Handelspladser fra vikingetiden ved Østersøkysten.

.

Den skandinaviske aktivitet i de slaviske områder syd for Østersøen kan illustreres af møntfundene. Kortet viser udbredelsen af danske mønter, især fra Hedeby, præget før 995.

.

Fra verdens ende i vest skal vi nu vende blikket mod de lige så fremmedartede egne i øst, som vikingerne nåede, når de med deres skibe drog østover gennem Østersøen. I den engelske kong Alfreds udgave af Orosius' verdenshistorie findes beretningen om Wulfstans rejse fra Hedeby til Truso ved Weichselmundingen.65 Rejsen foregik i slutningen af 800-årene. I syv dage og nætter var skibet under sejl, og hele vejen til Weichsels munding havde man Vendland, dvs. den nuværende nordtysk-polske Østersøkyst, på styrbords side. Wulfstans beretning handler mest om de folkeslag, esterne, som boede hinsides, dvs. øst for Weichselmundingen, og om hvilke han bl.a. kunne berette, at de ikke bryggede øl, men derimod masser af mjød. Desværre fortæller Wulfstan ikke om de byer, som lå derinde på den vendiske kyst, handelsstationer som ellers ofte fik besøg af skibe fra Hedeby, og som vi kender fra de arkæologiske udgravninger.

I det vidtstrakte område mellem Østholsten og de store centraleuropæiske floders udmunding i Østersøen lå nemlig fra det 8. århundrede og frem i tiden et antal bosættelser, hvor skandinaverne bl.a. drev en livlig handel med de slaviske folkeslag.66 Sammenlignet med de talrige beretninger om vikingernes færden rundt om i Vesteuropa, især på de britiske øer, i Irland, i Nederlandene, i Frankrig og i den vestlige del af det nuværende Tyskland, er det ikke meget, de skriftlige kilder fortæller os om forholdene syd og øst for Østersøen. Det skyldes, at man i disse områder var lige så lidt skrivende, som vore egne forfædre var det. Men naturligvis var disse nære områder også et oplagt mål for skandinaviske vikinger, uanset hvilke formål togterne i øvrigt havde.

De vidtstrakte områder øst for floderne Elben og Saale var blevet indtaget af slaviske stammer i det 6. og 7. århundrede. I tiden efter 800 levede der slaviske folkeslag øst for en zone, der strakte sig fra Nordøstbayern over Thüringen og Elbområdet til det østlige Holsten. De slaviske bosættelser bestod af ekstensivt udnyttet landbrugsland omgivet af udstrakte skovområder. I hvert af bosættelsesområderne lå et borganlæg bygget af træ og jord. Her holdt det lokale krigeraristokrati til. Alene i området mellem Oder og Elben/Saale kender man hen ved 700 af disse borganlæg. Et af de vestligste lå i det østlige Holsten – det var borgen Starigard/Oldenburg,67 som de slaviske abodriter havde anlagt omkring 700, og som i 800- og 900-tallet udviklede sig til et fyrstesæde.68

Rundt om de mange borganlæg og beskyttet af dem lå de slaviske landsbyer med deres små blokhuse.69 I landskabet omkring dem færdedes store kvægflokke, og på agrene nær husene dyrkede man korn, rug især, men også hvede, byg og havre, i en 3- eller 4-års cyklus med brakperioder, ganske som man gjorde i Sydskandinavien.

Også i de slaviske områder var i de århundreder en udvikling i gang, som førte til bylignende bosættelser. Det var noget, som især blev fremmet af udviklingen af skibstrafikken. Et af de mest velstående steder var Reric ved kysten i Mecklenburg-Vorpommern. Det var Rerics købmænd, kong Godfred i begyndelsen af 800-tallet tvangsforflyttede til Hedeby, og formentlig var Reric identisk med den bosættelse, man i 1995-99 undersøgte syd for Gross Strömkendorf på den tyske Østersøkyst. Her har man fundet en omfattende bebyggelse70 anlagt efter en fast plan ved et havneanlæg, som hyppigt må være blevet anløbet af skandinaviske skibe. Efter tvangsforflytningen af købmændene til Hedeby fik Reric en efterfølger i bosættelsen Alt Lübeck,71 der lå på en halvø ved floden Trave, og som allerede i det 9. århundrede fik en vis betydning for handelen med Vesteuropa, men hvis betydning især voksede efter 1000-tallets midte.

Handelspladser af den art lå flere steder i den slaviske Østersøkyst. En af dem lå, hvor bydelen Dierkow i Rostock i dag ligger.72 En anden lå i Ralswiek på Rügen.73 Og længere mod øst, i Menzlin, ved nordbredden af Peene, ca. 10 km vest for dennes udmunding i Oderhaff, lå endnu en handelsplads,74 der ligesom de allerede nævnte, at dømme efter de arkæologiske fund, formentlig rummede et skandinavisk befolkningselement.

Også længere inde i landet, f.eks. i Parchim ved Löddigsee, kunne man finde bylignende bosættelser, hvorfra der udgik langtrækkende handelsforbindelser. Ja, dybt inde i det slaviske bagland kan man finde danske mønter fra disse århundreder, bl.a. langs floderne Oder og Weichsel. Om mønterne er kommet til disse egne i forbindelse med krigeriske begivenheder eller ved fredelig handel, ved vi ikke. Men formentlig er der ligesom i Vesteuropa tale om en skønsom blanding af begge dele. Den aktivitet, som de arkæologiske fund afspejler, hjælper os også til at forstå, hvorfor to af de mægtigste vikingekonger, Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg, begge giftede sig med slaviske prinsesser.75 Der var tydeligvis stærke danske interesser syd for Østersøen. Nogle af dem kan meget vel have været knyttet til den slavehandel fra Norden til de islamiske lande, som omtales i de skriftlige kilder. Hvor stort et omfang denne slavehandel har haft er svært at vurdere. Men slavelænker er fundet i både Hedeby og Breest, sidstnævnte sted i Mecklenburg-Vorpommern.76

Drog man længere østpå, så lå ved Odermundingen to store bosættelser, Wolin og Szczecin, begge fra 800-tallet og fremefter vigtige centre for transithandel og håndværksproduktion, og begge med befolkningselementer fra vidt forskellige verdenshjørner.77 Og fulgte man Østersøkysten endnu et stykke mod øst, kom man til handelspladser som Kolobrzeg, Puck, Gdansk og Truso, sidstnævnte på den østlige side af Weichselmundingen.78 De var bl.a. formidlere af råstoffer som salt79 og rav, og alle havde de vidtrækkende handelskontakter mod både øst og vest.

Noter

65: N. Lund et al. 1983.

66: Se bl.a. M. Müller-Wille 1988.

67: I. Gabriel 1984; M. Müller-Wille 1991c.

68: Hovedbygningen blev i midten af 900-tallet omdannet til kirke, efter at den stedlige abodriterfyrste var blevet omvendt til kristendommen. I 983 blev kirken imidlertid ødelagt under en opstand mod det kristne tyske overherredømme.

69: Kun i nordvest, hos abodriterne, kunne man finde stolpebyggede huse som de skandinaviske, men i betydelig mindre målestok.

70: Bl.a. af grubehuse ordnet i flere parallelle rækker. Husene er træringdaterede til mellem 722 og 811. H. Jöns et al. 1997; H. Jöns 1998.

71: M. Müller-Wille 1996.

72: D. Warnke 1992.

73: J. Hermann 1997.

74: U. Schoknecht 1977.

75: Harald Blåtands Tove var datter af abodriterkongen Mistivi, Sven Tveskægs Gunhild af en polsk fyrste. De fyrstelige ægteskaber skulle sikre freden mellem rigerne og styrke begge parter over for andre ufredelige naboer. Se O. Olsen 1999a.

76: afb. Spuren der Jahrtausende 662).

77: W. Filipowiak 1988; Filipowiak & Gundlach 1992. Wolin nævnes af Adam af Bremen som Jumne. Til den knytter de nordiske kilder sagnet om Jomsborg og Jomsvikingerne.

78: W. Filipowiak 1988.

79: Navnlig fra Kolobrzeg, se T. Saile 2000, s. 178.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Langs Østersøens kyster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig