Gudhjem. Del af byen og havet set mod nordvest. 2010.
Gudhjem, by på nordøstkysten af Bornholm; 724 indb. (2011). Gudhjems to havne er sprængt ind i klipperne; den ældste er anlagt i 1870-1880'erne, men på grund af vanskelige besejlingsforhold blev den lille nødhavn, Nørresand, etableret i 1906.
Flere af Gudhjems ældre bindingsværkshuse er oprindelige fiskerhuse, røgerier eller avlsgårde. Stationsanlægget fra 1916 er indrettet som kunstmuseum, Gudhjem Museum, mens Oluf Høst Museet er indrettet i maleren Oluf Høsts hjem, Norresân.
| Gudhjem nævnes 1547 som Gudium, samme navn som Gudme og Gudum. |
Gudhjem tog del i oldtidens og hansestædernes Østersøhandel. Den blev affolket på grund af pest 1653-56, men blev nævnt som købstad endnu i 1664.
Efter Den Skånske Krig voksede Gudhjem igen. Sammen med det nærliggende Melsted Fiskerleje blev den ca. 1830 udskilt fra Østerlars som et selvstændigt sogn.
Det senromanske Sankt Annæ Kapel blev i 1893 bortsprængt og afløst af den nyromanske Gudhjem Kirke og henligger nu på kirkegården som fredet ruin.
Gudhjem var en vigtig fiskerihavn og blev i 1880'erne førende inden for silderøgning.
I begyndelsen af 1900-t. var der lidt over 30 silderøgerier. Den både barske og milde natur med huse og frodige haver op ad klipperne giver en sydlandsk stemning, som siden slutningen af 1800-t. har tiltrukket mange turister; fra 1930'erne opstod en kunstnerkoloni med Oluf Høst som den centrale skikkelse.
I sommerperioden er Gudhjem i dag stærkt præget af turisme. Fra havnen er der rutefart til Ertholmene (Christiansø) og om sommeren tillige til Helligdomsklipperne. Byens vartegn er Gudhjem Mølle, Danmarks største hollændermølle.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki