Kostbarheder fra Syden

Igennem det 3. og 4. århundrede e.Kr modtog eliten i Danmark og det øvrige Syd- og Mellemskandinavien, som vi har set, meget store mængder af importvarer fra det europæiske kontinent. Det bundede i en simpel nødvendighed, for tilførslen af især romerske luksusvarer eller andre prestigeobjekter var betingelsen for, at man kunne opretholde og synliggøre hele det sociale system, som vi hidtil har beskrevet det.

Sammenlignet med de øvrige dele af Skandinavien modtog Danmark den absolut største andel af denne import fra Romerriget. Man aftog herhjemme 63% af den samlede importmængde. Norge fik 21% og Sverige kun 16%.¹³⁷Men ser man nærmere på de mere end to hundrede år, den yngre romerske jernalder varede, så viser der sig hen imod slutningen af perioden en vis forskydning til fordel for især Norge, i mindre grad Sverige.

Den største forandring lå imidlertid i, at værkstederne og handelsvejene i stor udstrækning havde flyttet sig i løbet af det 2. århundrede e.Kr. De capuanske bronzer og italiske glas var forsvundet fra hele Europa. De vigtigste værksteder både for bronze- og glasproduktionen var flyttet fra italisk til provinsialromersk område. Frem for alt var det nu galliske og rhinske produkter, som fik den største betydning.¹³⁸

Hvad var det da for varer, der fra disse egne kom til eliten heroppe i landene mod nord? Det var fortsat kostbare drikkesæt af bronze og glas, som var så vigtige statussymboler blandt de højtrangerende høvdingeslægter. I begyndelsen af den yngre romerske jernalder, dvs. i den sidste halvdel af det 2. århundrede f.Kr. var det stadig gammelkendte former som si- og øse-sættene af bronze, men nu kom de fra de romerske provinser i Rhinlandet. Sierne og øserne, som blev brugt til at si den drik, som skulle give sig ud for vin, forekom i en bred variation af former¹³⁹ og i stort antal, de kendes fra mere end 100 danske fund. Deres fremstillingssted er svært at lokalisere – det gælder i øvrigt de fleste af de provinsialromerske bronzevarer – både Gallien, de germanske provinser og Donauprovinserne har været foreslået, men uden at sikre beviser har kunnet fremføres.¹⁴⁰ Det gælder også bronzekasserollerne, som tidligere havde været så almindelige, men som nu var i stærk aftagen.¹⁴¹

Blandt importsagerne fra den sidste halvdel af det 2. århundrede e.Kr. var tillige nogle karakteristiske bronzespande med lang hals, kantede skuldre og med hankeattacher udformet som ansigter.¹⁴² De er bl.a. kendt fra et af Himlingøjefundene.¹⁴³ Hertil kom et antal spande og bækkener, som alle havde en karakteristisk riflet yderside.¹⁴⁴ I alt kendes de i mere end en snes fund fra Danmark.

Endelig var der de såkaldte Østlandskedler, hvoraf de tidligste eksemplarer dukkede op på overgangen til den yngre romerske jernalder.¹⁴⁵ Det var en simpel kedelform, som på lang sigt blev meget populær, den kendes fra mere end 50 danske fund, heraf alene 10 fra gravpladsen Møllegårdsmarken på Fyn.

I den første halvdel af det 3. århundrede e.Kr. dukkede nye former op, bl.a. Hemmoorspandene.¹⁴⁶ En grav fra Møllegårdsmarken indeholdt et af de tidligste eksemplarer, og i de følgende årtier ankom ganske store mængder af Hemmoorspandene til Danmark. 33 stykker er kendt fra landet som helhed, heraf er 6 fra Jylland, 8 fra Fyn og 16 fra Sjælland. Hemmoorspandene var i brug over hele det europæiske kontinent,¹⁴⁷ men der er fundet særligt mange i Weserområdet i Nordvesttyskland og i Mellemtyskland langs den mellemste Elb, hvor de ofte bliver anvendt som brændtbensbeholdere i urnegravene.

Sammen med Hemmoorspandene kom også en række andre spandtyper, bl.a. bronzespande af den såkaldte type Vængegård¹⁴⁸ med kvindehoved-attacher eller trekantede attacher til hankene og spande af typen Gunnerupgård.¹⁴⁹ Begge typer er dog kun fundet i få eksemplarer i Danmark.

Også de store bronzebækkener med stejle vægge og ringformede hanke kom til landet i en række forskellige varianter.¹⁵⁰ Alle indførtes de dog kun i forholdsvis få eksemplarer. Det samme gælder de tidligste af de såkaldte Vestlandskedler,¹⁵¹ en type hvis senere varianter til gengæld blev indført til Norge i stort tal.¹⁵²

Til de særligt fornemme sæt af drikkeudstyr kunne høre en forsølvet bronzebakke som den, man fandt i en af de rige Himlingøjegrave,¹⁵³ eller en hamret sølvskål som den fra Hågerupgraven på Fyn, og som har sin nære parallel i en af fyrstegravene fra Leuna ved Leipzig (se En ny elite).¹⁵⁴ De øvrige sølvpokaler fra tiden, dem fra Himlingøje, Valløby, Nordrup og Brokær,¹⁵⁵ skal derimod ikke regnes med til den romerske import. De blev efter alt at dømme lokalt fremstillet.

I sidste halvdel af det 3. århundrede e.Kr. dukker endelig en række nye romerske importformer op. Det kan være sene varianter af bækkener med stejl side,¹⁵⁶ sene varianter af de såkaldte Østlandskedler,¹⁵⁷ fodskåle med svagt markeret rand og sølvbelægning,¹⁵⁸ eller sene varianter af bækkener med fod med fast greb.¹⁵⁹ Ingen af disse kar forekommer dog herhjemme i mere end et par fund hver.

Foruden det nu opregnede romerske drikkeudstyr af bronze og sølv førte importstrømmen også nogle unikke former med sig, bl.a. en emalje-dekoreret bronzeskål, fundet i en mose ved Maltbæk i Jylland,¹⁶⁰ og et skyfosformet bæger af mørkeblåt glas, hvor en del af karsiden er dækket af fint, gennembrudt sølvarbejde, fundet i den rige mandsgrav ved Varpelev på Sjælland.¹⁶¹ Også hankene var af sølv, og under randen sad en græsk indskrift lydende EYTYXΩS (Til lykke). Glasset var blæst direkte ind i sølvfatningen. Den græske indskrift siger ikke umiddelbart noget om, hvor glasset kom fra.¹⁶² Det koboltblå glas var ret almindeligt i Middelhavsområdet som helhed, men blev også fremstillet i de nordvestlige provinser, især omkring Trier og Köln. Herfra stammer Varpelev-glasset formentlig.

Med dette ejendommelige stykke er vi nået til importen af glasvarer, som tidligere havde været af ganske beskedent omfang. Også den forøgedes nu med overgangen til den yngre romerske jernalder. Men ligesom det var tilfældet med bronzeimporten skiftede både værkstederne og de handelsveje, ad hvilke glaskarrene distribueredes. Igen var det de provinsialromerske områder, frem for alt Rhinlandet, der fik den største betydning. Glasindustrien i dette område var oprindelig blevet indført af fremmede håndværkere, bl.a. syrere og grækere, som var kommet til provinserne for at søge nye arbejdssteder efter sammenbruddet af den italiske privatindustri.

Den ældste glasproduktion i Rhinlandet var opstået så tidligt som i det 1. århundrede e.Kr. I de romerske militærlejre langs Rhinen kunne man allerede da erhverve sig egyptisk, syrisk og italisk glas, men også lokalt fremstillede brugsvarer. I slutningen af århundredet begyndte den galliske glasproduktion for alvor at gøre sig gældende. De vigtigste produktionscentre lå i Trier, Worms og frem for alt Köln. Her havde man nemlig lige uden for byportene det råstof, som skulle til for at lave glas: næsten 100% rent sand. Ved begyndelsen af 2. århundrede e.Kr. var glasindustrien ligeledes udbredt i Sydgallien, frem for alt i Marseille og Lyon. Men snart blev produktionscentrene forskudt til Nordfrankrig og Belgien, til byer som Boulogne, Rheims, Namur og Vermand. Ja, glasproduktionen udstraktes endog til England.

I Rhinlandet udviklede man nye bearbejdnings- og ornamenteringsmetoder: pustning i form, dybslibning, gravering, og trådbelægning. Specielt i Köln arbejdede man med trådornamentik, og i Skandinavien var kölnerglas stærkt efterspurgte.

To hovedveje førte den yngre romertids glas til Norden, en vestlig og en østlig. Ad den østlige kom glas fra den første ikke-romerske produktion af drikkeglas i Europa: den gotiske, som foregik i Sortehavsområdet. De gotiske glas mindede meget om de romerske glas, men kvaliteten var dårligere og glassene lod sig som regel let adskille fra de romerske.

Den vestlige handelsvej udgik fra Rhinmundingen, hvorfra man kunne sejle langs Vadehavskysten til Danmark og Norge (se Landet i vest). Den østlige vej gik fra Sortehavet, Dnjestr, Weichsel over Østersøen til Danmark, Norge og Sverige. I overensstemmelse hermed var glas af vesteuropæisk oprindelse især udbredt mellem Rhinen og Oder. De østlige glas var derimod udbredt øst for Oder. Produkterne fra henholdsvis øst og vest var i antal nogenlunde ligeligt fordelt i Skandinavien.

De vesteuropæiske glas var ofte på overfladen udsmykket med pålagte glastråde i en anden farve end selve glasbægret. Farven kunne være azurblå eller hvid, medens selve glassets farve gerne var svagt grønt. I Baunehøj på Himlingøjegravpladsen finder man et eksempel på et sådant glas,¹⁶³ formentlig fremstillet i Köln-området i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

Nært beslægtet og samtidige hermed er de såkaldte ormetrådsglas, som er slanke pokaler, hvis side er ornamenteret med azurblå og hvide glastråde i et zigzagmønster. De er ofte fundet i de rigt udstyrede grave, bl.a. i Nordrup,¹⁶⁴ Valløby,¹⁶⁵ Rislev¹⁶⁶ og Læbrogård,¹⁶⁷ alle på Sjælland.

Endelig importerede man også på samme tid, muligvis fra Picardiet i Frankrig, nogle glaspokaler udsmykket med glastråde i samme farve som selve bægeret. Trådene er oftest pålagt i store bugtninger over glassiden, men kan også være påsmeltet som et netmønster. Sådanne pokaler er fundet i grave fra bl.a. Kongsted Tornemark¹⁶⁸ og Rislev¹⁶⁹, begge på Østsjælland.

Sjældnere end de ovenfor omtalte glas med pålagte tråde er glasdrikkehornene formet som kohorn,¹⁷⁰ som formentlig også blev fremstillet i værkstederne i Köln. Pragtstykket blandt dem er det purpurfarvede drikkehorn fra Himlingøje,¹⁷¹ som dog er ganske unikt (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Almindeligvis er glashornene af grønligt eller ufarvet glas. Deres ornamentik kan variere. Enten er de belagt med klare eller farvede glastråde anbragt i store bugtninger, ormetrådsmønstre og plantemotiver. Eller selve hornets side kan være kanneleret. Af typen med pålagte tråde kan nævnes et eksemplar fra Himlingøjegravpladsen på Sjælland¹⁷² og Lærkenfeld-graven fra Jylland.¹⁷³ Den kannelerede type kendes også fra Himlingøje¹⁷⁴ og fra Sperrestrup i Nordsjælland.¹⁷⁵

En helt særlig og eftertragtet slags glas var de såkaldte cirkusbægre, dvs. lave bægre med en lav fod og ret side, dekoreret med påmalede motiver, først og fremmest billeder af de rovdyr, der indgik i de grusomme gladiatorkampe i Roms arenaer, undertiden med blomster som fyldmotiv.¹⁷⁶ Cirkusbægrene kendes i Skandinavien kun fra Danmark, 16 af de i alt 18 bægre er fra Sjælland. De er fundet på gravpladserne ved Himlingøje, Varpelev, Nordrup og Thorslunde samt på bopladsen Enekrogen på Bornholm.¹⁷⁷ Cirkusbægre er i øvrigt fundet i hele Nord-, Vest- og Centraleuropa, et enkelt er fundet så langt borte som i Afghanistan.¹⁷⁸ Bægrene kendes også uden påmalede motiver.

Enestående blandt de importerede glaskar er en stor, blågrøn, cylindrisk flaske fra Herlufmagle på Sjælland. Kun dette ene eksemplar er fundet i Skandinavien. I de rhinske og sydfranske områder er den slags flasker derimod meget almindelige. Mange stykker er også fundet i bl.a. Pompeji. Herlufmagleflasken stammer, ligesom en stor del af de øvrige glas, fra begyndelsen af 200-tallet.¹⁷⁹

I den store mængde glas, der kom til Danmark i 200- og 300-tallet var der også mange andre unikke former, hvoraf en del kan knyttes til de vesteuropæiske områder. Det gælder bl.a. et lille, grønt glasbæger med fjermønsterdekoration fra Dollerupgårds Mark i Sydvestjylland,¹⁸⁰ og det gælder en grøn, karaffelformet flaske fra Stenum i Vendsyssel med stærkt buet underdel og snæver hals dekoreret med vandret pålagte tråde under halsen og bugtninger på bugen.¹⁸¹ Endvidere kan man nævne en høj fodpokal fra Nordrup gravpladsen af grønligt glas, hvis mønstring er indlagt i selve karsiden, nærmest i form af en marmorering,¹⁸² samt en lav, bred skål af klar grøn farve med to riller midt på siden fra Hastrup i Sydsjælland.¹⁸³ En lignende skål, men med korte lodrette glaslister på siden, er fundet på Avnbøl Hede i Vendsyssel.¹⁸⁴

Glas med indgraverede mønstre fandt også vej hertil, dog kun undtagelsesvis. I en mandsgrav fra Sønder Vissing i Midtjylland havde den døde fået en skål af klart glas med sig som gravgave. Skålen var dekoreret med en jagtscene: en rytter med flagrende kappe og to halsende hunde forfølger en hjort, der har et spyd plantet i venstre skulder. Kun det ene eksemplar er fundet i Danmark, det er formentlig fremstillet i et glasværksted i Köln.¹⁸⁵

Af helt specielle typer kan endvidere nævnes en glashævert aflyst klart, grønt glas, som man fandt i den rige Varpelev-grav sammen med et stort bronze- og smykkeudstyr og tre andre glas.¹⁸⁶ Sådanne hæverter er sjældne heroppe i Norden, men forholdsvis almindelige på provinsialromersk område. Den samme grav indeholdt desuden et meget højt, svagt gulligt bæger af meget tykt glas, som foruden et par vandrette furer under randen havde hele bægersiden dækket af facetslibning.¹⁸⁷ Endvidere var der en lille, rubinrød, halvrund skål smykket med ovalslibning¹⁸⁸ og endelig det mest ejendommelige stykke i graven, det skyfosformede bæger af mørkeblåt glas, hvis karside var dækket af et meget fint, gennembrudt sølvarbejde, og som vi allerede har omtalt ovenfor.

Blandt glasskålene finder man også mange fine eksemplarer. F.eks. en lille, gulgrøn skål med runde og ovale slibninger, fra en grav ved Lærkenfeldt ved Skanderborg,¹⁸⁹ og en næsten klar skål med indslebne linjer, ovaler og rondeller fra den rige fynske grav ved Hågerup,¹⁹⁰ samt to svagt gullige, ret store skåle, udsmykket med henholdsvis rondeller og ovalslibninger og med ovaler og indslebne linjer i et gittermønster, som blev fundet i en grav ved Sigersted på Sjælland.¹⁹¹

Beslægtet med disse skåle, men alligevel med en helt anden herkomst, er nogle højere bægre, f.eks. et eksemplar fra Ørslev Underskov ved Ringsted, smykket med fire rækker ovaler og en række rondeller ved bunden.¹⁹² Disse bægre kommer til Danmark i 300-tallet e.Kr. på et tidspunkt, hvor importen radikalt skifter karakter.¹⁹³ Dels svinder antallet af fremmede genstande kraftigt ind, dels udgøres langt den overvejende del af importen nu af glas. Kun enkelte grave indeholder mere end én importeret genstand. Det er et klart brud med ældre traditioner, men det svarer til, hvad der sker på det europæiske kontinent i det 4. århundrede e.Kr., hvor importens – og især bronzernes – rolle som gravudstyr nedtones markant.¹⁹⁴

De tykvæggede, cylindriske eller koniske bægre, ornamenteret med slebne ovaler og facetter¹⁹⁵ og en sjælden gang med græske indskrifter – repræsenterer som nævnt den første ikke-romerske glasproduktion i Europa.¹⁹⁶ Glassene er fremstillet nord for Sortehavet, i Transsylvanien, Muntenia, Moldavien og Ukraine,¹⁹⁷ et område som specielt de fynske høvdingeslægter havde nære kontakter til i det 4. århundrede e.Kr.¹⁹⁸ Det kan man bl.a. aflæse af den rige grav fra Årslev (se En ny elite) og i visse af smykkeformerne i det ejendommelige skattefund fra Brangstrup, som blev fundet nogle få kilometer fra Årslev (se Nedgravede skatte og klingende mønt). Samme skattefunds mønter peger da også – i lighed med mange andre af det 4. århundredes møntskatte – mod Sydøsteuropa.¹⁹⁹

Rundtomkring i Skandinavien finder man ydermere et antal unikke importsager, som på samme måde peger i retning af det sydøsteuropæiske område.²⁰⁰ De sydøsteuropæiske glas udgøres bl.a. af meget tykke glasbægre med ovaler eller facetter anbragt under flere vandrette riller. Slibningerne i den tykke glasside kan være meget kraftige, og farven kan variere fra lys guldgrøn til mørk dybgrøn. Et meget smukt eksemplar er et gulgrønt bæger med meget dybe slibninger fra Killerup på Fyn.²⁰¹ I det hele taget ser de østlige glas fra den yngre romertid helt anderledes ud end de vesteuropæiske. Det ser man tydeligt på en række tykke og slebne glas, som er fundet i såvel Øst- som Vestdanmark.²⁰² Knyttet til disse typer er også et glas fra Nyrup, som har en let konisk profil og langtrukne ovaler.²⁰³ Dette glas er en forløber for den kommende tids såkaldte spidsbægre, en østlig bægertype, der senere bliver almindelig i Norge, men som indtil nu ikke er kendt fra noget dansk fund.

Endnu en type østlige glas er gulgrønne bægre på lav fod smykket med fire trådovaler på siden i relief og under den ribbede krave en bort med en græsk indskrift fremstillet ved dybslibning. Et sådant bæger er fundet i Blikshøj i Nordjylland. På det står der på græsk den opmuntrende indskrift: „drik og du vil leve skønt“.²⁰⁴ På Himlingøjegravpladsen er endelig fundet et helt unikt glas, et såkaldt Überfangglas – dvs., at én farve glas er smeltet uden på en anden.²⁰⁵ Himlingøje-glasset har således et dybgrønt lag over et indre blåligt, og det er smykket med dybtslebne ovaler.

De østlige glas importeredes ligesom de vesteuropæiske til hele Skandinavien, men de kendes, ligesom de vestlige glas, mest talrigt fra norske og danske fund. Den største danske koncentration af importerede glas finder man på gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme på Fyn. Her var der glas i 85 af gravene!

Den overdådige import af romersk drikkeudstyr til Skandinavien i navnlig 200- og 300-tallet må imidlertid ikke skjule det forhold, at kontakten med Romerriget og de kontinentalgermanske folkeslag også bragte meget andet med sig. Sammen med drikkeudstyret kom en broget mængde af andre sager: spillebrikker, glasperler, smykker, bronzestatuetter, keramik – og dertil våben, som vi vil omtale nærmere lidt senere. Altsammen indgik det i en påvirkning, som berørte mange af dagligdagens områder: påklædning, håndværk og landbrug, for blot at nævne nogle.

Men lad os også se på nogle af de andre varegrupper, glasperlerne f.eks. Også de kom i store mængder.²⁰⁶ I Gudme er de f.eks. fundet talrigt. Glasperlerne indgik i den lokale smykkemode, som var anderledes end den romerske.²⁰⁷ Herhjemme bar både mænd og kvinder glasperler, i øvrigt ofte sammen med ravperler, der i vid udstrækning blev formgivet på samme måde som glasperlerne. Og tilførslerne af glasperler steg kraftigt i det 3. århundrede e.Kr. på samme måde som tilførslerne af glaskarrene gjorde det.²⁰⁸

Til de mere kostbare smykker hørte også de romerske fingerringe. Af dem kender man en snes stykker fra Danmark, mest enkeltfund.²⁰⁹ Men når de viser sig i gravene, er det altid i de meget kostbart udstyrede, som f.eks. Hågerup og Årslev på Fyn. Man har foreslået,²¹⁰ at ringene, sammen med andre eksklusive sager såsom sølvskeer og pragtsmykker skulle høre til en særlig kategori af dona militaris, dvs. militære udmærkelser, en tanke, det dog er svært af finde sikkert belæg for. Til samme kategori skulle også høre de sølvskeer, som kendes fra to danske gravfund, Hågerup og Råslev på Fyn og et fra Sverige,²¹¹ alle er de meget rigt udstyrede grave. Svarende hertil finder man også sølvskeer i de thüringske, sachsiske og schlesiske fyrstegrave fra det 3. århundrede e.Kr., i bl.a. Hassleben, Leuna og Sackrau.

Endelig er der de små romerske bronzestatuetter, af hvilke der er fundet 6 i Jylland, 11 på Fyn og Langeland, 3 på Sjælland, 1 på Lolland.²¹² De er altid fundet enkeltvis, aldrig i grave, og det er derfor svært at danne sig et billede af den sammenhæng, de blev brugt i. Man fremstillede lokale efterligninger af dem, så man kan gætte på, at de har været anvendt i kulten.²¹³ Nærmere kommer vi næppe deres bestemmelse. Nogle af dem må dog være indført som skrot, beregnet til omsmeltning. Det gælder også dele af en større romersk bronzestatue af guden Herakles,²¹⁴ som blev fundet ved Gudme. Og det gælder et lille sølvhoved fundet samme sted og oprindelig tolket som et kejserhoved.²¹⁵ Det viste sig dog senere at være af en mere profan art.²¹⁶

Til de mere profane sager hører også nogle få stumper romersk keramik, som ligeledes blev fundet i Gudme.²¹⁷ Enkelte stykker tilhører den såkaldte terra sigillata-keramik,²¹⁸ som er en romersk bordkeramik med en fin rød, blank overflade. Men ellers er mængden af terra sigillata i Skandinavien påfaldende lille sammenholdt med anden import som bronzekar og glas.

Terra sigillata blev fremstillet i standardiserede former, sommetider med, sommetider uden dekoration. Almindeligvis består dekorationen af motiver i lavt relief frembragt ved indpresning af karrets lermasse i en modelform. Andre former for terra sigillata er drejet op og derefter påført en dekoration ved bemaling eller barbotineteknik (dvs. plastisk dekoration i ler påført karsiden).

60 sømil fra Esbjerg opfiskede man i efteråret 1981 en terra sigillataskål,²¹⁹ et interessant fingerpeg om, ad hvilken rute en del af importen fra Rhinområderne nåede frem til Danmark, og i netop det vigtigste modtagerområde for importen, Østsjælland, har man fundet en terra sigillataskål anvendt som gravurne i en rigt udstyret våbengrav i Himlingøje.²²⁰ Skålen var dekoreret med en æggestavbort, derunder med vandrette og lodrette borter, guirlander og medailloner. Ofte findes terra sigillata-kar med fabrikationsstempel, men det var ikke tilfældet i Himlingøje.

De vigtigste produktionsværksteder for terra sigillata lå i begyndelsen i Italien, i Arezzo, selv om en del andre værksteder også fandtes. I Arezzo blomstrede produktionen fra omkring 30/20 f.Kr. til omkring midten af 1. århundrede e.Kr. Så blev den ret hurtigt overtaget af sydgalliske fabrikker i f.eks. La Graufesenque, Montans og Banassac. Snart anlagdes også værksteder i Centralgallien i Allier-dalen, som overtog det sydgalliske eksportmarked fra begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. Vigtige værksteder lå bl.a. i Lezoux, St. Rémy og Vichy. Forskydningen nordover skyldtes hovedsagelig Nordgalliens og Østgalliens stigende økonomiske betydning med Rhinlandet som centrum. Ikke meget senere begyndte de tidligste af de mange østgalliske værksteder produktionen nær imperiets nordlige grænse. Denne produktion varede til omkring midten af 3. århundrede e.Kr. og fandt sted i værksteder i Trier, Blickweiler, Rheinzabern og Westerndorf. Rheinzabern var det betydeligste produktionssted. Man anslår, at man der fremstillede omkring 1 million stykker terra sigillata om året. Varer fra især Rheinzabern spredes over meget store områder: Vest- og Sydtyskland, Østrig, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Sydrusland. Terra sigillata fra Westendorf spredtes også over meget store områder, men frem for alt i Donauprovinserne.

Men terra sigillata var også en betydelig handelsartikel i de germanske områder, der grænsede op til de romerske provinser, og som lå godt placeret i forhold til handelsvejene. Der træffes derfor hyppigt terra sigillata i især Frisland, Vesttyskland og Polen. I de skandinaviske lande er fundene derimod, som nævnt, ganske få.²²¹ De fleste kan dog lokaliseres nærmere inden for Romerriget. Rheinzabern oftest, desuden også Westerndorf og Lezoux. Det betyder stærk dominans af de østgalliske værksteder. Skålen fra Himlingøje er fra Lezoux i Centralgallien.

Til importen fra det romerske imperium hørte endelig også tekstiler, en varegruppe, som man først i de seneste årtier for alvor er blevet i stand til at studere.²²² I en af gravene fra Juellinge på Lolland (se En lollandsk storhøvding), som stammer fra 2. århundrede e.Kr., og som rummede en kvinde fra datidens aristokrati, fandt man en lille stump af hendes dragt. Ser man tøjstykket under en lup, kan man tælle, at der går 30 tråde pr. centimeter, dvs. at dragten var syet af stof, der var dobbelt så fint som datidens normalkvalitet. De grove stoffer kender man fortrinsvis fra tidens fattigt udstyrede grave og fra moseligene, men de tilhørte næppe heller datidens aristokrati.

Men Juellingegraven er også udtryk for en tendens inden for tekstilfremstillingen, som man kan iagttage gennem den romerske jernalders fire århundreder. Der bliver med tiden flere og flere tråde pr. kvadratcentimeter. Man har udtrykt det sådan, at sammenlignet med nutidigt stof svarer tøj fra det 1. århundrede e.Kr. stort set til en vinterfrakke, mens noget af det stof, man kender fra det 3.-4. århundrede e.Kr. svarer til det, man syr en habit af.

Naturligvis har der altid forekommet både bedre og ringere kvaliteter, afhængigt af bærerens sociale status. Det simple tøj blev formentlig vævet af kvinderne i landsbyens huse og var beregnet på daglig brug. Men selv om det var hjemmevævet, var tøj kostbart. Det blev slidt og repareret og gik formentlig også i arv.

Men der var også tøj, som kom til landet udefra – som indgik på linje med andre luksusvarer fra de romerske provinser. Man kan i Skandinavien i den romerske jernalder skelne imellem 5-6 forskellige stoftyper.²²³ To af dem er gamle kendinge fra den keltiske jernalder. Det er de lokalt fremstillede kiperstoffer, der i århundrederne e.Kr. forekom i to forskellige varianter i to forskellige områder. I Nordjylland, på dele af Øerne og i Norge og Sverige havde man den såkaldte Huldremosetype,²²⁴ der var en videreudvikling af bronzealderens vævede stoffer. I Sønderjylland og Slesvig-Holsten havde man en anden type, Haraldskærtypen,²²⁵ der var vævet på en anden type væv end Huldremosetypen.

På overgangen til den yngre romerske jernalder forsvandt Huldremosetøjet, og tøj af Haraldskærtypen blev dominerende. Det skete først i Jylland og Norge, lidt senere skete det også i Sverige. Men samtidig dukkede nye typer af tøj op, først og fremmest den såkaldte Virringtype,²²⁶ først i Østdanmark og Nordjylland, men snart i det meste af Danmark, Norge og Sverige. Det var en type tøj, som efter alt at dømme var importeret fra Romerrigets nordlige provinser.²²⁷ Dets udbredelse viser, at det kom hertil sammen med den øvrige romerske import.

Noget senere dukkede også nogle pepitaternede stoffer op og spredte sig først i Jylland, senere til Norge. Også de må være import fra sydligere egne. Pepitaternede stoffer finder man i et antal nordjyske grave og i et stort antal vestnorske fund. I Østskandinavien mangler de derimod næsten totalt. I øvrigt forsvinder de ved slutningen af den yngre romerske jernalder.

De fremmede stoffer er af så ensartet en kvalitet, at man fristes til at tro, at de stammer fra en industriel produktion, der byggede på helt bestemte kvalitetskrav. Det har ikke været hvem som helst, der bar disse importerede stoffer. Vi finder dem i de rige grave, og vi finder dem i våbenofferfundet fra Thorsbjerg Mose (se Våbenofferet i Thorsbjerg Mose). Sidstnævnte sted var der tale om hele dragtstykker, bukser, tunika og kappe, som må antages at have tilhørt en eller flere fornemme krigere.

Som vi har set det i flere sammenhænge, så vandt romersk mode, herunder altså også romerske stoffer indpas i egnene heroppe mod nord. Samtidig er det værd at bemærke, at karakteristiske nordeuropæiske klædetyper er fundet flere steder inden for Romerriget.

Klædeindustrien havde flere centre inden for Romerriget, et af de vigtigste var Nordgallien – dvs. nutidens Nordfrankrig. Gallisk uld lå i toppen, ikke blot kvalitetsmæssig, men også hvad angik prisen. I en maksimalprisliste udsendt af kejser Diocletian omtales den galliske uld som den dyreste. Sin betydning på dette felt havde Gallien opnået allerede før den romerske besættelse. Faktisk kunne romerne ikke lære gallerne meget på tekstilindustriens område, men det var romerne, der anlagde egentlige klædefabrikker, de såkaldte gynaeceæ, til forsyning af hæren og kejserens hof.²²⁸ Man kender gynaeceæ i Trier, Tournai, Reims og Metz samt ét i den engelske by Winchester.

Hermed er vi i vor gennemgang af de varegrupper, som importen fra Romerriget bragte til landene i nord, nået til, hvad der måske var den største eksportartikel: sværdene. Den største ansamling af sværd, vi kender fra den yngre romerske jernalder, stammer fra det store våbenofferfund i Illerup Ådal i Midtjylland (se Våbenofferet i Illerup Ådal). Her har man fundet mere end halvandet hundrede tveæggede sværd. Af dem har over halvdelen stempelmærker med smedens, fabrikantens eller fabrikkens navn. På nogle sværd er der med kobber indlagt figurer, f.eks. af sejrsgudinden Victoria, krigsguden Mars eller en sejrskrans. Alle er de importeret fra det romerske Imperium, formentlig fremstillet i Gallien, mens sværdgrebene, skederne og sværdophængene kan være romerske eller fremstillet i Nordeuropa.

De mange sværd i Illerupfundet viser tydeligt, hvor efterspurgte disse frygtelige romerske våben var. Deres kvalitet og effektivitet gjorde dem uundværlige for de nordiske krigere. Ganske vist var der en stor del af sværdene, som var uden stempelmærker og indlagte figurer. Men hvad angår udseendet, kvaliteten og fremstillingsmåden, kan de ikke skelnes fra stykker, der har stempelmærker. Også disse sværd må være fremstillet i Romerriget, og må være kommet som fabriksnye produkter derfra.²²⁹

Vi må altså konstatere, at krigerne ikke blot i de kontinentalgermanske områder mod syd, men også i Skandinavien, for en stor del var forsynet med sværd, importeret fra det romerske Imperium.²³⁰ I våbenofferfundet fra Illerup har nogle ganske få af sværdene ganske vist en indskrift, der viser, at de havde været anvendt i den romerske hær, før de endte i Germanien. Romerske soldater mærkede nemlig deres lejede udstyr med deres eget og deres centurions navn. Illerup-sværdene med en sådan indskrift er altså højst sandsynligt blevet frarøvet romerske enheder, og de kan som sådan ikke betragtes som egentlig import. Det kan derimod hovedparten af de øvrige sværd. Nogle af dem er endog blevet erhvervet sammen med skeder med romersk producerede beslag, eller med den skulderrem af læder, som sværdet blev båret i.²³¹

Det er noget af et paradoks, at romerne forsynede nogle af deres værste fjender med våben – og det var da også i perioder forbudt under dødsstraf. Men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at man i Skandinavien, Tyskland og Polen erhvervede sig meget store mængder af fabriksnye, romerske sværd. Ja, det må uden sammenligning have været den største romerske eksportartikel til det frie Germanien. Og hovedparten af dem må være kommet hertil som resultatet af en regulær eksport på trods af gentagne romerske forbud mod at forsyne rigets fjender med våben.²³² Hvordan en så omfattende handel kunne finde sted uhindret er svært at forstå, grænseovervågningen var trods alt meget intens. Men de gentagne kejserlige forsøg på at standse den illegale handel med en våbenembargo viser klart nok, at forbudene ikke hjalp stort.