Nydambåden som den hidtil har været opstillet i Gottorp Slot, med et af de nyfundne, udskårne træhoveder.

.

Åretold til egeskibet fundet i Nydam Mose 1995.

.

Mandshoved fra egetræsbåden, Nydam Mose.

.

Stokanker, Nydam Mose.

.

Stokanker udlagt og med bøjen i funktion, Nydam Mose.

.

Roret til fyrretræsbåden, Nydam Mose.

.

Engelhardt lavede ingen udgravningsplaner. Det skulle ikke være for let for hans efterfølgere – de preussiske officerer – at finde tingene. Ved udgravningerne i 1993-1997 genfandt man Engelhardts udgravningsfelter. Ja, man kunne endog se, hvordan de to både havde ligget side om side, men ikke var udlagt samtidig. Planen viser dels Engelhardts udgravningsfelter dels nyere tids tørvegrave.

.

Allerede med våbenofferet fra Ejsbøl Mose hørte vi om fundet af jernnagler til en båd. Der blev desuden fundet en åretold og tre fragmenterede årer.81 Formentlig var det rester af en båd som en af dem, der fremkom i Nydam Mose. Ja, her blev fundet tre store både, to af eg, en af fyr. Af disse er det dog kun den ene af egetræsbådene, som i det væsentlige er bevaret.

Det er netop denne store egetræsbåd, som sætter Nydamfundet i en klasse for sig. Den var bygget af egetræ, fældet ca. 320 e.Kr. og formentlig nedlagt i søen nogle årtier senere.82 Det store fartøj var væltet om på siden og lå omtrent i retningen NV-SØ, dvs. nogenlunde parallelt med moseengens hovedretning. Med denne egetræsbåd står vi over for et ægte klinkbygget fartøj af nordisk type, og synet af det er imponerende, som båden i dag står i den gamle eksercerhal ved Gottorp Slot. Fra den brede køl rejser bredsiderne sig, hver bestående af fem brede, hinanden overlappende og sammennittede planker. Stævnene er jævnt buede, de har altså ikke en stejl rejsning som de senere vikingeskibe. På indersiden af længdeplankerne er udsparet svære klamper, som bådens i alt nitten spanter har været surret fast til med bastreb. Oprindelig var der tværbjælker (tofter) over en del af spanterne. Det var her roerne sad. Deres årer hvilede i åretolde af elletræ, som i et antal af 28 var fastsurret til rælingen.

Desværre hersker der nogen usikkerhed om bådens dimensioner og om detaljerne i dens konstruktion.83 Længden kan man skønsmæssigt sætte til mellem 23 og 24 m og bredden til ca. 3,5 m, men målene, som vi kan bestemme dem i dag, er formentlig påvirket af senere klimabetingede forandringer. De er altså ikke helt nøjagtige. Tværsnittet af fartøjet har også været omdiskuteret – det har bl.a. betydning ved vurderingen af bådens stabilitet i vandet.

Dette store, prægtige fartøj fandt man ved udgravningerne i august 1863. Få dage forinden var Engelhardt stødt på planker fra en anden egebåd, som var blevet stærkt ødelagt i forbindelse med ofringen i mosen. Han nåede dog kun af bjærge nogle få dele af denne båd, som blev døbt „den sønderhugne egebåd“.84

Den 18. august 1863 fandt Engelhardt så den store, og ganske velbevarede egebåd, som senere har gået under betegnelsen „Nydambåden“. I sin beskrivelse af udgravningerne redegjorde han for, hvordan han forestillede sig bådens forfald, efter at den var blevet anbragt i offersøen: Nitterne, som holdt bordbrædderne sammen, var blevet delvis fortæret af rust. Ligeså var det tovværk opløst, som sammenholdt konstruktionen, og plankerne faldt derved fra hinanden og rettede sig ud i deres naturlige form. Åretollene faldt af rælingen, spanterne væltede om til forskellige sider, og begge stævnene faldt fra kølen. Mosen groede nu op om båden, og da man i 1863 udgravede båddelene, kort før krigens udbrud, kunne man ikke umiddelbart se bådens oprindelige form. Den rekonstruerede man først, da alle de fundne dele var bragt til museet i Flensborg. Det var et arbejde, som måtte ske hurtigt, hvis det vanddrukne træ skulle kunne samles, inden det tørrede for meget ud. Men adskillige originaldele var så ødelagte, at de ikke lod sig indpasse i rekonstruktionen. Flere spanter, tofter, roret, og alle åretoldene blev fremstillet fra ny, og en del bordplanker i styrbords side blev udskiftet.

Sådan står båden i dag udstillet på Gottorp Slot i Slesvig. Og den er i sandhed imponerende, selv om den ikke giver et helt korrekt billede af det oprindelige fartøj. Bådtræet har i mange henseender ændret facon og dimensioner, og det har påvirket bådens udseende: Bl.a. er formen midtskibs for smal og v-formet som følge af svindet i plankerne. Bådens længdeprofil har formentlig også været stærkere buet mod enderne.

Nyere forskning og udgravninger har imidlertid kunnet føje ikke så lidt til vor viden om det store fartøj. Bl.a. har man ved hjælp af tællinger af bådtræets årringe kunnet fastslå, at byggeriet af båden må være sket ca. 310-20 e.Kr. Regner man med en vis levetid for båden, vil et ofringstidspunkt til 340-350 være sandsynligt.85 Den er altså formentlig nedlagt i mosen i forbindelse med den tredje nedlæggelse af våben (Nydam C) omkring midten af det 4. århundrede e.Kr. Man har tillige kunnet bestemme, at båden formentlig er bygget af træ fra Jylland eller Slesvig-Holsten.86

Ved fornyede udgravninger i Nydam Mose i årene siden 1984 har man ydermere fundet tre udskårne træhoveder, som formentlig har hørt til egetræsbåden.87 De er alle af elletræ og af udseende ret ensartede med et groft udført ansigt med vandrette øjne, en lige, firkantet næse og en tværgående mund. Da både hjelm og skæg mangler, er det vanskeligt at afgøre, om det drejer sig om fremstillinger af mandlige krigere. De to største af hovederne har tværgående, firkantede gennemboringer tværs igennem tindingerne. Skulpturerne blev fundet i nærheden af det sted, hvor egetræsbådens forskib havde ligget, henholdsvis ved styrbords- og bagbords side, men deres funktion er dog endnu ikke endeligt afklaret. Sandsynligvis er der tale om fortøjningsanordninger fra rælingen. Den nederste del har været fastsurret inde i skroget, ansigterne har hvilet på rælingen.88

Med disse hoveder har man kunnet gøre Nydambåden mere fuldstændig. På museet på Gottorp Slot har man placeret dem i form af kopier på rælingen på bagskibet, fordi styrmanden eller skibsejeren opholdt sig her. Samtidig har man også kunnet rekonstruere bådens dæk af lindetræ og hasselgrene sammenbundet med lindebast. Ved udgravningerne i 1993 fandt man i øvrigt også i alt 11 årer, men deres længder er stærkt varierende – fra ca. 2,2 til 3,4 m – ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer.

Egetræsbåden fra Nydam må have været et regulært krigsskib, som kun var manøvredygtigt med fuld besætning. Det drejede sig altså ikke om et skib, som kunne bruges til et hvilket som helst formål. Lastkapaciteten stod helt enkelt ikke i et rimeligt forhold til besætningens størrelse.89

Til skibsfundene fra Nydam Mose hører også et i dag forsvundet anker. Iflg. Engelhardts optegnelser blev det fundet i to dele – midterstykket manglede. Men ved et utroligt tilfælde blev det manglende midterstykke fundet ved de nyere udgravninger i Nydam 130 år senere.90 Det var fra et såkaldt stokanker, en type som var opfundet ca. 600 f.Kr. i Middelhavet, men som via romerne er kommet til Norden i løbet af den ældre jernalder. Nydam-ankeret var ca. 1,24 m langt og vejede omkring 15-20 kg.

Den anden af bådene fra Nydam Mose, fyrretræsbåden (Nydam C), fik en mere ublid skæbne. Kort forinden Engelhardt standsede udgravningerne i efteråret 1863, fandt han endnu et fartøj – en fyrretræsbåd – liggende jævnsides med egebåden. Den blev også afdækket, men måtte, på grund af den pressede situation op til krigen, efterlades i mosen og kom aldrig på museum.91 Skibets fuldstændigt komplette sideror blev imidlertid fundet ved nye udgravninger i mosen i 1993 – det er det ældst kendte i Nordeuropa.92

Fyrretræsbåden, som blev ofret omkring 300-320 e.Kr., dvs. ca. 50 år tidligere end egetræsbåden, ser ud til at have været elegantere og lettere end egetræsbåden og med finere detaljer.93 Der var således indskårne mønstre på åretoldene og dekorative furer på spanternes fastsurringsklamper.94 Rælingsplanken var af lindetræ, og den havde været surret fast til den underliggende planke med et kraftigt bastreb. Ud fra de bevarede tegninger fra udgravningen har man kunnet anslå bådens længde til 18,8 m, bredden til 3 m, og dybden til 1,1 m. Muligvis har der været plads til 22 roere. Også fyrretræsbåden var klinkbygget. Dog var der mange væsentlige dele af båden, som manglede. Engelhardt havde f.eks. ikke fundet stævnene og roret til båden. Mange løsdele fra konstruktionen manglede også, og de planker, som Engelhardt havde efterladt i mosen i efteråret 1863, endte for en stor del som brænde under de preussiske soldaters kødgryder under krigen det følgende år. Men heldigvis har det i nyere tid vist sig, at Nydam Mose stadig kan bidrage med nyt om denne spændende båd.

I 1993 fandt man som nævnt i mosen et fuldkomment og velbevaret sideror fremstillet af skovfyr, formentlig har det hørt til fyrretræsbåden. Rorets længde var 1,8 m, medens selve rorbladet var ca. 0,5 m på bredeste sted. I rorbladets øverste del var der et hul, hvori der stadig sad rester af det tov, som havde fastholdt roret mod bådsiden. Rorstammen over bladet var over 10 cm tyk, og øverst var der påsat et selvstændigt håndtag. Dette var smukt formgivet, fremstillet af rodtræ fra en skovfyr, og øverst havde det et håndgreb med udskårne fingerlejer. Det ser ud til, at roret har været lagt ned under almindelig roning med båden, mens det blev rejst i lodret stilling og fastgjort til bådens ræling under kraftigere manøvrer.

Fyrretræsbåden blev som omtalt ofret omkring 300 e.Kr., men meget tyder på, at den ikke var bygget lokalt. Der voksede ikke fyrretræer i Danmark i jernalderen, som var store nok til at levere planker af sådanne dimensioner, at man kunne bygge et rorskib af denne størrelse. Formentlig stammer båden fra Vestnorge eller Mellemsverige – eller måske fra den sydlige del af Østersøen. Den er altså i modsætning til egetræsbåden et fremmed fartøj.

Bådfundene fra Nydam Mose synes at have været af 3 (4?) forskellige skibstyper, formentlig er de lagt i mosen på forskellige tidspunkter.95 Men de viser os altså, at skibsbyggere i det danske område omkring 300 e.Kr. fremstillede klinkbyggede fartøjer samlet med nagler af jern.96 Formentlig havde denne vigtige teknologiske fornyelse forudsætninger i tidligere århundreder.97 Men i de følgende århundreder tog udviklingen fart mod de bredere og større ro- og sejlskibe, som vi skal berette om i det følgende bind.

Vigtigt er det også, at man på strandmarkedspladsen ved Lundeborg på Fyn har fundet talrige jernklinknagler fra tiden omkring 300 e.Kr. Her er også gjort fund af halv- og helfærdige klinknagler, som viser, at bådebyggere arbejdede med reparation og måske også nybyggeri her på stranden få km fra det vigtige rigdoms- og kultcenter Gudme. Det må have været sådanne store klinkbyggede skibe, der har spillet en afgørende rolle for samfærdslen i Skandinavien. Formentlig er det også dem, som har besøgt Rhinmundingen. I Norge kender man, som vi allerede har hørt, de bådhuse, såkaldte nauster, som de havgående skibe lå beskyttet i. De var stenbyggede og lå helt ned til vandet. Flere af de kendte havde dimensioner, så de kunne rumme en båd af Nydamtype.98

Men hvad med brugen af sejl på skibene? Foreløbig kender vi ingen skibsfund, der beviser, at man sejlede med sejl i disse århundreder. Tacitus har i sin bog Germania en beskrivelse af suionernes (svearnes?) skibe, som blev manøvreret med løse årer eller padler og uden sejl. Han beskriver dem sådan: „Skibenes form afviger fra den gængse derved, at der er forstavn i begge ender, så de altid har en landingsende klar. Skibene betjenes ikke med sejl, og man lægger ikke årerne i rækker langs siderne, men årerne er – ligesom det benyttes på visse floder – løse og kan vendes i den ene eller den anden retning, som forholdene nu kræver det“.99 Hvad Tacitus her beskriver er et fartøj, der padles frem. Men Nydambåden blev derimod drevet frem med regulære årer. Padlede både har lavt fribord, og kan derfor vanskeligt anvendes i større søgang. Roede fartøjer havde derimod, som Nydambåden, højere sider og kunne derfor klare sig i oprørt sø.

Man må også erindre, at romerne anvendte sejl på deres skibe. Det må de nordiske krigere i romersk tjeneste have set, måske de også har prøvet at sejle med dem. I hvert fald er det svært at tro, at dette fremdriftsmiddel ikke skulle have været anvendt af Skandinaviens øboere og kystbefolkning. Men herom skal vi først høre i det følgende bind.

Noter

81: M. Ørsnes 1988, pl. 191-200.

82: Nydam B, F. Rieck 1994a og c; Crumlin-Petersen & Rieck 1988, 1993.

83: F. Rieck et al. 1999.

84: Den ældste af bådene fra Nydam, dateret ca. 200 e.Kr. se F. Rieck 2000.

85: N. Bonde 1990; N. Bonde et al. 1991.

86: P. Wagner 1984, s. 135.

87: F. Rieck 1994.

88: Noget lignende kender man fra romersk skibsbyggeri. Man kan her tænke på f.eks. de rælingsbeslag af bronze, som blev fundet ved et af de berømte skibe i Nemisøen i Italien fra den anden halvdel af 1. århundrede (Ved det såkaldte vrag 2). Disse beslag har den samme firkantede gennemboring foroven som hovederne fra Nydam Mose, C. von Carnap-Bornheim 2001.

89: O. Crumlin-Petersen 1985, s. 68.

90: F. Rieck 1981, 1994a, s. 23 f., 1994b.

91: Rygter vil vide, at Engelhardt også stødte på en fjerde båd i Nydam, Nydam D, men af den er der ikke fundet spor, se J. Bill et al. 1997, s. 43.

92: F. Rieck 1994b.

93: En træringdatering af et af de skjolde, som oprindelig havde ligget i båden, har muliggjort en bestemmelse af det sandsynlige nedlæggelsestidspunkt for båden. Skjoldet er dateret til 296 e.Kr.

94: F. Rieck 1994, s. 31.

95: C. von Carnap-Bornheim 1997, s. 129.

96: Rieck & Crumlin-Pedersen 1988, s. 95.

97: J. Bill 1994, s. 57.

98: B. Myhre 1997; C. von Carnap-Bornheim 1997a.

99: Tacitus: Germania 44.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bådene i mosen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig