Gottorp Slot fotograferet fra sydvest. Slottets sydfløj med barokfacade og midtertårn er bygget 1698-1703, mens de tre andre fløje og det nordvestlige tårn, der ses bagest tv., blev opført i 1500-t. Slottets forgænger, fæstningen Gottorp, der i århundreder lå centralt placeret ved adgangsvejen til Jylland, blev i middelalderen kaldt hele Danmarks lås og lukke.

.

Boplads (Hamburg-kulturen), Gottorp Slot. Foto 1990.

.

Gottorp Slot. Foto 1990.

.

Fra middelalderudstillingen, Gottorp Slot. Foto 2011.

.

Fra middelalderudstillingen, Gottorp Slot. Foto 2011.

.

Fra stenalderudstillingen, Gottorp Slot. Foto 1991.

.

Gottorp Slot, slot i Sydslesvig, bygget på en ø i Slien, 2 km vest for Slesvigs bykerne. Indtil 1268 var det Slesvigbispens borg, derefter hertugelig fæstning. I 1459 overtog Christian 1. Gottorp, der siden blev udbygget for Frederik 1. og Christian 3.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Gottorp er kendt fra 1268, kommer af mandsnavnet Goti og -torp 'udflytterby'; tysk Schloß Gottorf.

I perioden 1544-1713 var slottet residens for Gottorpfyrsterne, der forstærkede fæstningen med bastioner og et nordvesttårn; derefter blev det brugt af kongens statholdere i Hertugdømmerne.

Slottet var dansk kaserne 1852-64, derefter tysk garnison; efter 1945 rummer det flere museer.

Gottorp fremstår i dag med en firefløjet grundplan omkring en lukket gård. Dennes vestfacade viser restaurerede dele af renæssanceslottet, opført efter en brand i 1565; slotskirken er bygget 1590-93. Den tre etager høje sydfløj med centraltårn har barokfacade fra 1698-1703. Nord for slotssøen findes resterne af Nyværk, baroktidens fyrstehave.

Museerne på Gottorp

Planer fra 1937 om at bruge Gottorp Slot som museum blev realiseret, da Kiels bomberamte regionalmuseer efter 1945 blev flyttet hertil.

Archäologisches Landesmuseum under Kiels universitet, grundlagt i Kiel 1834, viser bl.a. udstillingen "Rentierjäger – Rentierzüchter", der udstiller fund fra ældre stenalders rensdyrjægerkulturer og samisk kultur (åbnet i 1991). I kasernens tidligere eksercérhal vest for slottet findes mange af de genstande fra romersk jernalder og tidlig folkevandringstid, der før 1864 blev udgravet i Nydam Mose på Sundeved og i Thorsbjerg Mose i Angel (tysk Angeln). Bedst kendt er den 23 m lange Nydambåd fra begyndelsen af 300-t.

Landesmuseum für Kunst und Kulturgeschichte, grundlagt 1878 i Kiel under navnet Thaulow-Museum, er kunst- og kulturhistorisk orienteret; de regionale samlinger rummer middelalderlig kirkekunst og eksempler på barok- og empiretidens boligkultur fra adels- og borgermiljøet, bl.a. værker af Jens Juel og Bertel Thorvaldsen. I nyindrettede udstillinger præsenteres moderne kunst af centraleuropæisk betydning.

Folkekunsten og landsdelens håndværk, landbrug og fiskeri belyses i et nyt specialmuseum på Hestebjerget i Slesvig by. Til museerne på Gottorp hører desuden Hedebymuseet ved Haddeby Nor med runesten og fund fra vikingetiden.

I 1997 åbnedes en stor, permanent middelalderudstilling, "Dorf – Burg – Kirche – Stadt", der til dels er baseret på genstande fra de arkæologiske udgravninger i Slesvig by (udstillingsdesign ved Flemming Bau).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig