Holsteinborg. Hovedbygningens østfløj fra 1600-tallet.

.

Holsteinborg. Hovedbygningens portfløj fra 1600-tallet, flankeret af to spirprydede tårne.

.

Holsteinborg.

.

Holsteinborg, hovedgård (sædegård) og gods 12 km SØ for Skælskør. Gården er nævnt som Bråde, tilhørende Roskilde bispestol i 1357, og kaldtes Trolholm 1582-1708, hvor den var i slægten Trolles eje. Siden 1707 har Holsteinborg været i slægten Holsteins besiddelse, 1708-1921 som grevskab.

Faktaboks

Etymologi
Holsteinborg er navngivet efter lensgreve U.A. Holstein, 1664-1737; navngivet 1708 ved grevskabets oprettelse.

Af det firefløjede renæssanceanlæg i to etager omkring en gårdsplads er nordfløjen den ældste, opført 1596 for admiral Børge Trolle, de tre øvrige fløje for hans søn 1639-49. I portfløjen, der flankeres af hjørnetårne med spir fra 1642 og 1649, indrettedes i 1728 en kirke i forbindelse med anlæggets modernisering for U.A. Holstein.

Ændringer af interiører og bygninger blev foretaget 1777-81 af G.E. Rosenberg, 1848-50 af G.F. Hetsch, restaurering 1949-50 ved H.H. Engqvist. Dele af avlsgården er fra midten af 1600-t., og det store parkanlæg i engelsk stil rummer også elementer af barokkens havekunst.

Holsteinborg Gods omfatter sædegårdene Holsteinborg, Fuirendal og Snedinge, i alt 1386 ha (2011), heraf 546 ha skov.

På Holsteinborg tændtes — ifølge traditionen — det første danske juletræ juleaften 1808.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig