Sæbygård, (1537 Sæby Gaard, 1. led Sæby, senere end 1456 Sæby, af glda. sæ 'sø, hav' og -by), hovedgård (sædegård) umiddelbart vest for Sæby i Vendsyssel. Efter at have tilhørt Børglum bispesæde, kronen og flere adelsslægter har den siden 1723 været i slægten Arenfeldts eje, 1797-1921 som stamhus.
På et voldsted omgivet af brede vandfyldte grave ligger den trefløjede hovedbygning. Nordøstfløjen opførtes 1573-76, formentlig af Hercules Midow, for Pernille Oxe, søster til Peder Oxe. Den samtidige sydøstfløj blev ombygget ca. 1750. Sydvestfløjen tilkom i 1746, forbindelsesmuren mod nordvest i 1688. Porttårnets overbygning med ottekantet spir er fra 1861.
Hovedbygningen er siden 1988 blevet restaureret og indrettet til herregårdsmuseum under Sæby Museum.
Sæbygård Skov og Avlsgård omfatter 478 ha; 51 ha af skoven blev fredet i 1929.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki