Udfærd i øst og vest (800-1050 e.Kr.)

Vikingetiden kaldes de sidste århundreder af Danmarks oldtid. Det kræver sin forklaring, for paradoksalt nok var det kun et fåtal af landets beboere, der var vikinger. I samtiden betød ordet viking nærmest en søkriger. Sådan brugte man ordet på runestenene. Man kunne også bruge ordet i en anden form, nemlig i betydningen at drage i viking, dvs. at drage på udfærd.

At drage ud for at hærge fremmede kyster, det havde man gjort før. Men i vikingetiden fik togterne et særlig stort omfang og blev meget udbytterige på grund af særlige omstændigheder. I 6-700-tallet var Europas økonomiske og politiske tyngdepunkt rykket mod nord og vest. Og i øst var der blevet åbnet for nye forbindelser til de islamiske og byzantinske storriger.

Der må have været mange rygter i omløb herhjemme om de herligheder, man kunne erhverve sig på togter til det fremmede. Verden var blevet stor og rig på muligheder. Og ved at drage i viking kunne skandinaverne optræde i et utal af roller. Både som røvere og handelsfolk eller skatteafpressere, som lejesoldater eller som militær overklasse, som opdagelsesrejsende og kolonisatorer – eller slet og ret som indvandrende bønder eller håndværkere.

At bosætte sig i de lande, man havde hjemsøgt og erobret, blev mere og mere almindeligt i anden halvdel af 800-tallet. For danskerne skete det især i Normandiet og i England. For nordmændene i Skotland og Irland, samt på øerne ude i Nordatlanten. Og for svenskerne skete det i det nordvestlige Rusland. Nogle slog sig ned som bønder, andre som handelsmænd og håndværkere.

Fra Skandinavien satte skibene sejl mod alle verdenshjørner. Nogle nåede endda helt til verdens ende, for i nordvest fandt vikingeskibe vej over havet til Grønland og til det amerikanske kontinent. Og i sydøst nåede vikinger frem til arvtagerne af den svundne romerske civilisation: Kalifatet i Bagdad og det byzantinske riges hovedstad i Konstantinopel.

Afsnittet Udfærd i øst og vest (800-1050 e.Kr.) er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet