Lyngsbæk, Lyngsbækgård, hovedgård 7 km nordvest for Ebeltoft, oprettet i 1500-t. Den trefløjede ladegård fra 1776 i stråtækt bindingsværk udgør sammen med hovedbygningen fra 1784 i to etager med valmtag et af Danmarks smukkeste nyklassicistiske bygningsanlæg, antagelig tegnet af Anders Kruuse for kaptajn Jakob Hanson. Hovedhuset flankeres af næsten fritliggende lave sidebygninger.