Østermarie er en by på Østbornholm 8 km vest for Svaneke, med 483 indbyggere (2014).

Faktaboks

Etymologi
Byen er opkaldt efter kirken, viet til Jomfru Maria, 1448 Østremariekirke; Øster- adskiller navnet fra Vestermarie.

Stationsby med centralskole

Byen er i alt væsentligt en stationsby, der opstod, da jernbanen kom til Østermarie i 1916. Den fredede jernbanestation, der er tegnet af arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn, ligger der endnu, selvom jernbanedriften ophørte i 1953.

I 1955 blev der opført en centralskole i byen, hvor der gik op til 350 børn. Skolen blev nedlagt i 2011 efter vigende børnetal. I dag er den kommunal specialskole under navnet Heldagsskolen.

Kirke, kirkeruin og andre seværdigheder

Østermarie Kirke i byens sydlige udkant er opført i granit i årene 1887-1891 ved arkitekt Andreas Clemmensen. Mod syd står den fredede Østermarie Kirkeruin, den oprindelige romanske kirke, der under en påbegyndt nedrivning i 1890 blev skånet i sidste øjeblik. Fire runesten står ved kirken.

Ved Østermarie blev der i 2012 fundet en sølvskat, der omfattede 10 sølvbarrer og to relikviekors fra middelalderen. Året efter fandt man nær dette fund endnu en skat fra middelalderen; den bestod af ca. 3 kg sølv og en guldfingerring.

I Louisenlund 3 km øst for Østermarie findes øens næststørste samling af bautasten (efter Gryet).

Syd om Østermarie løber Gyldenså i en sprækkedal, Gyldensådalen. Ådalen er fredet fra Østermarie til udløbet ved Hellig Kvinde mellem Bølshavn og Listed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig