Danmark – kulturlandskabet, Det nuværende kulturlandskabs udseende er resultatet af en årtusindlang udviklingsproces, hvor mennesker gennem deres virksomhed radikalt har omformet landskabet ved skovrydning, agerdyrkning og anlæggelse af bopladser.

Det åbne land

Det åbne land er de områder, der ligger uden for sluttede bymæssige bebyggelser, og hvor anvendelsen i stort omfang er baseret på de naturgivne resurser. Det domineres helt af jordbruget, idet ca. 2/3 af landets samlede areal udnyttes af landbruget og yderligere 12% af skovbruget. Landskabet er karakteriseret ved veldyrkede marker, hegn og spredtliggende skove; større skove er sjældne. Småbyer, gårde og huse ligger fordelt over landskaberne og er forbundet med et fintmasket trafiknet. Den spredte landbebyggelse er karakteristisk for Danmark. Næsten alle markskel og andre arealgrænser er skarpe, tit retlinjede; uplejede områder er fåtallige. Kun ved kysterne, uden for sommerhusområderne, foregår en naturlig landskabsudvikling, og ved nogle vådområder findes naturlig vegetation. Større vandløb er sjældne, og deres tilløb er ofte rørlagt.

Den første udbredte agerdyrkning og dermed skovrydning begyndte for 6000 år siden i slutningen af stenalderen; senere udvidelse af opdyrkningen kendes fra jernalderen og vikingetiden. Efter jernalderen bredte hede og overdrev sig på magre jorder og skov på lidt bedre jorder, da den marginale agerdyrkning atter blev opgivet. I middelalderen opstod mange nye bosættelser i de skovområder, der tidligere havde undgået rydning.

I 1700- og 1800-t. kom nye store ændringer, især i kraft af landboreformerne i 1780'erne, der skabte en helt ny struktur. Det var især Østdanmarks landsbylandskaber med udtalt opdeling af jorden i småparceller, der fik en ganske anden karakter med indførelsen af selveje, udskiftning og udflytning af gårde, især i de store ejerlav. Landskabsbilledet blev kraftigt ændret efter samlingen af det enkelte brugs mange, spredte agre til nogle få større markarealer. Det gav en rationaliseringsgevinst for markarbejdet; desuden indførtes en række fornyelser i landbrugsteknikken fra 1800-t.s midte, fx overgang fra hjul- til svingplov og introduktion af kløver i græsmarken, af dræning og af mergling. Udbytterne blev større.

I de sidste årtier af 1800-t. blev landbruget totalomlagt; hovedvægten blev flyttet fra dyrkning af brødkorn til avl af foderafgrøder til en stigende animalsk produktion. Omlægningen til eksport af landbrugsprodukter bragte nye elementer ind i kulturlandskabet såsom udbygning af veje og anlæggelse af jernbaner, og det medførte også, at mange nyetablerede andelsforetagender til støtte for landbruget, fx mejerier, skød op i randen af landsbyerne. Industrisamfundets gennembrud begyndte at præge det åbne land. 1800-t.s intensivering af landbrugsdriften i hele landet og inddragelsen af hederne i Jylland muliggjorde en fordobling i antallet af landbrug i løbet af århundredet. Det blev til næsten 200.000 ejendomme, der med alsidig drift og varierende afgrødemønstre kom til at præge landskabsbilledet gennem de næste hundrede år.

I begyndelsen af 1800-t. gennemførtes tillige en klar adskillelse af skov og landbrug ved Fredskovsforordningen af 1805. Skovenes afgrænsning blev varigt fastlagt, og de har siden udgjort et konstant element i kulturlandskabet. Skovene skulle producere tømmer og brændsel og ikke mere være græsningsområder.

I de sidste årtier af 1900-t. har det åbne land igen undergået betydelige ændringer. Færre og større driftsenheder i landbruget med specialiseret produktion har været den generelle tendens, selvom flere landbrugslove har beskyttet selvejet og familiebruget samt begrænset sammenlægninger. Antallet af store, ensartede markfelter er øget i takt med mekaniseringen, og en aftagende variation i landskabet har været resultatet.

Med By- og landzoneloven fra 1969 indførtes en forvaltningsmæssig adskillelse af land og by, og med sine strenge restriktioner for arealanvendelse og anlæg i det åbne land har loven (siden 1991 Planlægningsloven) virket konserverende på landdistrikternes bebyggelsesmønstre. Fra 1970'erne har EF/EU-regler, senest bl.a. braklægningsordningen, såvel som amternes regionsplaner sat deres spor i landskabet. Endvidere har der været en vækst i sommerhusområder og fredede arealer.

Den omfattende udnyttelse af det danske landskab, herunder landets intensive jordbrug, er begunstiget af naturgrundlaget, det milde atlantiske klima og terrænets svage relief. Desuden har kort afstand til havet muliggjort en omfattende afvanding af vådområder og dræning af vandlidende jorder. Relativt store arealer især i Østdanmark (Øerne og Østjylland) har frugtbar jordbund dannet på geologisk unge og næringsrige aflejringer fra sidste istid. I modsætning hertil præges Vestjylland af sandet jordbund delvis udviklet på ældre istidsaflejringer. Hede og agerland har her kæmpet om arealerne gennem de sidste fem årtusinder, og først i løbet af 1900-t. er området blevet intensivt udnyttet med anvendelse af ny teknik, gødning og vanding. Nordjylland, dvs. Himmerland og Den Nørrejyske Ø, er præget af sandjorder samt vådområder med store moser. Området omkring den vestlige Limfjord afviger fra det øvrige Nordjylland ved sine frugtbare jorder.

Disse forskelligartede regioner har været udsat for en række fælles, samfundsmæssige påvirkninger gennem det seneste par århundreder; lovgivning, økonomisk styring, forbedret teknik samt en tiltagende indsats for miljø- og naturbeskyttelse har sat sine tydelige spor. Alt efter landsdelenes naturgrundlag er de fælles, landsdækkende reguleringer faldet forskelligt ud i Østdanmark, Vestjylland og Nordjylland.

Østdanmark

Østdanmark har et varieret terræn af overvejende lerholdige og kalkrige moræneflader og -bakker, de såkaldte unge morænelandskaber, som danner basis for frugtbare jorder. Landskabsbilledet fremviser store, tætliggende, homogene marker, domineret af planteavl. Gødskning, sprøjtning og dræning har bevirket, at korn og frøplanter danner ensartede, ukrudtsfrie tæpper over bakker og lavninger og slører relieffet. Kvæg på græs er et relativt sjældent syn. Spredte, mindre løvskove og -hegn samt de store østjyske dale med enge og krat mildner monotonien.

Den nutidige bebyggelse i det åbne land er tætliggende og varieret med enkeltgårde, parcelhuse, landsbyer og mindre servicebyer. De større byer, tidligere købstæder, ligger især ved kysten og i bunden af fjordene; deres bebyggelser er på vej ud i det åbne land. 1900-t.s trafiknet er blevet helt domineret af bilerne: Broer og motorveje kæder Østdanmark sammen. Sejladsen, der tidligere var en vigtig og billig transportform, som forbandt landsdelene, er nu blevet en fordyrende omkostning, der især truer de mange mindre øers befolkning. Til trods for 1900-t.s mange tekniske fremskridt er det østdanske landskab dog stadig fuldt af gamle kulturspor, der dels ses i gravhøjene, kirkerne og de ældre gårde, dels i store arealmønstre omkring herregårde og landsbyer. Herregårdene, der ligger tættest på Fyn, Lolland og sydlige Sjælland, har udstrakte marker med frugtbar jord omgivet af levende hegn, grøfter eller stendiger samt skove på flere hundrede ha. Lange alléer, pompøse bygninger og haveanlæg er rester fra renæssancen og enevælden. I dag har mange storgårde økonomiske vanskeligheder med at vedligeholde de fredede bygninger og parker.

Herregårdenes ejere beskyttede højskoven mod rovdrift, og Østdanmark havde derfor betydelige løvskovsarealer omkring 1800, da det øvrige land var næsten skovløst. I Nordsjælland havde kongen store skovområder med lige skovveje anlagt i stjernemønster som vildtbaner. Sådanne gamle skove har beskyttet flere tidlige kulturspor, fx højryggede agre og mange gravhøje.

Landsbyen er som herregården et kulturhistorisk spor. Efter jordreformerne i slutningen af 1700-t. måtte herregårdene give slip på meget bøndergods, der langsomt overgik til selveje. Omkring Østdanmarks talrige landsbyer blev ejerlagenes fællesskab ophævet, jorderne blev udskiftet, og hver gård fik samlet sin jord i en eller få parceller. I mange landsbyer blev gårdene liggende på deres oprindelige plads sammen med kirken, og de markerer i dag små middelalderlige centre. Ud fra disse landsbyer strålede udskiftningstidens ejendomsskel, markeret ved hegn eller diger, og et sådant stjernemønster spores i modificeret form omkring mange små byer. Udskiftningen og opdyrkning af overdrev medførte også, at mange gårde blev flyttet ud midt på et nyt jordtilliggende, evt. efter en deling. Efter Fredskovsforordningen af 1805 blev forarmede træbevoksede arealer overgivet til landbruget, og på sådanne perifere og marginale jorder blev der anlagt ganske små husmandsbrug. Disse brug findes i ejerlavenes udkanter klemt op mod en skov eller mose.

Det østdanske landskabs præg med spredtliggende gårde og huse blev skabt ved den kraftige vækst i antallet af mindre brug som følge af udflytningen og gårddelinger. Det hindrede dog ikke en flugt fra land til by eller udvandring til bl.a. USA. Med statsstøtte oprettedes senere kolonier af ensartede husmandsbrug efter love fra 1899 og 1919 (lensafløsningen) for at modvirke flugten fra landdistrikterne. Disse småbrug ligger ofte i rækker på god jord fra storgårde og udgør et særligt bebyggelsesmønster, der bl.a. findes på Nordfyn, Lolland, Als og på Holbækegnen. De sidste husmandskolonier blev anlagt i 1950'erne. Antallet af landbrugsbedrifter er siden faldet kraftigt som følge af sammenlægning og forpagtning. Ved dispensationer fra zoneloven og landbrugslovene har erhvervsvirksomheder flere steder slået sig ned i det åbne land.

Det dyrkede areal har ændret karakter; intensivt udnyttede agre har afløst høenge og overdrev, der næsten er forsvundet i Østdanmark. De første dræninger foregik via et net af åbne grøfter, som fra ca. 1850 blev afløst af nedgravede drænrør af tegl, senere af plast. De sure og sumpede markpartier blev derved stærkt reduceret eller helt fjernet. I skovene kan man endnu finde det gamle system af åbne grøfter. Åerne i agerlandet er de fleste steder reguleret i rette kanaler eller rørlagt.

De få tilbageværende vandhuller er enten naturlige eller kunstigt skabte vandingshuller eller rester efter grus- og mergelgrave. På de lerede jorder var der tidligere et vandhul i næsten hver mark. Tørvegravningen fortsatte langt ind i 1900-t., og den efterlod rektangulære damme og søer med krat. Mange småhuller og damme er blevet sløjfet, fordi de lå i vejen for de store landbrugsmaskiner; andre er omdannet til vildtremiser. Efter 1980 er der kommet en modbevægelse fra rekreative naturinteresser: Mange indvundne arealer bliver atter til søer, og vandløb bliver atter lagt i slyngninger.

Loven om naturbeskyttelse fra 1992 beskytter overdrev, enge, moser og diger, der var resultatet af landbrugets tidligere driftsformer. Man forsøger også at omdanne råstofgrave til rekreative naturområder, fx i Nordsjælland og ved Hedehusene.

Østdanmark består af flere hundrede små og store øer og har mange naturlige bugter og fjorde, hvorfor kyststrækningen er relativt lang, ca. 6000 km. Dens karakter veksler mellem moræneklinter, enkelte steder kalkklinter og sandede strandvoldssletter og frodige strandenge. Kysternes betydning har skiftet; indtil 1900 foregik fiskeri og sejlskibsfart herfra. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 havde landbruget brug for nye arealer, og små og store bugter, især på Nordfyn, i Nordsjælland samt på Lolland-Falster, blev inddæmmet og tørlagt. Nogle af inddæmningerne havde stor økonomisk succes, fx Lammefjord i NV-Sjælland, andre var for sandede til at give gevinst. Kysterne har igennem 1900-t.s velfærdssamfund fået nye værdier for friluftsliv og feriebebyggelse. Siden 1950 er sommerhusområder nær kysten vokset stærkt i Østdanmark, men lovgivning fra 1937 sikrer, at stranden ikke må bebygges eller ødelægges, fx gennem resurseindvinding. Endvidere er offentligheden sikret adgang til alle strande. Naturbevaringsinteresser søger især at beskytte strandengene og de internationalt set sjældne moræneklintkyster.

Bornholms landskaber er helt specielle med grundfjeld og en vekslen mellem frodige og golde arealer inden for korte afstande. Såvel Nordbornholms 100 m høje grundfjeldshorst som sydlandets gamle sedimenter er de fleste steder overlejret af næringsrige istidsaflejringer. Almindingen på den centrale del af øen præges af sandede og sumpede jorder med klipper stikkende op hist og her. Siden begyndelsen af 1800-t. er her anlagt skov på det, der tidligere var kongens ejendom, men fungerede som almenhedens græsningsområde, Højlyngen, med krat og lyng. Den indgår nu i et strøg af yngre, kommunale plantager fra Nexø i øst til Hammeren i NV. Hertil kommer mange småskove knyttet til overdrev (klippeløkker) og sprækkedale. Nord for Rønne og ved Dueodde er anlagt fyrreplantager som værnskov mod sandflugt.

I en bred zone rundt om Almindingen findes et rigt landbrugsbælte; her har selvejergårde på 20-50 ha meget længe ligget spredt, uden landsbyfællesskab og herremænd. Driftsform og afgrødevalg ligner de øvrige østdanske øers med plante- og svineavl. Bortset fra Aakirkeby ligger byerne ved kysten, og mellem disse findes mange fiskerlejer, der langsomt omdannes til feriebyer. Råstoffer (granit, kul og ler) har været genstand for en omfattende industriel udnyttelse og har givet ophav til mange små stenbrud og grusgrave; mellem Hammeren og Rønne ses store råstofgrave, helt eller delvis forladte, med nye, farverige søer og tilgroninger.

Faste klippepartier, stengærder, gravhøje og bautasten omgivet af frodige marker og løvtræskanter giver et fascinerende, kontrastrigt indtryk. Dette særpræg virker tillokkende på et meget stort antal turister. Hoteller, pensionater, campingpladser samt sommerhuse sætter et nyt præg på kulturlandskabet.

Vestjylland

Denne landsdel fremtræder trods sine magre jorder veludnyttet med marker, plantager og smalle enge langs vandløbene. Agerlandet er ofte opdelt i små felter, der er indrammet af levende hegn. Dette billede ses især på de flade hedesletters sandjorder, men også på de omgivende, magre bakkeøer, hvor landskabet er opdelt af kilometerlange læhegn, vinkelret på ådalenes fugtige strøg. På de lerholdige dele af bakkeøerne tillader de gode jorder, at terrænet ligger frit og åbent. Det intensive vestjyske agerbrug er resultatet af en omfattende kulturteknisk indsats og det rette afgrødevalg samt anlæggelsen af læhegnene og anvendelse af vandingsanlæg. Endnu findes spor af tidligere overrislingsanlæg fra faste kanaler og render langs åerne, fx Dalgaskanalen ved Skjern Å.

Læhegnene har i løbet af anden halvdel af 1900-t. skiftet karakter, idet de mørke nåletræshegn i stort omfang er udskiftet med lyse trerækkede løvtræshegn, der er mere holdbare og giver bedre betingelser for dyrelivet. Forårets truende sandflugt er ikke alene blevet bekæmpet med læhegnene, men efter 1987 langt bedre med de påbudte vintergrønne marker. Det velopdyrkede land er skabt ved godt 100 års slidsomt arbejde med at kultivere de udstrakte hedearealer, der prægede Vestjylland langt ind i 1900-t.; de sidste større opdyrkningsprojekter blev først sat i værk i 1950'erne. Samtidig med omdannelsen af hederne til givtigt agerland blev andre områder med særligt magre jorder skilt ud og tilplantet med nåletræer. I de mange tilplantninger sidst i 1800-t. indgik bjergfyr som pioner- og ammetræ ved opbygningen af hedeplantagerne, men disse domineres i dag af rødgran. Bjergfyrplantninger fungerer dog stadig som værnskov i klitter og indsander. Mod slutningen af 1900-t. er træartsvalget blevet mere varieret, bl.a. med løvtræer, så plantagerne kan give flere rekreative oplevelser og større diversitet blandt dyr og planter.

Bebyggelsen i det åbne land danner et mønster af spredtliggende gårde og huse; mindre og mellemstore industri- og servicebyer er vokset op i takt med hedeopdyrkningen. Mange af de ældste gårde og huse ligger på række langs vandløb eller vådbundsområder og er forbundet med veje parallelt med vandløbet. Disse landbrug var oprindelig knyttet til den gamle driftsform eng-ager-hede, hvor næringen fra høet på engene udnyttedes af kreaturerne, hvis gødning igen blev spredt på ageren, hvor der dyrkedes korn; heden var en udmark, der af og til blev opdyrket og gav græs og lyngtørv. Der findes også ældre bebyggelser på bakkeøernes bedre jorder. Gårdene ligger her mere tilfældigt i landskabet.

Mellem ådalsbrugene og de gamle klynger af gårde på bakkeøerne findes yngre, spredt bebyggelse, oprindelig små hedebrug, der voksede sig større ved fortsat hedekultivering. I 1960'erne nåede det vestjyske landbrug et højdepunkt. Herefter faldt beskæftigelsen, og nogle af brugene voksede sig større; de ses i dag med store bygninger, der er udvidet og moderniseret på basis af jordforpagtning af nabogårde. De nye driftsenheder nedlægger hegn og rørlægger grøfter for at få større rationelle marker. Landskabsbilledet bliver således mere åbent.

Koloniseringen af heden og vådområder dannede grundlaget for en stor befolkningstilvækst. Derved skabtes en arbejdskraftreserve, der siden 1930'erne er vandret til byerne, fx Herning, Ikast og Billund, og har dækket de mange nye virksomheders behov for medarbejdere.

Lokalt har Vestjylland været præget af store brunkulsgravninger, der har efterladt et vildsomt landskab af tilgroede rydjordshøje med dybe søer imellem. Et tilsvarende indtryk af ødemark kan man møde på nogle af de fredede heder og i det skovrige Midtjyske Søhøjland samt langs Den Jyske Højderyg, der danner overgangen mellem Vest- og Østjylland.

Vestkysten mellem Thyborøn og Blåvands Huk er bortset fra Bovbjerg et lavt, sandet laguneområde med tanger, naturligt forstærket af kystklitter, hvis lyse toppe kan ses langvejs fra. Havet har siden stenalderen bestandig ædt sig ind i landet og især i de sidste 200 år med flere meter pr. år. Staten har med stadig større indsats søgt at hæmme kystnedbrydningen. På de sårbare steder er der siden 1862 bygget høfder, især fra Agger til Nissum Fjord, hvor sten og betonanlæg stritter ud fra kysten. Dertil er kommet bølgebrydere, kompakte samlinger af tunge sten parallelt med kysten, suppleret med store indpumpninger af sand og grus fra havbunden (kysten fodres). Bæltet af havklitter, der ved tilplantning hæmmes i at vandre ind i landet, skrider i vandet, og man har ligefrem måttet anlægge klitdiger, forstærket af betonblokke. Tangerne ved Harboør og Nissum Fjord er sanddækkede betondæmninger til beskyttelse af de frodige enge og marker i lagunernes lave omgivelser.

Holmsland Klit, den naturlige tange foran Ringkøbing Fjord, er bred og har store klitter, der virker som et naturligt værn mod havet; kun få steder er anlagt forstærkninger. Gamle, firelængede gårde kan endnu ses mellem stærkt voksende feriebebyggelser. Videre sydpå mod Blåvands Huk har havets og vindens sandaflejringer opbygget klitlandskaber, der rækker indtil flere kilometer ind i landet.

Kystområdet i SV-Jylland er et yderst reguleret og til dels menneskeskabt landskab, hvor det har været nødvendigt at bygge diger op for at overleve. Området består af tidevandsoverskyllede vader samt udstrakte, flade strandenge, marsk. Baglandets store hedesletter fortsætter ud under marsken og vaderne; kun et par steder går jævne bakkeøer helt ud til havet. Hele landskabet afsluttes mod vest af halvøen Skallingen samt klitøerne Fanø, Mandø og Rømø.

Marsklandskabet er et af de danske områder, hvor samspillet mellem mennesker og natur har været mest dramatisk. Det daglige tidevand er på 1-2 m; stormfloder på op til 5 m over DNN (Dansk Normal Nul) skaber bestandig en risiko for oversvømmelser, der er en vigtig del af livsbetingelserne for marskens og klitøernes beboere.

Længst mod nord omkring Ho Bugt findes endnu ubeskyttede strandenge, men næsten hele vejen sydpå hindrer diger fra 1900-t. oversvømmelser. Specielt i Tøndermarsken ses den ene kog, dvs. inddiget marsk, uden på den anden, afsluttet mod vest af det fremskudte dige fra 1979-81. De ældste koge er fra 1500-t.

Marskengene har god jord, men den lave beliggenhed mellem 0 og 2 m.o.h. har bevirket, at dræningen sker ved et tæt grøftesystem, der samtidig inddeler landskabet i små rektangulære felter. De mange marker med korn er af nyere dato; indtil midten af 1900-t. blev de fugtige enge alene udnyttet til opfedning af kvæg og får. Dette gælder stadig på mere udsatte steder som på forlandet vest for digerne samt i de fredede koge nær landegrænsen.

De store marskgårde og -huse er anlagt på række i flodfri højde på den omgivende, højereliggende gest, dvs. bakkeøer og hedesletter. Selve marsken er for en stor del bebyggelsestom; det gælder dog ikke Tøndermarsken, hvor pionererne anlagde deres bebyggelse på kunstige høje ude i engene, verfer. Efter inddigningerne er der også bygget gårde og huse i den lave marsk.

Rømødæmningen (1948) og store landvindingsarbejder uden for digerne har bevirket, at kystlinjen er rykket mod vest, og de nye arealer afgrænses af landvindingens rette linjer. Disse kulturskabte landskaber er med til at dæmpe stormflodernes virkning på kysten og dermed beskytte såvel digerne som landet bag dem.

På Rømø og Fanø sætter sommerhuse og turisme deres umiskendelige præg på landskabet. I sommermånederne mangedobles indbyggertallet, der udgør en stor belastning for naturen.

Nordjylland

Nordjylland består af Thy-Mors-Sallingegnen, Hanherred, Vendsyssel og Himmerland. Sandede kyster med storklitter og lave forsumpede sletter aflejret af Litorinahavet udgør tilsammen en tredjedel af Nordjylland. Kun Thy (bortset fra Vesterhavskysten), Mors og Salling har frugtbare jorder, og kulturlandskabet minder her meget om Østdanmark. I de øvrige områder har sandflugt og forsumpning voldt store problemer; først med 1900-t.s teknologiske udvikling har man overvundet disse ugunstige vilkår for jordbruget. De sandede Litorinasletter har hævet sig 4-10 m siden stenalderen. Samtidig har havet udformet kystklinter af forskellig alder, mest udtalt i vest, svagest i øst.

Selve kysten består af en sandstrand med en sandet klint bagved, undtagen hvor istidsaflejringerne og undergrundskalk punktvis når frem til havstokken som forbjerge: Lodbjerg, Hanstholm, Rubjerg, Hirtshals og Frederikshavn. Kysten er ophængt som guirlander mellem disse. Fra kysten er sand blæst op i store klitter, 1-7 km ind i landet. Klitbælterne fremtræder med store, mørke nåletræsplantager, hvorimellem der er lyse klitter, heder og hedemoser. I 1500-1600-t. bevirkede sandflugt, at befolkningen blev fordrevet fra kystzonen. Først i 1800-t. fik staten sandflugten under kontrol ved at plante klitgræsser og nåletræer. Klitplantager blev almindelige efter 1880. Den golde klitzone gav dog mulighed for lidt fåreavl og kystfiskeri fra åben strand; siden er fiskeriet samlet i de nye fiskerihavne, men der ses dog stadig spor af den tidligere kultur i form af bådeoptræk og ældre huse. Klitzonen er generelt meget sparsomt bebygget, men efter 1930 er store sommerhusområder vokset frem, hvor naturfredning og sandflugtsbekæmpelse har tilladt det, især i Vendsyssel. Blandt klitregionerne er Skagens Odde i særklasse ved sin størrelse (30 km ud i havet) og ved sine store vandreklitter, hvoraf den fredede, vegetationsfattige Råbjerg Mile stadig er meget aktiv. Mod Kattegat og i den udtørrede Gårdbo Sø findes dog dyrkningsoaser i denne regulerede "klitørken". Ved Aså og Limfjordens munding er klitbæltet lavt og smalt, og kysterne har en del strandenge, der afgrænses mod havet af smalle laguner og sandbarrierer yderst.

Nordjyllands andet specielle terræn og kulturlandskab er de udstrakte, lavtliggende marine sletter dannet af Litorinahavet, der strækker sig fra Jammerbugtens klitbælter langs Limfjorden til Kattegatkysten og sydpå til Mariager Fjord. Sletterne omkranser et utal af små og større isolerede bakkepartier med istidsaflejringer og undergrundskalk, hvoraf Fjerritslevområdet er det største. På overgangen mellem disse terræntyper findes ældre gårdrækker som randbebyggelse mellem græs- og kornarealer. De marine flader mellem Thy og Fjerritslevområdet ligger kun 1-3 m.o.h. Indtil midten af 1800-t. var sletterne her opdelt af flere lavvandede bugter, Vejlerne. En indvinding af disse blev en økonomisk fiasko, idet de indvundne arealer var sandede og ufrugtbare. Landskabet er i dag eng, rørskov og søer, reguleret af moderat pumpning, og har siden 1960 udgjort et 50 km2 stort naturreservat. Ved Øland og Gjøl øst for Fjerritslev gik landvindingen bedre; staten har her bekostet opdyrkning (1930-40) og etableret lange rækker af husmandsbrug.

Siden jernalderen er der på sletterne nord og SØ for Ålborg udviklet flere moser, specielt de to ca. 100 km2 store højmoser Store Vildmose i Vendsyssel og Lille Vildmose i Himmerland. Tørvelaget i disse er indtil 5 m tykt. Staten har efter opkøb omskabt Store Vildmose, der blev drænet tidligt i 1900-t., afgravet og merglet. Græsmarker blev anlagt til opdræt af sygdomsfrit kvæg; senere blev området udstykket og solgt, således at lange gårdrækker ligger på det tidligere moseareal, hvoraf der findes fredede rester. I Lille Vildmose findes spor efter den tidlige udtørring og opdyrkning af to søer fra ca. 1760. Efter 1930 kultiverede staten mosens nordøstlige del og udstykkede den til husmandsbrug i 1950'erne. Den nordvestlige fjerdedel henligger med store, nøgne, mørke tørveflader, delvis afgravet til tørvestrøelse; den sydlige halvdel er en lyngklædt højmose, der sammen med Tofte Skov er indhegnet og anvendes til dyrehave med kronhjorte og vildsvin.

Det centrale Vendsyssel ligger højere end Litorinahavets sletter og er ligeligt delt mellem højtbeliggende morænelandskaber og Yoldiaflader, der er havaflejringer fra slutningen af sidste istid. Jordbunden er sandet på begge landskabselementer, og landbruget generes af jordfygning trods de mange læhegn og vintergrønne marker. Lange, vandrige åer, bl.a. Uggerby Å og Voers Å, har eroderet sig dybt ned i terrænet under den betydelige landhævning siden istiden. Skråninger og skrænter, der tidligere var magre overdrev, er efter 1880'erne blevet tilplantet med mindre skovpartier eller omlagt med kulturgræs. De gamle gårdbebyggelser er sjældent samlet i større landsbyer, men findes spredt ved overgangen mellem de nævnte terrænelementer. Siden 1600-t. har enkeltgårde været langt hyppigere i Vendsyssel end i det øvrige Danmark. Middelalderkirkernes ensomme beliggenhed er en følge heraf. Til betjening af den spredte landbefolkning er der i 1900-t. opvokset et net af småbyer bl.a. ved vejkryds og de nu nedlagte jernbanestationer.

I Himmerland er landsbyer meget hyppigere end i Vendsyssel, og terrænet er opbygget af store, 60-100 m høje afrundede morænepartier med kalkundergrund nær overfladen. Dybe og brede erosionsdale og Litorinahavets fossile kyster skærer sig langt ind i morænelandskabet, der rejser sig stejlt over dalene og Litorinasletterne. Først efter 2. Verdenskrig blev dalbundene og de marine sletter effektivt drænet og opdyrket.

I Østhimmerland er kalkundergrunden synlig i mange bakkeskråninger og nypløjede marker. Nedlagte og aktive kalkbrud er hyppige. Den ældre bebyggelse er her blevet stærkt udvidet med parcelhusområder som følge af Ålborgs nærhed. Det centrale og sydøstlige Himmerland har fra gammel tid været skovrigt; kendt er især Rold Skov. Gennem 1900-t. er arealerne udvidet dels ved tillæg til de gamle skove, dels ved tilplantning af hedebakker og sandede agre. Vesthimmerland er som Vendsyssel plaget af jordfygning. På bakkeskråningerne findes rester af tidligere vidt udbredte heder; de fleste er opdyrket eller tilplantet, men sydøst for Løgstør findes et 10 km langt strøg af hedebakker med spor af jernalderagre. Desuden forekommer enkelte større plantager fra ca. 1890. Den nyere landbebyggelse ligger spredt mellem ældre landsbyer og servicebyer. Storgårde er få, bl.a. fordi udstykningsforeninger har været meget aktive i første halvdel af 1900-t., da mange husmandsbrug blev oprettet. Feriebebyggelse er påfaldende beskeden i Himmerland.

Det bebyggede land

Den tidligste egentlige bydannelse i Danmark (fra 800- og 900-t.) kan sættes i forbindelse med behovet for handel med landbrugssamfundets overskudsproduktion. De naturgivne forudsætninger for landbrugsdriften havde derfor afgørende betydning for byernes størrelse og antal. I områder med dårlig jord, fx de vest- og midtjyske hedestrækninger, forblev byernes antal og størrelse beskedent indtil industrialiseringen. Ved kysterne udvikledes mange små købstæder i middelalderen, knyttet til skibstransporten. Forekomsten af særlige råstoffer eller mulighederne for vandkraft har også historisk spillet en rolle, især før industrialiseringen. Flere byer blev grundlagt pga. let tilgængelig vandkraft, fx Frederiksværk, Hellebæk, Brede, Silkeborg. Andre, fx Nivå og Egernsund, voksede kraftigt som følge af store forekomster af stenfrit ler, der anvendtes i teglværkerne.

Den stærke byvækst, urbaniseringen, i perioden ca. 1860-1940 hang sammen med industrialiseringen. I denne periode steg både antallet af byer og den samlede bybefolkning stærkt; i 1860 boede der ca. 400.000 danskere fordelt på 83 byer. I 1940 var der 628 byer med et samlet indbyggertal på 2,5 mio. I samme periode steg bybefolkningens andel af det samlede folketal fra 23% til 63%. Det var især de store og mellemstore byer, der voksede under urbaniseringsfasen, mens de mellemstore og små byer har haft vækst efter 2. Verdenskrig; især småbyer i nærheden af de større byer (fx i Nordsjælland). Siden 1980 er denne vækst dog ophørt. Fra midten af 1990'erne præges det danske bysystem af udviklingen af to storbyregioner; Østjylland-Århus og Hovedstadsområdet, hvis pendlingsoplande strækker sig op til 100 km fra bycentrene og således omfatter henholdsvis store dele af Midtjylland og næsten hele Sjælland.

Mulighederne for adgang til den fremherskende transportform har altid haft den største betydning for byernes erhvervsmæssige udvikling, i de ældste tider især skibstrafik. I dag spiller adgang til det overordnede vejnet (motorveje) og lufttrafik en vigtig rolle. Endelig har den enkelte bys administrative og politiske betydning haft stor indflydelse på byudviklingen. København, der i 1000-t. var et beskedent landingssted, gennemgik fx en kraftig udvikling, efter at den i 1100-t. kom under bisp Absalon og senere efter perioden i 1400- og 1500-t, hvor den blev hovedstad. En nutidig parallel er de småbyer, der blev administrationscentre ved kommunesammenlægningen i 1970; de voksede alle kraftigt i de efterfølgende 25 år.

Bymønsteret, eller bysystemet, der udgøres af byernes størrelsesfordeling og indbyrdes beliggenhed, ændres til stadighed, men langsomt som følge af de store investeringer, der er lagt i byernes fysiske strukturer og deres forholdsvis lange levetid. Bymønsteret i Danmark blev udviklet dels i middelalderen, dels under urbaniseringen, hvor det nuværende indbyrdes størrelsesforhold stort set blev fastlagt. København indtager en særstilling som hovedstad; den politiske centralisering fra omkring 1600-t. sikrede byen en dominerende position i landet, og den blev udbygget gennem en voldsom vækst under industrialiseringen. Med ca. 22% af Danmarks befolkning bosat i hovedstaden indtager København en national position som fx Budapest, Wien, Paris og London. Danmarks bymønster er således monocentrisk i modsætning til fx Hollands, Belgiens og Tysklands, der har flere jævnbyrdige centre.

Byerne er i 2016 bosted for ca. 87% af befolkningen. Landsdelscentrene omfatter foruden København byerne Århus, Odense og Ålborg. De rummer ca. 50% af den samlede bybefolkning fra landets 1415 byer (2016). De ligger centralt placeret i hver deres landsdel (dog ikke København efter afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge) og er hjemsted for overordnede byfunktioner som fx universiteter, hovedsæder for større erhvervsvirksomheder, dagblade, tv- og radiostationer.

29 danske byer har mellem 20.000 og 100.000 indb., fx Hjørring, Herning, Thisted, Kolding, Randers, Svendborg og Nykøbing Falster. De er regionale centre, ofte tillige administrative centre i deres region. De mindre købstæder, store stationsbyer m.m. med mellem 1000 og 10.000 indb. (446 byer i 2016) dækker et mindre opland med detailhandel og service; enkelte har erhvervsrettede uddannelser, og ca. 30 af disse byer har gymnasieskole. De mindre byer (under 1000 indb.) har sjældent funktioner af mere end lokalt præg — fx købmand, skole, børnehave.

De fleste større byer i Danmark har et bredt erhvervsgrundlag; kun få er helt domineret af en enkelt erhvervsgren, hvilket i højere grad er tilfældet blandt de mellemstore og små byer. Det gælder fx Billund (Lego) og Bjerringbro (Grundfos).

Bystruktur

Den enkelte by består af en række kvarterer (bolig- og industrikvarterer, bymidten samt evt. havneområder), der rummer byens hovedfunktioner. Hertil kommer rekreative arealer og trafikanlæg, der binder byens kvarterer sammen.

I de større byer, der tillige ofte er købstæder med en lang historie, er bykernen let genkendelig på gadeforløbet, den sluttede bebyggelse og dennes alder. Bykernen er normalt stærkt præget af detailhandel, visse serviceerhverv og administration. Bykernens centrum er oftest torvet, evt. en skibsbro, som udtryk for byens oprindelse som handelsby. I bykernen er der gennem århundreder sket en fortætning af bebyggelsen gennem forhøjelse af eksisterende bygninger samt tilføjelser af bag- og sidehuse. Etagearealet i forhold til grundarealet, dvs. bebyggelsesprocenten, er derved vokset. Mens nyere villakvarterer har en bebyggelsesprocent på mellem 10 og 20, så er den i bymidterne og i brokvarterer ofte på mere end 200. Byfornyelser og saneringer har dog reduceret de største tætheder drastisk siden 1960'erne.

I landsdelscentrene udgør den historiske bykerne ofte et særligt forretningskvarter, city, der rummer en stor koncentration af butikker, kontorer, institutioner, teatre, restaurationer mv. Boligbebyggelsen findes i en række kvarterer med hvert sit tidstypiske præg, fx industrialismens sluttede karrébebyggelse, 1940'ernes åbne parkbebyggelser og efterkrigstidens store ensartede boligkvarterer — socialt boligbyggeri eller parcelhuse. Den sociale opdeling på boligmarkedet har fra sidst i 1980'erne udviklet socialt belastede bydele (såkaldte ghettoer) skarpt adskilt fra enklaver for den velhavende middelklasse. Endelig er de nyere erhvervskvarterer oftest placeret i byernes periferi nær det overordnede vejnet.

De mellemstore byer, regionscentrene, minder i deres struktur meget om landsdelscentrene, men inddelingen i kvarterer er ofte mindre udtalt, og de enkelte kvarterer er af mindre udstrækning. I disse byer ses den stærke satsning på oplandsfunktioner ofte i form af butiksstrøg langs byens gamle hovedgader, mens karréernes indre er omdannet til bl.a. parkeringspladser. Tilmed er den historiske bykerne ofte omgivet af en cirkulationsgade, der skal fordele trafikstrømmen til parkeringspladserne. Uden for denne ringvej findes bolig- og erhvervskvartererne. Herning og Roskilde er eksempler herpå. De egentlige boligkvarterer er præget af åben bebyggelse, navnlig parcel- og rækkehuse, men også etagehuse.

Bykernen i de mindre købstæder udgøres ofte af den sluttede bebyggelse i 1-2 etager langs de vigtigste vejføringer, fx landevejen og adgangsvejen til stationen. Omkring bykernen ligger hovedsagelig småhusbebyggelse. De fleste købstæder fik med industrialiseringen føjet nye bebyggelsestyper til de eksisterende: industri- og stationskvarterer samt evt. arbejderkvarterer. Overgangen til disse nyere kvarterer er ofte markeret af et strøg med parker, pladskrævende anlæg (fx el- og gasværker), stations- og havnearealer samt kirkegårde. Fra dette århundredes begyndelse er bebyggelsen blevet mere åben med bl.a. institutionsbyggeri og større fællesarealer til rekreativt brug.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig