Lerchenborgs hovedbygning er midtpunkt for et storslået herregårdsanlæg udformet efter barokkens idealer om symmetri og hierarkisk orden. Alléer markerer således herregården langt ud i landskabet som optakt til det imponerende bygningsanlæg, hvor den besøgende ledes gennem gårde af stigende fornemhed frem til centrum.

.

Lerchenborg med Asnæsværket i baggrunden

Lerchenborg, hovedgård 4 km syd for Kalundborg, oprettet 1704 under navnet Østrupgård på en del af Kalundborg Slots Ladegårds tidligere jorder. 1742 erhvervedes gården af general Christian Lerche (1692-1757), som gjorde den til hovedsæde i en større godssamling og skabte et herregårdsanlæg, hvor lade- og staldgård, hovedbygning og have blev bundet sammen til en storslået helhed over en gennemgående symmetriakse. Den fornemme hovedbygning i rokokostil er resultatet af en ombygning 1743-45 med en toetagers midterfløj (der har rester af ældre bindingsværksbygninger) og to lavere sidefløje afsluttet med udløberfløje. Det oprindelige franske haveanlæg med lindealléer, buehække og blomsterparterrer blev tegnet af den belgisk-danske arkitekt og ingeniørofficer Jean Baptiste de Longueville (ca. 1699-1766). I 1800-t. blev store dele af haven omlagt i engelsk havestil. 1754 omdøbtes Østrupgård til Lerchenborg, og året efter oprettedes et stamhus, som 1818 blev ophøjet til grevskab (afløst 1923). Efter en afbrydelse 1927-52 er gården atter i slægten Lerche-Lerchenborgs eje.

Lerchenborg rummer en oldsagssamling, og i 1961 åbnedes et H.C. Andersen-museum, i 1966 en stor rosenhave. Lerchenborg Gods omfatter efter udstykninger i 1925 og 1953-54 ca. 650 ha.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig