Europa i opbrud (500-250 f.Kr.)

Keltisk jernalder kalder vi de århundreder, der herhjemme fulgte efter bronzealderens afslutning omkring 500 f.Kr.¹ For de centraleuropæiske folkeslag var det en tid med store forandringer. Igennem det 6. århundrede f.Kr. havde man for første gang fået nær kontakt til Middelhavets græske og etruskiske højkulturer (se Europa i opbrud). Det førte til, at man i det østlige Frankrig og Sydtyskland gjorde et første, spinkelt forsøg på at skabe en bykultur, hvis forbilleder netop lå i de græske og etruskiske bysamfund på den anden side af Alperne. Det skete i tiden omkring 500 f.Kr. – og det var et forsøg, som helt var afhængigt af handelsforbindelserne til middelhavsverdenen.

De bylignende borganlæg, som vi har berettet om i det foregående bind, blandt andre Heuneburg, Asperg, og Mont Lassois fik imidlertid kun en kort levetid. De var kolosser på lerfødder. Da handelsruten fra Sydfrankrig via Rhône ikke længere kunne forsyne centraleuropæerne med græske luksusvarer, brød borganlæggene sammen, og snart lå de store bosættelser øde og forladte hen. På gravpladserne i deres nærhed blev der ikke længere opført store gravhøje. De tider var forbi, da de centraleuropæiske borgdynastier lod sig gravsætte her med kostbarheder af græsk og etruskisk herkomst. Ja, de eksotiske varer af mediterran oprindelse forsvandt fuldstændigt fra området. Snart var der ikke længere noget, som mindede om de tidligere så rige tider.

For de centraleuropæiske folk var forbindelserne til middelhavsområdet dog ikke helt ophørt. Men importvarerne sydfra spredtes nu ud over hele den nordalpine zone. Organiseringen af handelen og handelsruternes forløb havde tydeligvis ændret sig. De store centre var forsvundet, handelen gik nu over Alperne. Ruten fra den græske koloni Massalia (Marseille) via Rhône, som altid havde været sårbar, var lukket. De diplomatiske gaveudvekslinger var ophørt, handelen var ikke mere på græske, men på etruskiske hænder.

I stedet for de bylignende, befæstede bosættelser i Sydtyskland og Østfrankrig, opstod et antal nye magtcentre i den nordlige udkant af den centraleuropæiske zone, specielt i det mellemrhinske område, det vil sige i bjergområderne ved Hunsrück og Eifel.² Her modtog man importvarer fra etruskisk område og fra Alpedalene ved Tessin.³ Enkelte steder anlagde eliten stadig meget rige grave som for eksempel i Reinheim ved Mosel.⁴ Men generelt var gravene ikke udtryk for en samfundsstruktur med tilnærmelsesvis samme grad af hierarkisering som i det sydvesttyske-østfranske område nogle generationer tidligere. Rigdommen var ikke længere begrænset til en lille eksklusiv elite, men tilhørte snarere en krigerklasse, som man snart skulle lære nærmere at kende i forbindelse med invasionerne i Italien.

Som vi har hørt, var kommunikationsruterne fra syd til nord, igennem det europæiske kontinent, blevet lagt om i begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. Det var nu mest etruskisk import, der krydsede Alperne. Hvad der var årsagen hertil, er endnu usikkert. Men tydeligt er det, at etruskerne havde øget deres handelsaktivitet mod nord. Man har ment, at de etruskiske interesser rettede sig mod bl.a. de mellemrhinske forekomster af jernmalm.⁵ Men selv om det er muligt, at de lokale magtkoncentrationer hvilede på en kontrol over produktionen af jern, og måske også kobber, så betyder det ikke, at det nødvendigvis var jern, som var grundlaget for handelen.

Den nye handel sigtede mod centrene i nord. Et af disse lå på begge sider af floden Mosel. Før den munder ud i Rhinen, løber den igennem et bjergområde med Eifel i nord og Hunsrück i syd. Det var ikke noget rigt landbrugsområde, og før vindyrkningen blev indført hertil af romerne, udnyttede befolkningen først og fremmest de mineralske ressourcer, som området er så rigt på: kobber, guld og jern. I dette område blev den lokale elite gravsat i rige grave med etruskisk og græsk import – undertiden også med tohjulede stridsvogne. Nogle få grave var meget rige. Det var især kvindegrave, de rigeste har man udgravet ved Reinheim⁶ og Waldalgesheim.⁷ Gravudstyret når dog ikke op på siden af de noget ældre sydvesttyske og østfranske fyrstegrave i for eksempel Vix eller Eberdingen Hochdorf.

Der var også andre forskelle. Nok koncentrerede velstanden sig omkring Mosel. Men der var ingen bosættelsescentre, ingen borganlæg, ingen tilløb til bydannelser. Befolkningen synes at have levet i åbne bosættelser i bjergdalene. Der lå heller ingen særligt rige grave ved de mest benyttede handelsruter eller på den rigeste landbrugsjord. Det synes at have været et helt andet samfund end det, vi så blot nogle generationer tidligere i Sydtyskland og Østfrankrig.

Vest for den mellemste del af Rhinen, i Aisne-Marne-området i Frankrig, levede der på samme tid beslægtede samfund, ligeså med kontakter mod syd. Også her blev eliten gravsat i grave med stridsvogne og rigt våbenudstyr. De døde fik desuden importvarer som etruskiske næbkander og attisk græsk keramik med sig i gravene. Altsammen vidner det om livlige kontakter over Alpedalene i syd til etruskisk område.⁸

Også mod øst, i Böhmen, var der livlige handelsforbindelser til middelhavsområdet i det 5. århundrede f.Kr. Om det vidner ikke blot talrige fund af etruskisk import,⁹ men også af attisk græsk rødfigurskeramik.¹⁰ Man kan tænke sig, at det var de böhmiske forekomster af guld og tin (fra Erzgebirge) samt rav fra Østersøen,¹¹ som udgjorde baggrunden for handelen. Netop den slags varer nævnes under ét af den græske historieskriver Herodot,¹² som fortæller, at de kom fra nord.

Det var i denne nordlige udkant af den centraleuropæiske zone, at den særlige kunst opstod, som man forbinder med det folkeslag, vi kalder kelterne. De nævnes gang på gang af de klassiske skribenter, og for første gang falder historiens lys over et af de centraleuropæiske folkeslag. Hvem var de da, disse keltere?

I vore dage forbinder vi dem gerne med minoritetsgrupper i Europas yderområder: Bretagne, Wales, Irland og Skotland. Her taler man nemlig keltisk. Og da den mest præcise definition af en kelter er en person, som taler et keltisk sprog, er nutidens opfattelse af, hvad en kelter er, for så vidt korrekt. Mere kompliceret bliver det, når man vil bruge betegnelsen „keltisk“ i en historisk sammenhæng. For eksempel har irske, walisiske og skotske nationalister hævdet, at der eksisterede et direkte slægtskab mellem oldtidens keltere på den ene side, og skotter, walisere og irere på den anden side. Det er straks en meget mere kompliceret påstand. For oldtidens keltere var et folkeslag, der boede i Central- og Vesteuropa. Derfor er der også dem, der ud fra en nutidig politisk synsvinkel har villet se kelterne som en slags fællesnævner for europæisk historie, det vil sige som det første centraleuropæiske folk, der i oldtiden samlede store dele af Europa til en enhed.¹³

Det hænger sammen med, at antikkens skribenter havde deres helt eget syn på, hvem kelterne var. Ifølge det gamle græske verdensbillede var den nordlige halvkugle i vest beboet af keltere (gallere), i øst af skythere. Det var først sent, det vil sige i det 1. århundrede f.Kr., at romerne begyndte at operere med en tredeling af Europas nordlige folkeslag: keltere, germanere, skythere (se Et imperium vokser frem).

Hos antikkens forfattere kunne man således læse, hvordan keltiske hærtog i det 4. og 3. århundrede f.Kr. brød ind i og hærgede middelhavslandene. Her var der ingen tvivl: Kelterne var et folkeslag, der kom fra Centraleuropa. Og grunden til, at de drog sydpå, var, at de var lokket dertil af Sydens „delikate frugter og især vinen“.¹⁴

For de klassiske forfattere var kelterne de centraleuropæiske folkeslag, som man igennem mange generationer havde plejet handelsforbindelser med. Derved havde centraleuropæerne lært Sydens herligheder at kende. Nu ville de selv have del i dem – derfor krydsede de Alperne.

Det må altså være rimeligt at kalde de folk keltere, som vi netop har beskrevet, og som igennem handelskontakterne havde fået kendskab til Appenninerhalvøens geografi og rigdomme. Det var også dem, der først udviklede den kunst, som kom til at gå under betegnelsen keltisk, og som byggede på et rigt repertoire af motiver, som de via Appenninerhalvøen havde overtaget fra Mellemøsten, ganske som den græske og etruskiske kunst havde gjort det tidligere.

Centret for denne nye kunst var netop områderne ved Hunsrück-Eifel. Eliten her havde i sin tjeneste fremragende kunsthåndværkere, og fra deres værksteder kom de fleste keltiske mesterværker. Man finder dem for eksempel i gravene ved Mosel: Reinheim, Schwarzenbach og Basse Yutz.¹⁵ Her var spændvidden af motiver, florale, geometriske og menneskelige, større end noget andet sted.

Den tidlige keltiske kunst byggede som nævnt på et rigt repertoire af motiver fra Mellemøsten: palmetter, lotusblomster, lyremønstre, menneskeansigter og mytologiske dyr. I Middelhavets klassiske civilisationer havde disse motiver udviklet sig enten til strengt stiliserede friser af florale mønstre eller til en naturalistisk kunst i skulptur og vasemaleri. I områderne nord for Alperne var der derimod nogle få geniale kunstnere, som omformede de florale motiver til en dynamisk og kompliceret abstrakt kunst, hvori det menneskelige ansigt spillede en vigtig rolle som motiv.

For eksempel blev italiske næbkander af bronze dekoreret i den nye stil. Når de ankom til det mellemste Rhinområde, kunne de blive skilt ad, gensamlet og udsmykket på ny. Fremmed var godt, men ikke uden et keltisk præg. En uafhængig identitet var ved at tage form. Man kan tænke sig, at produkter fra det mellemrhinske område blev udvekslet som gaver i forbindelse med indgåelsen af alliancer med de beslægtede centre i Böhmen og Aisne-Marne-området. Man kan også tænke sig, at det snarere var håndværkerne og ikke så meget deres produkter, der blev udvekslet. Endelig kan det også tænkes, at en del af produktionen blev varetaget af rejsende håndværkere. Hvorom alting er, så voksede der frem i den nordlige zone af det centraleuropæiske område en række regionale variationer af den tidlige keltiske kunst. Snart udviklede den sig imidlertid til én fælles stil over endnu større områder. Man kalder den Waldalgesheim-stilen, og den kom i sin rene form til udfoldelse i Tyskland, Schweiz og Norditalien med lokale varianter i England og Ungarn.¹⁶ Formentlig opstod stilen i Norditalien og spredte sig derfra ud over kontinentet.¹⁷

På den tid var Podalen nemlig blevet et mødested for på den ene side keltiske handelsmænd, mellemmænd og lejetropper – og på den anden side etruskerne. Kelterne organiserede åbenbart meget af handelen selv og rejste regelmæssigt ind i Podalen. Dermed var den væsentligste betingelse for de senere folkevandringer opfyldt: man kendte bestemmelsesstedet, og snart begyndte stormløbet mod Sydens civilisationer.

Første gang, vi hører derom, er i året 396 f.Kr., hvor den rige etruskiske by Melpum i Norditalien blev ødelagt.¹⁸ De første tilløb til invasionerne var dog muligvis sket allerede i slutningen af det 5. århundrede f.Kr.¹⁹ Dermed ændredes karakteren af de fredelige forbindelser, som havde eksisteret siden det 6. århundrede f.Kr. Kontakten mellem de to verdener havde sat en udvikling i gang, som til sidst kulminerede i militære plyndringstog og dermed indledte en helt ny fase af kontinentets historie.

De første keltiske vandringer udløste en kædereaktion, som fortsatte igennem to århundreder.²⁰ Bag vandringerne lå ikke blot behovet for nyt land. En ny krigerideologi var også udviklet, og den muliggjorde, at større grupper nu blev mobiliseret i høvdingenes følge, herunder både rytteri og fodfolk.²¹ De vandrende hærstyrker var ofte sammensat af krigere fra forskellige stammer, og den keltiske samfundsform blev tilpasset erobringstogterne, således at der blev plads til større social mobilitet.

Næste gang, vi hører om de keltiske vandringer, er i året 387 f.Kr. Da overrumplede kelterne en romersk hær nær Rom og besatte hele byen bortset fra Kapitol-højen. Kun udbetalingen af en stor tribut i guld fik dem til igen at rømme byen. Men flere gange senere hjemsøgte keltiske krigerskarer området omkring Rom. Nogle af dem trængte videre ned gennem Appenninerhalvøen, og ved Syrakus på Sicilien kom det til heftige kampe med de der bosiddende kolonister. Plyndringstogene fortsatte igennem de følgende årtier. Men på den tid begyndte Rom for alvor at gøre sig gældende som en magtfaktor. Og i 225 f.Kr. lykkedes det at standse kelterne. Det skete ved Telamone nær Det tyrrhenske Hav. I løbet af det følgende århundrede veg de overalt i Italien for det romerske pres.

De klassiske forfattere giver to forklaringer på invasionerne i syd. Den ene er begær efter velstand, den anden overbefolkning. Begge forklaringer er formentlig gyldige. I hvert fald kan vi antage, at handelen med luksusvarer havde ført til social differentiering blandt kelterne. Det førte igen til øget produktion og større specialisering. Hvis handelen derimod ophørte eller indskrænkedes, kunne hele samfundssystemet falde sammen. Dele af befolkningen ville da ikke have noget andet alternativ end at sætte sig i bevægelse. Og det var formentlig, hvad der skete i det 4. århundrede f.Kr. og tiden derefter.²²

De store vandringer sydpå må have stillet særlige krav til deltagerne, både hvad angik organiseringen, og hvad angik ideologien.²³ De må være udsprunget af en form for forbund imellem stammerne, ganske som det blev tilfældet senere hen i historien.²⁴ Det må derfor have betydet afslutningen på tidligere tiders stammesamfund og fremvæksten af nogle konføderale samfund, som i deres karakter var multietniske.

Vi kender ikke navnene på de stammer, som indgik i de keltiske vandringer. Men man kan antage, at det, som bandt dem sammen, var den fælles sag. Den gav dem deres fælles identitet under én krigsførers ledelse. Samfundet var altså ikke primært noget territorialt, men det defineredes af de folk, som indgik i vandringerne, og som var bundet til kongen eller hærføreren med fælles tro og ed. Det var formentlig for at symbolisere denne nye identitet, at den keltiske kunststil blev udviklet, som ovenfor beskrevet. Den blev et symbol for de nye samfund af politiske konføderationer på vandring. Og den tjente til at forene den mangfoldighed af krigere, bevæbnede bønder og håndværkere, som indgik i de mobile hære under ét etnisk banner. Fra en sikker afstand fulgte og beskrev de antikke skribenter dette drama med en blanding af rædsel og beundring. Cæsars beskrivelse af gallerkrigene (galler = kelter) udgjorde det sidste kapitel i den historie.²⁵

Kelterne havde ikke blot Appenninerhalvøen som mål. De søgte også mod de sydøstlige egne af kontinentet, mod Balkanhalvøen. Første gang, vi hører om dem her, er i forbindelse med et felttog, som Alexander den Store (356-323 f.Kr.) førte mod det thrakiske folk, geterne på Balkan. I året 335 f.Kr. mødte han nogle keltiske udsendinge i sin feltlejr ved Donau. Scenen er gang på gang blevet genfortalt i historien. Alexander spurgte de fremmede, hvad de frygtede mest? Han havde vel forventet at høre sit eget navn nævnt. Men kelterne svarede ham, at de intet andet frygtede, end at himlen skulle falde ned i hovedet på dem.

Disse keltere kom antagelig fra det nordlige Balkan eller det centrale Rumænien. Fra dette område og formentlig med støtte fra keltere længere mod nord trængte de i slutningen af det 3. århundrede f.Kr. ned gennem Balkanhalvøen. Nogle stødte frem mod thrakiske stammer i Nordvestbulgarien, andre stødte frem mod Makedonien. Her blev Ptolemaios Keraunos den første græske leder, som faldt mod kelterne. Det skete i 281 f.Kr. Det fortælles, at Ptolemaios af kelterne blev tilbudt at købe fred for penge. Han troede, at de fremmede ønskede fred, og at der var tale om afpresning. Han meddelte dem derfor, at han accepterede deres fredsforslag, hvis de overbragte deres ledere til ham som gidsler. Dette forslag morede efter sigende kelterne meget, de gik i kamp og besejrede grækerne. Ptolemaios' hoved tog de som trofæ og satte det på et spyd.

Få år senere, i 278 f.Kr. trængte kelterne længere ned i Makedonien under lederen Brennus. Ganske vist havde grækerne nu fået samlet en større hær, men selv den måtte vige, da kelterne kæmpede sig vej frem mod antikkens vigtigste helligdom: Delphi. Grækerne havde naturligvis spurgt det berømte orakel om, hvad de skulle gøre. Svaret var blot, at oraklet og helligdommen ville forsvare sig selv. Et andet svar var, at de „hvide jomfruer“ ville beskytte guderne. De græske historikere kunne da også senere berette om, hvordan kelternes hær blev overrasket af jordskælv, torden og lynild, frost og sne – måske det sidste var „de hvide jomfruer“. Kelterne blev nu under hårde kampe tvunget til tilbagetog. Brennus selv blev hårdt såret båret fra slagmarken, og efter at have nydt et sidste glas vin begik han selvmord.

Men de keltiske hæres fremrykken var ingenlunde stoppet hermed. I slutningen af det 3. århundrede f.Kr. møder vi dem helt ovre i Lilleasien, under navnet galatere. I 270 var en gruppe galatere bosat omkring Ankara. Der er ingen tvivl om, at de var af centraleuropæisk oprindelse. Lidt senere møder vi galaterne/kelterne involveret i kampe med de grækere, som boede ved Lilleasiens vestkyst. Her kom de imidlertid til kort, og efter at have besejret dem, satte kong Attalos I i året 235 f.Kr. et sejrsmonument over dem i Athena-templet i Pergamon. Her forlader vi foreløbig kelterne i Lilleasien. Senere skal vi vende tilbage til billederne af de slagne keltere på sejrsmonumentet i Pergamon (se Krigernes våben).

Men lad os endnu en gang rette blikket mod Centraleuropa i de første 2-3 århundreder af den keltiske jernalder. Her finder vi i begyndelsen den keltiske krigerelites grave i den nordlige periferi af den centraleuropæiske zone. I modsætning til den sydtyske og østfranske elite i det 6. århundrede f.Kr. blev de keltiske krigerhøvdinge gravsat på de samme gravpladser som deres slægtninge og følge. Blandt deres gravgaver var den tohjulede stridsvogn det vigtigste statussymbol. Den var samtidig symbolet på en ny krigsstil og var endnu i brug i det sidste århundrede f.Kr. Cæsar beskrev den imponeret i sit skrift om Gallerkrigene: „Stridsvognene bruges i kampen på følgende måde: Først kører de omkring i alle retninger, der kastes med spyd fra vognene, allerede skrækken for hestene og larmen fra hjulene bringer oftest fjendens rækker til at vakle. Når de så har snoet sig ind mellem rytterafdelingerne, springer vognkæmperne af og kæmper til fods. Kuskene kører i mellemtiden et lille stykke tilbage fra kamplinjen og anbringer vognene således, at hvis vognkæmperne kommer i knibe i kampen, har de let adgang til at slippe tilbage til deres kammerater. På den måde forener de rytteriets bevægelighed med infanteriets stabilitet i kampen“.²⁶

Men hvordan skal vi forstå disse koncentrationer af vogn- og våbengrave i den tidlige keltiske jernalder? Formentlig repræsenterede de høvdingecentre i et krigersamfund, hvis elite blev begravet i grave med stridsvogne.²⁷ Rundt om og imellem dem lå der grave, hvor de døde krigere var begravet med spyd og lanse. De repræsenterer høvdingenes følge og lokale høvdinge. Grave med sværd er sjældne og hører sammen med den øvre gruppe af grave med stridsvogne. Til dem hører også grave med guldringe, armringe eller halsringe, de såkaldte torques, som var typiske høvdingesymboler. De findes kun i 10% af gravene med sværd, hvad der understreger deres eksklusive status. De kan også, som i senere tider, findes i grave uden våben, og antyder dermed, at fyrstelig status ikke altid var forbundet med rollen som aktiv kriger.

Det er tænkeligt, at det var fra disse tidlige keltiske høvdingedømmer i nord, at de første vandringer mod Italien udgik.²⁸ Det var samfund, som længe havde været under forvandling, bl.a. på grund af handelen mod syd. Samkvem gennem handel eller et ydre militært pres kan lede til etableringen af kortvarige stater, som kan bære relativt høje befolkningstætheder for en tid. Men de skaber ikke nødvendigvis de fundamentale politiske og sociale og økonomiske forandringer, som kan sikre for eksempel udviklingen af en bykultur. De tidlige keltiske samfund var netop sådanne ustabile og sårbare dannelser. Deres magtcentre gik hurtigt i forfald, og lykkedes etableringen af en bykultur ikke, kunne resultatet være, at større befolkningsgrupper satte sig i bevægelse. Det var formentlig, hvad der skete med den keltiske kultur i løbet af det 4. og 3. århundrede f.Kr.²⁹

De keltiske vandringer, eller rettere de mobile keltiske hære, omfattede krigergrupper fra selv fjerne stammer i Europa, og det var først i det sene 3.og tidlige 2. århundrede f.Kr., at deres ekspansion blev standset.³⁰ De blev nu slået i en lang række slag, fra Lilleasien i øst³¹ til Italien i vest.³² Det var også ved den tid, at de begyndte at optræde i den klassiske kunst, karakteristisk nok bl.a. som „Den døende Galler“ i Athena-templet i Pergamon. I Central- og Vesteuropa var kelternes tid dog ingenlunde ude. Vi skal senere møde dem og deres livskraftige kultur i århundrederne op mod Kr.f.