Clausholm.

.

Clausholm er en sædegård 12 km sydøst for Randers. Clausholm kendes fra 1300-tallet. En ældre firefløjet hovedbygning på en holm omgivet af vandfyldte grave blev i årene 1693-1699 erstattet af en trefløjet bygning i to etager opført af Ernst Brandenburger for Christian 5.s storkansler grev Conrad Reventlow.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes fra 1330 som Clauess holm, 1426 Claxholm, '(manden) Klaks holm'.

Clausholm er et af de tidligste barokanlæg i Danmark. Fra tilkørselsalléen i nord til avlsbygningerne på bakken i syd er hovedbygning, staldgård, ladegård og have underkastet en symmetri omkring én lang hovedakse. Hovedbygningens midterfløj har en bred trekantsgavl og en indgangsportal, tegnet i 1695 af den svenske arkitekt Nicodemus Tessin d.y. Den udvendige enkelhed modsvares af et pragtfuldt indre. En vældig spisesal med et rigt stukloft er indrettet midt i sydfløjen og oven over den en endnu større sal med et højt hvælvet stukloft. Slotskapellet har et sjældent orgel fra 1600-t.

Frederik 4. erhvervede Clausholm i 1718 og lod de to korte sydfløje bygge til; i 1712 havde han bortført Reventlows datter Anna Sophie, der 1721 blev hans hustru og boede på gården som enkedronning 1730-43. Fra 1800 har Clausholm været i slægten Schildens (Berner-Schilden-Holstens) eje, 1810-1925 som fideikommis.

1972-76 foretog C.Th. Sørensen en moderne genfortolkning af havens kaskadeanlæg, som Tessin d.y. havde givet tegninger til, på den bratte skrænt syd for hovedbygningen; Frederik 4. havde ladet det anlægge ca. 1725 efter J.C. Kriegers planer. Haveanlægget omfatter ud over terrassehaven planteringer i naturlig stil vest herfor og lindealléer samt nedskårne træer omkring voldgravene og på terrasserne.

Selve slottet har været genstand for løbende restaureringer, hvor ønsket har været at bevare så meget som muligt af det originale. I 1994 modtog Clausholm Slot Europa Nostra-Prisen for restaureringsarbejdet.

Der er i sommerhalvåret offentlig adgang til parken; slottet er åbent i skolernes sommerferie. I en avlsbygning i parken er der indrettet selskabslokale til udlejning.

Clausholm Gods er på 900 ha.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig