Stort og småt imellem hinanden. Sådan tegner detektorfundene fra Stentinget sig. Ca. 3:2.

.

Terrænkort over området mellem Storebælt og Vårby Å med angivelse af jernalderbopladserne ved Boeslunde. Lige som på bopladsen Sorte Muld består bosættelsen her også af mindre, adskilte enheder.

.

Enkeltfundne metalgenstande, mange fundet med metaldetektor, fra Bejsebakken ved Aalborg. I tid dækker genstandene flere århundreder.

.

Vester Egesborg, bronzegenstande fundet med metaldetektor i pløjelaget.

.

Som vi allerede har hørt, dækkede bebyggelsen i det danske landskab efterhånden et bredt spektrum. Tidligere har vi besøgt dels de almindelige landsbyer, hvor man drev det landbrug, som var eksistensgrundlaget for alle, rig som fattig – dels de store gårdanlæg, som tilhørte aristokratiet, og som vi i nogle tilfælde opfattede som „kongeligt“ byggeri. Men foruden disse bebyggelser kender vi også andre, hvor der ved siden af den almindelige landbrugsproduktion blev udøvet håndværk i særlig stort omfang. De bliver næsten altid fundet ved hjælp af metaldetektorer, og man kalder dem gerne „centralpladser“. Det betyder imidlertid blot, at de har haft en betydning, der rakte ud over landsbyniveauet, men at man i øvrigt endnu ikke i hvert enkelt tilfælde har afklaret deres placering i det, man kunne kalde magtens landskab. En af disse centralpladser var Stentinget i Nordjylland.

Stentinget lå lidt nord for den nuværende landsby Klokkerholm i Hellevad sogn, sydøstligt i Vendsyssel.74 Med metaldetektorer havde man her gjort fund over hen ved en halv kvadratkilometer på toppen og siderne af et markant morænebakkedrag, hvorfra der er vid udsigt til den skovklædte Jyske Ås, og mod syd, til Nørresundby og Ålborg. Stentinget var en udpræget indlandsbebyggelse, der var en snes kilometer til såvel Limfjordens kyster som den jyske østkyst. Men for indlandstrafikken lå pladsen godt i forhold til vandskellene, både dem der gik i nord-sydlig, og dem der gik i øst-vestlig retning.

Det er endnu ikke meget, man kan sige om bebyggelsen på stedet. Der var både store langhuse og grubehuse. Bl.a. havde nogle af de sidstnævnte været brugt som smedehuse. Det var dog først og fremmest detektorfundene, der gav et indtryk af pladsens karakter. De viste, at man på stedet havde fremstille bl.a. smykker af høj håndværksmæssig kvalitet. Fra 6-700-tallet var der tale om bl.a. næbfibler og fuglefibler. Men fundene viste i øvrigt, at bosættelsen havde varet ved helt op til ca. 1100.

Det var tydeligt, at der ved Stentinget havde boet folk, der var magtfulde nok til over flere hundrede år at opretholde bopladsens særstatus som handelssted, trods dens placering i indlandet langt fra vigtige transportruter til søs. Samtidig må man også formode, at pladsen blot var et af flere parallelt fungerende produktionscentre for hver sit mindre område i regionen.

I Østdanmark, i helt andre landskabelige omgivelser, finder man en centralplads ved Boeslunde-Neble i Sydvestsjælland,75 der jo allerede i bronzealderen var et vigtigt rigdomscenter (se De rige bygder). Bebyggelsen lå mindre end en dagsrejse fra Gudme, i en vis afstand fra kysten, men også begunstiget med gode anløbsmuligheder, for i det nærliggende Skelskør Nor kunne skibene med lethed løbe ind. Boeslunde-Nebles placering er ganske enestående, bl.a. på grund af egnens enkelte højdepunkter, som synes mægtige i forhold til det omgivende lavland. Der behøves ikke meget på disse vide flader. Fra højderne har man udsigt over Noret med dets dybblå vand, Storebælt med dets øer og Smålandshavet. Og over land er udsigten lige så mægtig. Herfra synes i dag alting dyrket, og gårdene med deres småhaver ligger spredt med tilsyneladende lige store mellemrum.

At dømme efter detektorfundene specielt på marken Langetofte lige øst for Boeslunde by fremstiller man allerede i det 5. og 6. århundrede smykker af ædelmetal i værkstederne i Boeslunde-Neble, men det er især i det 6. og begyndelsen af det 7. århundrede, at produktionen kulminerer. Tilsyneladende aftager den noget i det 8. århundrede, men fra det 9. og 10. århundrede viser mange fund, bl.a. lodder og brudsølv, at beboerne havde et kraftigt engagement i handelen. På Langetofte er også fundet spor efter bl.a. langhuse fra det 8.-11. århundrede. Der er desuden spor af indhegninger og talrige affaldsgruber. En nærmere bestemmelse af den store bebyggelse er imidlertid endnu ikke mulig, men pladsen må have haft en central funktion for en del af det sydvestsjællandske område.

Endnu kender vi kun få af disse pladser, der engang udgjorde magtens landskab. Men der er gode grunde til at antage, at centralpladser og stormandsgårde dengang lå i et tæt net over alle vigtige bygder i Sydskandinavien – måske lige så tæt som adelens hovedgårde gjorde det i middelalderen.76 Men endnu er undersøgelserne af disse store og rige pladser kun i begyndelsesstadiet, og vi må regne med, at der bag dem skjuler sig bosættelser af forskellig funktion og betydning. Nogle har haft betydning for et mindre lokalområde, andre har haft en overregional betydning.

Sammen med centralpladserne med deres omfattende håndværksproduktion må man også nævne en gruppe mere specialiserede produktionspladser, som først i de senere år er begyndt at stå klarere frem ved de arkæologiske undersøgelser. En af dem har dog længe været kendt, uden at man nærmere har kunnet bestemme dens karakter. Det er bosættelsen Bejsebakken, der ligger på et lavt bakkedrag i den sydlige udkant af Aalborg by.77 Her fandt man på den sandede jord en udstrakt bebyggelse fra 6.-9. århundrede. I alt 40 langhuse og 350 grubehuse blev udgravet, men de har naturligvis ikke alle sammen stået på samme tid. Dertil kom talrige gruber, brønde og meget andet. Bebyggelsen friholdt tilsyneladende et stort område i sin midte.

Med sin strategiske beliggenhed nær den østlige Limfjords mest centrale overfartssted kan Bejsebakken meget vel have været en „centralplads“ af en vis betydning for handelen i fjorden. Metalhåndværk er også blevet udøvet på pladsen.78 I et af grubehusene fandt man bl.a. bjergkrystal og granat med arbejdsspor. På Bejsebakken er i øvrigt også fundet håndværksredskaber, ædelmetal, bl.a. en lille ansigtsmaske af sølv, og patricer. At pladsen har været velstående efterlader de mange detektorfund ingen tvivl om. Forgyldte remendeduppe, våbenbeslag, ja endog et fragment af en hjelm79 vidner om tilstedeværelsen af aristokratiske ledere. Men i et meget stort antal af grubehusene fandt man spor af, at vævning var blevet udøvet i en sådan størrelsesorden, at en produktion af skibssejl kan komme på tale. Bejsebakkens beliggenhed taget i betragtning, kan en sådan specialisering meget vel have været grundlaget for bebyggelsens eksistens.

En tilsvarende specialiseret produktion, har man foreslået, fandt sted ved Selsø i Roskildefjorden.80 Her blev muligvis allerede i det 6. og senest i 7. århundrede etableret en anløbsplads på strandvolden ved østbredden af det velbeskyttede nor, hvor der sikkert også dengang færdedes vældige flokke af gråænder, blishøns og knopsvaner. Pladsen, som vedvarende var i brug frem til det 11. århundrede, omfattede et stort antal grubehuse samt enkelte langhuse. Også her er der fundet talrige spor efter fremstilling af tekstiler. Igen kan fremstilling af uldklæde til sejl, og muligvis også tovværk, have været det specialhåndværk, som blev udøvet på pladsen. Selsø er blevet tolket som en vinterhavn, hvor skibene blev klargjort til togt om foråret og aftaklet om efteråret. Ud fra beliggenheden er der gode grunde til at antage, at stedet har været i Lejrekongernes besiddelse.

En specialproduktion foregik formentlig også ved Næs, der lå i bunden af Avnø Fjord på Sydvestsjælland,81 og som var beboet og i brug fra 2. halvdel af 700-tallet til ind i 900-tallet. Vi skal senere høre nærmere om denne plads, som må have haft en hørproduktion af ganske betydeligt omfang (se Specialpladser og centralpladser).

Sidst i rækken af bosættelser kommer så de mindre, såkaldte landingspladser ved kysten med beskedne, mere lokalt orienterede aktiviteter. Der findes mange af denne type pladser i det sydskandinaviske område,82 og deres fremkomst afspejler, hvordan besejlingen af mere eller mindre fjerne kyster voksede stærkt fra det 6.-7. århundrede. Det var formentlig også den tid, hvor sejlet blev indført som fremdriftsmiddel. Og tendensen fortsatte ind i det 8. århundrede, hvor massevarehandelen og de store emporier blev fremherskende.

Detaljerede undersøgelser ved f.eks. Roskilde Fjord har påvist flere sådanne pladser,83 og deres antal kan givetvis forøges ved yderligere rekognoscering. Anløbspladserne har haft deres primære funktion i forbindelse med søfart i alle dens skikkelser. Men der kan også være spor af udøvelsen af diverse håndværk, bronzestøbning f.eks., fremstilling af sejl, reparation af skibe – og fiskeri. Ofte synes befolkningen at have haft bolig i landsbyerne i oplandet uden for sæsonen, og anløbspladserne kan eventuelt sæsonvis have fungeret som strandmarkeder.

Kun nogle enkelte eksempler på landingspladser af den omtalte type skal nævnes, f.eks. Sønderø i Roskilde Fjord, som blev etableret i yngre germansk jernalder, og som fortsatte op til 1100-tallets begyndelse. Her var der tale om sæsonbaserede aktiviteter, som ikke involverede længerevarende ophold eller direkte bosættelse på stedet. Formentlig var pladsen bygdehavn for de nærliggende landsbyer, og skibe blev repareret her.84

En anden plads var Vester Egesborg ved Dybsø Fjord. Her udgravede man værkstedshuse med fund fra tidlig yngre germansk jernalder. Stedet var efter alt at dømme anløbssted for de omkringliggende landsbyer og fungerede samtidig sæsonvis som strandmarked.85

Endelig kan man nævne Stubberup, som ligger inderst i den nu inddæmmede del af Lammefjorden, i et stærkt kuperet terræn ud mod den gamle kyst.86 Her har man bl.a. fundet 7 grubehuse samt en række fund fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Stubberup har formentlig været en specialiseret anløbsplads, etableret for at lette besejlingen af Lammefjorden.

Udviklingen af bebyggelser med baggrund i den øgede samfærdsel til søs er et fænomen, som man kan iagttage over hele Sydskandinavien. Her skal blot nævnes et enkelt eksempel: Åhus i det østlige Skåne87 et markedscenter som opstod tidligt i 700-tallet. Åhus lå ved Helgeå, et stykke før åen mundede ud i Østersøen. Den ældste bosættelse (Åhus I) synes kun at have været benyttet sæsonvis. Men efter ca. 750 vokser en hastigt ekspanderende, bylignende handels- og håndværksplads frem (Åhus II), hvor der foregik en omfattende produktion. Århusbosættelsen synes at have kunnet besejles fra Østersøen, og vigtig for dens eksistens var, at den havde et stort naturligt opland på Kristianstadsletten.

Noter

74: T. Nilsson 1990, 1992, 1994a.

75: P. Vang Petersen 1991; H. Nielsen 1998.

76: C. Fabech 1997.

77: Se Hoops Reallexikon, Bejsebakken, nyere udgravninger se AUD 1998, 280; AUD 1999, 339; AUD 2000, 324. Se også P. Vang Petersen 1991.

78: Det er dog vanskeligt at erkende handelens omfang, idet man blandt fundene mangler mønter og brudmetal, som ellers karakteriserer den yngre jernalders handelspladser. Som spor af metalhåndværk fandt man i et af grubehusene bl.a. bjergkrystal og granat med arbejdsspor.

79: Afb. P. Vang Petersen 1991, s. 59, fig. 11,b.

80: Sørensen & Ulriksen 1996; J. Ulriksen 1998, s. 42 ff.

81: K. Møller Hansen 1999a-b; Møller Hansen & Høier 2000, AUD 1998, 158; 1999, 151.

82: Jf. også Ulriksen 1990, 1994, 1998a.

83: J. Ulriksen 1997.

84: J. Ulriksen 1998, s. 91 ff..

85: J. Ulriksen 1998, s. 169 ff.

86: J. Ulriksen 1998, s. 159.

87: J. Callmer 1991.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Håndværkspladser og sæsonmarkeder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig