Overgård, hovedgård 17 km øst for Mariager, oprettet 1545 af rigsråd Jørgen Lykke (d. 1583), som i de følgende år opførte et imponerende trefløjet renæssanceherresæde med adskillige tårne. I 1600- og 1700-t. blev hovedbygningen væsentlig ændret, og kun et enkelt trappetårn blev bevaret; sit nuværende udseende fik hovedbygningen ved en restaurering 1911-12. I hovedfløjen findes fornemme interiører fra forskellige tider.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes fra 1548 som Ofvergaard 'den højereliggende gård'.

Overgård gik i arv i Lykkefamilien indtil 1661, hvorefter slægten Arenstorff ejede den indtil 1910 (stamhus fra 1835).

Overgård Gods omfatter 2377 ha (2013). Det ejedes 1938-81 af Flemming Juncker, der ved inddæmning øgede tilliggendet med ca. 600 ha. I 2002 overtog godset Dronninglund Storskov.

Overgård Gods' hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig