Tejn Havn
Kuttere i Tejn Havn i 1986, da der var godt gang i fiskeriet.
Af /Bornholms Museum.
Licens: CC BY 2.0

Tejn er en fiskerihavn 4 km sydøst for AllingeBornholms nordøstkyst med 959 indbyggere (2014). Tejn fik i 1868 en havn og udviklede sig herefter fra et fiskerleje til en af øens største og vigtigste fiskerihavne.

Faktaboks

Etymologi
Tejn nævnes i 1569 som Teding, måske samme ord som gammeldansk *thæthing 'område med gødning'.

Erhverv

Havneområdet er blevet udvidet adskillige gange, og i dag findes her bl.a. reparationsvirksomheder. Bybilledet præges af industrivirksomheder anlagt siden 1960 i forbindelse med fiskeindustriens udvikling. I takt med at fiskeriet er forsvundet, har andre rekreative og kreative erhverv nu fundet vej til havneområdet

Ved kysten sydøst for Tejn findes et fredet område på 15 ha med forhistoriske gravfelter, kystklipper og skov, Stammershalle. Her finder man også Stammershalle Badehotel fra 1911.

Administration

Tejn var administrationscentrum i Allinge-Gudhjem Kommune, der blev dannet i 1970 af sognene Gudhjem, Olsker, Rø, Østerlarsker og Østermarie samt den tidligere købstadskommune Allinge-Sandvig. Kommunen blev i 2003 lagt sammen med de øvrige bornholmske kommuner i Bornholms Regionskommune.

Tejn er en del af Olsker Sogn, men har egen kirke, Tejn Kirke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig