Eriksholm.

.

Eriksholm

Eriksholm, hovedgård ved Bramsnæs Bugt 6 km sydøst for Holbæk. Den kendes fra 1300-t. som Vinderup, der år 1600 overgik til Erik Madsen Vasspyd, som opførte en hovedbygning og ændrede navnet til Eriksholm. Gården har siden 1878 været i slægten Ahlefeldt-Laurvigs eje.

Den nuværende hovedbygning fra 1788 - muligvis opført efter tegninger af arkitekten C.H. Harsdorff - fremtræder som et harmonisk trefløjet nyklassicistisk anlæg med halvrunde bygninger, der danner overgange mellem hovedfløjen og de lave korte sidefløje, et stiltræk, der er typisk for den samtidige engelske palladianisme.

Eriksholm gods blev i 1972 delt i Eriksholm Landbrug (406 ha, 2013) og Eriksholm Skovdistrikt (ca. 330 ha i 1972, ca. 1100 ha i 2013), der også omfatter hovedbygningen og den omgivende park. Hovedbygning og park - der blev gennemrestaureret 2002-09 - samt 65 ha skov blev i 2014 solgt til erhvervsmanden Ole Nielsen.

Eriksholms hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig