Rundhof, herregård i Slesvig ca. 35 km sydøst for Flensborg. Den kendes fra 1200-t. og har siden 1557 været i slægten Rumohrs eje. Den nuværende hovedbygning opførtes 1753-55 af George Greggenhofer (d. 1779) som et toetagers barokhus, på gårdsiden med pilastre og en fremtrædende tresidet midterrisalit. Bag denne ligger en oval vestibule i to etager og med kuppel; den nyindrettedes s.m. en række andre bevarede rum ca. 1790 med bl.a. stukkatur i tidlig nyklassicisme, formentlig af brødrene Michel Angelo (1755-1831) og Francesco Antonio Taddei (1767-1827).