Mænd under våben

På den rejse, vi for lidt siden foretog gennem det danske land i den yngre germanske jernalder, måtte vi konstatere, at der ikke var mange spor af menneskenes grave fra den tid. Den eneste undtagelse var Bornholm. Her var gravfundene til gengæld både rige og informative og gav os indblik i et lille øsamfund, som fra det 7. århundrede tilsyneladende var ledet af en enkelt hersker. Trods sin placering ude midt i Østersøen var det bornholmske samfund alligevel dybt påvirket af udviklingen på det europæiske kontinent. Det gav sig især udtryk i det våbenudstyr, vi fandt i mændenes grave.

Udviklingen på Bornholm var dog næppe et særtilfælde. Ser vi ud over den øvrige del af Danmark, er der grund til at antage, at udviklingen her fulgte de samme hovedlinjer som på den lille ø i Østersøen. Nok var gravfundene i resten af Danmark sparsomme. Men de afveg i hvert fald ikke fra, hvad vi fandt både på Bornholm og i de øvrige dele af Sydskandinavien.¹ Det fornemme ringsværd fra Kyndby på Sjælland (se Sort vældede bålrøgen op) stod f.eks. ikke på nogen måde tilbage for de sværd, man har fundet i de rige grave i Centralsverige. Og at våbenudstyret som helhed var det samme over hele Sydskandinavien, både inden for og uden for de områder, hvor våbengravskikken var fremherskende, bekræftes af et stort antal enkeltfund eller depotfund, som bl.a. omfatter sværdgreb, skjoldnagler, lansenagler og skjoldbeslag – eller hesteudstyr og personligt udstyr som f.eks. sværdgehæng. Hertil kommer de rige guldfund fra det sydøstlige Fyn, som bl.a. omfattede ikke mindre end 4 ringknopper af massivt guld til sværd.²

Til disse ganske vist fåtallige fund kan man føje et af de fineste våben fra det nordlige Europa, det allerede nævnte sværd fra Bildsø på Vestsjælland. Dette fornemme sværd hører ligesom sværdet fra Kyndby til en gruppe af sværd fra midten af 7. århundrede, som bestemt ikke var hvermands eje. Formentlig blev disse prestigesværd fremstillet på kontinentet og bragt til Skandinavien gennem udvekslinger inden for de aristokratiske familier -de har snarere været diplomatiske gaver end almindelige handelsvarer. Som sådan omtales de undertiden i de skriftlige kilder på linje med f.eks. heste med pragtseletøj. Med tiden vil metaldetektorerne nok bringe flere fund for dagen. Men det generelle billede vil næppe ændre sig. Våbengrave blev aldrig almindelige i Danmark i disse tider – med Bornholm som den eneste undtagelse.

Alligevel er der grund til at tro, at der i Danmark som helhed i det 6. og 7. århundrede eksisterede et krigeraristokrati, som i organisation og velstand ikke adskilte sig væsentligt fra, hvad man på samme tid kunne finde over store dele af naboområderne i såvel nord som syd. Det var den elite, som residerede på storgårdene i bl.a. Lejre og Tissø.

De ganske vist sparsomme arkæologiske fund fra Danmark viser en så overbevisende tilknytning til den germanske symbolverden, at der herhjemme må have eksisteret ikke blot en symbolbrug, men formentlig også et militært rangsystem af samme art, som det man på samme tid fandt i Central- og Vesteuropa.³ Ja, man har forestillet sig, at høvdingene og senere småkongerne i store dele af Skandinavien hver har haft en hird efter frankisk forbillede.

Hirden, dvs. stormandens betroede følge, er et fænomen, som allerede omtales hos Tacitus i det 1. århundrede e.Kr. (se "Et land det er trist at beskue"). Den hird, som fandtes i Frankerriget i 500-tallet, adskilte sig imidlertid fra den ældre form derved, at kongerne kunne tildele land og krigsbytte til sine betroede mænd. Den var således den spæde forløber for vikingetidens og den tidlige middelalders aristokratiske og jordbesiddende klasse. Det kontinentale hirdmønster synes delvis at være blevet overtaget i Sydskandinavien allerede i løbet af 5-600-tallet.

I den tidlige nordiske middelalder omtales hirden ofte som mindre end en snes betroede mænd. Langt mere omfattende har den tidlige hird formentlig været hos de mægtige fyrster på kontinentet. Her opgives tallet ofte i hundreder. Der har altså mere været tale om en professionel hærstyrke styret af hirdledere, dvs. de mænd, som bar sværd, hvis ringknopper illustrerede den edsbundne relation mellem fyrsten og hans undergivne.

I Skandinavien giver dette fænomen sig første gang til kende ved de massive guldringknopper fra Fyn (se Magtens holdepunkter). Tilsvarende ringknopper af guld er den ældste form, som kendes fra frankiske gravfund allerede i første halvdel af 500-tallet. I Sydskandinavien forekommer de i en meget begrænset region, der knytter sig til Danmark og til de norske og svenske områder tæt på Kattegat.⁴

I tiden omkring år 600 viser den næste gruppe af ringknopsværd sig i Skandinavien. Ringknopperne er ikke af massivt guld, men af forgyldt bronze, og sværdgrebene er ofte rigt dekorerede og forsynet med røde glasindlægninger. Disse sværd koncentrerer sig i de danske, centralsvenske og sydnorske egne, og de er alle fundet i randen af de områder, hvor de talrige våbengrave findes.⁵ Inden for ringknopsværdenes udbredelsesområde er der derimod stort set ingen våbengrave. Denne type pragtsværd, med eller uden ringknop, er på samme tid i brug på såvel kontinentet som i England.

Den tredje gruppe af ringknopsværd er ligeledes rigt dekoreret og daterer sig til midten af 600-tallet. Deres udbredelse er omtrent den samme som den forrige types, og stadig ligger våbengravene uden for deres område. Men på dette sene tidspunkt er ringknopsværdene ikke længere i brug hverken på kontinentet eller i England. Der er nu tale om en ren nordisk sværdform.⁶

Elitens pragtvåben fulgte altså i begyndelsen de internationale regler. Men siden udviklede de sig til et lokalt nordisk fænomen. Hele tiden var nedlæggelsen af disse pragtsværd i våbengravene overvejende knyttet til regioner uden jævne våbengrave, Gotland dog undtaget.

Pragtsværdene var våben, som kun yderst få havde adgang til. De var simpelt hen for kostbare. Vægten af det guld, der blev anvendt til dekorationen af sværdfæstet og skeden, kunne være op mod 100 g. Det svarede til ca. 22 guldsolidi, der var tidens møntfod på kontinentet. Til sammenligning kan anføres, at de frankiske lovtekster f.eks. nævner prisen på en komplet bevæbning. Den har kostet omkring 10-16 guldsolidi at anskaffe, svarende til værdien af 5-8 okser.⁷ Men pragtsværd har altså været endnu dyrere og dermed uopnåelige for de fleste.

Den symbolverden, som disse ringknopsværd indgik i, får man et indtryk af på en række billedgengivelser som f.eks. en patrice fra Björnhövda på Öland og en række hjelmblik fra Valsgårde og Vendel i Mellemsverige. På patricen fra Björnhövda bærer en af de fornemme krigere ikke blot et ringsværd, men også en hjelm med en vildsvinefigur. Det er et rangsymbol, som vi finder omtalt i digtet om Bjovulf.

Hjelmblikket fra Vendel viser fem krigere af høj rang, som alle bærer ringknopper på sværdene. De synes at illustrere, hvordan der eksisterede rangforskelle inden for den militære elite. Krigeren i midten har tilsyneladende den højeste rang, han er afbildet med et tredobbelt skedebeslag. De to krigere til venstre for ham er af lidt lavere rang. De har kun små skedebeslag. Lavest i rang er formentlig de to krigere til højre – de har ingen skedebeslag.

En lignende rangfølge ses på patricen fra Björnhövda. Her har krigeren til venstre et sværd med en ringknop, et tredelt skedebeslag og en armring, mens krigeren til højre ikke har nogen af delene. Den samme rangforskel ser man på de to krigere på et hjelmstykke fra Vendel. Det er billedfremstillinger, der dateres til en snæver periode mellem det sene 6. århundrede og midten af det 7. århundrede.

Men nu til den militære organisation i bredere forstand. På gravpladsen Nørre Sandegård på Bornholm var der våben i 45 % af gravene. Det svarer til de mængder, man finder i gravene længere mod syd, på kontinentet.⁸ Det må betyde, at en stor del af befolkningen var i stand til at rykke ud med våben i en konfliktsituation. Man har heraf sluttet, at en del af den almindelige befolkning havde pligt til at stille bevæbnet ved udskrivning til krig eller blot til mønstring.⁹

Det militære udstyr skulle tilsyneladende også være ensartet. Det slutter man af den stærkt uniforme bevæbning, man finder i våbengravene i germansk jernalder, både i Merovingerriget og i Skandinavien.¹⁰ Naturligvis kan man ikke påvise, at mønstringer fandt sted herhjemme med regulære mellemrum. Men de hurtige skift i våbentyperne, som tilsyneladende fandt sted inden for hver eneste generation, indikerer, at krigerne generelt havde tidssvarende våben. Heraf kan man aflede, at våbnene formentlig blev lavet lokalt, men efter „internationale“ forbilleder. Og at krigerne ofte var i kontakt med fjender, naboer eller allierede, og blev påvirket på denne måde – samt at normerne for våbenudstyret blev fastsat på et højere niveau.

Gennem de bornholmske grave kan vi følge krigernes bevæbning igennem yngre germansk jernalder næsten fra generation til generation.¹¹ I midten af 500-tallet var krigeren udrustet med et tveægget sværd – eventuelt med en lille bronzeknap på grebet, der i øvrigt var af organisk materiale. Han var desuden bevæbnet med en stor enægget kniv (en såkaldt kortsax), et stort rundt skjold med kegleformet skjoldbule og bronzedekoration samt en næsten to meter lang lanse, hvis spids havde en indbuet æg og var fastgjort med bronzenitter. Hans bæltegarniture og sværdophæng kunne være fint udført i bronze.

Omkring år 600 bestod krigerens udstyr af et tveægget sværd, der kunne have en finere grebudformning i bronze. Dertil kom et kort enægget sværd (en såkaldt smalsax), en lille kniv, et skjold med halvkugleformet bule med bronzedekoration og parérknap. Han var endvidere udstyret med en lanse med kort og bred jernspids, og endelig fik han undertiden et finere seletøjsudstyr med sig i graven.¹² Uden for Danmark kunne man desuden finde hjelme og lamelpansre i gravene i denne fase. Men sådanne fund er endnu ikke gjort herhjemme.

Sent i 600-tallet og i begyndelsen af 700-tallet skiftede bevæbningen igen karakter. Krigerens våben var nu et større og kraftigere enægget sværd (den såkaldte langsax). Det kunne i sjældne tilfælde være suppleret af et tveægget sværd. Hertil kom en lille kniv, et skjold med en halvkugleformet skjoldbule uden parérknap eller dekoration og endelig en lanse med en slank og stærk lansespids.

Når vi når frem til midten af 700-tallet, blev krigerens bevæbning tilsyneladende meget forenklet. Han rådede nu over et næsten 1 m langt og meget bredt, enægget sværd – et tungt hugsværd, der ofte blev brugt sammen med en lille kniv. Skjoldet kom nu sjældent med i graven, men hvis det skete, var det rundt og forsynet med en lille og halvkugleformet skjoldbule. Desuden kunne bevæbningen bestå af en lanse af den tidligere kendte form.

Der er navnlig i begyndelsen af dette udviklingsforløb en meget høj grad af overensstemmelse med det merovingiske våbenudstyr i Central- og Vesteuropa, der også var ændret grundlæggende efter det vestromerske riges fald.¹³ I tiden efter år 550 bar mellem 70 og 100% af krigerne sværd som hovedvåben. Kastespyddet forsvandt, og det tunge nærkamp- og ryttervåben lansen vandt frem. Lansen var ikke længere hovedvåbenet, men udgjorde kun en del af en krigers udrustning.

På samme måde forholdt det sig herhjemme. Her var våbnene ganske vist generelt simplere, de fleste var lokalt fremstillede.¹⁴ Sammenlignet med det merovingiske våbenudstyr er der også nogle typer, der mangler på Bornholm, de findes til gengæld i andre områder af Sydskandinavien. Den adskillelse i rytteri og fodfolk, som man finder i de merovingisk påvirkede områder af kontinentet, kan heller ikke direkte påvises i Skandinavien. Efterretninger i de frankiske kilder omtaler store styrker af fodfolk og dertil en stor gruppe af veludstyrede krigere til hest. Sidstnævnte kan have været hirden, medens fodfolket kan have været den lokale befolkning, som blev udskrevet til krigstjeneste. Selv om forholdene ikke er så klare herhjemme, er det tydeligt, at den beredne kriger indgik i periodens militære organisation.¹⁵ I tiden omkring 600 e.Kr. findes hesteudstyr således i 2530% af våbengravene i Skandinavien.¹⁶

Set under et kan vi betragte perioden op til kort før og efter år 600 som højdepunktet for de skandinavisk-merovingiske kontakter. Det var den tid, hvor Merovingerriget var den vigtigste magtfaktor i Europa på trods af dets talrige interne konflikter og borgerkrige. Der findes ingen skreven dokumentation om kontakten mellem Vesteuropa og Skandinavien i denne periode, hvor den merovingiske elites militære symboler ellers spredtes over en meget stor del af Sydskandinavien. Derfor kan karakteren af de merovingiske og skandinaviske forbindelser i yngre germansk jernalder være vanskelig at bestemme. Vi må formode, at de var baseret på en kombination af konflikter og mere fredelige kontakter i form af alliancer og diplomatisk udveksling.¹⁷ Organiserede i almindelig forstand har forbindelserne næppe været. De har snarest eksisteret i kraft af individuelle forbindelser, skabt når de var til fordel for de involverede parter, uanset om de drejede sig om handel, krig, fred, ægteskabsalliancer etc. Men det er ikke utænkeligt, at nogle af sønnerne af den skandinaviske elite fik deres militære træning på kontinentet.¹⁸ På den måde kan viden om den merovingiske militære organisation være kommet til Skandinavien.

Efter fasen med den stærke merovingiske indflydelse følger en fase i det 7. århundrede, hvor de sene ringsværd, af den type, som er fundet i Kyndbygraven, dukker op. Det skete påfaldende nok samtidig med, at den slags sværd efterhånden gik ud af brug på kontinentet. Det merovingiske rige var på den tid inde i en politisk ustabil og svag periode. Følgelig nåede man også et lavpunkt i den gensidige indflydelse mellem merovingerne og den skandinaviske militære elite. De centrale magthavere i Skandinavien udmærkede sig på den tid ved en selvstændig udvikling af den militære organisation. Og i det 8. århundrede var den gamle militære elites symboler definitivt forsvundet fra de skandinaviske fund. På den tid forsvandt våbenbegravelser også fra det danske område, og først i det sene 9. og tidlige 10. århundrede viser de sig igen. Men nu var gravskikkene helt forskellige, delvis styret af skik og brug i Vesteuropa, hvor kristne gravskikke var blevet introduceret fra så tidligt som begyndelsen af det 8. århundrede.

Vi har nu set på nogle af de vigtigste sider af mændenes våbenudrustning i den yngre germanske jernalder. Men hvordan forholdt det sig med den dragt, de bar? Tekstilrester forekommer nok i gravfundene, men de er ganske små og giver os ikke mulighed for en samlet rekonstruktion af mandsdragten.¹⁹ Der findes derimod en gruppe billedfremstillinger fra disse århundreder, som kan give lidt mere af et helhedsbillede. Det er de såkaldte guldgubber.

Guldgubberne er nogle bittesmå, papirtynde, udvalsede guldplader med figurfremstillinger, som i stort tal er dukket op på nogle af den yngre jernalders rigeste bosættelser. I første række kan vi ikke sige meget mere om dem, end at de må have haft tilknytning til stormandsmiljøet i det 6.-7. århundrede, og at de formentlig havde en funktion i den kultpraksis, som omgav eliten. Vi skal senere vende tilbage til denne ejendommelige fundgruppe (se En hedensk kosmologi).

På guldgubberne ser man gerne et ophøjet billede, der er trykket op fra bagsiden med et prægestempel, en såkaldt patrice. Sådan er hovedparten af guldgubberne fremstillet. Der findes imidlertid også en lille gruppe, som er udskåret eller blot ridset i en noget tykkere guldplade. Hovedparten af guldgubberne måler kun 1-2 cm i højden og omkring det halve i bredden. Der er altså tale om næsten mikroskopiske afbildninger. Alligevel er der mange detaljer med på billedet. Der er tydeligvis lagt vægt på træk, som fortæller om de afbildedes dragt. Man har søgt at gøre beklædningsdelene genkendelige og fremstillingsformen ret naturtro.

Billederne på guldgubberne forestiller almindeligvis mænd eller kvinder. Og ser vi på fremstillingerne af mænd, er der oftest tale om en stiliseret mandsfigur, hvis ansigt er vist i profil. Overkroppen er gerne vredet, så den ses forfra og derfor virker meget bredskuldret. De afbildede mænd er næsten altid skægløse og har skulderlangt, tilbagestrøget hår. Øjne og næse er ofte abnormt store. Mandens typiske klædedragt er en halvlang kofte, som gerne har en bred mønstret bort langs kanterne. På ganske få figurer ser man et ringspænde eller en smykkenål, der holder dragten sammen. Mændene er fremstillet stående eller gående. En stav, som de fleste holder i hånden, er tilsyneladende lige tyk i begge ender, men er i øvrigt vist uden detaljer, der røber dens funktion. Måske er der tale om et magtsymbol, et scepter for eksempel.

Tager man f.eks. udgangspunkt i et fund fra den ovenfor omtalte, formodede stormandsgård ved Slöinge i Halland, hvor 65 guldgubber lå i et stolpehul, hvis stolpe blev dendrodateret til 710-20, kan man danne sig noget af et indtryk af mandsdragten på denne tid.²⁰ Den er normalt ret enkelt sammensat og består blot af kjortel og bukser. I sjældne tilfælde ser man dog en overklædning i form af en kappe. Kjortlen er en sæde- eller knælang klædning med korte eller lange ærmer. Undertiden er et bælte markeret. Bukser findes både med vide og stramme ben. De er altid lange og bæres under kjortlen. I tilfælde, hvor man ikke kan se nogen klar grænse mellem ben og fod, kan der enten være tale om gamachebukser, eller om at figuren har bare ben. Mandskappen er lukket på skulderen, til forskel fra kvindernes, som lukkes midtfor.

I hovedtrækkene ser mandsdragten altså ud til at være meget lig den, man bar i den yngre romerske jernalder (Se bind 3, side 498). Nogle ændringer kan der dog godt være tale om, navnlig hvad angår tøjets art og kvalitet. I vikingetiden kunne der tilsyneladende være tale om en overkjortel af uld og en underkjortel af hør.²¹ Det var en forandring, som kan tænkes at være begyndt allerede i yngre germanertid, da hør bliver almindeligt i gravfundene.

For kappens vedkommende var der også tale om en dragtform med rødder i ældre tider, bl.a. i våbenofferfundenes pragtkapper. Efter alt at dømme var den et overklassetegn, som man ligesom i senere århundreder ikke bar i selskab med sine overmænd.