Over Nordatlanten

Over Nordatlanten, 300 km fra Shetlandsøerne, i nordvestlig retning, ligger Færøerne. 18 små øer samt nogle holme og skær. Der går sagn om, at irske munke allerede kom hertil i 600-tallet for at leve som eremitter.⁴¹ Og der er muligvis også spor af vegetationsændringer fra den tid.⁴² Men arkæologisk er det endnu ikke lykkedes at påvise nogen bosættelse før vikingerne.

Engang i 800-tallet foretog vestnorske bønder landnam på Færøerne.⁴³ Det skete muligvis samtidig med eller lidt efter, at nordiske bønder bosatte sig på Shetlands- og Orkneyøerne. Hvad de mødte herude på øerne i Atlanterhavet var en skovløs klippegrund med en bevoksning af små lunde af pil og ene vekslende med græsarealer.

I Argisbrekka på Eysturoy har man foretaget arkæologiske udgravninger,⁴⁴ der viser, at bosætterne bragte et landbrug med sig, som lignede det sæterbrug, der blev praktiseret i Sognefjordområdet i Norge. I løbet af 1000- og 1100-tallet blev det afløst af en mere intensiv udnyttelse af udmarkerne til fårehold.

Det er tydeligt, at de første bosættere måtte importere næsten alt til øerne. Man har f.eks. kunnet påvise, at træ og klæbersten kom fra bosætternes hjemland i det vestlige Norge. Men der var også mange varer, der kom sydfra, gennem øernes deltagelse i handelen med De Britiske Øer, Irland og de øvrige øsamfund i Nordatlanten.

Færøerne var sidste station på sejladsen videre over Nordatlanten i retning af Island. Sejlforsøg har vist, at skibene under gode vindforhold må have kunnet holde en gennemsnitsfart på 6-8 knob (1 knob = 1 sømil i timen = 1,852 km). Kursen blev holdt med en stor, spændstig styreåre, som var anbragt nær agterstavnen i styrbords side, og fremdriften skete ved det firkantede sejl, råsejlet, der kunne rebes, dvs. at dets areal kunne mindskes efter vindstyrken. Kompas besad man ikke. Navigeringen skete efter sol og fiksstjerner, søfugle og bølgeformationer.⁴⁵ Og ud fra kendskab til solens højde kunne skipperen måske også følge en breddegrad.⁴⁶

Nogle af de første oplysninger om Island finder vi hos Adam af Bremen, der omkring 1070 skriver, at der på Island „ved sommersolhverv, når solen passerer krebsens tegn, ingen nat er. Og på samme måde ved vintersolhverv ingen dag. Der er dem, der mener“, siger Adam, „at dette finder sted hver sjette måned“. Han kan også berette, „at øen kaldes Island efter den is, som binder Oceanet“… og at man kan opleve, „at isen på grund af sin ælde er så sort og tør, at den brænder, når man sætter ild på den“. Det må være efterretninger om vulkanske udbrud i farvandene omkring Island, der her har nået Adams ører. Endelig kan han berette, at øens indbyggere lever „udelukkende af kvægavl og klæder sig i dyrenes pels“, og at de „gladelig deler bolig og leje med deres kvæg. Således lever de livet i hellig enfold“, slutter Adam i undren.⁴⁷

Til denne forunderlige ø i Nordatlanten kom nordiske bosættere i slutningen af 800-tallet. Hos Dicuil kan man ganske vist læse, at allerede omkring år 800 havde han talt med nogle præster, der havde opholdt sig i et ret nøje beskrevet nordligt land, hvor natten var så lys, at man kunne pille lus af skjorten om natten lige så godt som i dagslys.⁴⁸ Det kan have været irske munke, som så tidligt var kommet til øen. Men en arkæologisk bekræftelse herpå har man aldrig fundet.

Omkring 871 skete et voldsomt vulkanudbrud i det sydlige Island.⁴⁹ Vi ved ikke, om der boede mennesker på øen på det tidspunkt. Hvis der gjorde det, fik de i hvert fald noget at se, som de aldrig før havde set. Næste udbrud kom omkring 920, og da var næsten alle landnamsgårdene anlagt.⁵⁰

I Islendingabók og den noget yngre Landnámabók kan vi læse om landnammet på Island.⁵¹ Her berettes om færingen Naddodds opdagelse af landet, om svenskeren Gardar Svavarsons omsejling af øen, og derefter om hvorledes nordmanden Ingolf Arnarsson og hans fostbroder Leif bosatte sig, efter at deres højsædestøtter havde vist dem stedet. Vi hører også om, hvordan de øvrige landnamsmænd siden fulgte år for år. I 930 skulle øen være fuldstændigt bebygget med hen ved 400 landnamsmænd, som udgjorde en høvdingerepublik.

Uanset at mange oplysninger i de to skrevne kilder er upålidelige, de er jo først nedskrevet 2-300 år efter begivenhederne, så virker landnamsberetningen ret pålidelig. Den siger bl.a., at mindst halvdelen af landnamsmændene kom fra Trøndelagen og det norske Gulatingsområde, andre er fra forskellige egne i Norge og Norden. Et anseligt antal kom sikkert også fra de norske vikingekolonier i Irland, Skotland og England.

Det var en lovende ø, bosætterne var kommet til. Dens vegetation var domineret af lysåbne skove af birk, som de nyankomne imidlertid snart ryddede med ild. Skovområderne var adskilt af endeløse vidder med moser og floddeltaer. Kom man op i højderne, hvor skovene endte, groede her birk og pil spredt ud over store græsarealer. Men de steder, der egnede sig bedst for beboelse, lå især langs kysten og på de små sletter og dalsystemer, som strakte sig ind i det indre af landet. Og hvilken rigdom der var på fisk og sæler! Og hvor store og udstrakte enge var der ikke til græsning! I syd kunne man endogså dyrke byg. Ja, man kunne kort sagt leve, som var man hjemme.

Bosættelsen spredte sig hurtigt, da man først var ankommet. I begyndelsen boede man i enkle, let nedgravede huse. Senere opførte man huse med buede langvægge. De var gerne 20, helt op til 35 m lange. Træet, man anvendte, var drivtømmer. Tit lå der flere langhuse på samme sted, formentlig boede flere familier sammen. Men senere blev det enkeltgårde, der var det almindeligste på Island.⁵² De første pionerer må også have bragt husdyr med sig på rejsen. Det må have taget adskillige år at udvikle en dyreflok. Jagt og fiskeri må derfor have spillet en stor rolle, indtil den hjemlige dyrebestand havde formeret sig. Materielt set levede man yderst nøjsomt. Men der var rigeligt med føde fra husdyrholdet, jagten og fiskeriet.

I sagalitteraturen, som er skrevet adskillige århundreder efter landnammet, skildres de første bosætteres samfund som domineret af et lille antal høvdinge, der hver herskede over en løst defineret gruppe af jordejere med betydelige lovmæssige rettigheder. Der fremstår på den måde et billede af de første islændinge, som var de frie, både politisk og økonomisk set. Der er nok grund til en vis skepsis over for dette billede. Det er måske snarere tænkeligt, at det lykkedes de første landnamsfolk at kontrollere den efterfølgende bosættelse af øen. Og at de i perioden derefter, ja, langt frem i tiden udgjorde øens overklasse i forhold til en stor gruppe af afhængige: forpagtere, bønder, fæstere og trælle.

Kristendommen blev Islands officielle religion efter vedtagelse på Altinget år 1000 efter stærkt pres fra Olav Tryggvason. Det ældste fund af en kirke på øen er gjort på gården Stöng i nærheden af Hekla. Her blev en gård anlagt i 8-900-årene. I tilknytning til den blev i 1000-tallet opført en lille græstørvsbygget kirke, som imidlertid blev forladt ved det store udbrud af vulkanen Hekla i 1104.⁵³