En konges eftermæle

Lad os nu søge over til den jyske halvø, til det sted, hvor vikingetidens kongemagt manifesterede sig tydeligst i 900-tallet, til områderne omkring Vejle Fjord. Fra det inderste af fjorden gik den korteste vej ind til kongesædet ved Jelling. Ingen tvivl om, at dette var et betydningsfuldt sted. Her havde Hærvejen sit hovedstrøg, indtil den i middelalderen blev ført udenom mod vest. Kommer man i dag fra den snævre ådal ad landevejen mod Jelling, er man snart oppe i et helt anderledes landskab, et åbent, vindomsust bakkeland, hvis højder varierer omkring de 100 meter, og som netop kulminerer omkring Jelling. Vi er ikke langt fra den smalle passage i det store jyske vandskel, som ligger mellem udspringet af landets to største vandløb, Gudenå og Skjernå. Deres kilder springer kun et par hundrede meter fra hinanden. Ved sin enestående beliggenhed har Jelling tvunget færdslen hertil fra de ældste tider.

Her ligger de, de to store kongehøje, Gorms og Tyres høje. Gorms høj med en udsigt over landet mod syd og vest, et fladt landskab med agre og plantager, så langt øjet rækker. Fra Tyres høj har man mere udsigt mod øst og nord. Et vældigt vue over et åbent og skovløst land med umådelige flader. Engang lå disse høje i det åbne landskab, synlige milevidt, således havde deres bygmestre ønsket sig det. I dag er de ærværdige monumenter igen delvis frilagt, men for blot nogle få generationer siden lå de indeklemt i en tarvelig stationsvillaby.

Imellem de to høje ligger Jelling kirke, og ved den står de to runesten fra 900-tallet, som man i umindelige tider har forbundet med kong Gorm den Gamle, hans dronning Tyre og deres søn Harald Blåtand. Alle tre navne finder man på den store runesten, om hvilken man har sagt, at den er „lys som havet en forårsdag og skarp som en skibsstævn“.¹³⁹ Man har også kaldt den „Danmarks dåbsattest“. Dens indskrift lyder: „Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne.“ Her møder vi igen navnet TANMAURK – Danmark, som findes på i alt fire runesten fra vikingetiden.¹⁴⁰

Den store sten har tre sider. På den ene står teksten, hvis sidste del dog strækker sig om på de to andre sider. På disse er der afbildet dels et prægtigt, „stort dyr“ indvundet i et slyngværk, et motiv der her viser sig for første gang i vikingetidens kunst, dels den korsfæstede Kristus omgivet af reliefhugne båndslyng.¹⁴¹ Så vidt vi ved, står den store sten stort set på det sted, hvor Harald Blåtand lod den rejse for mere end tusinde år siden.¹⁴²

Den lille stens oprindelige placering kender vi ikke. Men det er muligt, at den har stået som stævnsten i en kæmpemæssig skibssætning, som blev ødelagt ved anlæggelsen af højene (se nedenfor). På stenen står følgende indskrift: „Gorm konge gjorde disse kumler efter Tyre sin kone, Danmarks bod (pryd)“.

Den arkæologiske udforskning af monumenterne ved Jelling rækker langt tilbage i tiden og er i sig selv en spændende fortælling.¹⁴³ Det begyndte i 1820-21 med fundet af et stort gravkammer i Nordhøjen (Tyres høj).¹⁴⁴ Det havde imidlertid tidligere været opbrudt, og der var ikke meget tilbage af indholdet, kun et smukt lille sølvbæger og nogle beslag fra et seletøjsudstyr. Så rettede man opmærksomheden mod Sydhøjen (Gorms høj), idet man ventede, at den indeholdt et tilsvarende kammer. I 1861 tog man fat på udgravningen. Lederen af arbejdet var den oldsagsinteresserede Frederik 7., som gerne ville finde sin kongelige forfader Gorm. Man lagde en minegang ind til højmidten, men intet fandtes. Så lagde man et antal minegange ud til siderne. Stadig var der ikke nogen grav. Så opgav man i den overbevisning, at højen måtte være tom.

Gåden om de to kongehøje i Jelling var endnu uløst, da man i 1941 besluttede sig for atter en gang at undersøge Sydhøjen.¹⁴⁵ Man udgravede højen fra top til bund, men stadig fandt man ikke nogen grav der, hvor man ventede, at den skulle ligge: i højmidten. På det sted fandt man til gengæld en stor stolpe, som formentlig havde været målepunkt for højbyggerne. Man fandt også andet: to rækker af „bautasten“, som var resterne af en stensætning, som havde stået her, før højen blev bygget, og som var blevet dækket af denne. Udgraveren mente, at det var en indramning af et helligområde, et hedensk „vi“. Det ser nu snarere ud til, at stenene indgik i en kæmpemæssig skibssætning, som man kender dem fra andre egne af Sydskandinavien.

Sydhøjen var ca. 70 meter i diameter og knap 11 meter høj, Nordhøjen var lidt mindre. I volumen er det de største gravhøje, vi kender fra Danmarks oldtid.¹⁴⁶ Begge har de i dag brede topflader og har utvivlsomt haft det oprindeligt. Byggematerialet var græs og lyngtørv, som må være skåret ud af omegnens eng- og hedearealer. Man har så på vogne bragt dem til byggepladsen, hvor det videre arbejde foregik med håndkraft. Det viser en bærebør til at transportere tørvene, som blev fundet i Sydhøjen. Hver enkelt tørv blev lagt omhyggeligt på plads, altid med vegetationssiden nedad. Både i Nordhøjen og i Sydhøjen fandt man i øvrigt skabeloner af grene, der skulle sikre, at højene fik den rigtige form.¹⁴⁷ De viser, at byggeriet foregik efter principper, som allerede var udviklet i bronzealderen (se bd.2, side 376).

Man gravede i 1941 også i Nordhøjen, og her gjorde man den iagttagelse, at det gravkammer, man havde fundet i 1820-21, oprindelig havde været nedgravet i en to tusinde år ældre bronzealderhøj, som i vikingetiden var blevet dækket med storhøjen. Ud fra bronzealderhøjen udgik mod syd den formodede skibssætning, hvis nordlige spids altså også var blevet dækket ved Nordhøjens anlæggelse. Vi kender sådanne skibsvedhæng fra andre høje i landet, men dette er langt den største, og den kan meget vel have inspireret til opførelsen af det storslåede mindeanlæg.

Udgravningerne i 1940'erne bragte dog ikke den ønskede afklaring af Jelling-monumenternes historie. Den kom først ved de undersøgelser, Nationalmuseet iværksatte i 1970'erne. Denne gang blev udgravningerne foretaget i Jelling kirke. Her fandt man spor af flere trækirker, som havde ligget på stedet før stenkirkens tid. Den ældste af trækirkerne var formentlig den, Harald Blåtand anlagde efter sin overgang til kristendommen. Som altid i gamle kirkebygninger fandt man også mange grave. Men der var navnlig en, der tiltrak sig opmærksomheden. Det var en kammergrav, som efter alt at dømme stammede fra den første trækirkes tid. Den indeholdt ikke noget sammenhængende skelet, men de spredte knogler af en 35-50-årig mand.

I gravkammeret fandt man også to smukt udførte remendebeslag, som i deres udførelse og stil meget lignede de små stumper, man i 1820 havde fundet i kammeret i Nordhøjen. Det gav anledning til en dristig teori. Knoglerne i kammergraven i kirken stammede fra kong Gorm den Gamle, hvis søn, Harald Blåtand, efter indførelsen af kristendommen havde ladet faderen ombegrave her på kristelig vis.

Til forståelsen af Jellingmonumentets historie hjalp også nogle dendrokronologiske dateringer, som man blev i stand til at udføre i netop disse år. De viste bl.a., at træet i taget til gravkammeret var blevet fældet i år 958/59, og at opførelsen af Sydhøjen, at dømme efter træ fra det indre af højen, tidligst kunne være begyndt omkring 970, dvs. i kristen tid.

Nu kunne man omsider udkaste en teori, som omfattede Jellingmonumentet som helhed.¹⁴⁸ Det havde længe stået klart, at Jellinganlæggene var opført efter en nøje fastlagt plan. Trækker man en linje mellem de to højes midtpunkter, finder man præcis på midten den store runesten, der efter al sandsynlighed står på sin oprindelige plads. Den formodede skibssætning har, så vidt man kan dømme efter de bevarede rester, ligget symmetrisk omkring denne linje, der således har fungeret som akse for hele anlægget.

Det samlede kompleks består altså af følgende dele: Rester af den formodede skibssætning, 170 m lang – Nordhøjen med dens kammergrav, som ikke rummede nogen grav – rester af en trækirke under den nuværende stenkirke fra omkring år 1100, den ældste af tre trækirker på stedet – et med den ældste kirke samtidig gravkammer – og den på sin oprindelige plads stående store runesten, som står næsten nøjagtig midt mellem de to højes centre, samt den lille runesten, hvis oprindelige plads er ukendt.

For etableringen af dette store kompleks har man foreslået en trefaset udvikling med to hedenske og en kristen byggefase, hvorved alle tre faser respekterer den samme hovedakse.

Den første fase, som formentlig ligger sent i første halvdel af 900-tallet, omfatter opbygningen af skibssætningen, Nordens største. Den har muligvis haft den lille runesten som stævnsten, og man kan antage, at det var kong Gorms mindesmærke for Tyre – hendes grav kendes dog ikke.

Anden fase omfatter opførelsen af Nordhøjen. En kammergrav anlægges i en ældre bronzealderhøj, og en ny storhøj opføres. Den dækker skibssætningens nordlige spids. Årringtællinger af træet til taget på kammergraven viser, at dette er fældet år 958/59. Der synes ikke at være tvivl om, at Nordhøjen bliver bygget af kong Harald Blåtand til hans far kong Gorm som en fornem hedensk-dynastisk manifestation. Gravformen er jo en kongelig version af samtidens aristokratiske kammergrave. Gorm var den sidste danske konge, der døde som hedning, og han blev højsat få år før den officielle indførelse af kristendommen.

I tredje fase er man vidne til, at gravkammeret i Nordhøjen bliver åbnet. Det sker formentlig ikke længe efter kristendommens indførelse omkring 965. Resterne af den døde bliver nu overført til kammergraven i kirken for at blive begravet på kristelig vis. Kun meget lidt af gravgodset bliver tilbage. Det er dog genstande af meget høj kvalitet, som svarer til de genstande, der bliver overført sammen med liget til kammergraven.

Til tredje fase hører også opførelsen af Sydhøjen – tidligst omkring år 970 – og rejsningen af den store runesten. Man kunne have forventet, at Sydhøjen var blevet placeret over sydspidsen af skibssætningen. Men terrænet skråner her temmelig meget, så man har lagt den nærmere Nordhøjen, men stadig med centrum i skibssætningens længdeakse. Resultatet bliver altså to høje forbundet med to stenrækker i et symmetrisk arrangement. Funktionen af sydhøjen er ganske vist uklar. Måske er den et mindesmærke for Harald selv og hans moder Tyre. Den kan også på samme tid have været et tingsted, hvor retshandlinger kunne finde sted synligt for alle.¹⁴⁹ Den store runesten med dens billeder i stort format af et dyr og af Kristus er den fornemste runesten i Norden. Den beretter om Haralds legitimitet som konge og hans stordåd, samlingen af riget og den officielle kristning af Danmark. Stenen bliver rejst nøjagtig i midten mellem de to høje og på den længdeakse, som var bestemt af skibssætningen.

Rækkefølgen for de enkelte dele i fase tre: opførelsen af kirken, byggeriet af Sydhøjen og rejsningen af runestenen er dog usikker. Men de indgår alle i en grundlæggende omformning af Jellingmonumentet. Det blev nu til et dynastisk monument, som skulle erindre om Harald og hans forfædre, hans kongemagt og kristendommen. Samtidig satte kongen et magtfuldt punktum for den årtusindgamle skik at begrave de døde i høje.¹⁵⁰ I Jelling var alt i en størrelsesorden, som man aldrig før havde set. Det var i sandhed et monument, som satte skel i Danmarkshistorien. På mange måder pegede det fremad. Både kirken, genbegravelsen og runestenens monumentalbilleder betegnede noget helt nyt. Men samtidig lagde Harald med sin ombygning af det tidligere hedenske anlæg og med rejsningen af runestenen og højen vægt på kontinuiteten og respekten over for de gamle traditioner.¹⁵¹ Det hele arrangement med gamle og nye elementer forenet til en helhed virker som et velovervejet værk af en person, hvis mål det var at imponere samtiden og blive husket til sene tider.¹⁵²

Det kan her være værd at erindre Saxo, som nok skrev mere end to hundrede år efter Harald Blåtands omfattende byggerier, men som alligevel har en interessant kommentar dertil¹⁵³: „Siden udbød Harald,“ skriver Saxo, „hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som et mindesmærke.“ Den opgave syntes flådens høvedsmænd ikke om, og de fik Sven, som var imellem dem, hidset op mod faderen. Kongen havde kun tanke for stenslæbningen, men én fra flådemandskabet underrettede ham om tingenes tilstand, „og nu angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe våben for ham, der havde lagt dem under åget“.

Citatet er interessant, selv om det har sagnets præg og først er nedskrevet så længe efter begivenhederne. Men kernen i det må være mindet om den store Jellingstens transport til opstillingsstedet mellem de to kongehøje. Og dertil kommer, at det understreger, hvor lede og kede folk har været af at skulle virkeliggøre majestætens meget arbejdskrævende ideer. De har følt sig som kongens trælle, og i den utilfredshed lå, i hvert fald ifølge Saxo, kimen til det opgør, som Harald måtte tage med Sven Tveskæg, og som kostede ham kronen – og til sidst livet.

Kong Haralds byggearbejder i Jelling blev et vældigt monument over trosskiftet i Danmark. Det må have krævet meget store midler at opføre. Og det skete da også på højden af Haralds magt, dvs. i årene efter 965. Hensigten med rejsningen af monumentet må bl.a. have været at demonstrere styrken af den danske kongemagt ikke blot lokalt, men også i forhold til de sydlige naboer. Hvad monumentet meddelte var jo, at kongen og landet nu besad en hierarkisk organiseret religion i lighed med det kristne Europas.

Jellingmonumentet blev opført i en periode, hvor der var latente spændinger mellem Danmark og naboen mod syd, der atter var blevet en stormagt i Europa. I 900-tallet kom det flere gange til konfrontationer mellem Danmark og Det tyske Rige. I 934 besejrede Henrik 1. den danske konge Gnupa, som derpå måtte lade sig døbe. Nogle år senere, i 948 fastslog paven, at ærkebispesædet Hamburg-Bremen skulle gælde for alle de nordiske lande. Og i 965 udstedte kejser Otto 1. et privilegiebrev, der fritog de ejendomme i „danernes mark og kongerige“, som tilhørte kirkerne i Slesvig, Ribe og Århus for alle skatter og tjenesteydelser. Den tyske kejser mente åbenbart, at hans ord måtte have gyldighed i Danmark. Samtidig med disse latente dansk-tyske spændinger foretog Harald Blåtand en udbygning af Danevirke, rigets grænse mod syd, og anlagde bl.a. Forbindelsesvolden mellem Hedebys ældre halvkredsvold og Danevirkes hovedvold. Det hele tog en brat vending i 974, da Harald led et alvorligt nederlag mod den tyske kejser Otto 2. ved Danevirke.

Det var i disse nok så spændingsfyldte år, at Jellingmonumentet blev opført. Hvor lang tid det tog at opføre det, er umuligt at sige. Men det må have været en stor arbejdsstyrke, der løste opgaven. Det er også tænkeligt, som i hvert fald Saxo fremfører det, at der har været murren i rækkerne på grund af majestætens ambitioner.¹⁵⁴ Men monumentet ligger der stadig og er fortsat det synligste vidnesbyrd om det, man har opfattet som samlingen af det danske rige.

På den store Jellingsten siges det, at Harald, Gorms søn, vandt sig al Danmark og Norge. Hvordan dette skal forstås, har igennem årene været genstand for megen diskussion. Men udsagnet indebærer også, at Harald ikke var herre over hele Danmark, da han tiltrådte, han blev det først efterhånden.¹⁵⁵ Før ham må andre have siddet inde med dele af landet. Var den stormand, der blev begravet med sit skib ved Ladby tidligt i 900-tallet, måske en sådan uafhængig „småkonge“?

At dømme efter det store Jellingmonument, må udgangspunktet for samlingen af landet have været netop Jelling. Hvornår Gormslægten slog sig ned her, ved vi ikke. Men her kan alene arkæologien give et svar. Endnu er det dog ikke lykkedes at påvise et kongeligt anlæg som f.eks. Tissø og Lejre på Jellingkanten, endsige noget andet sted i Jylland. Her kan vi kun håbe på heldige arkæologiske fund i fremtiden.