Kås, hovedgård i Salling, 22 km vest for Skive. Gården var stamsæde for slægten Kaas ca. 1300-1500. Under Grevens Fejde 1534-36 afbrændtes den af Skipper Clements tropper.

Den nuværende hovedbygning på et ældre voldsted opførtes 1635 for rigsråd Niels Krag som et enkelthus i 11/2 etage med et hjørnetårn, der blev nedrevet ca. 1700. Omkring 1750 fik gårdsiden et karnaptårn, og samtidig opførtes en lav sidefløj og en trefløjet avlsgård, delvis i bindingsværk. 1914-18 istandsattes gården.

Nordvest for Kås ligger den fredede Kås Halvø med næsset Kås Hoved, afgrænset fra Salling af Kås Sø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig