Dalum Kloster. Hovedbygningen.

.

Dalum Kloster, 1682-1930 Christiansdal, tidligere kloster i den sydlige udkant af Odense. Fra slutningen af 1100-t. til 1580, hvor den sidste nonne døde, fungerede det som benediktinernonnekloster. Johan Friis til Hesselager fik 1529 klostret i forlening på livstid mod at underholde nonnerne; Christian 4. skænkede det i 1620 til Ellen Marsvin, grev Valdemar Christian ejede det 1639-42, senere tilhørte det slægten Benzon.

Den katolske Sankt Hedevigsorden erhvervede stedet i 1906, indrettede hvilehjem og opførte et kapel. I 2007 var der syv søstre, der tog sig af 20 ældre beboere.

Den fredede hovedbygning har en middelalderlig nordfløj, ombygget ca. 1800, samt vest- og sydfløj fra 1800-t.

De ældste dele af den bevarede klosterkirke stammer fra 1200-t.; søndre korsarm er en rekonstruktion fra 1920'erne. Skibet har haft enten to etager eller et galleri, hvorfra nonnerne gennem åbninger i triumfmuren kunne se ned i koret. Et gravkapel for rigsråd Iver Vind (1590-1658), indrettet i nordre korsarm 1646, blev lukket med et trægitter, sikkert udført af billedskærer Anders Mortensen, med livagtige relieffer af bl.a. "Dødens høst".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig