På udfærd til England

I det angelsaksiske England havde vikingerne igennem 800-tallet hærget med strandhugst, plyndringer og bortkøbelse.¹¹ Som vi allerede har hørt det skete der imidlertid i årene efter 865 en betydningsfuld ændring i togternes karakter. Man begyndte nu en regulær erobringskrig, som efter en snes år afsluttedes med de første danske bosættelser i England. Med det, som samtiden kaldte „den store hær“, erobrede vikingerne to af de angelsaksiske kongeriger, Northumbria med hovedstaden York og East Anglia samt dele af et tredje, Mercia. Derimod mislykkedes et angreb på kongeriget Wessex, som allerede i begyndelsen af 800-tallet var blevet det politiske centrum i øriget. Wessex' forsvar blev ledet af Alfred den Store (871-99), og det lykkedes ham at slå danskerne. Ved den lejlighed blev deres leder, Guthrum, døbt sammen med en del af sit følge. Guthrum bar nu det kristne navn Æthelstan.

Guthrum drog derpå til East Anglia, som han erobrede i 880. En stor del af danskerne bosatte sig her og tog jord under plov. Nu fulgte en kortvarig periode med fred, for vikingetogterne var i de kommende år først og fremmest rettet mod Frankerriget. Den pause benyttede Alfred i Wessex til at iværksætte en reorganisering af sit forsvar. Bl.a. opbyggede han en flåde efter nordisk mønster. Og han oprettede faste militære støttepunkter, hvortil den omgivende bondebefolkning blev knyttet i et stramt organiseret militssystem.

I 884 forenede Guthrum sin hær med en flåde af nordboer, som kom til England fra Frankerriget. Et nyt angreb blev sat ind på East Anglia, men krigslykken var ikke med angriberne. Kong Alfreds hær viste sig stærk nok til at gå i offensiven. Det lykkedes den endda at tilbageerobre London, som i 15 år havde været på danskernes hænder. Ved en fredstraktat mellem Alfred og Guthrum forpligtede Guthrum sig nu til, at angelsakserne i hans rige skulle have social og retslig ligestilling med danskerne. Samtidig blev grænsen mellem de to kongedømmer fastlagt. Den fulgte Themsen til London. Gik derefter nord om byen langs bifloden Lea og derfra videre til Bedford. Så fulgte den floden Ouse til den gamle romerske vej, Watlinga Street.

Freden holdt dog kun i kort tid. I år 892 gjorde danskerne igen et forsøg på at undertvinge Wessex. Igen forenede man sig med en flåde fra Frankerriget. Men vikingerne kunne ikke hamle op imod Alfreds hær og de nyopførte befæstninger. Så efter fire års kampe gav de op. Hæren blev splittet op. En del drog tilbage til deres gårde i East Anglia, en del gik til Northumbria og endelig drog en del tilbage til Frankerriget, hvor de senere i Normandiet fandt den jord, de søgte.

Der var nu indtruffet et vendepunkt i erobringskrigen i England. Det angelsaksiske Wessex havde definitivt sikret sin frihed. I 899 døde kong Alfred imidlertid, men hans søn Edward (899-924) og hans datter Æthelfled¹² indledte en langsom tilbageerobring af de danske områder. Og inden sin død i 924 var Edward også konge over Mercia og Northumbria, over „både engelske, danske, norske og andre“. Når den angelsaksiske erobring gik så forholdsvis smertefrit, skyldtes det dels, at størsteparten af danskerne nu var bosat over vidtstrakte områder. Derved havde hæren mistet sin største force: mobilitet. En anden årsag var, at de danske områder på samme tid måtte forsvare sig mod norsk-irske vikingers anfald fra vest og nord. I den situation anerkendte danskerne klogeligt nok den engelske konges overhøjhed. Til gengæld opnåede de en udstrakt autonomi og opretholdelse af nordisk rets- og samfundsstruktur.

I Danelagen kom modsætningerne mellem danskerne og angelsakserne således kun i ringe grad til udbrud. Ganske enkelt fordi begge parter stod fjendtligt over for de norsk-irske vikinger.¹³ Og det havde de god grund til, for også under kong Edwards søn, Æthelstan (924-39) måtte man kæmpe hårdt for at holde vikingestrømmen fra Irland i skak. Over hele Danelagen blev der kæmpet, også efter Æthelstans død og hans brødres efterfølgende styre. Større eller mindre dele af Danelagen var i perioder norsk behersket. Selve begrebet Danelagen opstod i øvrigt først efter år 1000,¹⁴ og det blev aldrig nogen politisk enhed.

Det engelske overherredømme var nu nominelt anerkendt indtil den skotske grænse. Og fra den midterste halvdel af 900-tallet kender man ingen egentlige vikingetog mod England eller Vesteuropa med udgangspunkt i selve Norden. I mere end en menneskealder, navnlig under kong Edgar (957-75), oplevede England altså at have fred indadtil, også selv om mange mindre kontingenter af bosættere i de år må være draget over havet til de nordiske bosættelsesområder i England, både som krigere og som fredelige bønder og handlende. I hvert fald var der tætte kontakter mellem moderlandet og kolonierne. Men Danelagen lå fast under den engelske konges myndighed. Dog således at der var indrømmet de enkelte dele fuldt selvstyre formelt som reelt.

I 979 overtog kong Æthelred 2. (979-1013), kaldet den Rådvilde, regeringen, og kort derefter begyndte nye vikingeangreb fra Skandinavien. Allerede i 980 satte det ind med små årlige togter til Englands sydkyst. Et årti derefter blev angrebene voldsommere, og i 991 hører vi for første gang navnet på en af anførerne. Det var den norske Olav Tryggvason. Det lykkedes englænderne at købe den store vikingeflåde bort med danegæld. Hele 10.000 pund sølv betalte man, men ikke desto mindre vendte flåden tilbage tre år senere, i 994, og nu var den danske konge Sven Tveskæg med sin flåde med. Det var en farlig hær, som hermed var nået frem til øriget. Den bestod af mænd fra hele Skandinavien. Og vikingerne betjente sig nu også af rytteri, så det ikke blot var kystområderne, men også indlandet, der blev plyndret. Og det blev stadig dyrere at købe de fremmede bort. I 1001 betalte englænderne 24.000 pund sølv i danegæld for at slippe af med de ubudne gæster. Det forhindrede dog ikke, at vikingeflåden kom igen det følgende år.

Som naturligt var, kom de danske bosættere i England under mistanke for at samarbejde med fjenden. Sådan så i hvert fald kong Æthelred på det, og han foranstaltede derfor en etnisk udrensning. Den 13. november 1002, blev det planlagt, skulle alle danske i England myrdes. Massakren blev dog ikke nogen succes, det var langtfra alle steder, at man fulgte planen. Der var dog visse byer i det angelsaksiske Sydengland, hvor det gik særdeles blodigt for sig.

En sådan massakre måtte danskerne reagere på. Sven Tveskæg organiserede omgående et hævntogt, og i de følgende år forstærkede han angrebene på England, samtidig med at han krævede stadigt større betalinger af danegæld. I 1012 var kravet helt oppe på 48.000 pund sølv. Men meget vil have mer', og allerede året efter kom kong Sven igen med hele sin flåde. Nu for at bemægtige sig hele England. Med sine mange skibe sejlede kongen ad Humber og Trent lige ind i Danelagens hjerte. Northumbria blev hurtigt erobret, så tog man Femborgsområdet og overskred derefter Watlinga Street. En af de sidste bastioner, der faldt, var London. De fleste andre steder var modstanden kun ringe, og den slagne kong Æthelred måtte gå i landflygtighed i Normandiet, hvor han søgte tilflugt hos sin svoger. England var nu under dansk herredømme.

Men lad os vende tilbage til den tid i slutningen af 800-tallet, da danskernes bosættelser i England begyndte. I de forudgående århundreder havde man set noget af det byliv genopstå, som var gået under med det romerske samfunds økonomiske sammenbrud. Arkæologiske udgravninger i England i de sidste tiår har vist, at en række byer blev etableret, og at mange af disse havde deres oprindelse i kongelige og kirkelige centre. Vigtigst var London (Londonia efter Lundenwic), York (Eoforwic), Ipswich (Gipeswic) og Southampton (Hamwic). England fik også den opblomstring af handelen at mærke, som fandt sted over hele det vesteuropæiske område i disse århundreder.

Efter den første erobringskrig fik England et betydeligt tilskud af skandinaviske bosættere, og også inden for Danelagen, især i East Anglia, skete en kraftig opblomstring af bylivet. Det skyldtes især nordboernes mange og udstrakte forbindelser. Og det er formentlig også en af grundene til, at mange af de nye borge (burghs) på grænsen til Danelagen udviklede sig til regulære byer. Men ellers overtog vikingerne de eksisterende engelske magtcentre i Danelagen. I nogle af disse var der alene f.eks. en kirke og en stormandsresidens. I andre var der bymæssig bebyggelse, som havde eksisteret helt fra romertiden. Mange var befæstede, længe før danskerne ankom og var derfor velegnede som tilholdssteder for de nye magthavere. De såkaldte „Fem borge“, Lincoln, Nottingham, Derby, Leicester og Stamford blev sammen med York de vigtigste. Under alle omstændigheder stod byerne i de nordiske områder ingenlunde tilbage for byerne i de angelsaksiske områder, lige med undtagelse af London.

I den seneste menneskealder har de byarkæologiske undersøgelser taget et vældigt omfang i England. Det gælder navnlig i byer som York og Lincoln, hvor de mange og varierede arkæologiske fund sammen med talrige mønter fra de lokale møntværksteder viser, hvor stor en rolle disse byer spillede i Danelagen. Udgravningerne har afdækket hele huse og værksteder fra tiden kort efter de første skandinaviske bosættelser i 870'erne og frem til den normanniske erobring.

Bygningsresterne er særligt velbevarede i York, vikingernes Jorvik.¹⁵ Da byen blev erobret af vikingerne i 866, var den for længst et blomstrende handelscenter. Efter magtovertagelsen blev handelsbebyggelsen flyttet ind i byens centrum, og den gamle byplan blev reguleret efter de nye behov. Mange gader fik nu navne med den nordiske endelse -gate, Coppergate bl.a. (kopmagernes gade). De velbevarede tømmerbyggede huse, hvis vægge ved udgravningerne stod op til 1,8 m's højde, vidner klart om bylivets anglo-skandinaviske præg. Det samme gør de arkæologiske fund, som samtidig er et udtryk for Danelagens vidtstrakte handelsforbindelser. Man har fundet keramik fra Syrien, rav fra Østersøegnene og hvalrostand fra de arktiske egne. Man har fundet silke fra det østlige Middelhavsområde, smykker fra Nederlandene og Skandinavien, hvæssesten fra Norge og lavakværnsten og keramik fra Rhinegnene. Og det er naturligvis kun et udvalg af de mange og ofte eksotiske varer fra mange lande, der må være formidlet gennem byerne i Danelagen.

Man har også fundet vidnesbyrd om de talrige håndværk, som blev udøvet i byerne. I værkstederne blev sko lavet og repareret, træskåle drejet, nåle, kamme og meget andet fremstillet af knogle og tak. Der var også en omfattende smykkeproduktion. Smykker blev fremstillet i bronze, sølv, glas, rav og jet. Og der blev fremstillet dekorerede læderskeder, indlagte og sølvbeslåede træskærerarbejder. Alt sammen af en meget høj håndværksmæssig standard. Og samtidig et vidnesbyrd om, at en stor del af bosættelsen var nordisk.

I den omfattende vareudveksling, der foregik i byerne, spillede mønter en stor rolle. Hos angelsakserne mødte vikingerne et udviklet møntsystem, og de var ikke sene til at overtage mønter som et fast betalingsmiddel. Allerede i 880'erne satte de første vikingekonger angelsaksiske møntmestre i arbejde forskellige steder i Danelagen. Bl.a. blev York et vigtigt møntsted. Kong Guthrum, der i 878 erobrede East Anglia, lod snart slå mønt i flere byer under sit kristne navn Æthelstan.

Uden for Danelagen var det angelsaksiske møntvæsen på den tid på vej mod en ny udvikling. Den gik i retning af et monopoliseret møntvæsen, som man kendte det i Karolingerriget. Dvs. at kun hjemlige og tidsbestemte mønter var tilladt betalingsmiddel i den indenlandske omsætning. I Danelagen var situationen derimod en anden. Her brugte man kun mønter som værdimønt, ganske som man gjorde det i Skandinavien. Det vil sige, at man tillod alle slags mønter at være gangbare, ældre som nyere, udenlandske som hjemlige. Det afspejler sig tydeligt i de møntfund, man har gjort i Danelagen. Her er skattene nemlig meget sammensatte som f.eks. det berømte Cuerdalefund fra Lancashire,¹⁶ som bestod af mindst 7-8000 mønter af vidt forskellig herkomst, nedlagt i første årti af 900-tallet. I modsætning hertil er møntskattene fra det angelsaksiske område helt domineret af lokale mønter, som næsten alle er samtidige.

Når vi skal forstå omfanget af den danske bosættelse, er stednavnene en god, om end ikke altid lige pålidelig hjælp. På grundlag af dem kan man tilnærmelsesvis kortlægge den nordiske bosættelse i England. I størstedelen af Danelagen har en stor del af stednavnene et tydeligt nordisk særpræg: det gælder især bebyggelses- og marknavne, i mindre grad flodnavne og andre vigtige naturnavne. Vikingerne overførte altså deres hjemlige stednavneskikke til de nye områder. De stednavneendelser, som blev brugt, var især: -by, -toft, -torp. Alene stednavne med endelsen -by kendes i omkring 700 tilfælde – ofte med et personnavn som forled. Endelsen -torp er næsten udelukkende østnordisk, mens -by er fællesnordisk. Navneendelsen -torp er nok jævngammel med -by, de to endelser blev altså brugt samtidig. Men hvilken der blev valgt, var formentlig bestemt af bebyggelsens størrelse. At dømme efter forled og anvendelse tjente begge endelser næsten udelukkende til at navngive danske bosættelser.

Blandt de nordiske stednavne i Danelagen indgår også adskillige marknavne, som altså må være givet af danske bønder, eller af bønder, som har kendt og brugt danske ord. Man har dog også fremhævet, at mange af stednavnene kan være givet længe efter den danske bosættelse, idet de efterfølgende generationer kan have fastholdt dele af forfædrenes sprog, herunder også deres navneskikke. Det er naturligvis en mulighed, men det ændrer ikke på, at stednavnene viser, at dansk indflydelse og bosættelse var ganske betydelig i Danelagen.

I Danelagen taltes både engelsk og dansk. De to sprog var mere beslægtede med hinanden end de sprog, der taltes i Irland og Normandiet. Ja, de stod sikkert hinanden så nær, at danskere og angelsaksere til en vis grad kunne kommunikere mundtligt med hinanden uden brug af tolk.¹⁷ De to sprog eksisterede længe side om side med hinanden og optog talrige låneord fra hinanden, både ord der betegnede retslige og administrative forhold og ord af helt dagligdags karakter. Den danske sprogforsker Otto Jespersen udtrykte det således, at en englænder „cannot thrive or be ill or die without Scandinavian words“.¹⁸ Så dybtgående var den nordiske påvirkning af det engelske sprog.

Men trods de mange gensidige påvirkninger er det meget svært at sige, hvor omfattende den danske indvandring i England var. I Den Angelsaksiske Krønike får man undertiden oplysninger om de danske vikingeflåders størrelser – oplysningerne er nu ikke altid lige pålidelige, og i det hele taget er krønikeskriverne mere optaget af hærenes bevægelser og erobringer end af de fremmedes bosættelse. Det er også et spørgsmål, om den tilsyneladende massive danske kolonisation kan forklares alene ud fra hærstørrelserne. Visse undersøgelser af de danske stednavne viser f.eks., at nogle af bebyggelserne ligger på marginale jorder – ofte langt fra hærens opholdssteder, men ikke sjældent på steder, som står i naturlig forbindelse med floderne i East Anglia og dermed havet. Det kan skyldes, at der her skete en fredelig indvandring fra Danmark af bønder, der tog jord i de områder, som hæren kontrollerede.

I det hele taget ser det ud til, at der i lange perioder herskede relativ fordragelighed mellem danskere og angelsaksere i Danelagen, da bosættelserne havde fundet sted. Det var først, da de danske vikingetogter igen tog til i slutningen af 900-tallet, at der indtrådte mere krigeriske tilstande. De forholdsvis fredelige forhold indtil da gav sig bl.a udtryk i, at hovedparten af bosætterne antog den kristne tro. Det fik den følge, at i bosættelsesområderne er levn fra den hedenske gudetro yderst sjældne. F.eks. er intet nordisk gudenavn med sikkerhed overleveret i stednavnene. Ej heller vandt runeskriften indpas i Danelagen.

Man kan dog her og der spore nordisk skik og brug i gravfundene. Vi har allerede omtalt de særlige gravsten, de såkaldte hogbacks (svinerygge), som er husformede og i virkeligheden efterligninger af vikingernes bygninger med krum taglinje. Deres udsmykning er gerne i en anglo-skandinavisk stil, især Borrestil, Jellingstil og afledninger heraf og rummer også elementer fra den nordiske mytologi.

Bosætternes massive overgang til kristendommen var formentlig også en af årsagerne bag den angelsaksiske kirkes stærke indflydelse i Norden i 1000-tallet. Den blev drivkraften bag kristendommens indførelse i Norge. Og efter Knud den Stores erobring af England fik den også en stærk indflydelse i Danmark – om end i skarp konkurrence med den tyske mission.¹⁹ Hos Adam af Bremen kan man læse, hvordan Knud den Store førte mange biskopper fra England til Danmark. Ligesom forgængeren Sven Tveskæg udpegede han selv biskopperne og styrede derved den danske kirke, mere i angelsaksisk end i tysk retning.

Formentlig var det også i den periode, at de mange kirkelige låneord fra oldengelsk blev optaget i det danske sprog. Det var dels helt almindelige religiøse gloser som kristen, kristendom, helligdom og Gudfader. Men det var også gejstlige personbetegnelser som ærkebiskop, degn og klerk. Og det var centrale betegnelser inden for kult og liturgi, f.eks. ord som kalk, disk og røgelse.

I en stor del af 900-tallet lå Danelagen, som vi har set, under den engelske konges myndighed, men dog sådan at de enkelte landsdele havde meget udstrakt selvstyre. Under kong Edgar (957-75) blev der udstedt en forordning, der sikrede danskerne deres eget retssystem og en selvstændig lovgivning. Det var også almindeligt, at kongen som bisper indsatte klerke af dansk oprindelse. Og under Edwards efterfølger, kong Æthelred 2. (979-1013), ser vi desuden, hvordan administrationen af i hvert fald Femborgsområdet minder om de jyske landsting, sysselting og herredsting. Danskerne havde også egne betegnelser for de shires (herreder), de havde erobret. De blev kaldt „soke“,²⁰ et ord som senere kendes i Danmark i form af begrebet sogn, der betyder det område, som søger fælles kirke.

Den afsluttende fase for den danske bosættelse i England indtraf med Sven Tveskægs erobringstogt i 1013 og Knud den Stores efterfølgende etablering af Nordsøimperiet.²¹ Tiden efter Svens død i 1014 var ret kaotisk. Men ved en blanding af magtanvendelse og diplomati kom Knud snart i besiddelse af hele England og kunne derpå udskifte sit militærstyre med et fredsstyre. I 1018 blev størsteparten af vikingehæren aftakket, kun en stående hird og en mindre bevogtningsflåde på 40 skibe blev opretholdt. Aftakningen af hæren skete for den indtil da største danegældbetaling: 82.500 pund sølv var prisen.

På samme tid indgik kongen og aristokratiet en overenskomst, der skulle sikre grundlaget for det kongelige styre. I sin regeringstid udbyggede Knud den nedarvede lovgivning med detaljerede, forsigtigt reformerede bestemmelser; han knyttede den angelsaksiske kirke til sig i snævert samarbejde og med kontakt til paven, men under kongelig ledelse; og han gennemførte i det hele en fast og fredelig regering, der skabte ro indadtil og holdt fjenderne borte udadtil. Såvel af samtid som af eftertid er Knud regnet blandt de store og gode engelske konger.²²

I 1020 sikrede Knud sig magten over Danmark, i 1027 modtog han den skotske konges underkastelse, og i 1028 erobrede han Norge fra Olav den Hellige. Knuds engelsk-danske dobbeltrige dannede nu et mægtigt Nordsøimperium, hvor Knud dog først og fremmest var engelsk konge. Han drog kun til Skandinavien, når der opstod problemer, men skabte i øvrigt fred i det igennem mange år krigshærgede England. En del af hans metode bestod i at gøre afbigt for gamle vikingesynder, bl.a. ved kirkebyggeri. Han giftede sig med kong Æthelreds enke og pacificerede dermed den angelsaksiske kongeslægts tilhængere. Og han foretog som den første nordiske hersker en pilgrimsrejse til Rom, og markerede dermed, at Norden nu var blevet en del af det europæiske kristne fællesskab.

Knud bar sit tilnavn „den Store“ med rette. Som hersker over flere kongeriger kunne han egentlig kaldes kejser. Men hans imperium bar ikke præg af helhed. Der var ingen kejserlige rigsforsamlinger, ej heller en fælles administration af rigerne. Det forholdsvis avancerede administrationsapparat, som han overtog i England fungerede dårligt i Danmark, og slet ikke i Norge.²³ Knud den Store døde i november 1035 kun ca. 40 år gammel og blev begravet i Winchesterkatedralen Old Minster. Men ved hans død splittedes det store imperium straks, riget faldt fra hinanden. Ganske vist foregik der i de følgende årtier regulære vikingetog efter traditionelt mønster, og der blev fremsat diverse arvekrav for igen at samle det svundne imperium, alt sammen forgæves. Den militære overlegenhed var gået tabt, den befolkningsmæssige ekspansion fra Norden var blevet afmattet betydeligt, det politiske tyngdepunkt var flyttet mod vest. Og med hertug Vilhelm af Normandiets erobring af England opstod et mere stabilt rige på begge sider af Kanalen som afløser for det kortvarige Nordsøimperium.