Gentofte Kommune, tilnavn Den grønne kommune, forstadskommune umiddelbart nord for København. Indbyggertallet i kommunen var faldende mange år, men er vokset siden 1990.
Naturgeografisk udgøres kommunen af et forholdsvis plant morænelerslandskab; i lavninger findes enkelte søer og moser, hvoraf Gentofte Sø og Brobæk Mose (tilsammen ca. 37 ha) er størst. Terrænet falder fra højder på ca. 30 m jævnt ned mod Øresund. I nord udgøres skellet mod Lyngby-Taarbæk Kommune af tunneldalen fra Klampenborg mod Lyngby Sø, og terrænet er her mere kuperet.
| Areal (km2) | 26 |
| Indbyggertal | |
| 1985 | 66767 |
| 2012 | 72814 |
| Kommuner før reformen: | |
| Ingen ændring | |
| Kommunens hjemmeside | |
| Kort over Gentofte Kommune | |
| Navnet Gentofte kendes fra 1100-t. Giafnetofth, af Giofn 'den givende, fiskerige', et gl. navn på Gentofte Sø, og -toft 'grund for bebyggelse'. | |
Gentofte Kommune grænser op til Dyrehaven og rummer adskillige parker og mindre skove, bl.a. Ermelunden, Bernstorff Park og Charlottenlund Skov og Slotspark; i den sidstnævnte findes Forstbotanisk Have og Danmarks Akvarium. I den østlige del af kommunen, mod Øresund, findes flere populære badestrande, bl.a. Bellevue Strand ("Fluepapiret") og Charlottenlund Strand.
Gennem kommunen går Lyngbyvej og Kystvejen-Strandvejen, som er nordlige indfaldsveje til Københavns centrum. Halvdelen af befolkningen bor i bydelene Klampenborg, Ordrup, Skovshoved, Charlottenlund og Hellerup øst for den nord-syd-gående Vilvordevej-Bernstorffsvej. Den anden halvdel bor i Jægersborg og Gentofte samt vest for den stærkt trafikerede Lyngbyvej i Vangede og Dyssegårdskvarteret. Tre S-baner går gennem kommunen, som med i alt otte S-togsstationer hører til storbyens bedst betjente.
De fleste af boligerne i Gentofte Kommune er bygget i perioden 1920-60. I 1970'erne blev adskillige ældre herskabsvillaer nedrevet og de store grunde udstykket til parcelhuse. Omkring halvdelen af boligerne er rækkehuse og villaer, hvoraf en del bebos af to familier. Større etageejendomme findes især i Vangede, Ordrup og Hellerup; kun 3% af boligerne findes i almennyttigt byggeri. De udbredte villakvarterer har delvis fortrængt de landsby- og landskabsmiljøer, som oprindelig trak den mere velstillede del af befolkningen til kommunen.
Kommunen har ikke noget egentligt centrum, og forretningskvarterer findes spredt i de enkelte kvarterer, bl.a. langs Strandvejen, Jægersborg Allé, Ordrupvej, Vangede Bygade, Søborg Hovedgade og Gentoftegade.
Kommunen rummer kun lidt industri. Største virksomhed er en afdeling af Novo Nordisk-koncernen. Tuborgs produktion er afviklet, og grunden med havnearealer er blevet udbygget med bl.a. eksklusive boliger, erhvervsbyggeri, en smukt beliggende ny folkeskole (2002) og et indkøbscenter (2007).
Kommunen er præget af en velstillet og veluddannet middel- og overklasse. Der bor mange højtlønnede funktionærer og selvstændige erhvervsdrivende, især i kommunens østlige del, hvilket afspejles lokalt i en række eksklusive detailforretninger og specielle servicetilbud. Småhusene og etageejendommene i den vestlige del bebos af funktionærer og arbejdere. 55% (2006) af den voksne befolkning har en videregående uddannelse ud over studentereksamen. Indkomsterne i kommunen hører til landets højeste og er gennemsnitlig 40% over niveauet i hovedstadsområdet. Den gennemsnitlige familieformue var i 2005 over 1,6 mio. kr. (netto) og dermed fire gange så høj som i resten af landet. Kommunens salg af sine aktier i elforsyningsselskabet NESA i 2005 indbragte 3,6 mia. kr., hvoraf en del bl.a. gik til indfrielse af lån og en sænkning af skatteprocenten fra 19,5% til 18,5%.
Gentofte Kommune rummer både Charlottenlund Travbane og Klampenborg Galopbane, og to store lystbådehavne i Skovshoved og Hellerup er baser for fritidssejlere og kapsejlads.
Gentofte har været konservativt styret siden 1933, og inden da af en borgerlig fællesliste. Charlottenlund, Ordrup og Klampenborg hører til De Konservatives absolutte højborge i Danmark.
I Gentofte Kommune er 35 gravhøje fredet, hvoraf 15 ligger i Charlottenlund Skov. Læs mere om Gentoftes forhistorie.
Gentofte Kommune blev oprettet i 1841 og omfattede det oprindelige Gentofte Sogn. Læs mere om Gentofte Kommunes historie.
Viser 1-2 af 2
@JaHo: Udmærket kommentar, men kan det egentlig ikke være ret så underordnet, såvel som at det hedder Frederikshavn Kommune, og dog Københavns Kommune. / Uffe
I følge definitionen på byen København (se opslag om København: "I snæver forstand omfatter byen København de tre kommuner København, Frederiksberg og Gentofte.") så er Gentofte Kommune IKKE en forstadskommune, men en hovedstadskommune ligesom Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune. Gentofte Kommune ligger derfor heller ikke nord for København, men nord for Københavns Kommune. Hvis Gentofte er en forstadskommune, så har I lavet en ny definition af byen København.
Viser 1-2 af 2
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Gentofte Kommune. I boligbebyggelsen Bellavista, opført 1934 i Klampenborg nord for København, arbejdede Arne Jacobsen i den internationale funktionalismes ånd. Lejlighederne, der vender ud mod Øresund, forsynede han med balkoner og store glaspartier. Husene har som deres udenlandske slægtninge, der er opført i beton, flade tage og fremtræder med glatte, hvidpudsede facader, hvad der dog dækker over, at byggeriet er opført i traditionelle materialer, teglsten med indlagte jerndragere.
Gentofte Kommune. Våbenet blev taget i brug i 1903. Den opgående sol over bølger illustrerer kommunens beliggenhed ved Øresund. Træerne står for de skove, parker og alléer, der præger kommunen, og klokkestolen med tre klokker symboliserer de tre oprindelige sogne, Gentofte, Ordrup og Skovshoved. Det er registreret i Kommunevåbenregistret.
Viser 4 af 4 billeder
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 25901539.601.svg (84.77 kB) Gentofte Kommune. Kommunens placering i forhold til regionens øvrige kommuner. | Admin 05/02/2009 | |
| [+] 280822.801.svg (89.83 kB) Gentofte Kommune. Våbenet blev taget i brug i 1903. Den opgående sol over bølger illustrerer kommunens beliggenhed ved Øresund. Træerne står for de skove, parker og alléer, der præger kommunen, og klokkestolen med tre klokker symboliserer de tre oprindelige sogne, Gentofte, Ordrup og Skovshoved. Det er registreret i Kommunevåbenregistret. | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki