Grundplan af et mere end 35 m langt bådhus ved Stend i nærheden af Bergen, Norge. Huset, der har plankebyggede vægge, er dateret til yngre romersk eller ældre germansk jernalder og har rigeligt kunnet rumme et fartøj af Nydambådens størrelse.

.

Nattespringruterne over åbent vand er de længste stræk, man kunne sejle for at nå fra kyst til kyst. Det foregik altid om natten, hvor man kunne navigere efter stjernerne. Kortet viser desuden udbredelsen af jernalderens bådgrave. Om disse har tilknytning til nattespringruterne er uklart. Men gravene er i hvert fald ikke jævnt fordelt langs kysterne, som man kunne forvente, hvis det var en almindelig gravform for en fiskerbefolkning.

.

Det er tit små, tilsyneladende ubetydelige iagttagelser, som kaster afgørende lys over de arkæologiske fund. Våbenofferfundene fra jernalderen er i den henseende ingen undtagelse. I Illerup Ådal var det bl.a. iagttagelsen af, at de kamme af tak af elsdyr og ren, som krigerne bar på sig som en del af deres personlige udstyr, måtte stamme fra den skandinaviske halvø, det nuværende Norge og Sverige.124

Det er en teori, som sidenhen har kunnet udbygges, idet der også på anden vis er overensstemmelser mellem 200-tallets våbenofferfund i Kattegatregionen og navnlig de syd- og vestnorske gravfund fra samme tid.125 Formentlig har krigere fra især Syd- og Vestnorge deltaget i togtet mod Østjylland. Men fjender fra et endnu større område har sikkert også været involveret. Derimod synes kamtyperne at udelukke, at mandskab fra Skåne, Bornholm eller Sjælland var at finde blandt angriberne.126

Det er imidlertid helt afgørende, at der fra 200-årene e.Kr. og fremefter fandtes et overregionalt magtcenter i Vestnorge med en rigdom og en social organisation, som muliggjorde, at man kunne gennemføre krigstogter som dem, der kommer til udtryk i de danske mosefund.127 Langs den sydlige og vestlige kyst af Norge finder man koncentrationer af rige grave med både guld og importerede glas- og bronzekar. I de samme områder finder man også genstande af en meget høj håndværksstandard og genstande med runeindskrifter. Altsammen bidrager det til, at man kan udpege de steder, hvor høvdingedømmerne lå.

Disse lå strategisk placeret inden for de rige landbrugsområder. Især hvor de store elve eller fjorde mødte hovedsejlruten langs kysten. Høvdingedømmerne havde en høj befolkningstæthed, så det var herfra, at mænd og krigere kunne rekrutteres som besætninger på krigsskibene. Men i krigstider var mange hundrede mænd nødvendige. Da må rekrutteringen være sket fra meget større områder.

Grupper af bådhuse, såkaldte nauster, fra jernalderen er ofte fundet i nærheden af de gårdanlæg og bopladser, der fungerede som politiske centre i den yngre romerske jernalder og folkevandringstiden.128 Her opbevarede man de store klinkbyggede både, som blev brugt ved krigstogterne.

En lille iagttagelse forbinder i øvrigt våbenofferet fra Illerup med netop disse norske bådhuse. I nogle af Illerupkrigernes bæltepunge fandt man nogle særligt udformede fiskekroge, beregnet til fiskeri på dybt vand. Helt identiske kroge er fundet i nogle af de norske bådhuse.129

Ovenfor har vi nævnt den mulighed, at det var en vest- eller sydnorsk høvding, Wagnijo måske, som udstyrede Illerup-hæren med spyd og lanser fra sit eget værksted. Måske han også på samme tid havde adgang til at anskaffe sig romerske sværd, som han fra sit arsenal kunne udlevere til de krigere, der skulle med på togtet til Østjylland. I hvert fald har flere forskere foreslået, at de mange dobbeltæggede langsværd, som dels er fundet i Norge, dels i det store våbenoffer i Illerup, er vidnesbyrd om en regulær handel med romersk fremstillede våben.130

Der har således i det 3. århundrede e.Kr. ligget et veletableret magtcenter i det sydvestlige Norge, hvis interesser og kontakter tydeligt afveg fra det østdanske Himlingøjecenter.131 Fra det norske magtcenter synes man både at have været i stand til at mobilisere og at transportere betydelige militære styrker,132 efter al sandsynlighed på klinkbyggede skibe af Nydamtypen (se Bådene i mosen). Ja, man har foreslået, at vestsiden af den skandinaviske halvø var opdelt i en række høvdingedømmer, der hver blev styret af en Wagnijo, en Nithijo eller en Laguthewa, dvs. af de militære ledere, hvis navne vi finder ristet med runer på pragtudstyret fra våbenofferfundet i Illerup Ådal.133

Det kan altså tænkes, at vi her står med navnene på nogle af de mænd, som udgjorde det øverste lag i samfundet, og som i fællesskab planlagde og udførte angrebene mod Jylland og Øerne, måske med Wagnijo som leder.134 Man har videre foreslået, at det var mellemgruppen i mosefundshæren, den som var bevæbnet med udstyr med bronzebeslag, der styrede de mindre landområder på vestsiden af den skandinaviske halvø, mens de standardbevæbnede krigere udgjorde disse høvdinges følge.

Her er vi naturligvis ved grænsen af de arkæologiske kilders bæreevne. Vi kender Wagnijos navn, men hverken hans gård eller grav. Var hans gård måske en af de store høvdingehaller, der i flere tilfælde er fundet i forbindelse med de norske jernalderlandsbyer? Og hans grav? Var det måske den, man fandt på Karmøy, lidt nord for Stavanger? Skandinaviens rigeste høvdingegrav fra 200-tallet. Den lå i en stor gravhøj, som var bygget helt ud til sundet ved den indenskærs sejlrute. Gravhøjen må være opført til en høvding som Wagnijo. For i dens indre fandt man en guldhalsring på 590 gram, flere guldfingerringe, en guldbeslået sværdskede og meget andet, som ligner de pragtgenstande, vi kender fra de danske moser.135

Men hvad var da formålet med den formodede vestnorske krigsførelse mod Jylland? Der er mange tænkelige årsager. Man har bl.a. peget på stridigheder om kontrol over de sydvestjyske myremalmsforekomster. Den forklaring er dog næppe dækkende.136 Under alle omstændigheder har der formentlig, ligesom senere hen i vikingetiden, været tale om togter med varierende formål, rækkende fra rene røvertogter til interne magtkampe om territorier.

Som allerede nævnt var de skibe, de angribende hære ankom i, formentlig lange, klinkbyggede fartøjer af samme art som det, der henved hundrede år senere blev nedsat i Nydam Mose (se Bådene i mosen). Typen var efter alt at dømme allerede udviklet i det 3. århundrede e.Kr.137 Et regulært krigsskib var det, som kunne rumme en besætning på 30 krigere med deres udrustning. Et antal heste har de muligvis også medbragt. I hvert fald har de næppe kunnet regne med at skaffe sig gode stridsheste efter landgangen i det fjendtlige område. Men ryttere og heste var en integreret del af den angribende styrke – det viser fundene fra den ældste ofring i Illerup, hvorfra man kender mindst 10 sæt hesteudstyr. Det kan altså tænkes, at der har befundet sig heste ombord på de fremmede både, da de landede på den østjyske kyst.138

Hvordan hestene kan tænkes at være transporteret over Skagerrak er dog uklart. Men i den romerske hær var det allerede i århundredet f.Kr. praksis at medføre heste og ryttere på skibe i forbindelse med militære operationer. Cæsar nævner det, da han beretter om et angreb på Britannien i året 55 f.Kr.139 Man kender også romerske billedfremstillinger, som viser forskellige skibstyper beregnet til hestetransport.140 Nogle af dem var relativt brede fartøjer, beregnet til at slæbes af andre skibe.

Det har altså været et betydeligt logistisk problem at få den store hærstyrke ført over havet til målet for operationen. Men det lod sig åbenbart gøre, og våbenofferfundene viser da også, at angreb fra havet allerede fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. var en trussel, som befolkningen måtte leve med. Skibsspærringerne i de danske farvande, som vi senere skal høre om (se Volde og grave), viser da også, at man indstillede sig herpå.

Den krigsteknik, som mosefundene vidner om, fandt imidlertid ikke bare anvendelse i Skandinavien. Store dele af det europæiske kontinent befandt sig igennem det 3. århundrede e.Kr. i en dyb politisk og militær krise. Nok fandt de fleste krigeriske sammenstød mellem romere og barbarer sted på landjorden. Men i begge ender af den europæiske Limes, i såvel Den engelske Kanal som i Sortehavet, havde barbarerne udviklet en militær strategi, der indebar angreb fra havet.141 F.eks. har man påvist, at man allerede i det 3. århundrede e.Kr. ved kanalkysten må regne med omfattende, formentlig saksiske angreb fra havet.142 Det var da også som svar herpå, at romerne udbyggede deres flådebaser og fæstningsanlæg i disse områder. Det samme gjorde de længere nordpå ved Hadrians Mur. Og nede i sydøst, ved Sortehavet, skete det samme. Her er det de skriftlige kilder, der fortæller, at vi allerede i midten af det 3. århundrede e.Kr. kan regne med gotiske angreb fra havet på den sydlige Sortehavskyst. Kilderne taler om flåder på op til 6000 skibe. Det er nok overdrevne tal, men den militære trussel var reel nok.

Den dybe krise i det 3. århundredes Europa kan kun forstås på baggrund af denne højtudviklede krigsteknik, som udvikledes i årene efter 200 e.Kr. Det var koordinerede operationer, som forudsatte en betydelig logistisk, taktisk og strategisk forståelse. Og de var udtryk for en betydelig fleksibilitet i den militære planlægning. Man skimter allerede nogle af elementerne i den militære organisation, som senere kom til fuldt udtryk i vikingetogene.

At læse disse forhold ud af våbenofferfundene fra den yngre romerske jernalder har fordret et omfattende arkæologisk analysearbejde. Men billedet er ved at blive tydeligere. Vi begynder at kunne se for os den styrke, som engang omkring 200 e.Kr. samledes et sted, formentlig på den sydnorske eller vestsvenske kyst. Det var forlængst besluttet, at man skulle krydse Skagerrak om natten. Der var samlet mange både på stranden, alle var de søgående rofartøjer, hvis sider var høje nok til, at de kunne klare sig i oprørt sø. Og krigerne var kommet langvejs fra, nogle af dem helt ovre fra de vestsvenske kystområder.

Der har sikkert hersket den noget trykkede stemning, som gerne indtræffer før en stor militær operation. Man ventede på klart vejr og en forholdsvis rolig sø. Afgørende for overfarten var, at man kunne se og navigere efter Nordstjernen, som altid står i sin faste position i nattehimlens nordpol. Den var let at udpege. Man forlængede blot linjen gennem Karlsvognens (Store Bjørns) baghjul fem gange, så ramte man Nordstjernen. Måske det har været hen på sensommeren, for i den lyse, nordiske sommernat var Nordstjernen ikke synlig længe på himlen. Og man skulle gerne have den fremmede kyst inden for rækkevidde inden gryningen. Så kunne man navigere videre frem ved landkending. Det var „Nattespringet“, man stod over for at skulle udføre – det længste stykke man kunne sejle i ét stræk for at nå fra kyst til kyst.

Sidst på dagen var tiden inde. De mange fartøjer skød ud fra kysten, tungt lastede med de bevæbnede krigere. Omsider var man på vej – til nederlaget.

Noter

124: J. Ilkjær 2000, s. 71 f., 2001, s. 193.

125: Lighederne mellem de danske våbenofferfund og fundene fra Vestnorge går ikke blot på småting som kamme og fiskekroge, men også på en lang række andre forhold, f.eks. ringsmykker af guld, pragtskjolde, sværd og bandolerer. Se J. Ilkjær 1993a, s. 374 ff. F.eks. har pragtskjoldene fra Illerup deres skandinaviske modstykker i en høvdingegrav fra Avaldsness i Rogaland (H. Shetelig 1912, s. 53 ff.; W. Slomann 1964; B. Myhre 1987, fig. 1-7; B. Solberg 2000, s. 119). I samme grav fandtes også en armeller halsring af guld med kolbeformet fortykkede ender, som kan sammenlignes med to kolbearmringe fra Illerup Ådal (Carnap-Bornheim & Ilkær 1996a, s. 360). Også de prægtige bandolerer i Illerupfundet har paralleller på den skandinaviske halvø. Som eksempel kan nævnes et gravfund fra Bø Steigen i Nordland med et bronzebeslået bandoler, fundet sammen med et pragtsværd og et bemalet skjold med presseblikudsmykket bronzebule, som helt svarer til, hvad vi kender fra det store våbenoffer i Illerup Ådal. (B. Solbjerg 2000, s. 155). Den døde var iklædt en dragt af samme stof som soldateruniformer i den romerske hær. (Det kunne tyde på, at han har været i romersk militærtjeneste). Bl.a. svarer et af bandolererne fra Illerup i sin konstruktion nøje til Bø Steigen bandoleret. Men det er desuden udsmykket med et prydbeslag i form af en mandsfigur udskåret i pladebronze. En tilsvarende figur, dog støbt og forsynet med runer eller runelignende tegn, kendes fra Frøyhov i Sydnorge. Også den har sammen med et antal bronzebeslag siddet på et bandoler. Endelig kender man fra en grav i Lilla Harg i Östergötland (J. Ilkjær 1990b. Kat. Nr. 440) et bandoler, som i sin konstruktion svarer helt til de rigeste sværdophæng fra den store offernedlæggelse i Illerup Ådal. Lilla Harg-graven indeholdt tillige et pragtskjold og er et godt eksempel på, hvordan elitens udrustning var sammensat i årene omkring 200 e.Kr.

126: J. Ilkjær 2000, s. 72.

127: B. Myhre 1985, 1987.

128: B. Myhre 1997; B. Solberg 2000; O. Grimm 2002.

129: C. von Carnap-Bornheim 1997.

130: J. Lønstrup 1986; von Carnap-Bornheim 1991. Synspunktet har dog været diskuteret, da det kan være vanskeligt at skelne mellem romersk og germansk fremstillede sværd. Ikke engang stempler eller damasceret dekoration synes at være sikre kriterier til at bestemme et våbens romerske proveniens. Se J. Kunow 1986; U. Lund Hansen 1994a. Som en modydelse i den formodede handel med våben og luksusvarer har man nævnt tekstiler, fortrinsvis vævet af den særlige vandskyende uld, man fik fra udegangsfår. Mange rige kvindegrave i både Norge og på Fyn synes at kunne forklares ved en sådan produktion.

131: Det norske magtcenter levede i øvrigt også videre i fase C2 og ind i Folkevandringstiden (B. Myhre 1987), stadig med et meget bredt spektrum af fremmede kontakter. F.eks. viser en fyrstegrav fra Gommern ved Elben (fra fase C 2) en klar forbindelse til Sydnorge (M. Becker et al. 1992, s. 310).

132: B. Myhre 1987, 1997; O. Grimm 1999; Hoeper & Steuer 1999, s. 472; B. Solbjerg 2000, s. 114.

133: J. Ilkjær 2000, s. 147.

134: Ibid.

135: Ibid.

136: L. Hedeager 1992a, s. 171 f. Hovedaktivitetsfasen for de sydvestjyske jernudvindingssteder lå tilsyneladende i det 4. århundrede e.Kr., dvs. senere end de fleste midtjyske våbenofre. I det store udvindelsessted ved Snorup lå den f.eks. i perioden ca. 330–570 e.Kr., se B.Storgaard 2001.

137: C. von Carnap-Bornheim 1997.

138: I mosefundene fra både Illerup, Viemose og Nydam er der i øvrigt også fundet hesteknogler. I Nydam var der tale om tre hingste i alderen 3-10 år. Dyrene havde skader fra sværdhug, som formentlig stammede fra ofringen. Et af dyrene var ret gammelt, så man kan stille spørgsmålet, om det kunne deltage i et slag. Men måske det har været en erfaren og veltrænet hest.

139: Cæsar: Gallerkrigene 4, 26.

140: F.eks. en stor skibsmosaik fra det sene 3. århundrede e.Kr. i Asklepios-helligdommen i Althiburos i Tunesien, se H.D.L. Viereck 1975, s. 85.

141: C. von Carnap-Bornheim 1997.

142: J. Haywood 1991.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet De kom fra nord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig