Det er tit små, tilsyneladende ubetydelige iagttagelser, som kaster afgørende lys over de arkæologiske fund. Våbenofferfundene fra jernalderen er i den henseende ingen undtagelse. I Illerup Ådal var det bl.a. iagttagelsen af, at de kamme af tak af elsdyr og ren, som krigerne bar på sig som en del af deres personlige udstyr, måtte stamme fra den skandinaviske halvø, det nuværende Norge og Sverige.124
Det er en teori, som sidenhen har kunnet udbygges, idet der også på anden vis er overensstemmelser mellem 200-tallets våbenofferfund i Kattegatregionen og navnlig de syd- og vestnorske gravfund fra samme tid.125 Formentlig har krigere fra især Syd- og Vestnorge deltaget i togtet mod Østjylland. Men fjender fra et endnu større område har sikkert også været involveret. Derimod synes kamtyperne at udelukke, at mandskab fra Skåne, Bornholm eller Sjælland var at finde blandt angriberne.126
Det er imidlertid helt afgørende, at der fra 200-årene e.Kr. og fremefter fandtes et overregionalt magtcenter i Vestnorge med en rigdom og en social organisation, som muliggjorde, at man kunne gennemføre krigstogter som dem, der kommer til udtryk i de danske mosefund.127 Langs den sydlige og vestlige kyst af Norge finder man koncentrationer af rige grave med både guld og importerede glas- og bronzekar. I de samme områder finder man også genstande af en meget høj håndværksstandard og genstande med runeindskrifter. Altsammen bidrager det til, at man kan udpege de steder, hvor høvdingedømmerne lå.
Disse lå strategisk placeret inden for de rige landbrugsområder. Især hvor de store elve eller fjorde mødte hovedsejlruten langs kysten. Høvdingedømmerne havde en høj befolkningstæthed, så det var herfra, at mænd og krigere kunne rekrutteres som besætninger på krigsskibene. Men i krigstider var mange hundrede mænd nødvendige. Da må rekrutteringen være sket fra meget større områder.
Grupper af bådhuse, såkaldte nauster, fra jernalderen er ofte fundet i nærheden af de gårdanlæg og bopladser, der fungerede som politiske centre i den yngre romerske jernalder og folkevandringstiden.128 Her opbevarede man de store klinkbyggede både, som blev brugt ved krigstogterne.
En lille iagttagelse forbinder i øvrigt våbenofferet fra Illerup med netop disse norske bådhuse. I nogle af Illerupkrigernes bæltepunge fandt man nogle særligt udformede fiskekroge, beregnet til fiskeri på dybt vand. Helt identiske kroge er fundet i nogle af de norske bådhuse.129
Ovenfor har vi nævnt den mulighed, at det var en vest- eller sydnorsk høvding, Wagnijo måske, som udstyrede Illerup-hæren med spyd og lanser fra sit eget værksted. Måske han også på samme tid havde adgang til at anskaffe sig romerske sværd, som han fra sit arsenal kunne udlevere til de krigere, der skulle med på togtet til Østjylland. I hvert fald har flere forskere foreslået, at de mange dobbeltæggede langsværd, som dels er fundet i Norge, dels i det store våbenoffer i Illerup, er vidnesbyrd om en regulær handel med romersk fremstillede våben.130
Der har således i det 3. århundrede e.Kr. ligget et veletableret magtcenter i det sydvestlige Norge, hvis interesser og kontakter tydeligt afveg fra det østdanske Himlingøjecenter.131 Fra det norske magtcenter synes man både at have været i stand til at mobilisere og at transportere betydelige militære styrker,132 efter al sandsynlighed på klinkbyggede skibe af Nydamtypen (se Bådene i mosen). Ja, man har foreslået, at vestsiden af den skandinaviske halvø var opdelt i en række høvdingedømmer, der hver blev styret af en Wagnijo, en Nithijo eller en Laguthewa, dvs. af de militære ledere, hvis navne vi finder ristet med runer på pragtudstyret fra våbenofferfundet i Illerup Ådal.133
Det kan altså tænkes, at vi her står med navnene på nogle af de mænd, som udgjorde det øverste lag i samfundet, og som i fællesskab planlagde og udførte angrebene mod Jylland og Øerne, måske med Wagnijo som leder.134 Man har videre foreslået, at det var mellemgruppen i mosefundshæren, den som var bevæbnet med udstyr med bronzebeslag, der styrede de mindre landområder på vestsiden af den skandinaviske halvø, mens de standardbevæbnede krigere udgjorde disse høvdinges følge.
Her er vi naturligvis ved grænsen af de arkæologiske kilders bæreevne. Vi kender Wagnijos navn, men hverken hans gård eller grav. Var hans gård måske en af de store høvdingehaller, der i flere tilfælde er fundet i forbindelse med de norske jernalderlandsbyer? Og hans grav? Var det måske den, man fandt på Karmøy, lidt nord for Stavanger? Skandinaviens rigeste høvdingegrav fra 200-tallet. Den lå i en stor gravhøj, som var bygget helt ud til sundet ved den indenskærs sejlrute. Gravhøjen må være opført til en høvding som Wagnijo. For i dens indre fandt man en guldhalsring på 590 gram, flere guldfingerringe, en guldbeslået sværdskede og meget andet, som ligner de pragtgenstande, vi kender fra de danske moser.135
Men hvad var da formålet med den formodede vestnorske krigsførelse mod Jylland? Der er mange tænkelige årsager. Man har bl.a. peget på stridigheder om kontrol over de sydvestjyske myremalmsforekomster. Den forklaring er dog næppe dækkende.136 Under alle omstændigheder har der formentlig, ligesom senere hen i vikingetiden, været tale om togter med varierende formål, rækkende fra rene røvertogter til interne magtkampe om territorier.
Som allerede nævnt var de skibe, de angribende hære ankom i, formentlig lange, klinkbyggede fartøjer af samme art som det, der henved hundrede år senere blev nedsat i Nydam Mose (se Bådene i mosen). Typen var efter alt at dømme allerede udviklet i det 3. århundrede e.Kr.137 Et regulært krigsskib var det, som kunne rumme en besætning på 30 krigere med deres udrustning. Et antal heste har de muligvis også medbragt. I hvert fald har de næppe kunnet regne med at skaffe sig gode stridsheste efter landgangen i det fjendtlige område. Men ryttere og heste var en integreret del af den angribende styrke – det viser fundene fra den ældste ofring i Illerup, hvorfra man kender mindst 10 sæt hesteudstyr. Det kan altså tænkes, at der har befundet sig heste ombord på de fremmede både, da de landede på den østjyske kyst.138
Hvordan hestene kan tænkes at være transporteret over Skagerrak er dog uklart. Men i den romerske hær var det allerede i århundredet f.Kr. praksis at medføre heste og ryttere på skibe i forbindelse med militære operationer. Cæsar nævner det, da han beretter om et angreb på Britannien i året 55 f.Kr.139 Man kender også romerske billedfremstillinger, som viser forskellige skibstyper beregnet til hestetransport.140 Nogle af dem var relativt brede fartøjer, beregnet til at slæbes af andre skibe.
Det har altså været et betydeligt logistisk problem at få den store hærstyrke ført over havet til målet for operationen. Men det lod sig åbenbart gøre, og våbenofferfundene viser da også, at angreb fra havet allerede fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. var en trussel, som befolkningen måtte leve med. Skibsspærringerne i de danske farvande, som vi senere skal høre om (se Volde og grave), viser da også, at man indstillede sig herpå.
Den krigsteknik, som mosefundene vidner om, fandt imidlertid ikke bare anvendelse i Skandinavien. Store dele af det europæiske kontinent befandt sig igennem det 3. århundrede e.Kr. i en dyb politisk og militær krise. Nok fandt de fleste krigeriske sammenstød mellem romere og barbarer sted på landjorden. Men i begge ender af den europæiske Limes, i såvel Den engelske Kanal som i Sortehavet, havde barbarerne udviklet en militær strategi, der indebar angreb fra havet.141 F.eks. har man påvist, at man allerede i det 3. århundrede e.Kr. ved kanalkysten må regne med omfattende, formentlig saksiske angreb fra havet.142 Det var da også som svar herpå, at romerne udbyggede deres flådebaser og fæstningsanlæg i disse områder. Det samme gjorde de længere nordpå ved Hadrians Mur. Og nede i sydøst, ved Sortehavet, skete det samme. Her er det de skriftlige kilder, der fortæller, at vi allerede i midten af det 3. århundrede e.Kr. kan regne med gotiske angreb fra havet på den sydlige Sortehavskyst. Kilderne taler om flåder på op til 6000 skibe. Det er nok overdrevne tal, men den militære trussel var reel nok.
Den dybe krise i det 3. århundredes Europa kan kun forstås på baggrund af denne højtudviklede krigsteknik, som udvikledes i årene efter 200 e.Kr. Det var koordinerede operationer, som forudsatte en betydelig logistisk, taktisk og strategisk forståelse. Og de var udtryk for en betydelig fleksibilitet i den militære planlægning. Man skimter allerede nogle af elementerne i den militære organisation, som senere kom til fuldt udtryk i vikingetogene.
At læse disse forhold ud af våbenofferfundene fra den yngre romerske jernalder har fordret et omfattende arkæologisk analysearbejde. Men billedet er ved at blive tydeligere. Vi begynder at kunne se for os den styrke, som engang omkring 200 e.Kr. samledes et sted, formentlig på den sydnorske eller vestsvenske kyst. Det var forlængst besluttet, at man skulle krydse Skagerrak om natten. Der var samlet mange både på stranden, alle var de søgående rofartøjer, hvis sider var høje nok til, at de kunne klare sig i oprørt sø. Og krigerne var kommet langvejs fra, nogle af dem helt ovre fra de vestsvenske kystområder.
Der har sikkert hersket den noget trykkede stemning, som gerne indtræffer før en stor militær operation. Man ventede på klart vejr og en forholdsvis rolig sø. Afgørende for overfarten var, at man kunne se og navigere efter Nordstjernen, som altid står i sin faste position i nattehimlens nordpol. Den var let at udpege. Man forlængede blot linjen gennem Karlsvognens (Store Bjørns) baghjul fem gange, så ramte man Nordstjernen. Måske det har været hen på sensommeren, for i den lyse, nordiske sommernat var Nordstjernen ikke synlig længe på himlen. Og man skulle gerne have den fremmede kyst inden for rækkevidde inden gryningen. Så kunne man navigere videre frem ved landkending. Det var „Nattespringet“, man stod over for at skulle udføre – det længste stykke man kunne sejle i ét stræk for at nå fra kyst til kyst.
Sidst på dagen var tiden inde. De mange fartøjer skød ud fra kysten, tungt lastede med de bevæbnede krigere. Omsider var man på vej – til nederlaget.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.