Den nye Esbjerg Kommune, der med Strukturreformen fra 2007 blev til som en sammenlægning af de tidligere Esbjerg, Bramming og Ribe Kommuner, var en konstruktion, der omfattede tre væsensforskellige hovedbyer: Esbjerg længst mod nord, en ganske ung by, der i midten af 1800-tallet kun bestod af få huse og gårde med i alt 23 indbyggere, men som siden indvielsen af Esbjerg Havn i 1874 var vokset eksplosivt og nu var en af landets største byer. Væksten var i høj grad drevet af havnen – først af eksport, fiskeri og færgedrift, siden primært af offshoreaktiviteter. Siden havnens anlæggelse havde Esbjerg udviklet sig til at være en af de helt store sydjyske jobmotorer. Ribe længst mod syd, Nordens ældste stadig eksisterende by, landets første købstad, opstået omkring år 700 og udpeget til bispesæde allerede i år 948. En by kendt for sin rige kulturhistorie, for Ribe Domkirke, for anlæggelsen af mange klostre og ikke mindst for de mange historiske huse, der stadig præger bybilledet. Samtidig var Ribe kendt for at være en by, der i middelalderen blev hårdt ramt af katastrofer som pest, stormflod og svenskekrigene.
Både Esbjerg og Ribe Kommuner havde lange kystlinjer og var præget af nærheden til havet; i disse områder havde fiskeri og skibsfart, sandflugt og stormfloder formet både hverdagsliv og erhvervsliv. I kontrast hertil lå den daværende Bramming Kommune trukket ind i landet med en ganske kort kystlinje. Bramming var en solid landbrugskommune, og nok havde hovedbyen af samme navn, placeret midtvejs mellem byerne Esbjerg og Ribe, en historie, der strakte tilbage til middelalderen, men byen begyndte først rigtig at ekspandere, da de tre byer i 1874‑75 blev bundet sammen via den første del af Den Vestjyske Længdebane. Bramming blev stationsby, og med senere anlæggelser af veje og jernbaner udviklede den sig til et trafikknudepunkt og tiltrak sig dermed erhverv og handel.
Hele den nuværende Esbjerg Kommunes kystlinje indgår i Nationalpark Vadehavet, Danmarks største nationalpark, der strækker sig fra Esbjerg og Fanø Kommuner i nord til Tønder Kommune i syd, et dynamisk landskab domineret af tidevandet, der strømmer ind og ud af Vadehavet og skiftevis dækker og blotter de store sandflader, vaderne. Når vaderne ca. to gange i døgnet er blottet, kan Ebbevejen, der forbinder Mandø med fastlandet, befærdes. Afhængigt af vejrlig og højvande kører en traktorbus to gange om dagen mellem ø og fastland, og siden Mandø Skole lukkede i 1996, har det været Mandøbørnenes faste skolevej.
Skønt sandvaderne ved første øjekast kan synes golde, lever her nedgravet et rigt liv af hvirvelløse dyr som strandsnegle, blåmuslinger og stillehavsøsters – og ikke mindst et rigt fugleliv med millioner af trækfugle. Vadehavscentret sydvest for Ribe formidler viden om Vadehavet og tilbyder også guidede ture, bl.a. sælsafari, østerssafari og sort solture, hvor man forår og efterår kan opleve tusindtallige flokke af stære danse på himlen.
Hele kommunens område afvandes af en række vandløb, heriblandt de to større, Kongeå og Ribe Å, der løber gennem sluserne i digerne ud mod Vadehavet. Den ca. 17 km lange Ribe Å, der i sin sidste del løber gennem marskområdet Mandø Hølade, via Kammerslusen og herfra ud i Vadehavet, er forholdsvis rig på laks og ørred. I 1999 blev det via DNA-undersøgelser påvist, at den oprindelige laksebestand i Ribe Å har overlevet i åen, der på sin vej mellem slusen og Ribe slynger sig gennem landbrugslandskaber, moser og enge. Åen er hovedårsagen til, at Ribe blev grundlagt her; den var sejlbar, dens vandkraft kunne udnyttes, og den var rig på fisk. Allerede tidligt i middelalderen fik byen i kraft af sin beliggenhed stor betydning, da nærheden til det frisiske område og Rhinlandet gav kongemagten stor interesse i byen, og tidligt i middelalderen havde byen udviklet sig til et økonomisk og religiøst centrum med stærke internationale forbindelser.
Som konsekvens af Danmarks nederlag i 1864 blev Kongeå en del af den nye landegrænse mod Preussen. Grænsedragningen betød dels, at flere sogne i den sydlige del af den nuværende kommune blev indlemmet i Preussen, og dels at Danmark mistede en vigtig havn i Altona ved Hamborg. I 1868 besluttede Rigsdagen, at der skulle grundlægges en ny dansk havn i det sparsomt beboede område ved Esbjerg – og at der skulle føres jernbane hertil. Dermed var udviklingen af havnebyen Esbjerg skudt i gang.
Kunsten i det offentlige rum trækker i de to byer tydelige tråde tilbage til de væsensforskellige grundlæggelseshistorier. I Ribe er snittet historisk med flere buster og statuer af personligheder, der har haft betydning for byen: Her er afbildninger af bl.a. dronning Dagmar, der ifølge folkevisen lå udi Ribe syg, af oversætter og forfatter Anders Sørensen Vedel, der skrev selvsamme vers om Dagmar, og af Ribebiskopperne Hans Tausen og Hans Adolph Brorson. I Esbjerg og omegn antager kunsten ofte en mere monumental karakter, overvældende stor som havmølledele og offshoreindustriens specialfartøjer. Det ses bl.a. i Svend Wiig Hansens ikoniske Mennesket ved havet, en skulpturgruppe af fire 9 m høje mænd, der skuer ud over havet, og i umiddelbar nærhed heraf Fiskernes Mindelund, placeret ved Hjertingvej, der fører til det tidligere fiskerleje Hjerting. I en stor granitrotunde er indgraveret navne på over 613 omkomne, der siden år 1900 har mistet livet på havet, og i rotunden står bronzeskulpturer af den skibbrudne, hans redningsmand og de efterladte: mor, hustru og barn.
I begge byer er der større kunstmuseer, Ribe Kunstmuseum og Esbjerg Kunstmuseum, og i Esbjerg findes bl.a. Musikhuset Esbjerg, hvor der både afholdes koncerter og teaterforestillinger, samt spillestedet TOBAKKEN.