Vestbredden af Tissø med bopladsområdet, som strækker sig fra gården til venstre og 1,5 km videre langs søbredden.

.

Stormandsgården ved Tissø. Fra udgravningen af hovedhuset i den ældste residens. Mørkfarvningen efter nedgravningerne til såvel væg- som tagstolper i den næsten 40 m lange bygning ses tydeligt i den afdækkede undergrund.

.

Stemmeskrue til et strengeinstrument, fundet på stormandsgården ved Tissø.

.

Stormandsgården ved Tissø som den så ud, efter at den i sidste halvdel af 600-tallet var blevet flyttet. Centralt på toften lå den 36 m lange halbygning, og i tilknytning til den var der et indhegnet område med en mindre bygning, som muligvis blev brugt til kultiske formål.

.

Udsigt mod Gammel Lejre, set fra skibssætningen mod sydvest.

.

Lejres beliggenhed i forhold til de vigtigste vandløb på det østlige Sjælland.

.

Forgyldt bronzefragment af en pragthjelm fra yngre germansk jernalder fundet ved Gevninge umiddelbart nord for Lejre. Fundstedet ligger 1 km op ad åen, som fra Roskilde Fjord fører til Lejre. Måske lå der her en stormandsgård, som vogtede porten til Lejre.

.

Tegning. Forgyldt bronzefragment af en pragthjelm fra yngre germansk jernalder fundet ved Gevninge umiddelbart nord for Lejre. Fundstedet ligger 1 km op ad åen, som fra Roskilde Fjord fører til Lejre. Måske lå der her en stormandsgård, som vogtede porten til Lejre.

.

De udgravede arealer ved Gammel Lejre.

.

Plan af den 48 m lange øst-vest-vendte stormandshal i Lejre. Indgangene er vist med pile.

.

Forenklet oversigt over oldtidsminderne umiddelbart øst for Gammel Lejre. 1: Hyldehøj, om fund i højen vides intet. 2: Stensætning, skibssætning eller eventuelt langdysse, ikke bevaret. Den nøjagtige plads kendes ikke. 3: Ravnshøj, velbevaret høj, om fund i højen vides intet. 4: Formodet skibssætning, nøjagtig placering ukendt. 5: Margrethestenen, formentlig sidste rest af en skibssætning. 6: Vikingegrave, fundet ved grusgravning 1940-41. 7-8: To helt sløjfede skibssætninger kendt fra tegninger fra 1700-tallet. 9-10: To bevarede skibssætninger. 11: Grydehøj, med grav fra 600-årene.12: Dæmningsanlæg, Under en af voldene ligger stenfundamenter, som måske stammer fra oldtiden. Sammenlign med Ole Worms prospekt side 315.

.

Guldgubber, dvs. bittesmå guldplader med billedfremstillinger, fundet på bopladsen Sorte Muld på Bornholm. Ca. 3:1.

.

Denne lille Buddhafigur, fundet i lagene fra det 8. århundrede på Helgo, er et vidnesbyrd om øens langtrækkende kontakter gennem Rusland helt til Mellemøsten allerede før vikingetiden.

.

I det 6.-7. århundrede e.Kr. begynder vi at kunne iagttage de første, mere eller mindre utvetydige spor efter, hvad man kunne kalde „kongeligt“ byggeri i Danmark. Bebyggelsen i det danske landskab dækkede efterhånden et bredt spektrum, i hvis ene ende man fandt de almindelige landsbyer og enkeltgårde. Her blev det daglige brød produceret til en stadigt voksende befolkning. I den anden ende af spektret befandt sig nogle store gårdkomplekser, hvis ukendte ejere tilhørte det højeste aristokrati. Nogle af anlæggene var endda af en sådan art, at betegnelsen kongsgårde kan komme på tale.

Det var tilfældet med det mægtige gårdkompleks, der omkring 600 e.Kr. blev opført på vestsiden af Tissø på Vestsjælland.48 Kører man i dag vest om Jyderupskovene fra Bjergsted over Svebølle, Højbjerg og Jorløse til Tissø, kommer man igennem et stærkt bakket landskab. Men helt ude ved Tissø er der vidt åbent, og vinden har let spil ind over det lave land, der mange steder er både sandet og magert. Det gælder især ved Tissøs flade og øde bredder. Først ovre på østsiden af søen, når man nærmer sig Selchausdal, er der læ at finde langs den skovklædte bred. Herfra kan man se ud over de solbelyste, grønne marker og enge, og ovre på den anden side af søen kan man ane det sted ved søbredden, hvor storgården i tiden efter ca. 600 lå i læ for vestenvinden neden for en bakke, omkring 7 km fra Storebæltskysten. På den gamle søbund umiddelbart ud for storgården er der fundet talrige ofre i form af våben, smykker og værktøj. De kom især for dagen, da man for mere end hundrede år siden foretog en sænkning af søens overfladeniveau for at modvirke oversvømmelse af de lavtliggende områder.

Her er det værd at huske, at søens navn, Tissø, egentlig betyder Tirs eller Tyrs sø. Mon ikke de mange genstande blev ofrede til Tir eller Tyr, som var en af vikingetidens krigsguder? Ved Tissø kan vi konstatere, at offertraditionen gik helt tilbage til omkring 600 e.Kr., dvs. til bopladsens anlæggelsestidspunkt.

Dengang, i det 7.-8. århundrede, var landskabet ikke så åbent som i dag. Og dengang var det formentlig muligt via Halleby Å at sejle selv større skibe fra havet ind til Tissø. Flere andre åer løber ud i den. Bopladsen var således placeret ret strategisk i forhold til trafikken. En stor del af befolkningen i det nordvestsjællandske område må have haft sejlmulighed til Tissø.

Den boplads, som omgav det store gårdkompleks, strakte sig langs hele søens vestbred over en strækning på ikke mindre end 1,5 km og en bredde på 2-300 m. Det totale areal var ca. 500.000 m2, det var dengang en af Danmarks rigtig store bosættelser.

Den første bebyggelse på pladsen ved Tissø lå i det nordlige område, ved lokaliteten Bulbrogård. Her byggede man omkring år 600 en imponerende gård omgivet af et retvinklet hegn, der indrammede et areal på 10.000 m2, dvs. at gårdtoften var omkring tre gange så stor som en almindelig gård på den tid. Hovedhuset var en vældig hal med buede langvægge, næsten 40 m langt. Ved udgravningen fandt man store mængder lerklining fra væggene, som viste, at de havde været fint hvidpudsede. Udgravningen viste, at beboerne havde været særdeles velstående og tilhørte samfundets absolutte aristokrati.

Den hvidpudsede gård bestod af flere bygninger, der lå omkring en lille indhegning. Dels var der tale om et hus bygget som hovedhuset, men kun 23 m langt, dels om to mindre huse og nogle grubehuse. Der var noget, der tydede på, at gården var nedbrændt omkring midten af 600-tallet.

Efter at storgården var brændt, flyttede man den ca. 500 m sydpå, til det sted, hvor den skulle blive stående i de næste 300 år.49 Den vældige hovedbygning var fortsat noget helt for sig selv. På planen ser man gården, som den så ud efter flytningen.50 Toftearealet var fortsat ca. 10.000 m2, og i det omgivende hegn var der flere indgange. Centralt på gårdtoften lå halbygningen. Den var ca. 36 m lang og 11,5 m bred. I alt var ca. 400 m2 således under tag.

Et indhegnet særområde var bygget sammen med hallens vægge, og inden for dette lå en lille bygning, 5 x 6 m stor, med et vestvendt indgangsparti. I hegnets østside var der en indgang til særområdet. Ved hegnet i gårdens nordlige ende lå smedjen. På trods af, at gårdens østside var ødelagt, kunne der ikke påvises andre større bygninger på gården. Det gør den meget usædvanlig, for der er blandt de arkæologiske fund ingen, der tyder på almindelig landbrugsproduktion eller større dyrehold på gården. Kun nogle fund af løvknive og segl vidner om, at man har fodret dyr, og her er det nok mest nærliggende at tænke på opstaldede heste.

Det var imidlertid ikke kun gårdens funktion, der var ejendommelig. Nedgravningerne til de kraftige tagbærende stolper i hallen var ikke mindre end tre meter dybe. Noget lignende er ikke førhen set i en bygning fra oldtiden. Hallen må altså have været af en helt speciel konstruktion. De meget store nedgravninger til de 60 cm tykke tagbærende stolper kunne tyde på, at man har villet sikre sig mod et stort vindpres på bygningen. Måske hallen ligefrem har været udstyret med en førstesal.

Efter at have stået i nogle generationer blev gården ombygget. Det skete i det 8. til 9. århundrede, altså på overgangen til vikingetiden. Gårdtoften blev nu udvidet til ca. 15.000 m2, og i den sydlige del af hegnet blev bygget en bred port til vogne. Hallen var stadig 36 m lang, men den var nu kun 10 m bred. Fortsat må den have tjent et helt særligt formål. En antydning af, hvad det var, fik man, da man i hallens væggrøft fandt en stemmeskrue til et fint strengeinstrument – formentlig en lyre.51 Den kan meget vel være fra et af de instrumenter, der blev spillet på ved gæstebudene i hallen.

Også i det indhegnede særområde skete der forandringer. Hegnet var dog stadig bygget sammen med den store hals vægge, men det lille hus blev nedrevet og erstattet af et større på 6 x 20 m. I den sydlige del af indhegningen blev et mindre område udskilt ved hjælp af et tværgående hegn. Smedjen lå derimod fortsat i gårdens nordende, langt væk fra hovedbygningen. Ellers rummede gårdtoften ingen andre større bygninger. Den manglede altså almindelige stald- og økonomibygninger. Det kan godt undre, for på en gård af denne størrelse ville man forvente at finde store avlsbygninger. Men storgården var øjensynlig ikke en bondegård i overstørrelse. Fødevarerne til de mange mennesker, som levede og arbejdede på stedet, må formentlig være tilført udefra, sikkert fra gårde i den umiddelbare nærhed.

I hen ved 300 år stod storgården på samme sted, og i al den tid fastholdt man kombinationen hal og særområde med en mindre bygning. Ligeledes gik smedjen igen igennem de tre århundreder. En sådan konservatisme finder man ikke i tidens almindelige landsbyer. Her foregik en løbende udvikling af de forskellige hustyper. Men storgården ved Tissø var noget helt for sig selv. Dens hal var tydeligvis anlæggets repræsentative bygning. Indvendig var den opdelt i to vestlige og to østlige rum, skillevæggene stod i tilslutning til de tagbærende stolper. I den østlige del blev gjort mange fund af knogler. Hallens vestlige halvdel var derimod stort set fundtom. Det har man tolket således, at gæstebud har været afholdt i østenden, mens den vestlige del formentlig har været boligområde, idet det dog næppe permanent har været brugt til beboelse.

Vender vi nu blikket mod særområdet i tilknytning til hallen, så er det sandsynligt, at det har været anvendt som et kultområde, hvor de hedenske ritualer blev udført, måske en af de „hørge“, der omtales som gudeboliger i de gamle eddadigte.52 Det kan altså ikke afvises, at gården ved Tissø også har haft en funktion som hedensk kultsæde. I den tidlige middelalder var det stormændene, der opførte de første kirker på deres hovedgårde. Storgården ved Tissø kan afspejle den samme situation, blot var det ikke en kristen kirke, men en hedensk hørg, der var tilknyttet gården.

At der fandtes egentlige kultbygninger på de store gårdanlæg fra den yngre jernalder, er der flere eksempler på i Sydskandinavien. I tilslutning til storgården Borg i Östergötland fandt man også en lille bygning, hvor der tydeligvis var foregået dyreofringer.53 Og som vi senere skal se, lå der også i Gl. Lejre en mindre bygning i tilslutning til hallen.54

Allerede i 600- og 700-tallet var de træk således til stede, som senere kom til at karakterisere stormands- eller kongsgården i vikingetiden. Nok skete der store ændringer i Tissø-gårdens ca.400-årige levetid, men den bevarede alligevel sin egenart. Først og fremmest var den ikke en almindelig produktionsenhed, men snarere en aristokratisk residens, der dog formentlig kun blev anvendt periodisk. Og dertil kommer, at stort set alle gårdens bygninger havde helt specielle træk. Mange af dem var aldrig tidligere set i danske gårdanlæg.

I tilslutning til bebyggelsen ved Tissø lå, både mod nord og mod syd, nogle markedsområder, hvor handel og håndværk blev udøvet sæsonvis i form af bl.a. bronzestøbning, smedning, perlefremstilling og vævning. Området havde været udsat for kraftig pløjning, så det var ikke let at finde system i de stolpehuller, man fandt på stedet, mange var også bortpløjede. Det gjaldt også smedeesserne, som fortrinsvis gav sig til kende ved mængder af slagger i pløjelaget. Man kunne dog påvise talrige grubehuse af den art, man finder på de fleste af tidens bopladser. Flere hundrede må der have været af dem – de havde naturligvis ikke alle stået på samme tid. Hertil kom talrige småhuse eller boder, som tilsyneladende hyppigt var blevet repareret og fornyet. Men spor af længerevarende beboelse på markeds- og værkstedsområderne var der ikke.

I det sydlige værkstedsområde var det tilsyneladende jernsmedning og bronzestøbning, der havde domineret aktiviteterne. Her fandt man både esseslagger og halvfabrikata til bl.a. ildstål, sakse, knive og pilespidser. Også bronzestøbere arbejdede her. Det viser fund af støbeforme samt værktøj af forskellig slags. Der var tydelige tegn på, at håndværkerne var vendt tilbage til området år efter år. Smykkehåndværkere havde i øvrigt også arbejdet på selve storgården.

At der også var foregået en omfattende handel, viser de fund af vægtlodder og brudsølv, som forekom over hele området. Men alt i alt var der intet, der tydede på, at markeds- og produktionsområderne havde været kontinuerligt i brug i længere tid ad gangen. Snarere havde der været tale om korte, men intense markedsperioder. Men så må der også have været mange mennesker, der opholdt sig på pladsen.

Den helt særlige bygningsstruktur, der kunne iagttages på storgården, kunne tyde på, at den ikke havde været en permanent bolig for en hersker. Der mangler ganske enkelt mange bygninger, som man normalt vil forbinde med en fast residens. Alligevel viser de store mængder af måltidsrester på selve gårdstoften og i østenden af hallen, at der i perioder må have opholdt sig mange mennesker på gården. De mange fund af smykker viser desuden, at beboerne og de besøgende har tilhørt den absolutte elite. Man har taget disse og en lang række andre forhold som udtryk for, at gården ikke blev anvendt permanent – at den ikke var en aristokratisk hovedresidens, men et anlæg i den mobile kongemagts kongsgårdssystem, muligvis efter frankisk forbillede. Det er en tanke, som vi senere skal forfølge i forbindelse med omtalen af Tissøkomplekset i den efterfølgende vikingetid.

Har anlægget haft en sådan funktion, dvs. som kongsgård, men ikke som hovedresidens, kan det måske forklare, hvorfor der endnu ikke er fundet grave i forbindelse med anlægget. Man har gjort et stort arbejde ud af at søge efter disse grave, men hidtil uden held. Det kan skyldes, at i hvert fald de rige dynastiske grave ikke skal søges her, men snarere i forbindelse med herskerens hovedresidens. Og denne kan tænkes at have ligget i Gammel Lejre ved Roskildefjorden, hvor gårdanlægget var mindst lige så stort som Tissøgården, men i langt højere grad havde karakter af permanent bolig. I hvert fald ved vi, at både Tissø og Gammel Lejre blev grundlagt noget før år 600. Vi skal derfor nu vende blikket mod denne anden store bosættelse.

Gammel Lejre ligger ikke langt fra Lejre Å's udmunding i Lejre Vig i bunden af Roskilde Fjord. Mod øst ligger Heden, et jævnt og frugtbart sletteområde – mod vest hæver terrænet sig op mod et landskab af stejle småbakker, vandhuller og småsøer. Vi befinder os således på grænsen mellem det indbydende Østsjælland og de mere utilgængelige egne midt på øen, men også på det sted, hvor vandvejene lettest lader sig passere af den landværts trafik. Og hvilket sted! Vi er helt inde i Roskildefjordens bund med dens mange åbne eller skovklædte landtunger og næs. Øst for Lejre Vig har man en utrolig udsigt ud over det fineste ødanske landskab med små græsholme svømmende på vandet mellem de grønne enge, som skråner ned mod havet.

Fra dette sted med dets mangfoldige blanding af sunde og fjorde, tanger og lave næs har man en af Danmarkshistoriens første landskabsbeskrivelser. Vi finder den i det oldengelske heltedigt Bjovulf (se Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny), hvor danernes rige skildres som værende af stor udstrækning og liggende ved „tvende Have“; det er skilt af mange havarme og sunde. I digtet berettes om Bjovulfs færd til kong Roars gård, thi „gæste han ville ad svanernes vej den vidtkendte kampdrot“. Vi hører om helten og hans kampfæller, som i deres skibe forlader hjemlandets klinter:

Vel et døgns tid drog over havet den bugede skibsstavn, brydende bølgen -så øjned de farende forude land, skinnende brinker og bratte skrænter og mægtige næs. Målet var nået og søfarten endt -Bjovulf og hans fæller er nu kommet frem til, hvad der kan være landingspladsen ved Lejre. Og her, i kongesædet, ser de den glimrende Hal, som af guldet lyste herligst af alle under himlens hvælv.

Så vidt digtets ord. Den arkæologiske virkelighed er noget mere nøgtern. Fra 1970'erne er der blevet foretaget udgravninger i Gammel Lejre, som må have været fjordområdets centrale lokalitet fra det 6. århundrede og frem til tiden omkring 1100 e.Kr.55 Dens territorium har i den tid formentlig omfattet store dele af – eller hele – Sjælland.

Bopladsen, som dækker det meste af en kvadratkilometer ligger på vestsiden af Lejre Å. Man finder sporene af den under den nuværende landsby Gammel Lejre og på markerne syd og vest for denne. Her har der med mellemrum været foretaget udgravninger siden 197756 og frem til i dag.57 Bosættelsesområdet ligger dels på et fladt, sandet eller gruset plateau langs Lejre Å, dels på et bakket område vest for Gammel Lejre by. Udgravningerne er som sagt foregået med mellemrum over de sidste par årtier, og på grund af bl.a. hensyn til fredningsforholdene har man endnu ikke helt kunnet få det samme samlede overblik over bosættelsen som f.eks. ved Tissø. Kun en mindre del af det samlede bopladsområde er hidtil arkæologisk undersøgt. Meget ligger endnu gemt under Lejres muld.

Den ældste del af Lejre-bosættelsen er fra det 6. århundrede e.Kr. og ligger på en bakke nordligt i området.58 Den er først udgravet for ganske nylig, og det er endnu ikke meget, man ved om den. Det ser dog ud til, at der allerede på dette tidlige tidspunkt har stået en stor halbygning omgivet af nogle mindre huse. Halbygningen skilte sig klart ud fra de øvrige bygninger ved at have overordentlig store og dybe huller fra de tagbærende stolper. Formentlig har hallen haft lerklinede vægge.

I tilknytning til hallen udgravede man to noget mindre huse samt en stor stendynge, ca. 25 m i diameter. Den bestod af talrige skørbrændte sten og trækul, formentlig indholdet fra et vældigt antal syde- og kogegruber. I jorden omkring husene og stendyngen gjorde man fund af guld, bronze, jern, glas og potteskår. Der var også spor af, at forskellige støbehåndværk var blevet udøvet i området. Der er således næppe tvivl om, at vi her står over for den tidligste udgave af kongsgårdsbebyggelsen i Gammel Lejre -jævngammel med bebyggelsen ved Tissø.

Omkring 700 e.Kr. sker så den store udbygning af bosættelsen. Den har man fundet sporene af på bakkerne lige vest for den nuværende landsby, hvor man har udgravet tomterne af et stort antal kraftige langhuse. Om der er tale om en stor, sammenhængende bebyggelse, eller om området har været opdelt i flere ens gårdenheder står ikke helt klart. Det er derimod tydeligt, at Lejre ikke har været en landsby i traditionel forstand, som man kender dem fra andre arkæologiske udgravninger, hvor man fandt flere gårdanlæg liggende langs en bygade eller omkring en åben plads. Det åbner hverken topografien eller udgravningsresultaterne i Lejre mulighed for.59

Midt i denne store bebyggelse lå en imponerende hal, tydeligvis anlæggets repræsentative bygning. 48 m lang var den, 8 m bred ved gavlene og 11,5 m på midten, et kolossalt bygningsværk, som blev ombygget flere gange i sin hen ved 300-årige levetid. Ved sin størrelse synes den at bekræfte sagnenes vidnesbyrd om Lejres betydning i oldtiden.

Bygningens vældige tag var dels båret af to rækker kraftige stolper, der stod i husets længderetning, dels af en række støttestolper, som stod langs væggenes yderside. De udvendige, skråtstillede støttestolper havde stabiliseret konstruktionen på det sted, hvor tag og væg mødtes. Det er vist i øvrigt første gang i Danmark, at man har kunnet påvise sådanne skråstivere i forbindelse med husbyggeri. Aftrykkene i jorden af stolperne gjorde det desuden muligt at beregne væggenes højde til mellem 3,5 og 4 m. Selve bygningens højde har været ikke mindre end ca. 10 m, og der er ikke noget, der tyder på, at huset har været brugt til almindelig landbrugsproduktion.

De to rækker indvendige bærestolper svarer til, hvad vi ser i andre jernalderhuse. Men i Lejrehallen havde man på et stykke tæt vest for midten udeladt to stolpepar. Derved dannedes der et stort åbent rum i midten af huset – og netop det retfærdiggør, at vi bruger betegnelsen hal om bygningen i Lejre. I langvæggene var der fire døre, to mod nord, to mod syd. Endelig var der inde i huset, mellem de tagbærende stolper, dørstolpehuller, som viste, at bygningens indre havde været opdelt med tværgående skillevægge.

I det største af de således dannede rum var der et ildsted. Og i det østligste af rummene en nedgravet kælder, velsagtens til opbevaring af madvarer. Nu var den fyldt med dyreben og andet affald. Det er fristende på dette ganske vist spinkle grundlag at placere husherren – vi kan måske endda kalde ham kongen – og hans familie i bygningens vestlige del, inklusive det store midterrum. Østenden har måske været forbeholdt tjenestefolkene, eller den har været beregnet til gæstebud.

Den samlede levetid for dette vældige bygningsværk anslås at have strakt sig fra ca. år 700 til sidste halvdel af 900-årene, et tidsrum på op mod 300 år.

Omkring 10 m nord for den store hal lå en lille bygning, der igennem en lang årrække havde været genstand for flere ombygninger, men som formentlig har haft en fast tilknytning til hallen. Det er tænkeligt, at der er tale om en bygning med kultiske funktioner, måske en hørg, i lighed med forholdene på kongsgården ved Tissø.

Parallelt med hallen og 7 m fra dens østlige gavl lå en meget anselig bygning, der også var fornyet et antal gange. Længden var omkring 42 m, bredden 6-7 m, så huset har ikke haft hallens format, men det har dog været af en størrelse ud over det almindelige. Langvæggene var krumme og blev i årenes løb forsynet med udvendige støttestolper. Bemærkelsesværdigt er det, at husets indgange i alle dets stadier lå i langsiderne nær gavlene. Det må betyde, at anvendelsen har været den samme gennem hele brugsperioden. Der har tydeligvis været tale om en menneskebolig, det viser fundene fra bygningens indre. Her er bl.a. fundet stumper af sværd, som lader os ane beboernes profession. Var der måske tale om en bygning til hirden, den skare af bevæbnede mænd, som udgjorde husherrens, formentlig kongens personlige livvagt?

Endelig lå der mod syd et langhus, som formentlig kan tolkes som en magasinbygning. Huset havde en åben østgavl, igennem hvilken vogne kunne køre.

Alt i alt ser det ud til, at det bygningskompleks, vi nu har omtalt, udgjorde en samlet enhed. Husene må have fungeret sammen gennem en meget lang periode, hvor reparationer og fornyelser nok blev foretaget, men derimod ikke flytninger i større stil. Det er også tydeligt, at bebyggelsen i Lejre havde en karakter, der afveg klart fra samtidens almindelige landsbyer. Husene var lagt ud efter en fast plan, som blev opretholdt stort set uændret igennem 300 år. Forklaringen er formentlig, at der var tale om en kongsgård. Store jordtilliggender må have sikret dens eksistens, og det samme har formentlig forskellige former for skatter og afgifter – vel navnlig i form af naturalier. Monumentalbygningerne taler da også om en rigdom ud over det almindelige.

En sidste del af Lejrebebyggelsen mangler endnu omtale. Det er værkstedskvarteret, et nødvendigt tilbehør til en kongsgård. Værkstedskvarteret skal for en del søges under den nuværende landsby. Det tegner sig som et mørkt kulturlag med en tykkelse på omkring en meter. Fundene herfra viser, at værkstederne har været i brug fra det 5. til ind i det 13. århundrede e.Kr. Kun en lille del af området er endnu udgravet, men man har ikke fundet langhuse som på bakkerne mod vest. Derimod har man udgravet talrige af de langt mere beskedne grubehuse. I og omkring disse er foregået smedevirksomhed, tekstilfabrikation.

Hvis Gammel Lejre, som vi har formodet, har været en permanent fyrsteresidens siden tiden omkring 600, kunne man også forvente at finde rigt udstyrede grave i området. På den østlige side af Lejre ådal ligger da også en række gravhøje samt et antal skibssætninger og en fladmarksgravplads fra vikingetiden. Tiden har været hård ved dem, specielt skibssætningerne. Men i den ene af gravhøjene, Grydehøj, er der udgravet, hvad der formentlig var en stormandsgrav fra det ældste Lejres tid. Vi skal senere høre mere om den (se Sort vældede bålrøgen op).

De store bosættelser som Tissø og Lejre med deres handel, håndværk og kultudøvelse har formentlig været magtens holdepunkter i det lange udviklingsforløb fra stammesamfund over småkongedømmer til en statslig kongemagt. Nogle af pladserne synes at have eksisteret et par hundrede år, andre langt længere. Dertil kommer, at nogle af centralpladserne nok kun har haft betydning for et mindre område, mens andre har haft indflydelse på hele landsdele.

Ved Toftegård, ikke langt fra Strøby på Stevns finder man endnu en af disse pladser.60 Den ligger på en svag højning i et ellers fladt terræn, og der er tale om en stor bebyggelse af længere varighed. Den begynder i 700-tallet og varer til slutningen af 900-tallet. En magtfuld og velhavende slægt må have haft sit sæde her – det viser de overvældende rige fund, som vil blive nærmere omtalt længere fremme.

Også ved Gudme på Sydøstfyn kunne man forvente at finde et af magtens holdepunkter. Det er imidlertid ikke klart, hvilken rolle pladsen spillede efter den åbenbare storhedstid frem til det 6. århundrede (se Magtens holdepunkter). Den store boplads var fortsat bebygget, men vi kan ikke nærmere bestemme dens funktion61. Det gælder også bebyggelsen ude ved kysten, ved Lundeborg. Nord for Tange Å's udløb er fundet spor af værkstedsaktiviteter fra 7.-8. århundrede, så både pladsen inde i landet og ladepladsen ved kysten har kontinuerligt været i brug gennem hele yngre jernalder. Men der er en mærkbar nedgang i fundenes antal og kvalitet i det 7. århundrede. Det afspejler formentlig en økonomisk nedgang for den sydøstfynske bygd.62 I tiden fra det 8. århundrede må der dog være sket noget af en økonomisk genrejsning, som dog aldrig bragte bygden tilbage til den magtposition, den havde haft fra det 3. til det 6. århundrede.

Endnu et af magtens holdepunkter finder man på Bornholm nær Svaneke, på centralbopladsen Sorte Muld, som vi tidligere har hørt om (se Magtens holdepunkter).63 I de yngste af den store bosættelses jordlag var der en ren overflod af guldgubber. De lå jævnt fordelt inden for et område på nogle få hundrede kvadratmeter, og formentlig er det dem, der har givet stedet dets gamle navn “guldageren“. Men det er også guldgubberne, der viser, at bosættelsen på Sorte Muld hørte til i en særklasse. Vi skal senere høre nærmere om disse mærkelige miniaturebilleder af guld (se En hedensk kosmologi), hvis betydning man endnu ikke har kunnet afsløre. Men sikkert er det, at deres tilstedeværelse på bopladsen viser, at den lige som Gudme og Lundeborg har været et af magtens holdepunkter i den senere del af jernalderen.

I Skåne, på den åbne Lundslette, lå den rige bosættelse Uppåkra, der hørte til den første generation af centralpladser, som vi allerede har hørt om det (se Magtens holdepunkter).64 Uppåkras velstand havde været betydelig allerede i yngre romersk og ældre germansk jernalder, men rige fund fra yngre germansk jernalder og vikingetid tyder på, at perioden fra 600-årene til sidst i 900-årene var pladsens absolutte blomstringstid. Der har utvivlsomt ligget en stormandsgård i Uppåkra igennem dette lange tidsrum.

Men der synes også at have været knyttet en kultbygning, måske en hørg, til gården. I et af de fundrige områder har man nemlig udgravet tomten af et hus.65 Det var 13 m langt og 6,5 m bredt, havde buede langvægge og et tag, der var båret af to ekstremt kraftige stolpepar. Stolpehuller antyder, at bygningen har haft en kraftig, høj overbygning.66 Inde i huset fandt man bl.a. en pokal med vandrette bånd af guld, en glasskål og mere end hundrede små guldgubber, samt diverse små stumper af guldbarrer og -tråde. Uden for huset fandt man rester af en bronzehjelm med forgyldning, og dertil to våbenofringer med talrige lanser og spydspidser. Huset har tydeligvis haft en meget lang levetid, omkring 400 år, og det må have haft kultiske funktioner, hvilket de fundne kostbarheder antyder.

I den sene del af jernalderen kan man udskille Vest- og Sydskåne som en selvstændig region med stærke kontakter til Sjælland. Det var formentlig det område, stormændene i Uppåkra kontrollerede. Fra 700-årene finder man på pladsen arabiske sølvmønter fra Bagdad og Nordafrika. Sammen med vægtlodder af forskellig form og størrelse viser de, at Uppåkra havde sin rolle at spille i den voksende handels- og markedsaktivitet omkring oldtidens slutning.

Længere mod nord, finder man i Halland, ved Slöinge, en centralplads, som var beboet fra ældre germansk jernalder til op i vikingetiden.67 Og ligeså har Mellemsverige sin store centralplads, som ved rige fund af bl.a. importgenstande fra fjerne lande, vidner om den stærke økonomiske aktivitet, der knyttede sig til de tidlige magtcentre: Helgö i Målaren.68 Her har man fundet en bosættelse med gårde og tilhørende grave samt spor af en omfattende håndværks- og handelsvirksomhed. Formentlig har der på Helgö ligget et sæsonmarked med en betydelig lokal produktion. Men der er på stedet også gjort fund, der vidner om særdeles vidtrækkende handelsforbindelser. Måske Helgö var kongelig ejendom og dermed en vigtig brik i et nyt politisk og økonomisk system, som i disse århundreder var ved at vokse frem i Mälarområdet.

Her i Mellemsverige var det tidligere især gravfundene, der afspejlede de ressourcer, som kongerne og det øverste aristokrati rådede over i denne periode. Man har her ment at finde de første generationer af et kongeligt dynasti (Ynglingeætten) fra det 6. århundrede gravlagt i tre monumentale gravhøje i Gl. Uppsala lidt nord for Stockholm.69 Dette dynastis hirdfolk, har man tillige formodet, var gravlagt på en række gravpladser i Mälardalen, hvoraf de mest kendte er Vendel og Valsgarde (se Konger og høvdinge i nord).

De rige begravelser af mennesker fra tidens øverste sociale lag havde det meget bevidste formål at markere og legitimere aristokratiets rettigheder til deres ejendom og sociale position. Deres storgårde er imidlertid først begyndt at dukke op inden for de senere årtier, således som vi har set det i Danmark med Tissø, Lejre og Toftegård. Også ved de to svenske gravpladser Vendel og Valsgarde har man for nylig kunnet påvise, at stormandsgårde må have ligget i umiddelbar nærhed af gravfelterne.70

Sådanne stormandsgårde er i de seneste år kommet op på en lille håndfuld. Antallet må naturligvis have været større, når man tager de rige gravpladser i betragtning. Et eksempel er her Borregravfeltet i det norske Vestfold med meget rige grave fra merovingertid og vikingetid.71 Endnu er selve den aristokratiske residens ikke lokaliseret, men dog bopladsspor.72 Problemet er generelt, gravene kendes, men den tilhørende bebyggelse er ofte ikke fundet.

Et særligt imponerende eksempel på et høvdingecenter har man i 1980'erne kunnet udgrave ved Borg på Vestvågøy i Lofoten, helt oppe i det nordligste Norge.73 Bosættelsen ligger ved indgangen til en bred dal i det indre af Vestvågøy, et af de mest blæsende steder i Lofoten. Her har man udgravet et kæmpemæssigt treskibet langhus med en isolerende tørvevold langs væggene. Der havde længe været bosættelse på stedet, men det store langhus blev opført engang i 700-tallet. Den indre bredde var 9 m og længden hele 83 m. Huset er dermed det længst kendte hus fra yngre jernalder. Denne stormandsresidens blev i øvrigt stående til langt ind i vikingetiden (se Storgård eller kongsgård?).

Den lange levetid er karakteristisk for tidens stormandsgårde, det gælder også dem ved Gammel Lejre og Tissø, som begge blev anlagt omkring år 600 og uden afbrydelse fortsatte op til ca. 1000-1050. Det var således en kontinuitet på hen ved 400 år.

I disse stormandsresidenser var hallen altid gårdens repræsentative bygning. I den modtog og ikke mindst beværtede stormanden sine gæster ved gæstebud og højtider. I Bjovulfkvadet (se Den gamle verdens endeligt - og begyndelsen af en ny) og de senere islandske sagaer berettes indgående om, hvordan købmænd og konger afholdt store gæstebud i hallen. Det var en af de sociale pligter, som påhvilede aristokratiet. Magt og status blev blandt andet målt efter, hvor mange gæster man kunne beværte. Og det var tillige ved disse lejligheder, at stormanden eller måske kongen belønnede sine tro støtter med kostbare gaver eller med land.

Noter

48: L. Jørgensen 1998, 200a, 2002; Jørgensen & Petersen 1996.

49: De ældste kulstof 14-dateringer fra denne gård er fra slutningen af 600-tallet.

50: Den østlige del af gården var desværre blevet ødelagt ved grusgravninger. Der fandtes imidlertid nogle svære stenkonstruktioner i forbindelse med den centrale hals vægge, og dette medførte, at grusgravningen slog et sving uden om halområdet for at undgå de tunge sten. Ved et utroligt held undgik hallen således total ødelæggelse.

51: M. Friis 2003.

52: O. Olsen 1965, s. 106 ff.

53: Lindeblad & Nielsen 1997; A.-L. Nielsen 1997.

54: L. Jørgensen 1998, s. 244 ff. L. Jørgensen (2002) nævner endvidere et gårdanlæg ved Järrestad i Skåne, som i sin struktur og tidsmæssige udvikling ligger meget tæt op ad Tissøgården. Anlægget fra Järrestad har også et indhegnet særområde med en mindre bygning, som er bygget sammen med en af de store haller.

55: T. Christensen 1985, 1987, 1989, 1991a-b, 1996, 1997, 2002.

56: S.W. Andersen 1977, 1993a.

57: T. Christensen 1991a-b.

58: Ved gården Fredshøj, udgravning ved Roskilde Museum ROM 615/84 Fredshøj, upubliceret.

59: T. Christensen 1991.

60: S.Å. Tornbjerg 1997; 1998.

61: H. Thrane 1991.

62: P. Vang Petersen 1991.

63: M. Watt 1991.

64: Larsson & Hårdh 1997; L. Larsson 2000.

65: L. Larsson 2004.

66: I nogle af eddadigtene karakteriseres hørge som „højt optømrede“, O. Olsen 1965, s. 106.

67: Lundqvist et al. 1993; L. Lundqvist 1995. På pladsen, der formentlig rummede en stormandsgård, er der gjort kostbare fund fra yngre germansk jernalder, bl.a. er i et stolpehul med tømmer fra ca. 700 fundet 55 hele guldgubber og en snes brudstykker.

68: Bosættelsen med gårde og gravplads blev opdaget i 1950. Af den omfangsrige litteratur se bl.a. W. Holmqvist 1976 og A. Lundström (red.) 1988. Se endv. G. Burenhult 1999, s. 320 ff.

69: S. Lindqvist 1936; W. Duczko 1997.

70: Isaksson 1997. Se også D. Danell 1993.

71: B. Myhre 1992.

72: B. Myhre 1992.

73: G. Stamsø Munch et al. 2003.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Magtens boliger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig