved 7000 skråstolper af 2-3 m's længde. Og endelig ca. 20.000 kvadratmeter plankebeklædning til palisadefronten. Det har krævet et par tusinde stammer af 4 m's længde og 6070 cm's tykkelse. Alt i alt må man regne med, at 12-14.000 træer, hovedsagelig ege, er gået med til voldens opførelse. Det svarer til et skovareal på 200 ha, eller til et bælte på omkring 300 m's bredde langs hele volden.

Man har skønnet, at fældningen og den nødvendige tildannelse af disse enorme mængder træ, skulle kunne klares af 500 mand i 40 dage. Konklusionen på regnestykket blev, at ud fra et optimistisk skøn skulle 2000 mand kunne klare opførelsen af Kovirke på en måneds tid.

Anlægsarbejder af den art har ikke blot forudsat en usædvanlig stærk styrende hånd og en fast organisation. De må også have mobiliseret meget store dele af befolkningen. Megen arbejdskraft gik til selve det fysiske arbejde ved opførelsen af anlæggene. Men endnu flere må have været inddraget i leverancerne og transporten af tømmer og proviant. Frivilligt er det næppe sket alle vegne.

Vi kender ikke omfanget af de forpligtelser, tidens stormænd havde til kongemagten, om at stille arbejdskraft og materialer til rådighed for de kongelige byggearbejder, hvoraf mange havde et yderst prestigiøst præg. Men det er næppe foregået uden konflikter. Ja, det må have været uundgåeligt, når man tager arbejdernes omfang i betragtning. For Jellingmonumenterne og byggeriet ved Danevirke var ikke de eneste kæmpeopgaver, kongen pålagde sine undersåtter. Den store bro over Ravning Enge i Vejleådalen, bygget omkring 980, var formentlig endnu et led i den samlede plan.

Den vældige konstruktion blev udgravet i 1972-82, og dens samlede længde var 760 m. I alt 280 brofag omfattede den, som hver udgjordes af fire svære stolper, placeret med en indbyrdes afstand af 1,2 m.¹⁹⁵ Ud for yderstolperne i hvert fag stod en mindre, skråtstillet stolpe. De lodrette stolper, som var op til 6 m lange, var omhyggeligt firesidigt tilhugget, således at kanterne var ca. 30 cm på hver led.

Ravningbroen er anlagt på det bredeste sted i ådalen. Det kan umiddelbart undre, for normalt bestræber man sig på at gøre broer så korte og dermed så billige som muligt. Men det var ikke målet for Ravningbroens bygherre. Hans bro blev lang og uhyre arbejdskrævende. Placeringen kan dog have haft den fordel, at vand- og ispres på brokonstruktionen blev reduceret. Og dertil kommer, at broen med sin placering udnyttede nogle stabiliserende lag i undergrunden.

Ved de arkæologiske undersøgelser fandt man ikke blot den bærende konstruktion, men også dele af brobanen. Hermed har man kunnet fastlægge hovedtrækkene af broens konstruktion. Oven på de lodrette stolper i hvert fag var fastgjort en 5,5 m lang tværdrager, som blev holdt på plads af indhug i stolperne. Oven på dette stykker tømmer, som i tværsnit var 25-30 cm højt og mere end dobbelt så bredt, hvilede det langsgående tømmer, der forbandt stolpefagene med hinanden. Øverst var placeret de mere end m brede, tværgående kørebaneplanker, selve brodækket, som alt i alt har været omkring 3800 m² stort.

Alle samlinger var udført med træpløkke og nagler, og man skønner, at der til byggeriet er gået tømmer fra mere end 300 hektar skov. Det terræn, broen førte over, var sumpet, og her og der var der områder med åbent vand. Vurderet ud fra skråstolpernes hældning har brodækket været placeret mindst 1,5 m over terrænet.

Hvor længe dette imponerende bygningsværk var i brug, ved man ikke. Man har ikke fundet spor af reparationer i den bærende konstruktion, så et længere tidsrum har der næppe været tale om. Et forslag har lydt på et halvt hundrede år, men efter alt at dømme har brugstiden været endnu kortere.

Den over 700 m lange bro over Ravning Enge har hidtil været årringdateret til år 979. Nyere undersøgelser lader imidlertid ane, at det er lovlig tidligt.¹⁹⁶ Broen er nok noget yngre, dog ikke mere end at Harald Blåtand stadig kan komme på tale som iværksætteren – om ikke andet så på det planlæggende stadium.

Men hvad var formålet med broen? Det har været foreslået, at den var til brug for militæret. At den skulle sikre troppebevægelser op og ned gennem halvøen. Men Hærvejen lå kun syv kilometer længere mod vest. Den fulgte det jyske vandskel, så her har man kunnet færdes uden at besværes af krydsende åløb. Formentlig har Jellings nærhed spillet en rolle, men hvilken? Kan man tænke sig, at broen, ligesom senere tiders kongeveje, kun var bestemt for nogle få privilegerede personer? Muligheden foreligger, men også andre, os ubekendte faktorer kan have været afgørende.

Dateringer til Harald Blåtands regeringstid finder vi også i flere mindre bro- og vejanlæg andetsteds i Danmark. Man kan nævne et 70 m langt anlæg ved Risby nær Præstø.¹⁹⁷ og et noget kortere ved Bakkendrup i Vestsjælland – det sidstnævnte ligger umiddelbart syd for den rige bebyggelse ved Tissø.¹⁹⁸ Broerne eller vejene havde begge knap 3 m brede kørebaner, hvor de bærende fag bestod af to lodrette og to skrå stolper, og begge broer har været i brug ret kort tid, formentlig blot en snes år. En bro over Gudenåen ved Falgård syd for Rye Møllesø kan ikke årringdateres nøjagtigt, men er også fra sidste fjerdedel af 900-årene.¹⁹⁹

Der tegner sig således et billede af mange og store konstruktionsarbejder i slutningen af 900-årene, et tidspunkt hvor både Ribe og Århus formentlig også blev befæstet (se De første handelsbyer). Det ville være naturligt, om der var en fælles, storpolitisk årsag til så omfattende anlægsarbejder. Der er da også gode grunde til at søge den i det pres, som landet i de år oplevede fra tysk side. Men der er også et betydeligt moment af prestige i byggeriet. Det gælder ikke mindst ringborgene, som utvivlsomt blev udført efter en samlet plan, og med et ganske bestemt formål for øje. Men man kan spørge, om de nogensinde kom til at virke efter hensigten? Flere af borgene synes i hvert fald kun at have været i brug i ganske kort tid. Og det samme gælder flere af broerne. Men imponerende ved deres størrelse og mærkværdighed, det var de alle. Og mon ikke det også var en del af meningen med dem?