Bothkamp, tidligere sædegård, nu aldersstiftelse ved Bothkampersøen syd for Kiel i Nordtyskland. Johan Rantzau lod i 1540'erne Bothkamp opføre på et voldsted som en grundmuret bygning i to stokværk. Med sin facadedekoration, der bestod af pilastre og to omløbende friser af terrakottarelieffer, regnes den blandt de første renæssanceborge i Nordeuropa. Den er desuden blandt de tidligst kendte eksempler på en systematisk anvendelse af terrakottarelieffer som facadeudsmykning. Det nuværende senbarokke Bothkamp, der gennemgik en større restaurering i 1974-75, fremstår som et grundmuret, toetagers, pilasterprydet hovedhus i fire fag, flankeret af to kraftige tårne fra begyndelsen af 1700-t.