Mandsdragten som dokumenteret af fundene i Hedeby.

.

Viborgskjorten, en kjortel fra begyndelsen af 1000-årene.

.

Fæsteknap med indlagt sølvtråd fra et sværd fundet i ryttergrav ved Rosenlund på Fyn. Bredde 8 cm.

.

Udbredelsen af Ulfberhtsværdet. Frankerriget ved Karl den Stores død er markeret med en mørkere tone.

.

Langbladsøkse fra Over Hornbæk ved Randers, længden er nu 22 cm. På begge sider af øksehovedet er der sølv- og kobberindlagte mønstre. Kun meget få af disse pragtøkser er fundet i Danmark.

.

Lansespids fra Rønnebæksholm på Sydsjælland.

.

Tre af vikingetidens karakteristiske hugsværd. Sværdet til venstre er fundet ved Sørup og det i midten ved Osted, begge på Sjælland. Sværdet til højre er fundet ved Søndersø på Fyn.

.

Hjelm fra Gjermundbu i Norge, den eneste bevarede hjelm fra vikingetiden.

.

Lad os nu forlade disse arme mennesker, som intet ejede, og se på dem, som fik så meget med sig på rejsen til det hinsides, at vi kan danne os et billede af deres fremtoning. Meget er der ikke at bygge på. Velbevarede dragtfund, som vi kender dem fra bronzealderens egekister og jernalderens mosefund, er ukendte fra vikingetiden. Hvad vi råder over, er kun små tøjstumper bevaret ved tilfældighedernes spil i gravene, enkelte heldige fund af dragtstykker fra Hedeby49 og nogle få andre steder suppleret med nogle enkelte billedfremstillinger.

Først mændene. Deres dragt bestod stadig af kjortel, broge og kappe, som den havde gjort det i adskillige århundreder.50 Disse mandsdragters grunddele kunne naturligvis variere i materialer, snit og dekoration. Efter billedfremstillingerne at dømme kunne kjortlen eller skjorten være enten stram eller vid, og den kunne være med eller uden bælte. Materialet kunne være både fin uld og hør, og kjortlen kunne være forsynet med prægtige prydborter.

I et usædvanligt fund fra Viborg er overleveret en kjortel fra begyndelsen af 1000-årene.51 Den blev fundet sammenkrammet og stoppet ned i et stolpehul – og den var vævet af hør, fremstillet i lærredsvævning og syet i ponchosnit, dvs. af én lang, ubrudt vævebane med en udskæring til hovedet. Der var ingen skuldersøm, og snittet var let tilpasset kroppen. En asymmetrisk slids udvidede halsåbningen, som havde en smal kantning, der endte i to frie bånd med knuder. Båndene har tjent som lukke og skjorten havde lange tilsmalnende ærmer og et for i bryst- og rygstykke.

Viborgskjorten udspringer oprindelig af en variant af den romerske tunika, som igen havde sin oprindelse i den persiske dragttradition. Igennem tiderne udviklede dette dragtstykke sig og slog an ikke blot i Middelhavsegnene, men også nord herfor. Hvornår den holdt sit indtog i Norden er usikkert. Men den kendes fra de østfrisiske egne allerede i 300-årene, måske den allerede da også kom til Skandinavien. Hørlærred er ikke særligt varmende i et klima som det danske, så man kan tænke sig, at skjorten blev båret inderst på kroppen under klædningsstykker af uld eller skind -et behageligt værn mod disses kradsende egenskaber.

En ganske anden kjortelform kender man fra vikingetidens Birka. Det er en form, som formentlig er kommet østfra, hjembragt af byens købmænd. Her er der tale om den østerlandske kaftan, en foran åben frakke, der i modsætning til kjortlen ikke skulle trækkes over hovedet. Disse kaftaner havde foran to rækker knapper fra hals til talje og dertil tværgående striber af metal- og silkebånd.

Fra svenske og danske fund kender man også eksempler på pelsværk som mår, egern og bæver. Diverse dragtdele har altså været prydet med skindbræmmer.

Broge fra vikingetiden kender man ikke fra de arkæologiske fund. Men på flere billedfremstillinger, bl.a. billedvævningerne fra Oseberg, ser man mænd i stramme broge og kjortel, dvs. den samme dragt vi kender fra den ældre jernalders mosefund (se Menneskene). Osebergvævningerne viser i øvrigt også mænd iført en slags pludderbukser, der må have været bundet op under knæet. Af den slags er der fundet et midterstykke i Hedebys havn, udført i tynd crepevævning.52 De må have krævet strømper eller benviklinger, som man også kender fra Hedebys havn.53

Også kappen var i vikingetiden en vigtig bestanddel af i hvert fald den fornemme mands dragt. Kappen var af kraftigt stof, firkantet eller halvcirkelformet tilskåret, og samlet over højre skulder med et stort spænde eller solide bånd. Som kappelukke kunne man bruge et ringspænde, en hesteskoformet ring med en lang nål, der fæstedes til tøjet og derefter blev skubbet forbi ringens åbning, hvorved spændet blev låst fast. Fra vikingetidens Birka kender man også en kappelukning, der bestod af bindebånd afsluttet af en posementdekoration.54 Det var en vesterlandsk mode, der bl.a. kendes fra et bogmaleri fra 1031, og som forestiller Knud den Store, og hans dronning Emma (se Også stormænd dør).

Til en mands ydre fremtoning hørte også hans våben, såfremt han da var kriger.55 Hvor mange, der var det, ved vi ikke. Men som en tommelfingerregel kan man antage, at der gik omkring otte voksne på hver kriger.

Vi kender først og fremmest vikingetidens våbenudstyr fra de ca. 240 våben- og ryttergrave, der er fundet inden for det gammeldanske område, heri medregnet Skåne og Nordslesvig.56 De fleste hører til i det 10. århundrede. At dømme fra disse grave, var det ikke enhver kriger, der bar et sværd – for sværdet var frem for noget vikingetidens prestigevåben. Ofte havde det sit eget navn. Det fremgår af den norrøne digtning, hvor vi hører, hvordan navnet kunne fremhæve det pågældende våbens særlige kvaliteter: styrke, skarphed og udsmykning f.eks. Det tveæggede sværd var et velafbalanceret hugvåben beregnet til at føres med én hånd. Klingen var gerne ca. 90 cm lang, og den havde ofte smedede mønstre.57

Håndtaget bestod af fire dele, underhjalte, grebstang, overhjalte og grebknap. Grebstangen kunne være beklædt med træ, læder, horn eller ben. Mange grebknapper havde som dekoration indlagte tråde af sølv eller kobber. Skeden var ofte fremstillet af bøgetræ. De to halvdele forede man med uldstof for at beskytte æggene.

Nogle af de fineste sværd blev importeret fra Rhinområderne, og adskillige af dem bar navnet ULFBERHT.58 Ulfberht var formentlig manden eller en af mændene bag den produktion af kvalitetssværd, der opstod omkring år 800 i Frankerriget. Det udviklede sig til en rivende forretning, som imidlertid blev stoppet ved et udførselsforbud. I nabolandene fandt man dog snart på at kopiere de eftertragtede kvalitetsmærker – i særdeleshed Ulfberhts – på egne produkter. Ægte såvel som uægte Ulfberht-sværd finder man udbredt fra Irland i vest til Rusland i øst. Sværdene kunne dog også bære andre indskrifter. På nogle af dem stod f.eks. IN NOMINE DOMINI – i Guds navn. Frommere kunne det ikke være.

I de rigt udstyrede krigergrave fra vikingetiden finder man undertiden økser sammen med andre våben.59 Men øksen kunne også være det eneste våben i såvel simpelt udstyrede som i fornemme grave.60 Alle øksehoveder var lavet af jern.61 Enkelte kunne være overdådigt dekoreret med indlagt sølvtråd som f.eks. øksen fra Bjerringhøj i Midtjylland62 (se Også stormænd dør). Andre kunne være importerede, f.eks. fra de slaviske områder syd for Østersøen. Det gælder bl.a. en såkaldt langbladsøkse fundet på en gravplads ved Over Hornbæk nær Randers.63

Øksen fra Over Hornbæk blev fundet i en ganske rigt udstyret grav. Karakteristisk er dens æg, der kun er svagt krummet, men trukket langt ud som en hellebard, mest nedad i skaftets retning. På begge sider af øksehovedet er der sølv- og kobberindlægninger i form af bånd. På nakken ud for skafthullet danner båndene rammen om en flettet figur af korsform, og på den brede æg skelnes noget, som måske er en dyrefigur. Det er en øksetype, som hører hjemme i 900-årene, og som bl.a. kendes fra Trelleborg og fra Lindholm Høje.64 Ejeren må have hørt til højt oppe i det militære hierarki.

Ligesom sværd kunne have fromme indskrifter, således kunne også økser være forsynet med det kristne symbol, korset. Disse såkaldte korsøkser må alle stamme fra en sen del af vikingetiden, den kristne tid.65

Nok så almindelige våben var lanser, fremstillet af jern og undertiden med en dekoreret dølle. Almindeligvis var lanserne tunge våben. Lettere kastespyd var derimod sjældne i Danmark.66 Lanseskafterne var omkring to meter lange og gerne af asketræ. Fra Rønnebæksholm på Sydsjælland kender man et særlig fornemt lanseblad.67 Det er 46 cm langt og dekoreret med geometriske mønstre på døllen.

Til et fuldstændigt våbenudstyr hørte også et skjold, rundt af form, som det havde været det lige siden begyndelsen af årtusindet.68 Det er sjældent, at hele skjolde er bevaret. Men i det rige norske gravfund fra Gokstad sad sort- og gulmalede skjolde langs begge skibets langsider.69 I Norge var det også almindeligt at lægge skjoldet i krigergravene. Det var det ikke i Danmark. I den rige skibskammergrav fra Hedeby lå dog et skjold ved hovedet af den ene af de begravede mænd, mens et andet lå ved fødderne af en af de andre mænd.70

Også bue og pil var almindelige våben i vikingetiden – i gravfundene var de dog sjældne. Om bue og pil var egentlige kampvåben eller aristokratiske jagtvåben står hen i det uvisse. En komplet langbue er fundet i Hedeby.71 Den var 192 lang. Til bueskydningen hørte mange typer af pilespidser, lige fra bladformede til tynde spidser.72 Bundter af sådanne pilespidser blev fundet i skibsgraven fra Ladby på Fyn. De var rustet sammen, formentlig har de ligget i et kogger. Også i den rige skibskammergrav fra Hedeby blev der fundet pilespidser liggende i et bundt og forsynet med birketræskafter. Se Konger - og kvinder af fornem byrd.

På hovedet kunne den fornemme kriger bære en hjelm. Der er fra vikingetidens Skandinavien dog kun bevaret en eneste hel hjelm. Den blev fundet i en rigt udstyret grav i Gjermundbu i Ringerike i Norge, i øvrigt sammen med rester af en ringbrynje, ligeledes kun sjældent set i vikinge-tiden.73 Fra Danmark kender man dog en næsebeskytter fra en vikingetidshjelm, fundet ved Tjele i Jylland.74

Til mandens udstyr kunne endelig også høre en af de guldringe, som dengang må have spillet en vældig rolle i menneskenes bevidsthed. Skjaldekvadene fortæller jo om og om igen, hvordan gavmilde konger og jarler skænkede gyldne ringe til folk, der ville kæmpe for dem og dermed bandt dem til sig.75 Vi kender da også nogle af disse ringe, f.eks. dem der var lavet af sammensnoede guldtråde76 og dem, der var massive, og hvis ender var smedet sammen.77 For sådanne ringe kunne man erhverve sig en hel flok kvæg. Normalt siger fundomstændighederne dog intet om disse kostbare guldringe. Massivt guld optræder kun uhyre sjældent i gravfundene. Sølvet var næsten enerådende som betalingsmiddel, og det langt mere kostbare guld var uden tvivl forbeholdt de få i samfundets top. Kun i de rigeste grave som f.eks. skibsgraven fra Ladby og stormandsgraven fra Bjerringhøj er der fundet guld – begge steder i form af guldindvævet stof.

Noter

49: I. Hagg 1984.

50: E. Munksgaard 1974, s. 169 ff.

51: M. Fentz 1989.

52: I. Hägg 1984.

53: I. Hägg 1984; E. Roesdahl 2001, s. 43.

54: I. Hägg 1986.

55: A. Pedersen 2002.

56: A. Pedersen 2002a.

57: De nordiske vikingesværd foreligger i et utal af varianter. De er i en ældre afhandling (J. Petersen 1919) blevet inddelt i 26 hovedtyper. Fra Danmark kendes hen ved 150 fund af vikingesværd, i Norge er antallet mindst ti gange så stort.

58: B. Lønborg 1994.

59: A. Pedersen 2002a. F.eks. i grave som Rosenlund på Fyn (J.A.Jacobsen 2000) og Grimstrup i Sydvestjylland (Stoumann & Roberts 1989).

60: Måske arvereglerne i nogle tilfælde forhindrede, at sværdet blev lagt i graven, se G. Trotzig 1985.

61: En typologisk oversigt over vikingetidens økser er publiceret af J. Petersen i 1919. De fleste danske økser hører til Petersens type H.

62: U. Nasman 1991a.

63: B. Henning Nielsen 1991.

64: P. Nørlund 1948. Over Hornbæk-øksen har desuden nære paralleller i det slaviske fort Teterow i Brandenburg og på en gravplads i Wiskiauten ved Kaliningrad (P. Paulsen 1939).

65: Tre sådanne økser kendes: en fra Ludvigshave, J. Brøndsted 1936, nr. 92:2, en fra Sortehøj, ibid. nr. 63 og en fra ukendt findested, O. Schiørring 1978.

66: For en typologisk oversigt over spyd og lanser se J. Petersen 1919.

67: T. Ramskou 1950.

68: G. Arwidsson 1986.

69: En dansk runesten nævner et rødmalet skjold, J.A. Jacobsen 2000.

70: E. Wamers 1994.

71: J. Graham-Cambell 1980.

72: E. Wegraeus 1986.

73: S. Grieg 1947.

74: E. Munksgaard 1984; A. Pedersen 2002, pl. II,9.

75: I. Skovgaard Christensen 1991, s. 326.

76: Kendes for eksempel fra fund ved Marbjerg på Sejerø, ved Højby i Nordvestsjælland og ved Bjørnkærgård nær Ringkøbing i Jylland se Jørgensen & Petersen 1998, s. 295.

77: Kendes f.eks. i et skattefund fra Kragerupgård på Vestsjælland, se Jørgensen & Petersen 1998, s. 291.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Mand og våben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig