Danmark - befolkning

Befolkningen omfattede i 1735 ca. 718.000 personer. Den første folketælling fandt sted i 1769, hvor der blev talt 797.584 personer. Der er afholdt folketællinger i Danmark hvert 5. eller 10. år siden 1840, sidste gang i 1970. Siden da har man anvendt administrative registre ved opgørelse af befolkningens størrelse. Første kvartal 2017 var folketallet på 5.748.769 personer.

Det geografiske område som basis for folketællinger har ændret størrelse to gange: i 1864, da hertugdømmerne blev afstået til Preussen, og i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark. I år 1900 var befolkningstallet i Sønderjylland på ca. 148.000 personer.

Folketallets størrelse og vækst er et resultat af samspillet mellem dødelighed, fertilitet (fødsler) og vandringer. Den danske demografiske statistik giver en enestående mulighed for at følge udviklingen fra 1700-t. og frem, hvor fire perioder afspejler de forskellige befolkningsmæssige udviklingstendenser.

1735-80. Såvel døds- som fertilitetskvotienten (antal døde henholdsvis fødte pr. 1000 personer) var høj i denne periode; middellevetiden for en nyfødt person har formentlig været 35-40 år, og spædbørnsdødeligheden ca. 20 %. Dødeligheden og fertiliteten var på omtrent samme høje niveau, således at den naturlige befolkningstilvækst var lav og i visse år ligefrem negativ. Dette er typisk for et førindustrielt samfund, hvor de mere moderne sociale og medicinske fremskridt endnu ikke er begyndt. Den høje dødelighed, der visse år steg voldsomt, var knyttet til epidemier. I tidligere perioder har epidemierne været endnu voldsommere, fx regner man med, at der i 1650'erne var en befolkningstilbagegang i Danmark på 25-30 % som en konsekvens af Trediveårskrigen og Karl Gustav-krigene.

1780-1890 var karakteriseret ved et markant fald i dødeligheden, mens fertiliteten var på samme niveau som i den tidligere periode. Dødelighedsfaldet er bemærkelsesværdigt, idet der endnu ikke var opfundet andre banebrydende medicinske præparater end koppevaccinen, der blev indført i Danmark allerede i begyndelsen af 1800-t.; til gængs medicinsk teknik hørte åreladning, ligesom hospitalsindlæggelse var forbundet med stor risiko for infektioner. Det må formodes, at dødelighedsfaldet hang sammen med bedre kost, større forståelse for hygiejne samt bedre boligforhold. Jordemodervæsenet forbedredes også i perioden. Fra omkring midten af 1850'erne indledtes en forbedring af kloaksystemerne, da man på baggrund af engelske erfaringer fik klarhed over koleraens årsager. Faldet i dødeligheden blev midlertidigt afbrudt omkring 1830 af en voldsom "koldfeber"-epidemi (malaria) på Sjælland og Lolland. Malaria var epidemisk i Danmark op til begyndelsen af 1900-t.

Den konstante og høje fertilitet samtidig med en faldende dødelighed betød stigende befolkningstilvækst. I 1860'erne var befolkningstilvæksten 1,37 % om året, det højeste, der nogensinde er registreret i Danmark. I denne periode tog udvandringen fra Danmark fart, først og fremmest til USA, hvilket kan tolkes som reaktion på et befolkningspres. 1869-1914 udvandrede i alt 285.000 personer fra Danmark, heraf 255.000 til USA.

1890-1966. I den første halvdel af 1900-t. faldt såvel fertilitet som dødelighed, hvilket formindskede befolkningstilvæksten. Faldet i fertiliteten fra omkring 1890 skyldtes ændrede forhold for familier, specielt kvinder, i forbindelse med industrisamfundets udvikling. I landbrugssamfundet var der tradition for at få mange børn; de var bl.a. en værdifuld arbejdskraft, der indgik i familiens arbejde med gårdens drift. Industrisamfundets og lønarbejdets udvikling medførte en adskillelse af hjem og arbejdsplads, og børn kunne ikke længere på samme måde indgå naturligt i et familiearbejdsfællesskab. Det gjorde det vanskeligere at have mange børn, både økonomisk og praktisk. Den gennemsnitlige familiestørrelse blev som resultat heraf reduceret væsentligt over en årrække, bemærkelsesværdigt nok uden adgang til moderne præventionsmetoder. Omkring år 1900 fik hver kvinde i gennemsnit ca. 4 børn (samlet fertilitet), mens tallet var ca. 1,7 i midten af 1960'erne. Store fødselsårgange prægede 1940'erne og begyndelsen af 1960'erne, mens fødselstallet var særlig lavt i 1930'erne. En omfattende forbedring af befolkningens sundhedstilstand øgede middellevetiden for en nyfødt fra 52,9 år for mænd og 56,2 år for kvinder i perioden 1901-05 til 70,3 henholdsvis 74,5 i 1961-65.

De omfattende demografiske ændringer, der er sket i Danmark gennem de sidste par hundrede år, har ændret befolkningens aldersstruktur. Således var befolkningen væsentligt yngre tidligere. I 1901 var 34,3 % under 15 år, mens kun 6,6 % var 65 år og derover. I 2016 var tallene 16,8 % og 18,8 %. Der er betydelig flere meget gamle personer i Danmark i 2016 end for hundrede år siden: I 1901 var 0,2 % af befolkningen 85 år og derover; i 2016 er det 2,1 %. Der er 60 % flere kvinder end mænd over 80 år.

Læs mere om Danmark.