Igennem den sidste del af bronzealderen var det kulturlandskab blevet skabt, som skulle blive det fremherskende i Danmark i den ældre jernalder: overdrevslandskabet. Endnu kan man rundt om i landet, som her ved Særløse Overdrev på Sjælland, finde landskaber, der minder om jernalderens.

.

Det kan se brutalt ud, men på de store arkæologiske udgravninger af jernalderbopladser er brugen af maskinkraft i vor tid blevet en nødvendighed.

.

Skematiseret fremstilling, der viser, hvordan forskellige plovtyper kan ødelægge de skjulte bopladsrester under pløjejorden.

.

Oversigtsplan over området ved Grøntoft i Vestjylland, som i 1960'erne og 1970'erne blev undersøgt for en omfattende jernalderbosættelse. De henved 250 hustomter, som blev udgravet, stammede fra en eller to små landsbyer, som med et par generationers mellemrum var blevet revet ned og flyttet nogle få hundrede meter. I et enkelt stadium havde landsbyen været indhegnet, og man kan derved danne sig et indtryk af dens størrelse. Den indhegnede landsby (A) ligger sydligst i det udgravede område. På planen er desuden angivet den meget store palisade, om hvilken der berettes på side 94.

.

Udgravet langhus fra den tidligste keltiske jernalder i Grøntoft, Vestjylland. Forrest i billedet ses husets staldende, hvis vægstolper har været sat i en dyb grøft. Vinkelret på denne ses sporene efter båseskillerummene. Stalden har kunnet rumme et ganske betydeligt antal husdyr og viser, at der allerede tidligt i jernalderen har været klare velstandsforskelle mellem landsbyens beboere.

.

Langhuse fra den ældre jernalder som de er blevet rekonstrueret i Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

.

Jernalder-langhuse udgravet på den sydlige del af det næs ved Sarup på Sydvestfyn, hvor der i bondestenalderen lå et stort kultanlæg (se bd. 1, s. 384). I midten af den keltiske jernalder blev der anlagt en klynge langhuse på næsset.

.

På bopladsen Sejlflod ved Limfjorden var husene i den keltiske jernalder delvis nedgravet under markoverfladen som værn mod vinden.

.

Landsbyen Borremose i Vesthimmerland. Bag den omgivende voldgrav ligger de i vor tid genopførte tomter af de langhuse, der engang omkring 300 f.Kr. lå på holmen ude i mosen.

.

Men lad os nu vende blikket mod de nordlige egne af Europa i tiden efter 500 f.Kr., den periode, som vi her har valgt at kalde den keltiske jernalder, fordi den minder os om, at det var de keltiske folkeslag, som på den tid var de dominerende på det europæiske kontinent.

Den keltiske jernalder varede frem til tiden omkring Kristi fødsel, det vil sige fem århundreder, som deles i et ældre og et yngre afsnit.33 Den ældre del af den keltiske jernalder rummer stadig mange uløste spørgsmål. Men med begyndelsen af den yngre keltiske jernalder, det vil sige fra engang sent i det 3. århundrede f.Kr. falder der et stadigt klarere lys over bondesamfundets udvikling. De arkæologiske fund vokser i omfang og kvalitet. Og i det sidste århundrede f.Kr. tegner de med stor klarhed et billede af det, som skulle blive det vigtigste resultat af de fem århundreders samfundsudvikling: landsbysamfundets opståen.

Der har ofte hvilet et mørkt og gustent præg over beskrivelserne af den ældste del af jernalderen i Danmark.34 Tidligere generationer anså perioden for en krisetid med bl.a. katastrofale klimaforandringer. Det gav stof til dramatiske skildringer af det, som digteren Martin A. Hansen i sin fortælling „Orm og Tyr“ kaldte for „Taagernes Aartusinde“.35 Han beskrev malende, hvordan „raaheden kom sejlende med himmelens skyer ind over det gamle sommerfolk“, hvormed han mente bronzealderfolket. Ja, digterens skildring af de ulykker, som væltede ind over de nordiske jernalderfolk omkring 500 f.Kr. vil næsten ingen ende tage. Han fortæller, at de gamle, „solforvænte kornstammer ikke trivedes i det atlantiske vejr, at kornet gik i leje, mens det var grønt, blev overgroet af svulmende vildurter, ikke ville modnes, fik sortbrand. Mos og lav groede tykt om skovens stammer, træerne fik hoser paa. Kræft steg op i veddet fra den sure bund. Træer gik ud, mange steder blev skovdybet et morads af raadnende vindfælder.“ Uheldsvangert var det altsammen, og det var nok ikke sjældent, mente Martin A. Hansen, at jernalder folkene på vintermorgener kunne finde „deres døde okser liggende op ad husvæggen med strittende ben, vaade af tagdryppet“.

Vist var jernalderens begyndelse den tid, hvor den rige, gamle bronzealderkultur døde ud. Men slet så sort, som Martin A. Hansen og mange andre med ham malede situationen, var tiden nu ikke. Den klimaændring, som vitterlig fandt sted på overgangen mellem bronze- og jernalderen, var trods alt blot en af de mange cykliske klimavariationer, som havde fundet sted gennem de sidste årtusinder.36 Den markerer grænsen mellem de to klimaperioder, man kalder henholdsvis den subboreale og den subatlantiske tid.

Men at klimaet blev fugtigere, er der næppe tvivl om.37 Det viser undersøgelser i mange nordeuropæiske moser, i blandt andet Skotland,38 Holland39 og Sverige.40 Her tegner der sig et billede af et klima med større nedbør fra omkring 800 f.Kr. og med et maksimum omkring 500 f.Kr., formentlig forårsaget af hyppigere passager af lavtryk og en dermed sammenhængende forøgelse af blæsten. Der er imidlertid intet, der tyder på, at disse ændringer skulle have været af særlig katastrofal karakter for landbrugssamfundet.41

Alligevel må vi konstatere, at den natur- og landskabsudvikling, vi så begyndelsen af sent i det 2. årtusinde f.Kr., nu begyndte at vise sig med stor klarhed. Igennem de sidste tusinde år havde mennesket i stigende grad præget bl.a. skovbilledet: et åbent sletteland var begyndt at opstå mange steder i Danmark, og med jernalderen indledtes en periode, hvor bondesamfundet ekspanderede som aldrig før. Der begyndte at opstå en stabilitet i kulturlandskabets overordnede struktur, som skulle vare ved helt til vor tid.

På Sjælland kan man for eksempel se, hvordan forskellen mellem skovrige og skovfattige områder allerede var opstået i løbet af den yngre bronzealder. De skovrige områder med gammel løvskov finder vi i dag specielt i Nord-, Midt- og Sydsjælland, mens de skovfattige egne især findes i Vestsjælland, i Odsherred og på „Heden“ mellem København, Roskilde og Køge. Det er en strukturering af landskabet, som blev skabt allerede for 3000 år siden.

To pollendiagrammer fra henholdsvis Store Gribsø i det skovdækkede Nordsjælland og Gundsømagle i det åbne landskab ved Roskilde Fjord kan belyse dette.42 Ved Store Gribsø kan man se, hvordan landskabet var ret skovdækket til ind i den ældre bronzealder. På den tid indvandrede bøgen, og spredte sig siden næsten eksplosivt. I jernalderen var området fortsat stort set skovdækket, og der synes kun at have været drevet landbrug i et meget moderat omfang. Egnen har altså gennem de sidste mere end 3000 år primært været skovland, således som den er det endnu i dag.

I Gundsømagle-egnens åbne landskab, kun ca. 30 km fra Store Gribsø, var forholdene lige omvendt. Her intensiveredes landbrugets udnyttelse af landskabet i den ældre bronzealder. På den tid indvandrede bøgen også her, men den fik knap nok fodfæste, fordi landskabet grundlæggende var ved at ændres fra at være et overvejende skovland til at blive et overvejende sletteland. Den gennemgribende åbning af landskabet var et resultat af menneskets indgriben, og den meget intensive landskabsudnyttelse fortsatte igennem jernalderen. I hele dette tidsrum var kulturtrykket på landskabet højt, og egnen præget af omfattende skovrydninger og intense landbrugsaktiviteter. Der var altså gennem hele jernalderen en meget større bebyggelses- og befolkningstæthed på Gundsømagle-egnen end i Store Gribsø-området.

Hvorfor nu denne forbavsende stabilitet i kulturlandskabets overordnede struktur? Jo, Store Gribsø-området har et bakket terræn med forholdsvis dårlige jorder. Gundsømagle-området har derimod et jævnt terræn med frugtbare jorder. Ud fra en landbrugsmæssig synsvinkel er Store Gribsø-egnen derfor mindre attraktiv. Det er formentlig forklaringen på, at løvskovene gennem årtusinder har fået lov at ligge, hvor de ligger. Terrænet og undergrundsforholdene de pågældende steder har ganske enkelt vanskeliggjort deres opdyrkning.

Meget taler for, at sådan forholdt det sig over det meste af landet. Jernalderens bondesamfund fortsatte ganske enkelt det arbejde, som bronzealderbønderne havde gjort før dem. Men der tegner sig alligevel i jernalderens første århundreder et billede af et bondesamfund, som nok ikke var præget af det samme overdådige forbrug af kostbart metal som i bronzealderen. Til gengæld ekspanderede samfundet kraftigt, og helt nye former for fællesskab opstod imellem menneskene. Afdækningen af den del af oldtidshistorien har været et af den moderne arkæologis helt store eventyr.

Det skyldes først og fremmest, at man siden 1960 begyndte at anvende maskinkraft på de arkæologiske udgravninger. Før den tid var det begrænset, hvad man med håndkraft kunne afdække ved en udgravning. En enkelt hustomt for eksempel, eller nogle flere måske. Men aldrig så store arealer, at man kunne danne sig et indtryk af for eksempel et helt landsbysamfund. Det begyndte man at kunne, da man omkring 1960, efter udenlandsk forbillede, tog traktorer med en efterhængt jordsluf i brug. Med jordsluffen skrabede man pløjejorden af, og under den tegnede sig i den urørte undergrund sporene af bl.a. de nedgravninger, oldtidsmenneskene havde lavet til bygningstømmeret i de huse, de opførte på stedet. Fylden i nedgravningerne var altid mørkere end den omgivende undergrund.

Senere kom mere avancerede maskiner til, men princippet er stadig det samme. Den gennempløjede muldjord fjernes, og under den tegner sig sporene efter oldtidsmenneskenes mangfoldige aktiviteter. Nogle af de første jernalderlandsbyer, som blev afdækket på den måde, var Grøntoft og Hodde i det vestlige Jylland. Nedenfor skal vi høre om nogle af de resultater, som undersøgelserne af dem har ført til.

Men de moderne entrepenørmaskiner er ikke bare en velsignelse for arkæologien. De er også blevet dens forbandelse. For de nye og stadig mere effektive maskiner kan ødelægge langt mere, end det nogensinde tidligere har været tilfældet. Ved for eksempel de skovrejsninger, som foregår i så stort et omfang i Danmark i disse år, dybdepløjer man forud for plantningen af træerne.43 Det er en jordbearbejdning, der kan gå helt ned i 8090 cms dybde. Ved normal pløjning løsner og vender man mulden. Men ved dybdepløjning pløjer man det lyse undergrundsmateriale op og lader det så at sige bytte plads med pløjemulden. Det betyder, at de nyplantede træer får gode vækstbetingelser, når deres rødder når ned i den næringsrige muld. Man uskadeliggør ved samme lejlighed muldjordens indhold af ukrudtsfrø. De bliver nemlig ødelagt ved at komme så dybt ned under overfladen. Det betyder, at man sparer både tid og penge på renholdelse i de første år efter plantningen. Altsammen er det praktisk og økonomisk, ja, endog miljøvenligt.

Men for fortidsminderne, det vil sige især grave og bopladser, er dybdepløjningen en ulykke. De ligger skjult dernede under muldlaget. Og når ploven skærer gennem undergrunden, bliver stolpehuller, ildsteder og gruber ødelagt. Ikke blot rives anlæggene op af ploven, de bliver ført op i overfladen og vendes på hovedet.

Sådan er arkæologiens vilkår i vor moderne tid. Der er muligheder for store tab, men også for betydelige landvindinger. Lad os se på nogle af de landvindinger, der med maskinkraft er gjort i den sidste menneskealder inden for studiet af jernalderens bosættelser.

Var man i tiden efter 500 f.Kr. kommet rejsende op gennem Jylland, var man måske draget ad den rute, som vejen mellem Skjern og Holstebro i dag følger. Den går igennem et af de prægtigste vestjyske landskaber. Nogle steder er det, som om landskabets overflade kommer i vældig bevægelse. Det sker for eksempel i de mægtige Omme Bakker, der som et bredt højland, mange steder kronet af bronzealderhøje, løfter sig mere end 90 m over havet. Heroppe mærker man Vesterhavets nærhed, og herfra ser man ud over kløfter og lavere højderygge nær og fjern. Lidt længere mod nord, ved Nørre Omme, danner der sig et jysk bjerglandskab med bølgende fald til alle sider og milevide udsigter over, hvad der førhen var hede, men som nu er dyrket land. Midtvejs mellem disse to steder ligger i dag Grønbjerg by. På et højdedrag nordøst for byen, på gården Grøntofts jorder, lå ved jernalderens begyndelse et landsbysamfund af den art, som i de kommende århundreder skulle blive rammen om oldtidsbefolkningens liv.44

De arkæologiske udgravninger i Grøntoft begyndte allerede i 1960, men de kom til at strække sig over mange år.45 De moderne udgravningsmetoder gjorde det nemlig for første gang muligt at følge et enkelt jernaldersamfunds udvikling igennem flere århundreder. Et kolossalt areal på mere end 160.000 m2 måtte afdækkes og udgraves. Man havde nemlig fundet en vandrelandsby, eller rettere to bosættelser, som i tidens løb smeltede sammen til én indhegnet landsby, en landsbyform, som skulle blive ganske almindelig i Danmark i århundrederne omkring Kr.f.

Det tog imidlertid adskillige år, før man kunne udrede det komplicerede billede, som dannedes af de 250 hustomter spredt over det store område. For gang på gang var husene blevet nedrevet og flyttet til nye steder i terrænet. Husene var alle lange, rektangulære bygninger, hvis tag blev båret af to parallelle rækker stolper. Men der var mange små forskelle i huskonstruktionerne, og det var først, da man efterhånden kunne udskille dem i typer og datere dem i forhold til hinanden, at man begyndte at få et billede af det komplicerede udviklingsforløb, Grøntoft-landsbyen havde gennemgået.46

Det hele var begyndt i bronzealderen med en bebyggelse, der havde ligget højt i terrænet, som det var typisk for den tids bosættelser. Formentlig havde den kun bestået af en enkelt eller nogle få gårde med højt rejste tage og afrundede gavle. Den efterfølgende jernalderbebyggelse rummede betydelig flere mennesker, men lå også højt placeret i terrænet.

Der var ved jernalderens begyndelse i det 5. århundrede f.Kr. tale om to bosættelser. Den ene lå i form af et lille antal spredte gårdanlæg på en flad bakketop i områdets østligste del. Formentlig var den integreret i et system af voldindrammede agre, hvoraf der endnu omkring 1960 var rester at se. Længere er det ikke siden, at man kunne se de lave, overgroede volde dækket af den mørke lyng. Man kunne også her og der ane hustomterne, hvor der engang udfoldede sig et slidsomt liv. Her stod kreaturerne i stalden, her samledes menneskene om aftenen omkring ildstedet. Kun vinden gik nu ind over de lave, forblæste volde.

Endnu i det tidlige 4. århundrede f.Kr. lå bebyggelsen her, dog var den nu flyttet et par hundrede meter mod vest og lidt ned ad bakken. I den modsatte ende af bosættelsesområdet, i nordvest, og adskilt ved en bæk, som løb gennem en dyb slugt, lå på samme tid den anden bosættelse. Den bestod kun af nogle få huse, men blandt disse var et usædvanligt stort hus, 22,5 m langt, med plads til 22 større dyr i stalden.47 I det sene 4. århundrede f.Kr. blev de to bosættelser forenet i en åben klynge på den samme vestvendte skråning af selve Grøntoft-bakken. Antallet af samtidige gårdanlæg var nu formentlig omkring syv. Flere af dem bestod ikke blot af det traditionelle langhus, men også af et udhus, som lå omkring 10 m fra hovedhuset. Det var, som om man med denne øgede klyngedannelse havde taget det første skridt i retning af et mere organiseret landsbysamfund. Den fælles gravplads lå i øvrigt i områdets sydligste del.

I det tidlige 3. århundrede f.Kr. synes der ikke at være sket større forandringer i det mønster, som de samtidige gårdanlæg føjede sig ind i. Dog blev placeringen af klyngebebyggelsen på skråningen ændret flere gange, idet man flyttede den omkring 100 m.

Så skete sent i det 3. århundrede, eller måske i det tidlige 2. århundrede f.Kr., den vigtigste forandring i Grøntoft. Gårdanlæggene blev nu samlet i en tæt klynge i den sydlige ende af bakken og omgivet af et fælles hegn med et antal fælles indgange. Vi skal senere vende tilbage til denne landsby (se Bag landsbyens hegn). Her skal vi blot pege på, at med den kan vi for første gang tale om et organiseret landsbysamfund baseret på et vidtgående fællesskab mellem indbyggerne.

Ser man på gårdstørrelserne i Grøntoft, så kaster de noget af et lys over det spørgsmål, som rejser sig, når man ser på tidens grave (se Fællesskabets gravpladser). Disse er nemlig påfaldende ensartede i deres udstyr og synes at være udtryk for en meget lidt hierarkisk samfundsstruktur. I Grøntoft er der imidlertid ganske stor forskel på størrelsen af visse af langhusene. I virkeligheden opviser de størrelsesforskelle meget lig dem, man finder i landsbyen Hodde ca. 300 år senere (se Bag landsbyens hegn). Måske de gamle, ledende slægter stadig sad på magten, eller nye var kommet til. I hvert fald viser de, at man ikke uden videre kan tage gravfundenes vidnesbyrd som udtryk for, at det tidlige jernaldersamfund i Danmark var uden større sociale forskelle. Det er ikke uden betydning, når man skal overveje spørgsmålet om, hvem det var, der stod bag den voldsomme reorganisering af landsbysamfundet i tiden efter 300 f.Kr.

Ser man ud over det vældige udgravede areal af Grøntoft-bebyggelsen, er billedet noget forvirrende. Kun med en detaljeret huskronologi ved hånden kan man få et billede af, hvordan de små klyngelandsbyer med en eller et par generationers mellemrum flyttede rundt på den samme sandede bakkeø.

Men hvorfor nu denne bestandige flytten rundt på landsbyerne, som må være sket mindst en halv snes gange i løbet af de ca. 300 år, de eksisterede? Det var i øvrigt en praksis, man også havde udnyttet bronzealderen igennem, når man efter en generation eller to rev gårdanlægget ned og flyttede det til et nyt sted. Forklaringen skal nok søges i oldtidsbøndernes ønske om at udnytte hustomternes velgødede jord. Uden en fornuftig jordbearbejdning ville de små markstykker, som omgav landsbyen, hurtigt blive udpinte. Ganske vist foretog man gødskning af markerne i et vist omfang.48 Men de plovtyper, man rådede over, gav kun begrænset mulighed for at pløje gødningen ned og dermed udnytte den rimeligt. Jorden på selve landsbytomterne blev imidlertid til stadighed gødet af dyr og mennesker og havde derfor en betydelig næringsværdi. Det var altså en enkel og økonomisk løsning at flytte husene, når de med tiden blev udtjente, og så pløje det forladte bopladsområde og omdanne det til ager. Det var den praksis, de såkaldte vandrelandsbyer fulgte.

Vi ved ikke, hvor almindelig denne fremgangsmåde var for landet som helhed. Meget tyder på, at den var vidt udbredt, også selv om der i visse egne med høj jordbonitet eksisterede mere stedbundne bosættelser. Men i øvrigt er bosættelserne fra den tidligste del af jernalderen kun kendt i meget begrænset omfang, og udgravninger som dem i Grøntoft er der kun sjældent økonomiske midler til.

I Drengsted i det lave land syd for Ribe fandt man dog en jernalderbosættelse fra det 3. århundrede f.Kr., som ligner dem, vi så i de tidlige faser i Grøntoft.49 I Drengsted lå husene også spredt, deres indbyrdes afstand var mellem 35 og 115 m. Efter alt at dømme må et fællesskab have eksisteret mellem disse hushold, men det har formentlig været af en anden karakter end i den indhegnede landsby i Grøntoft.

Et beslægtet billede tegner en bosættelse, man udgravede ved Sarup på Sydvestfyn.50 Den lå på det næs, som i bondestenalderen rummede et stort samlingsanlæg (se De døde sjæles landsbyer). Omkring 300 f.Kr. lå her en klynge af syv gårdanlæg placeret omkring et midterområde uden bebyggelsesspor. Måske der var tale om et fællesareal i lighed med, hvad man kender fra nogle landsbyer fra de sidste århundreder f.Kr. Husene var mellem 13 og 22 m lange. Et par af dem havde båseskillerum i staldenden, andre havde ingen båseskillerum, men dog spor af en grebning. Samlet må gårdanlæggene ved Sarup have kunnet rumme ca. 100 stykker kvæg.

Sarup-landsbyen dækkede et areal på omkring 3,5 ha. Formentlig var den en vandrelandsby ligesom Grøntoft. Inden for et noget større areal end det udgravede blev der nemlig fundet spor efter en bosættelse, der rakte helt tilbage til det 5. århundrede f.Kr. Baggrunden for denne vedvarende udnyttelse af området må bl.a. have ligget i de store omgivende engarealer, der var så velegnede til kvæggræsning.

Også andre steder har man i de senere år fundet bosættelser fra de tidligste århundreder af jernalderen. Ved Sejlflod, 15 km sydøst for Aalborg, fandt man en lille klynge af 5-6 gårdanlæg, som var opført i jernalderens begyndelse omkring 500 f.Kr.51 Igennem århundrederne flyttede dette lille samfund sig flere gange inden for ét og samme ressourceområde, kun nogle få hundrede meter hver gang. Men med en forbløffende stedbundethed: jernalderbønderne blev boende på stedet i henved 1500 år – helt frem til Vikingetidens slutning. Fænomenet var ikke specielt for Sejlflod. Denne stadige flytten rundt inden for ét og samme ressourceområde kendes fra en række andre bopladser, hvoraf hovedparten er fra Jylland og Fyn.52 Derimod har øerne øst for Storebælt endnu kun i meget ringe omfang afgivet fund fra den keltiske jernalders første århundreder.53

Ved den udgravede Sarup-landsby blev der i øvrigt også fundet svage spor efter en voldgrav. Det rejser spørgsmålet, om nogle af disse tidlige jernalderlandsbyer var befæstede? Hvis man dermed mener, om de var omgivet med en voldgrav, så må svaret i hvert fald i ét tilfælde blive et ja.

Oppe i det vestlige Himmerland, i Borremosen, som ligger midt i et fint bevæget landskab med lange højderygge og lave ådale, og hvor mosekonen i sommeraftenen brygger i alle kløfter og sænkninger, blev på overgangen mellem det 4. og 3. århundrede f.Kr. opført en landsby omgivet af en vold og en grav.54 På en lille holm, omgivet af et større vådområde, hvor man også dengang kunne høre den sky regnspoves bløde fløjtetoner hen under aften, var gravet en voldgrav, som var 4 m bred og 1,5 m dyb. Den opgravede jord blev brugt til at bygge en vold på voldgravens inderside. Og bag volden anlagde man en landsby.

Desværre er det ikke muligt på grundlag af udgravningerne før 2. Verdenskrig at sige, hvor mange huse landsbyen omfattede i denne første fase.

Højst var der tale om 14-15 samtidige gårde. Husene var alle typiske langhuse, orienteret øst-vest med en lille drejning mod nv-sø,55 og de opfyldte formentlig snart efter grundlæggelsen det areal, som indhegnedes af volden. Der var altså ikke noget ubebygget areal i midten, som vi kender det fra senere landsbyer.

Det har ikke været muligt at afgøre, om husene rummede en stald. Båseskillerum blev ikke påvist ved udgravningen. Men man må have holdt tamkvæg i landsbyen, eftersom fund af sier og mælkekar til fremstilling af mælkeprodukter var meget almindelige. I det hele taget var der spor af alle de traditionelle gøremål, som hørte til en almindelig landsby: kvæghold og kornavl, indsamling af vilde urter, fremstilling af tekstiler og smedevirksomhed. Hvis det ikke havde været for placeringen midt i en mose, ville man have bedømt Borremose-landsbyen til at være en gennemsnitslandsby.

I landsbyens tidlige fase byggede man også af små sten en kort vej over mosen. Mosen selv synes at have været ret tør på denne tid. Det forklarer vejens ret provisoriske karakter.

Men hvordan skal man forklare den grav og vold, som omgav landsbyen? Trods omfattende efterforskning lykkedes det ikke at påvise nogen palisade i forbindelse med volden, ej heller nogen særlig befæstning af indgangen til landsbyen. Forsvarsværkerne synes i det hele taget at have haft en noget symbolsk karakter. Volden og graven synes ikke at have udgjort noget effektivt forsvar af det lille samfund på holmen i mosen.56

Noter

33: Den keltiske jernalder i Danmark har skiftevis været inddelt i to og tre hovedperioder. En første opdeling blev foretaget af C. Neergaard i 1916 og fulgte O. Montelius' tredeling af den keltiske jernalder, som igen hvilede på O. Tischlers tredeling af den centraleuropæiske La Tène kultur (C. Neergaard 1916; O. Montelius 1896; O. Tischler 1886). Efterhånden viste der sig dog problemer med at opretholde tredelingen i Danmark, og da J. Brøndsted i 1940 udsendte 1. udg. af jernalderbindet af Danmarks Oldtid var den keltiske jernalder blot delt i to perioder. Senere tog C.J. Becker dog tredelingen op igen i et stort arbejde fra 1961. På grundlag af keramik og metalsager fra Syd- og Midtjylland opdelte Becker den keltiske jernalder i tre perioder I-III, af hvilke den første og den sidste yderligere opdeltes i to underafsnit, henholdsvis Ia og Ib samt IIIa og IIIb. C.J. Beckers tredeling blev dog ikke accepteret overalt. Flere forskere opretholdt todelingen, men det var først med C.K. Jensens analyse af gravpladsen ved Årupgård (C.K. Jensen 1992; 1997), at det i detaljen kunne påvises, at det i praksis er lettere at opretholde en todeling end en tredeling. Det skete ved en opsplitning af C.J. Beckers ret hypotetiske periode II. Dens tidlige del blev knyttet til periode I, medens dens sene del blev knyttet til periode Illa. En tvedelt keltisk jernalder omfatter således en ældre del, periode I, som opdeles i et ældre og et yngre afsnit, henholdsvis Ia og Ib. Den yngre keltiske jernalder, periode II (tidligere periode III) kan ligeledes opdeles i et ældre og et yngre afsnit, henholdsvis IIa og IIb. I forhold til det centraleuropæiske kronologiskema svarer periode I til La Tène A og La Tène B. Periode IIa begynder samtidig med La Tène C1, medens periode IIb er samtidig med La Tène D1a (Se J. Martens 1996, s. 235), dvs. at skellet mellem ældre og yngre keltisk jernalder ligger ved LT C1, dvs. ca. 250 f.Kr. Når en sammenstilling af de to kronologiskemaer er så vanskelig, skyldes det først og fremmest, at keltisk import er så sjælden i Sydskandinavien i de første 2-3 århundreder efter jernalderens begyndelse, se O. Klindt-Jensen 1953.

34: Se f.eks. P.V. Glob 1951b.

35: Martin A. Hansen: Orm og Tyr. Wivels Forlag 1952.

36: B.Aaby 1974, 1978, 1985.

37: Clemmesen et al. 2001.

38: Charman et al. 2001.

39: van Geel et al. 1996.

40: G. Digerfelt 1988.

41: B. Aaby 1976, 1978, 1985; U. Willerding 1977.

42: Rasmussen, Hansen & Nielsen 1998.

43: I. Kjær Kristensen 1999.

44: S.Aa. Knudsen 1999.

45: C.J. Becker 1965, 1966, 1968, 1971a, 1976, 1982, 1987; P.O. Rindel 2001b.

46: P.O. Rindel 2001. For metodikken i forbindelse med de store fladeafdækninger af jernalderens bopladser se bl.a. M. Kähler Holst 1999.

47: Hus P VI. Grundplanen er gengivet hos P.O. Rindel 2001b, s. 86, fig. 21.

48: B. Odgaard 1985.

49: L.C. Nørbach 1997.

50: N.H. Andersen 1984; 1999, s 336.

51: Nielsen & Rasmussen 1986; J.N. Nielsen 1980c, 2000.

52: I nogle få tilfælde er der tale om hustomter fra overgangen mellem bronze- og jernalderen, f.eks. i Fårtoft nær Thisted (AUD 1997, nr. 236), ved Skovhulevej nær Randers (AUD 1998, nr. 362), på Nordskrænten II nær Esbjerg (AUD 1998, nr. 553) og i Dejrup ved den nu udtørrede Rolf Sø (AUD 1998, nr. 568). Langt de fleste er dog af den udviklede jernalder-hustype. Udgravningerne omfatter alt fra en enkelt hustomt til landsbyer af anselig størrelse. Blandt de vigtigere udgravninger kan anføres 1: Smedegård, Tved sogn, en stor byhøj sydøst for Hanstholm (AUD 1993, nr. 243) med tørvevægshuse, der rækker tilbage i ældre keltisk jernalder. 2. Nr. Nordentoft, Sjørring sogn, syd for Thisted (AUD 1993, nr. 247; AUD 1994, nr. 288), ca 40 tomter med tørvevægge fra ældre keltisk jernalder. 3. Vilhelmsborg I, Thisted Landsogn, i Thy, hustomter muligvis med græstørvsvægge (AUD 1999, nr. 304). 4. Øster-Helligsøgård, Helligsø sogn, i det sydlige Thy (AUD 1999, nr. 329), formodet landsby i to faser, hver med en halv snes langhuse placeret i to rækker. 5. Sejlflod, Sejlflod sogn (Nielsen & Rasmussen 1986). 6. Malle Degnegård, Malle sogn, i Himmerland (J.N.Nielsen 1980a). 7. Vinkel Overgård, Højslev sogn, nær Skive (AUD 1999, nr. 360), formodet landsby med huse med tørvevægge. 8. Bjerringbro, Bjerringbro sogn (I. Kjær Kristensen 1999). 9. Jegstrup, Ravnstrup sogn (Danmarks længste ..1987, nr. 947). 10. Nørregård, Skals sogn (Danmarks længste .. 1987, nr. 976). 11. Skade, Klovborg sogn, nær Nørre-Snede (AUD 1999, nr. 490), landsby med seks formentlig samtidige langhuse. 12. Birkemosevej, Nørre-Bjert sogn, nær Kolding (AUD 1993, nr. 371), en enkelt hustomt. 13. Østerbjerg, Brande sogn (Danmarks længste .. 1987, nr. 1282). 14. Norgesvej i Vildbjerg, Vildbjerg sogn, nordøst for Herning (AUD 1994, nr. 491), større bopladsområde med en lille bebyggelse fra begyndelsen af keltisk jernalder bestående af fem huse, omgivet af et hegn. 15. Ågård, Brørup sogn (AUD 1993, nr. 429), lille bebyggelse bestående af tre huse. 16. Hedegård, Hjortlund sogn (Danmarks længste .. 1987, nr. 1472:2). 17. Solbakkegård, Brøndum sogn, nær Varde (AUD 1996, nr. 465), større bopladskompleks, som formentlig begynder i ældre keltisk jernalder. 18. Skonager, Næsbjerg sogn, øst for Varde (AUD 1994, nr. 559), flere huse med væggrøft i østenden. 19. Korskroen, Nørre-Skast sogn, øst for Esbjerg (AUD 1993, nr. 468), en enkelt hustomt fra begyndelsen af den keltiske jernalder. 20. Mølsig Bæk, Janderup sogn, vest for Varde (AUD 1999, nr. 628), hustomter muligvis med græstørvsvægge. På Fyn har man indtil for få år siden manglet bopladsfund fra tidlig keltisk jernalder, bortset fra det nævnte i Sarup. I de senere år er påvist enkelte bopladser, (J.A. Jacobsen 1984), hvoraf Ingslev Vestermark, i Ingslev sogn muligvis kan knyttes sammen med hustomter (Danmarks længste ..1987, nr. 524), se også Lykkegård, Søndersø sogn nord for Odense (AUD 1998, nr. 210). Først i den yngre keltiske jernalder bliver fundene fra Fyn igen rigelige.

53: Hustomter fra overgangstiden mellem bronze- og jernalderen kendes nogle få steder, f.eks. ved Voldbye Ager, Ballerup sogn (AUD 1998, nr. 51) og Bakkegård, Høje Tåstrup sogn (AUD 1998, nr. 52). Også fra jernalderens tidligste århundreder (periode I) kender man nu hustomter svarende til de jyske, f.eks. på Storegårds Ager, Høje Tåstrup sogn (AUD 1998, nr. 69), ved Søndergård, Måløv sogn, vest for København (AUD 1998, nr. 76) og ved Raklev, Raklev sogn, nær Kalundborg (AUD 1994, nr. 67). Endvidere er der udgravet hustomter ved Søholm II, Holtug sogn i Sydsjælland (AUD 1995, nr. 114) og ved Markedspladsen, Ejby sogn, på Sydfyn (AUD 1995, nr. 181), sidstnævnte sted var der tale om et gårdanlæg bestående af et langhus, et mindre hus og en staklade fra periode I. Også på Bornholm er hustomter nært beslægtede med de vestdanske begyndt at vise sig, f.eks. ved Sandemandsgård, Knudsker sogn, nær Rønne (AUD 1994, nr. 186).

54: J. Brøndsted 1936, 1940, 1960; J. Martens 1990, 1991, 1994a. Landsbyen blev udgravet 1929-1945 med supplerende undersøgelser 1989-91. Ved disse senere undersøgelser måtte man revidere mange af de fortolkninger, som tidligere var blevet givet af anlægget.

55: Nyere undersøgelser har vist, at antallet af huse var meget større end oprindelig antaget. Til den ældste fase hører i hvert fald husene I, IV og XXI samt XXIII.

56: Tidligere antog man, at der ved afgravning af mosens overflade var skabt en kunstig sø, som indgik i forsvarsværkerne. Heller ikke den tanke har kunnet opretholdes, se J. Martens 1988, 1994a.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Fællesskabets landsbyer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig