Plan af den 150 m lange og 100 m brede jernalderlandsby i Borremose med angivelse af samtlige de huse, man har kunnet påvise ved de arkæologiske udgravninger. I anlæggets sydøstlige hjørne førte en brolagt vej ind til det faste land.

.

Jernaldermenneskenes bosættelser lå undertiden helt ud til Vesterhavskysten, der netop i disse århundreder var hærget af hyppige storme med store klitdannelser til følge. Billedet er fra Jammerbugten ved Furreby.

.

Jernalderhus fra Klegod på Holmslands Klit ved den jyske Vestkyst. Normalt er af jernalderhusene kun bevaret de muldfyldte huller i undergrunden, hvor stolperne har stået. I enkelte heldige tilfælde har man dog kunnet udgrave huse, hvor dele af trækonstruktionen var bevaret, således f.eks. i klitten ved Klegod. På billedet ses husets risflettede ydervæg, uden for hvilken der står stolper til støtte for taget. Pælene inden for gavlvæggen til højre må ligesom båseskillerummene, der går vinkelret ud fra væggen, have tjent til staldens indretning.

.

Udviklingen af langhuset i fire hovedtyper, som man kan følge det i Grøntoft fra jernalderens første tid til ned i det 2. århundrede f.Kr. Typerne Ia og Ib (øverst), som er de tidligste, kendes kun i meget få tilfælde i Grøntoft, men er fundet i Bjerg, ikke langt derfra. De fleste af husene i Grøntoft hører til typerne II og III (2. række fra oven). Begge har de en indre væggrøft og et system af ydre stolpehuller. Husene derunder hører til de yngste i udviklingsrækken. Nederst forskellige typer af små forrådshuse.

.

Hvordan så nu de huse ud, som indgik i den ny tids landsbyer? Principielt var de treskibede langhuse og fortsatte således traditionerne fra den boligform, der var blevet udviklet i midten af det 2. årtusinde f.Kr. Men i detaljerne var der mange afvigelser. Og netop detaljerne fik man indblik i, da man i 1970'erne udgravede resterne af en lille landsby fra jernalderens begyndelse, der lå i havstokken nær Klegod på Holmsland Klit, den lange tange, som skærmer Ringkøbing Fjord af mod Vesterhavet. Her var nemlig ved et naturens lune bevaret det allernederste af det træværk, som husene var bygget af.57 Kun i nordtyske marskegne har man fundet noget lignende.

Holmsland Klit er et af de mest betagende steder ved den jyske vestkyst. Her kan man på dage med kraftig blæst se Vesterhavet gå ind mod den vide sandstrand i brede, tunge søer. Da kan luften være fuld af flager af hvidt sammenføget skum, der fra stranden letter som vældige fugle og flyver ind over kystens sandbjerge. Holmsland Klit er et sted, hvor blæsten flytter bjerge, og havet æder løs af landet. Mærkeligt at tænke på, at sådan har det ikke altid været herude ved Vestkysten.

Borremose-landsbyen forblev beboet i de følgende århundreder. „Forsvarsværkerne“ blev passet og en lang række ændringer af bebyggelsen fandt sted. Vi skal senere vende tilbage hertil (se Landsbyer og gårde). En tolkning af det ejendommelige anlæg kan vi ikke give på dette tidspunkt. Vi må derfor nøjes med at se det som endnu et udtryk for den tendens til at flytte sammen i landsbyer, som med stigende styrke gjorde sig gældende i de første århundreder af den keltiske jernalder.

Den sluttede landsby, drevet i et klart fællesskab, opstod altså allerede kort efter jernalderens begyndelse. En del af landsbyerne var vandrelandsbyer, der ligesom de mere stedfaste bosættelser byggede deres eksistens på en intensiv udnyttelse af det omgivende ager- og græsningsland. Gårdanlæggene havde i deres form tydelige rødder i den forudgående bronzealder, men de var gennemsnitligt mindre, og husene pegede på mange områder fremad mod den byggeskik, som blev dominerende i tiden omkring Kr.f. Opstaldningen af kvæget var for eksempel blevet et fast træk ved langhusene, og bl.a. udnyttelsen af dyrenes gødning må have haft en afgørende betydning for hele driftsformen.

Nyere geologiske undersøgelser, navnlig fra hollandsk side, kan fortælle herom. Langt tilbage i tiden var vind- og nedbørsforholdene anderledes. Tingenes nuværende tilstand tog formentlig først deres begyndelse i den tidlige middelalder. Forud for den tid lå en anden, hvor naturen var roligere. Den række af kystnære øer, som i dag strækker sig sydfra til Esbjerg, fortsatte længere op ad Vesterhavskysten. Og inde bag øerne var der vadehavsforhold med dannelser af klæg. Under sådanne klæglag er der i kanten af Ringkøbingfjorden fundet bopladser fra den romerske jernalder. Går vi længere tilbage i tiden, til jernalderens begyndelse, støder vi igen på klitdannelser, dog ikke af et omfang som i nutiden. Dengang var vilkårene nok barske, men de var dog mildere end de senere blev. Sejladsen et godt stykke op langs Vesterhavskysten kunne i store dele af oldtiden foregå i læ af de øer, der lå længere derude i havet.

Sådan var det også på Klegod-landsbyens tid. Den lå dengang på en ø i Ringkøbingfjordens brede indskæring, måske med udsigt til andre øer længere ude. Flade strandenge, et svagt kuperet terræn, hist og her lidt birkekrat omgav den. Ude mod vest kunne man se de lave strandklitter, som viberne strøg hen over.

Det var en af nutidens storme, der blotlagde den lille landsby. 10-15 m klit var skredet i havet over en flere hundrede meter lang strækning. Et sted stak pæle op af sandet. De stammede fra to huse, der lå over hinanden -det øvre naturligvis bygget, efter at det nedre var sløjfet.

Husene var ikke bevaret i hele deres udstrækning. Af det ældste var det kun østenden, som var bevaret over en 3,5 m lang strækning. Det vil sige ca. en femtedel af den oprindelige huslængde, men nok til at man kunne se et godt stykke af den risflettede væg. Den var sat i en gravet rende og risfletningen begyndte ca. 20 cm under jordoverfladen. Selve væggen var bygget af håndledstykke, lodrette stave, der var hamret i jorden med korte mellemrum. Stavene var firkantet tilhugget og forsynet med en lerklinet grenfletning. Lerkliningen var ganske vist skyllet bort, men lod sig her og der se som pletter af udblødt ler.

Husets tag havde været båret af to stolperækker inde i rummet. Her manglede tømmeret imidlertid, det var revet op, og tilbage stod de 30 cm vide stolpehuller. Tagstolperne havde dog ikke været ene om at støtte den tunge tagkonstruktion. Også væggen havde båret sin del, men da det spinkle fletværk ikke havde været tilstrækkeligt, havde man ca. 30 cm uden for det anbragt nogle kraftige, lodrette stolper, der stod med en indbyrdes afstand af ca. 1 m. Enkelte af disse var bevaret, de var trekantet udkløvet og 10-12 cm i tværmål. Sammen havde de dannet en slags søjlegang omkring den grå lervæg, som derved blev beskyttet mod fugt af det langt udragende tag.

Da det var østenden af huset, som var bevaret, måtte man forvente, at den havde fungeret som stald. Og ganske rigtigt – langs væggene var der spor efter båseskillerum til dyrene. Båsene var bygget af tætstillede pæle og kæppe, nogle af dem var af birk. Ikke alle båsene var lige store. De kunne variere mellem 70 og 120 cm i bredden. Nogle af dem havde tydeligvis været ombygget. Gulvet udgjordes af et fast, tørveagtigt lag, der skrånede let ind mod husmidten og dannede en naturlig grebning.

Alt det bevarede træværk var forkullet i gulvniveau. Huset må altså være brændt ned til grunden. Men da tagstolperne var revet op og fjernet, må der snarere være tale om en forsætlig afbrænding end om en ulykkelig ildsvåde. På det tidspunkt var huset formentlig så forfaldent, at det ikke lod sig reparere. Det tømmer, som stadig var brugbart, blev trukket op – det kunne bruges i andre huse – og resten blev brændt af, så tomten kunne planeres. Sådan gjorde man gerne ved udtjente huse. Så kunne man nemlig pløje den velgødede tomt og inddrage den til ager. Det var også sket her, for man så tydeligt, at plovfurer gennemtrak gulvet. Det har været tungt arbejde at få den primitive plov, arden, trukket gennem det fast sammenstampede gulv.

Herude i de kystnære egne var sandflugt imidlertid en hyppig plage. Det havde det været i nogle århundreder. Sandflugt og medfølgende klitdannelser var et fænomen, som var sat ind omkring 700 f.Kr.58 Det hang formentlig sammen med ændringer i det nordatlantiske område på den tid, som skabte et mere blæsende klima. Årsagen var formentlig, at der var sket forandringer af havstrømmene i Nordatlanten. Isholdigt vand fra nord for Island blev presset langt sydpå, og den atmosfæriske cirkulation over Grønland var skiftet ret pludseligt. Det førte herhjemme til mere blæsende vejr med dominerende vestenvinde, og det påvirkede indlandsklitterne, som ikke så let stoppedes, når først de var kommet i bevægelse. Først med et noget varmere klima i tiden omkring Kr.f. reduceredes sandflugten på grund af et mindre blæsende vejrlig.

Vestjyllands landskaber var allerede dengang næsten træløse, og det fremmede sandflugten. I dag er klitterne stort set stabiliserede, men de var særligt aktive i tiden mellem 700 f.Kr. og vor tidsregnings begyndelse. Langt ind i landet skabtes der klitdannelser af de hyppige storme fra vest.59 Det ramte også landsbyen i Klegod.

Hen over det nedpløjede hus lå en sanddrive på 30 cm's tykkelse. Men uanset sandflugten var man blevet på stedet. Oven på flyvesandet, kun lidt forskudt for den ældre tomt, opførte man endnu et hus. Af det var dog kun endevæggen og lidt af det indre rum bevaret. Væggen var bygget på næsten samme måde som den gamle, det vil sige det var en fletværksvæg med en ydre stolperække. Væggen var dog ikke gravet ned i en rende, og dens fletværk bestod ikke af ris, men af simer snoet af plantemateriale, formentlig halm og forskellige græsarter, som var blevet beklasket med ler. Simevæggen havde iøvrigt været et glimrende udklækningssted for insekter. Der lå mængder af puppehylstre af fluer. Det er ikke svært at forestille sig lyden af de titusinder af fluer, der dengang må have summet omkring stalden, tiltrukket af den stærkt lugtende gødning.

Det nye hus fik en skæbne ganske som det første. Da det var udtjent, blev det brændt af, og tomten omdannet til ager. Den blev dyrket igennem mange år, men i stadig kamp imod sandflugten. Flere gange føg marken til, men hver gang pløjede man den op igen og fik bragt noget af den underliggende muld op til overfladen. Til sidst opgav man dog. Den lille ager var forvandlet til ørken.

Kun 40 m længere mod nord lå endnu et hus af ganske samme type som de to foregående. Her var fire meter af østenden bevaret, og af tagstolperne stod endnu en stub. Den var af udkløvet fyr og med et største tværmål på 22 cm. Væggen var sat i en grøft og var simeflettet som i hus 2. Vinkelret på den var der båseskillerum, hvor dyrene havde stået. Et tykt lag af gødning og strøelse bredte sig over gulvet. Endnu ved udgravningen, mere end to tusinde år efter at det var blevet dannet, afgav det den sure stank, som kunne minde udgraverne om, at det var en stald, de udgravede.

Klegod-landsbyen har næppe været nogen større landsby, og ej heller har den besiddet nogen særlig velstand. Det var nok kun nogle få familier, som kunne skaffe sig udkommet herude i de sandflugtshærgede egne. Men erhvervet var det samme som længere inde i landet. Det fremgår umiddelbart af staldene og markerne, omend fiskeri nok også spillede en rolle for landsbyens beboere. Boligformen lignede iøvrigt den, man brugte overalt i landet. Det var for eksempel den samme, man fandt i landsbyerne ved Grøntoft. Her i det vestjyske område var husene i jernalderens første tid iøvrigt gerne ret små, ofte kun 8-10 m lange og ca. 5,5 m brede.

Sammenligner man den tidlige jernalders huse med de huse, man opførte i bronzealderen, ser man både forskelle og lighedspunkter.60 Grundmønstret, det vil sige den treskibede opdeling, var det samme, men jernalderhusene var næsten altid kortere og indrettet således, at østenden var stald, mens vestenden tjente som beboelse. Man antager gerne, at det gav varme til beboerne, at kvæget var opstaldet under samme tag som menneskene. Det synes nu ikke at have været tilfældet.61 Indgange var der både i den nordlige og den sydlige langside. I staldenden, som var adskilt fra de øvrige dele af huset med en væg, var der næsten altid spor efter båseskillerum – noget som kun sjældent sås i bronzealderhusene. På de ældste af jernalderhusene var gavlene afrundede, ganske som på bronzealderens huse. Det var imidlertid et træk, som hurtigt forsvandt – husene fik nu skarpe hjørner.

De tidlige jernalderhuse var dog ikke altid så korte som netop beskrevet. Enkelte kunne nå op på 17-18 meters længde og rumme omkring 16 stykker kvæg. Til gengæld var bredden den samme, ca. 5,5 m sikkert bestemt af den måde, man opstaldede dyrene på.

Byggetraditionerne ændredes imidlertid hurtigt i denne tid. Snart forsvandt mange af fællestrækkene med bronzealderhusene, og man fik i stedet langhuse med lige afskårne gavle. Ydervæggen med fletværk blev nu sat i en nedgravet grøft, og uden for den stod en række af stolper til støtte for taget. Det var den konstruktionsform, man brugte i Klegod-landsbyen.

I løbet af det 3. århundrede f.Kr. nåede man frem til en vis forenkling af byggeskikken. Grundplanen var stadig den samme som før: to rækker tagbærende stolper, to indgange og lige afskårne gavle. Men ydervæggene bestod nu kun af en enkelt stolperække sat i en grøft og uden støttestolper. Ydervæggens stolper stod nu ikke blot tættere, men var også kraftigere end tidligere. I flere langhuse kunne man finde skillevægge i forbindelse med indgangen i begge langsider, de dannede et særligt indgangsrum.62 Hermed var den hustype skabt, som skulle forblive i brug over størstedelen af landet igennem de næste århundreder frem til tiden efter Kristi fødsel.

Til disse beboelses- og staldbygninger kunne der knytte sig mindre rektangulære bygninger, der blev brugt som forrådshuse eller værksteder. De mangler altid båseskillerum og er sjældent mere end 6-9 m lange. Enkelthederne i deres konstruktion er i øvrigt lidet kendt.

Langt hovedparten af de bosættelser, man kender i Danmark fra den keltiske jernalders første tid, er fundet i Jylland. I Østdanmark er fundene påfaldende få, og det på trods af, at vi fra pollendiagrammerne ved, at landbruget også her ekspanderede kraftigt i den samme periode. Enkelte steder, for eksempel på Stevns, har man dog gjort fund af hustomter fra de første århundreder af den keltiske jernalder, som viser, at udviklingen af husene stort set forløb efter de samme retningslinjer som i Vestdanmark.63 Endnu er det kun i hovedtrækkene, at vi kan følge udviklingen af bondesamfundet fra bronzealderen og igennem den keltiske jernalders første århundreder. Men hovedtendensen er alligevel klar. Den gik i retning af, at stadig flere, men mindre gårdenheder samledes i landsbysamfund, også selv om mere løst organiserede bosættelsesformer fortsat eksisterede. Den ændrede bosættelsesform afspejlede efter alt at dømme en driftsform, der i stigende grad var baseret på familielandbruget i modsætning til ældre tiders større enheder. Den nye driftsform indebar bl.a. også, at de større husdyr blev sat på stald, og at gødskning af markerne blev mere udbredt.64 Altsammen medførte det en ændret udnyttelse af det omgivende landskab, som resulterede i en betydelig udvidelse af bebyggelsen. Det sidste afspejler sig navnlig i pollendiagrammerne i en stigning for det åbne landskabs planter. Hertil kom fra omkring 500 f.Kr. anlæggelsen af store gravpladser, i hvert fald i visse dele af landet, som også vidnede om nye former for fællesskab (se Fællesskabets gravpladser). Således var bondesamfundet langsomt i færd med en tilpasning til nye menneskeskabte og naturgivne vilkår.

Noter

57: J. Aarup Jensen 1974.

58: Clemmesen et al. 2001.

59: Klitdannelserne er studeret i bl.a. Lodbjerg i det sydlige Thy, se Liversage & Robinson 1995.

60: P.O. Rindel 2001b, s. 77 ff.

61: Se W.H. Zimmermann 1999.

62: S. Hvass 1985b, s. 116.

63: Ved Søholm i Holtug sogn på Stevns er f.eks. udgravet en velbevaret hustomt, 15 m lang og 6,5 m bred, med fem sæt tagbærende stolper, som ganske svarer til de jyske hustomter. Se AUD 1995, nr. 114.

64: B. Odgaard 1985.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Under samme tag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig