En lollandsk storhøvding

Fra Sjælland går rejsen nu ned mod Lollands særprægede sydkyst, hvor nogle af landets rigeste slægter levede i århundrederne efter Kr.f. Stedet er Hoby, som ligger på vestsiden af det, der engang var Rødby Fjord. Man kan næppe tænke sig et dansk landskab, der i dag er mere forskelligt fra det, man mødte, når man i det 1. århundrede e.Kr. fra søsiden nærmede sig den rige jernalderbygd ved Hoby.

På generalstabskortet fra 1916 er der endnu åbent vand i Rødby Fjord. Det tog mange år, før det store udtørringsarbejde af fjorden var tilendebragt. Men det var påkrævet arbejde, for tilbage i tiden var den sydlollandske kyst en af de mest hærgede i Danmark. Man husker endnu stormfloden i 1872, da Østersøens vande med frygtelig kraft trængte så langt ind i landet, at Nakskov Fjords og Rødby Fjords vande mødtes, og bølgerne rev gårde og huse bort i hundredvis. Firsindstyve mennesker druknede, og kvæget omkom i tusindvis.

Så satte man det over 60 km lange, høje dige ud mod Østersøens store flade. Og inde bag det opstod et land med enorme engflader, med vindmotorer og kanaler, ikke ulig den hollandske marsk. Ja, her var næsten mere himmel end i marsken. Det er først, når man kommer op på digerne, at man fatter dette landskabs ejendommelighed. Havet i syd og fladerne i nord synes lige lave og uendelige. Og forunderligt stille er her, kun nogle enkelte strandskader og måger ser man derude over havet og kysten.

Men i århundrederne efter Kr.f. så her anderledes ud. Fjorden strakte sig dybt ind i landet. Og går man i dag derinde, finder man ofte spor af de gamle fjordbredder, der med deres talrige halvøer og småholme rummede et overdådigt fugleliv. Blishøns og gråænder færdedes her i tusinder, og om efteråret hændte det tit, at fjordens mørke vand glimtede hvidt af store svaneflokke.

Ovre på den lavvandede fjords vestside, på jorder, som er nogle af de fedeste i Danmark, lå en jernalderbebyggelse.¹¹⁸ Også dengang var lollikens opmærksomhed vendt mod den gode muld. Det var velstående folk, der boede her, og folk med udsyn. Ja, det er muligt, at den stedlige storhøvding eller hans sønner havde gjort tjeneste i den romerske hær på højt niveau, som det kunne ske i de tider. For det var noget, der indgik i den romerske politik over for germanerne i den afgørende tid, hvor imperiet i syd søgte at lægge sin nordgrænse helt oppe ved Elben. Måske det er noget af historien bag fundet af den ubetinget rigeste grav fra den ældre romerske jernalder: Hobygraven.

Den blev udgravet i 1920, ikke langt fra det sted, hvor man senere har fundet bopladsen.¹¹⁹ Den gravlagte var en mand – at dømme efter hans få jordiske rester var han midaldrende.¹²⁰ I hans kiste stod en bordopdækning – et drikkeservice – som havde været en fornem romer værdigt: Det omfattede et stort bronzebækken med fod,¹²¹ en bronzekasserolle med fabrikationsstempel,¹²² en bronzekande med kløverbladsmunding,¹²³ en serveringsbakke af bronze,¹²⁴ en bronzesitula med ansigtsattacher,¹²⁵ to sølvbægre,¹²⁶ en hankekop af sølv,¹²⁷ drikkehornsbeslag, to bronzefibler, en bronzekniv, en bennål, træskrin med bronzebeslag, bronzeblik, et bæltespænde af bronze, noget jernblik, to guldfingerringe, og ikke mindre end syv bøjlenåle, fem af sølv med guldbelægning og to af bronze. Hertil kom tre ganske almindelige lerkar og et par solide svineskinker, der skulle tjene den døde som føde på rejsen til det hinsides.

Det drikkeservice, man fandt i graven, er det eneste komplette drikkeservice, man kender uden for den romerske verden. De to store sølvbægre var tillige helt unikke. De er fremragende eksempler på den græsk-inspirerede, romerske sølvsmedekunst i årtierne omkring begyndelsen af vor tidsregning. Og de var tilmed signeret med den græske kunstnersignatur „Cheirisophos gjorde det“. Navnet Cheirisophos betyder ganske passende nærmest „håndsnild“.

Bægrenes billedverden bringer os i forbindelse med den vestlige civilisations største digtning: Homers store epos Iliaden. Man kan naturligvis overveje, om den lollandske høvding kendte noget til dette digterværk. Fik han berettet, hvad billederne forestillede, da bægrene blev ham overrakt? Den homeriske lovprisning af krigerheltenes dyder ville næppe have været ham fremmed. Men mon ikke Hobyhøvdingen har måttet nøjes med at beundre de billeder, der prydede bægrene, han nu fik i sine hænder.

På det ene bæger er afbildet en scene, som indgår i Iliadens beskrivelse af den græske helt, Achilleus' blodige tvekamp med den troiske kong Priamos' søn, den drabelige krigshelt Hektor. Det blev Achilleus, som vandt – og efter at have bundet sin døde modstander til sin stridsvogn og slæbt ham gennem støvet, efterlod Achilleus liget af troernes kongesøn som føde for hunde og fugle, udækket af jord.¹²⁸

I Iliadens fireogtyvende sang, den sidste i det store epos, berettes det, hvordan den gamle, ulykkelige kong Priamos om natten vovede sig ud til grækernes lejr og ind i teltet til Achilleus. Han bønfaldt på sine knæ om lov til at begrave sin søns ilde tilredte lig. Lykkeligvis så guderne til og formildede Achilleus.

Han rejste den gamle med hånden Ynk han følte for oldingens grånende skæg og hoved. Trøstende talte han vingede ord til den gamle, og sagde: Stakkels, usalige drot! Ja, mangt har du lidt i dit hjerte.

Og han gav derefter nådigt kong Priamos lov til at bringe sønnens lig tilbage bag Trojas mure. Denne scene er det, som er afbildet på det ene bæger. Man ser den gamle kong Priamos knæle for sin søns banemand. Resten af scenen viser den græske lejr med sovende soldater.

På det andet bæger er der en anden fremstilling: sagnet om den græske helt Filoktet. Han ejede Herakles' berømte bue, uden hvilken Troja ikke kunne indtages. Undervejs til Troja blev Filoktet imidlertid bidt i benet af en slange. Hans kampfæller efterlod ham på øen Lemnos til et liv som eneboer i de ti år, hvor grækerne lå uden for Trojas mure. Under belejringen erfarede grækerne fra guderne, at byen kun kunne falde for Herakles' bue. Odysseus fra Ithaka drog da til Lemnos sammen med Diomedes for at fralokke Filoktet hans bue.

På bægeret ser man på den ene side den scene, hvor Odysseus besnakker den gamle, syge Filoktet og samtidig lister den kostbare bue fra ham, hen mod den ventende Diomedes. På den anden side ser man selve det skæbnesvangre slangebid, som Filoktet havde fået ti år tidligere. Hans kammerater vasker den syge fod, mens slangen smutter ned i sit hul.

Der er en helt ejendommelig skønhed i relieffernes strenge renhed. De store følelser i fremstillingen bliver udtrykt gennem figurernes bevægelse, mere end i deres ansigtstræk. Sådan var reglen i den græske kunsts storhedstid. Er Hoby-bægrene ikke græske originalarbejder, er de utvivlsomt repræsentanter for den fineste græsk-romerske kunst i de første årtier af kejsertiden.

Men stormanden fra Hoby kunne, da han levede, også glæde sig over sine smukke bronzekar, som dengang var nye og skinnede som guld. Hvor smukke er ikke det store fad og kanden med kløverbladsmunding. De overgår, hvad man ellers kender af romerske arbejder i Europa.¹²⁹ Dette service består i sin komplette form af en grebskål,¹³⁰ som mangler i Hobygraven – og en bronzekande med kløverbladsmunding.¹³¹ Sådanne servicesæt er vidt udbredt inden for såvel som uden for det romerske rige.

Indholdet i Hobygraven kan sammenlignes med de augustæiske produkter i et af de største romerske skattefund fra Europa, den berømte Hildesheimskat ved Hannover.¹³² Deres formsikkerhed og skønhed er helt unikke. Det gælder også det store, flade fad med perlesnorsornamentik langs randen. I bunden er det dekoreret med den skumfødte kærlighedsgudinde Venus. Nøgen står hun på vandoverfladen med udslået hår. Omkring hende svæver små amoriner med hårbånd, spejl og salvekar. Et sådant billede af kvindelig skønhed havde ingen nordbo tidligere set.

Og så må man ikke glemme den lille kande med den buttede amorin på hanken. Også den hvilede på århundreders græsk håndværkstradition, som fik en sidste opblomstringstid hos romerske bronzestøbere i Italien.

Der rejser sig straks det store spørgsmål: Hvordan kom dette pragtservice fra Romerriget til Lolland uden at blive splittet ad? Svaret er formentlig at finde i bunden af sølvbægrene, hvor man læser navnet „Silius“. Ud fra dette har man kunnet rekonstruere en historie, der sætter Hobykarrene ind i deres europæiske sammenhæng – og som antyder, at der har været direkte kontakt mellem den romerske giver og stormanden i Hoby. Navnet Silius blev nemlig i årene 14-21 e.Kr. båret af den mand, der beklædte det vigtige embede som militærkommandant for Øvre Germanien med sæde i Mainz. Det fornemme drikkeservice kan have været i hans besiddelse, og blev måske af ham overgivet til den mand, som siden fik det med sig i graven ved Hoby. Accepterer vi den fortolkning, betyder det, at sølvbægrene er afhændet i perioden umiddelbart efter romernes militære nederlag til germanerne i Varusslaget.

Endnu nogle år efter nederlaget havde romerne sendt straffeekspeditioner ind i områderne nord for Rhinen. Men det skete med betydelige tab til følge. Så efter år 16 e.Kr., i begyndelsen af Tiberius' regeringstid, ændrede romerne deres politik over for germanerne. I stedet for militær intervention gik de nu over til at bruge politiske og diplomatiske midler. Hensigten var at sætte de germanske stammer op imod hinanden. Kunne man ikke slå dem, kunne man i stedet lade dem ødelægge hinanden. Man kan tænke sig, at det var i sammenhæng med denne ændrede romerske politik, at legaten Silius overdrog det kostbare Hoby-drikkeservice til en indflydelsesrig storhøvding i Syddanmark. Hvilke fordele Silius kunne opnå derved, får vi naturligvis aldrig at vide.

Men historien handler også om, hvad der videre skete med kostbarhederne, da de, formentlig tidligt i det 1. århundrede e.Kr., var ankommet til de sydlollandske strande. På side 293 berettede vi om en mulig forbindelse mellem den rige kvindegrav fra Bendstrup i Østjylland og Hoby-graven. Det skyldes dels, at Bendstrupgraven indeholdt to romerske sølvfibler, som sikkert også var forbilledet for to af Hobygravens fibler – dels at Bendstrupgraven oprindeligt havde rummet et fornemt vinkar – i virkeligheden den eneste ting, som Hobyhøvdingen manglede, for at hans udstyr skulle være helt komplet. Det er altså tænkeligt, at Bendstrupkrateret oprindelig havde hørt til drikkeservicet fra Hoby.

Ud fra disse iagttagelser har man foreslået den tolkning, at den døde kvinde i Bendstrupgraven kom fra Østdanmark, nærmere bestemt fra Hoby.¹³³ Bendstrupgraven skulle altså være et vidnesbyrd om de ægteskabsalliancer, der blev indgået mellem de ledende slægter over store geografiske afstande i århundrederne efter Kr.f.

Den ganske vist hypotetiske, men alligevel tænkelige historie kommer da til at lyde sådan¹³⁴: „Storhøvdingen fra Lolland, som var kendt og agtet blandt de ledende slægter i hele det sydlige Skandinavien for sine bedrifter og forbindelser med Romerriget, giftede sin datter bort, ind i en magtfuldt nordøstjysk slægt. Ægteskabet skulle styrke Hobyhøvdingens politiske position og sikre fred med østjyderne. Samtidig gav det mulighed for at handle med et af de jyske stammeområder“.

„For at understrege sin egen, slægtens og datterens særlige position fik hun to helt enestående ting med fra faderens vidt berømte udstyr, det som han i sin tid havde fået af den romerske legat C. Silius som en personlig gave – den store vinkrater og de to fine, små sølvfibler med dyrehoved, som han dog først havde kopieret til sig selv hos sin lokale sølvsmed. Måske var det også ved den lejlighed, måske tidligere, at han fik sat en hank med et tilsvarende dyrehoved på den lille sølvkop“.

„Som lykkebringende amuletter medbragte datteren også blandt andet nogle små forsteninger, som faderen havde hjembragt fra det fremmede, og som nu skulle hjælpe og beskytte hende i tilværelsen hos en anden stamme. Ingen af disse ting måtte imidlertid gå i arv. Når både storhøvdingen selv og datteren engang var døde, skulle de enestående hædersgaver begraves sammen med dem, så de igen kunne forenes i livet hinsides“.

Sådan lyder den fascinerende hypotese. Om den er sand eller falsk, vil vi aldrig kunne få bekræftet. Men den sætter i hvert fald det enestående Hoby-fund ind i en såvel international som lokal sammenhæng, som i høj grad var aktuel i disse århundreder, hvor kontakten til Romerriget var med til at ændre udviklingens gang i hele Europa.

Vi forlader nu graven fra Hoby, som naturligvis skiller sig klart ud fra flertallet af den tids grave på Lolland-Falster. De sidste er i almindelighed beskedent udstyrede brandgrave, som man enten finder enkeltvis eller på forholdsvis store gravpladser. Men der boede også fornemme folk andre steder på de to øer i syd. Også de begravede deres døde i jordfæstegrave med romerske importvarer. Ved Stangerup på det nordlige Falster fandt man f.eks. to jordfæstegrave, hvoraf den ene rummede en kostbar romersk bronzekande med kløverbladsmunding,¹³⁵ et bronzebækken med fod og æggestavsrand¹³⁶ og en bronzekasserolle.¹³⁷ I den anden grav var der en bronzekasserolle¹³⁸ og et simpelt bronzebækken.¹³⁹

Videre fandt man ved Nørre-Ørslev, få km nordøst for Nykøbing Falster, en grav med en bronzekasserrolle,¹⁴⁰ ved Alsø på Sydlolland en grav med en såkaldt østlandskedel,¹⁴¹ ved Munkehøjgård syd for Nakskov et par grave med henholdsvis en østlandskedel¹⁴² og en bronzesi,¹⁴³ og endelig ved Rørbæk nær Sakskøbing en grav med et bronzespejl.¹⁴⁴

Men mest spektakulære var dog de grave, man fandt ved Juellinge i det lave landskab ved Nakskov.¹⁴⁵ Her udgravede man fire mere end to meter dybt nedgravede grave, hvori lå tre kvinder og et pigebarn.

Gravene vendte nord-syd og var lange og smalle. De døde lå med hovederne i nord. Den ene af gravene rummede en fornem kvinde, som var gravlagt fuldt påklædt med sine hår- og dragtnåle, fingerring og bøjlenåle af sølv og guld. Ved hendes hoved havde man sat et træskrin med lås og nøgleskilt af bronze, og heri var der en kam samt nål, saks og kniv. Ved skrinet lå to fintslebne drikkebægre af glas og et par drikkehorn med bronzebeslag. Lidt derfra stod en rummelig bronzekedel, hvis bundfald ved mikroskopisk undersøgelse viste sig at være afsat af en gæret drik brygget af byg, tyttebær, tranebær og porse. Nok var det ikke en drik af den sort, hvortil vinservicet oprindeligt var beregnet. Men derfor kan det jo godt have haft sin gode virkning. I kedlen lå en langskaftet øse af bronze. Den tilhørende bronzesi havde man derimod givet den døde i hånden. Endelig lå der i graven et stykke lårknogle af okse og ved siden af den ryghvirvlerne af et ungt svin.

På Lolland-Falster såvel som i store dele af det østlige Danmark markerede de ledende familier i samfundet sig, som vi nu har set, især ved jordfæstegrave, hvoraf mange var kvindegrave og netop betonede kvindelig status. Gravgaver i form af våben spillede derimod kun en ringe rolle. Denne forskel i forhold til det vestlige Danmark, hvor det militære aspekt var langt mere iøjnefaldende, har vi flere gange sat i forbindelse med forholdene på kontinentet i syd. Her var der nemlig i de første årtier e.Kr. tilløb til, at det germanske område skulle deles i to store stammeforbund -et nordvestgermansk og et sydøstgermansk. Det nordvestgermanske forbund blev i begyndelsen holdt sammen af Arminius, sejrherren fra slaget ved Kalkrieser Berg – det sydøstgermanske var under ledelse af kong Marbod i Böhmen, som havde samlet i ét forbund de stammer fra Øst- og Mellemtyskland, der ikke var berørt af Drusus' og Tiberius' felttog mod vest.¹⁴⁶

Selv om disse to store forbund af karakter var meget forskellige – og selv om de af varighed var meget begrænsede – kan man måske alligevel opfatte dem som eksponenter for en politisk udvikling, der blev sat i gang af den romerske ekspansionspolitik under Augustus, og som efter alt at dømme prægede udviklingen dybt i henholdsvis Vest- og Østgermanien i tiden frem til Markomannerkrigene i det 2. århundrede e.Kr.¹⁴⁷

Der var dog afgørende forskelle mellem de to stammeforbund. Mod nordvest kom ingen af de involverede stammer til at beherske hinanden, og der blev heller ikke skabt nogen overordnet politisk ledelse af permanent karakter. Mod øst var forholdene anderledes. Her skabte den böhmiske kong Marbod et mere permanent lederskab. Det er en forskel, som afspejler sig i udbredelsen og indholdet af de rigt udstyrede germanske høvdingegrave. Positionen som rytter og kriger markeres således især i gravene langs Elben og Moldau, dvs. i grænseområderne for den romerske ekspansionspolitik. Kvindegravene og mandsgravene uden våben finder man derimod i fjernereliggende og muligvis også fredeligere nordøstlige dele af det germanske område. Er det mon den dobbelthed, man ser afspejlet i de danske fund fra henholdsvis de vestlige og de østlige dele af landet?

I vest giver gravene indtryk af et samfund mere eller mindre baseret på en permanent militær ledelse. Her blev kvindernes rolle kun i begrænset omfang markeret ved værdighedstegn og sociale symboler. I nordøst på kontinentet og på de danske øer var krig og konflikt måske af mere begrænset omfang end længere mod vest. Den militære ledelse blev knap nok markeret i døden. Kvinderne havde derimod en høj social status, idet de indgik i ægteskabsalliancer mellem områdets fornemste slægter. Derfor fik den romerske import så stor betydning som et udtryk for ejerens særlige kontakter og forbindelser til andre germanske ledere og ikke mindst til den romerske verden.¹⁴⁸